Mickey Mouse, Anders And, en masse forlystelser og et eventyrslot. Disney World Florida. Efter den intense afslapning i Miami var vi klar til at finde vores indre legebarn frem. Vi tog bussen til Orlando, hvor Disney World ligger. Efter lidt vente tid blev vi leveret ved døren til vores resort. Vi skulle bo på Disney's All-Star Music Resort de næste 3 dage og da vi trådte ind i receptionen var vi ikke i tvivl om at vi nok skulle få Mickey Mouse at se. Tapetet var fyldt med Mickey øre, på tv'et kørte Disney kanalen og foreenden af hall'en lå Disney souvenier butikken.
Efter at have fået vores personlige Disney World Plastik kort var vi klar. Vi fandt vores værelse og blev mødt af flere Mickey ører, hvor selv håndklåderne var lagt som det berømte ansigt.
Vi tog ned til Disney Downtown for at kigge "byen" ud. Her var fyldt af butikker hvor man kunne købe alt, som havde med Disney at gøre. Lige fra hatte og julepyndte til prinsessekjoler, kufferter og kogebøger. Vi beslutted os for at tage ind at se Cirque de soil showet Nouba da vi havde misset sådan et i Las Vegas. Og hvor var vi glade for at vi gjorde det, det var bare super flot med dygtige artister i alle genrer, kanon scene opsætning og flotte remieder! Det var alle pengene værd! Vi sluttede aftenen af med mexicansk middag og varm chokolade fra Ghirardelli Chocolate Company.
Vi besluttede at vores første dag skulle bruges i parken Magic Kingdom, som er den største park ud af 6 og parken hvor det kendte slot står. Vi tog Disney bussen fra vores hotel til parken og efter tasketjek var det bare om at gå i krig. Kameraet blev fundet frem og der belv taget billeder med det samme af de små shows, som foregår hele tiden rundt omkring i parken. Der gik heller ikke længe inden vi fandt Anders, Fedtmule og de andre stående på scenen blandt Askepot, Snehvide og prinser foran slottet, hvor de opførte et show, som selvfølgelig handlede om at alle ønsker kan gå i opfyldelse.
Så var det tid til at prøve forlystelserne, vi prøvede alt lige fra vilde og våde, som Splash Mountain til den hurtige Space Mountain, de små søde som Peter Pans verden og "Its a small world" , det uhyggelige Hunted House og de sjove som Toy Story og Monsters Inc. Vi fik selvfølgelig også taget et billede sammen med Anders And, som Kicki jo har været en stor fan af siden hun kunne vende siderne i et Anders And blad ;o) Vi hyggede os rigtig og prøvede forlystelserne vi syntes bedst om igen, inden klokken var blevet så mange at det var tid til at finde sig en god plads til aftenens Disney parade. En god plads er svær at finde, da alle stimer til for at se paraden, men vi fandt da et lille hul. Når mørket falder på tændes alle millioner af lysne, som hænger på slottet, lyset i parken sænkes og en parade af lys og disney figure danser op af gaderne. Det hele afsluttes med et flot fyrværkeri timet til musik. Vi fik taget nogle okay billeder, og efter en lang dag gik turen hjem ad mod hotellet.
Den næste dag blev brugt i parken Epcot. Epcot er nærmest delt op i to emner, "Rummet og teknik" er det ene, hvor "Lande og kultur" er det andet. Her var vi på en rejse gennem tiden og fik set vores fremtid, ud fra de valg vi traf. Det var meget hyggeligt og sjovt. Nu gik turen videre til den hurtige General Motor's testbane, hvor vi var testpersoner i forskellige test for biler, som fart, bremse, kulde, varme osv og selvfølgelig i crash testen. Efter adrenalin kicket gik tur til Mars i vores egen raket, hvor Charlotte var Commandor og Kicki var Enginer. En speciel oplevelse, hvor vi bagefter spurgte hinanden, kunne du også mærke det?!
I Epcot er der masser af små "opgaver" til at lege med og til at udforske med. Det er et rigtigt røre ved og pille sted. Og efter at have aktiveret os selv med at samle en krop, køre racerbil, teste vores reaktions evne, 3D film mv. gik vi stille og roligt på opdagelse i de forskellige lande og kulturer. Vi var både i Canada, Kina, Marocco og Tyskland.
Lige pludselig var dagen omme og det var tid til at tage tilbage til hotellet. Her tog vi en dukkert i pølen, hvor der blev vist film på storskærm, hvis man havde lyst til at søbe rundt mens man så en film, vi valgte dog det lidt sjovere alternativ som selvfølgelig er en ordentlig vandkamp! Efter et par udmattende men vildt sjove dage i Disneys verden puttede vi os ned i dynerne og den gode seng. Næste morgen stod den nemlig på en flyvetur til kolde Washington og hostel senge.
Selvom det var en dyr fornøjelse i Disney World er vi begge enige om at det var super sjovt. Alle små byer, kulisser og forlystelser er simpelthen gennemførte ud til mindste detalje og vi følte helt vi befandt os i en helt anden verden. Vi synes dog at der ikke var nok disney figurer rundt i parkerne, man stødte sjældent på en, og det er lidt ærgeligt, da de ligesom giver helheden, men ellers var det en kanon oplevelse.
lørdag den 19. december 2009
Miami
Efter et kort stop over i Orlandos lufthavn nåede vi ned til dejlig varmt vejr i Miami Beach! Vi tog shuttelbussen ind til vores hostel som lå på South Beach, og da den stoppede ud til cafeerne på den ene side og Miami beach på den anden, var vores humør straks i top! Og efter at have set hvor lækkert og rent et hostel vi skulle bo på, kunne vi ikke andet end at booke 4 ekstra overnatninger.
Den første aften gik vi en tur i området som er fuld kulørte lamper og kæmpe drinks! Vi spiste lækkert mad på en af de mange restauranter og nød at vi kunne sidde ude sent om aftenen med barefødder og t-shirt.
Miami skiller sig ud fra rasten af USA, det er et rigtig ferie sted med party stemning og lækre mennesker. Hvis man kan tale spansk er det et stort plus, for der snakkes næsten ikke andet. Vi mødte Amy, som vi boede på værelse med, hun havde boet på Miami Beach i et par år inden hun flyttede til San Francisco. Hun fortalte at for de fleste er Miami et sted man tager til i en periode, man fester, tager til stranden og soler og arbejder som tjener på et af de mange steder. Efter nogle år når man er klar til familie flytter man fra byen. Det er singlernes og festabernes paradis. Miami er stedet hvor fyerne har opstillet en lille stand på stranden med primitive træningnsmidler og pigerne ligger topløse (Miami Beach er den eneste strand i USA hvor det er tilladt at være topløs). Det er også stedet hvor man kan se bedste løbe på rulleskøjter og hvor de fede biler cruser op og ned af Ocean Drive.
Vi brugte alle 10 dage på ren afslapning og vi havde det ret sjovt med Amy. Hun kendte byen ret godt, og kunne vise os alle de gode steder. En aften viste hun os et hyggeligt lille fransk pandekage sted i en lille gade og selvom klokken var over 24 er næsten alt stadig åbent. Hun fortalte os også om Pizza Rustica som er stedet med verdens bedste pizzaer!
Vi fik brugt tiden på at soles os ved den lange og brede strand, og på at strolle rundt i området. Vi fik også smagt en rigtig Thanksgiving dinner på en af de mange spisesteder, vi bleve enige om at det blev vi altså nødt til at prøve, og hvor smagte det bare godt. Vi smagte selvfølgelig også nogle af de mange lækre drinks og Kicki kan især foreslå en RasberryRumRunner ;o}
Der er altid gang i den i Miami Beach, det er ikke et billigt sted at tage på ferie, men det er et ret sjovt sted og vi nød den sidste varme og sol som vi vil få i lang tid. Vi har lige et par dage i Disney World, Orlando inden vi tager turen op til kolde Washington og New York. Og ja... som tiden dog flyver, så er vi jo på vej hjem til Danmark igen.
Den første aften gik vi en tur i området som er fuld kulørte lamper og kæmpe drinks! Vi spiste lækkert mad på en af de mange restauranter og nød at vi kunne sidde ude sent om aftenen med barefødder og t-shirt.
Miami skiller sig ud fra rasten af USA, det er et rigtig ferie sted med party stemning og lækre mennesker. Hvis man kan tale spansk er det et stort plus, for der snakkes næsten ikke andet. Vi mødte Amy, som vi boede på værelse med, hun havde boet på Miami Beach i et par år inden hun flyttede til San Francisco. Hun fortalte at for de fleste er Miami et sted man tager til i en periode, man fester, tager til stranden og soler og arbejder som tjener på et af de mange steder. Efter nogle år når man er klar til familie flytter man fra byen. Det er singlernes og festabernes paradis. Miami er stedet hvor fyerne har opstillet en lille stand på stranden med primitive træningnsmidler og pigerne ligger topløse (Miami Beach er den eneste strand i USA hvor det er tilladt at være topløs). Det er også stedet hvor man kan se bedste løbe på rulleskøjter og hvor de fede biler cruser op og ned af Ocean Drive.
Vi brugte alle 10 dage på ren afslapning og vi havde det ret sjovt med Amy. Hun kendte byen ret godt, og kunne vise os alle de gode steder. En aften viste hun os et hyggeligt lille fransk pandekage sted i en lille gade og selvom klokken var over 24 er næsten alt stadig åbent. Hun fortalte os også om Pizza Rustica som er stedet med verdens bedste pizzaer!
Vi fik brugt tiden på at soles os ved den lange og brede strand, og på at strolle rundt i området. Vi fik også smagt en rigtig Thanksgiving dinner på en af de mange spisesteder, vi bleve enige om at det blev vi altså nødt til at prøve, og hvor smagte det bare godt. Vi smagte selvfølgelig også nogle af de mange lækre drinks og Kicki kan især foreslå en RasberryRumRunner ;o}
Der er altid gang i den i Miami Beach, det er ikke et billigt sted at tage på ferie, men det er et ret sjovt sted og vi nød den sidste varme og sol som vi vil få i lang tid. Vi har lige et par dage i Disney World, Orlando inden vi tager turen op til kolde Washington og New York. Og ja... som tiden dog flyver, så er vi jo på vej hjem til Danmark igen.
New Orleans
Vi tog toget til New Orleans, og hvor var det bare skønt med lidt varmere vejr. Vi vandrede mod hostelet som lå et godt stykke væk fra det franske kvarter, men det var ikke noget problem da sporvognen kører op og ned af gaderne, næsten lige til døren. Da vi nåede hovedgaden, hvor vognen kører fra kunne vi ikke lade værd med at smile, julepynt i palmerne, politi på heste, de røde sporvogne og syngende cykelister ;o) Stemningen var allerede super god, og hvor var det bare dejligt at ankomme til et lille hostel som var fuld af mixet mennesker, boheme indretning og faldefærdigt, rigtig australsk standart (beskidt men fuld af charme). Den første dag blev brugt på at handle ind og finde os til rette.
Den næste dag stod vi op til solskin, vi tog sporvognen ned til det franske kvarter som er noget helt specielt! Gaderne er små brostens gader og tætte som i Europa, og bygningerne er flotte i forskellige fraver med små franske altaner. Vi gik ikke længe før vi bumlede ind i det første jazz band som spillede på gaden og det næste igen. Vi kom også forbi en bod med smagsprøver på nystegte krydder pølser og endnu et band. Vi kiggede ind i souvinier butikkerne og fandt masser af mardi-gras masker(karnevals masker). Om foråret afholdes der en kæmpe mardi-gras fest i byen. Vi gik også turen forbi Cigar butikkerne og Voodo biksene - New Orleans kan næsten ikke beskrives med ord, den skal opleves! Vi slog os ned på fortovskanten og nød et jazz og blues band bestående af unge mennesker med vaskebrættet, ko klokken, guitaren, bassen, trompeten og et par gode stemmer! Vi gav et lille bidrag og købte deres cd ;o)
Ved aftensmaden kom vi i snak med en James fra Australien og Leo fra Sydafrika og det endte med at vi tog i byen, for selvom vi havde udforsket det franske kvarter den dag, så skal det gøres igen om aftenen! Det er noget helt andet! Bourbun Street som går gennem kvarteret er pakket med fine restauranter, østers barer, natklubber, diskoteker, live jazz og blues spillesteder og strippere på rad og række! EN gade hvor alt er tilladt og hvor der ikke bliver lagt skjul på noget! Et af de eneste steder hvor det er lovligt at drikke alkolhol på gaden i USA.
Med det samme vi nåede gaden kunne vi hører en masse musik, og et helt skoleband stod med deres store tubaer og trækbasuner, dansede rundt mens de spillede glade rytmiske sange. Vi fandet vej til et par barer og efter et par øl begav vi os ned mod en lille gade som skulle huse nogle at de bedste live jazz bands. Vi fik hørt lidt forskelligt og ret godt musik. Klokken var blevet mange og vi var på vej hjem ad igen, drengene fik øje på baren med dansende piger på disken og den elektroniske rodeo tyr, som her var en dræberhval, så det blev til en øl mere inden vi kunne tage med sporvognen. Vi havde en super hyggelig aften med drengene og en sjov andreledes oplevelse må man sige!
Dagene efter regnede det, vi gik lidt rundt i byen, men oplevelsen var ikke den samme, der var ikke nær så meget liv i gaderne som dag
en forinden. Vi fandt vej til en lille cafe hvor vi fik tørvejr, varmen og smagt Begniet, en fransk donuts severet med flormelis som byen også er kendt for. Mums!
Selvom vejret var blevet vådt og koldt gik dagene nu der ud af, og lige pludselig var det tid til at skulle med fly til Miami,ned til sol, strand, fest og farver! Behøver vi at sige mere...?
Den næste dag stod vi op til solskin, vi tog sporvognen ned til det franske kvarter som er noget helt specielt! Gaderne er små brostens gader og tætte som i Europa, og bygningerne er flotte i forskellige fraver med små franske altaner. Vi gik ikke længe før vi bumlede ind i det første jazz band som spillede på gaden og det næste igen. Vi kom også forbi en bod med smagsprøver på nystegte krydder pølser og endnu et band. Vi kiggede ind i souvinier butikkerne og fandt masser af mardi-gras masker(karnevals masker). Om foråret afholdes der en kæmpe mardi-gras fest i byen. Vi gik også turen forbi Cigar butikkerne og Voodo biksene - New Orleans kan næsten ikke beskrives med ord, den skal opleves! Vi slog os ned på fortovskanten og nød et jazz og blues band bestående af unge mennesker med vaskebrættet, ko klokken, guitaren, bassen, trompeten og et par gode stemmer! Vi gav et lille bidrag og købte deres cd ;o)
Ved aftensmaden kom vi i snak med en James fra Australien og Leo fra Sydafrika og det endte med at vi tog i byen, for selvom vi havde udforsket det franske kvarter den dag, så skal det gøres igen om aftenen! Det er noget helt andet! Bourbun Street som går gennem kvarteret er pakket med fine restauranter, østers barer, natklubber, diskoteker, live jazz og blues spillesteder og strippere på rad og række! EN gade hvor alt er tilladt og hvor der ikke bliver lagt skjul på noget! Et af de eneste steder hvor det er lovligt at drikke alkolhol på gaden i USA.
Med det samme vi nåede gaden kunne vi hører en masse musik, og et helt skoleband stod med deres store tubaer og trækbasuner, dansede rundt mens de spillede glade rytmiske sange. Vi fandet vej til et par barer og efter et par øl begav vi os ned mod en lille gade som skulle huse nogle at de bedste live jazz bands. Vi fik hørt lidt forskelligt og ret godt musik. Klokken var blevet mange og vi var på vej hjem ad igen, drengene fik øje på baren med dansende piger på disken og den elektroniske rodeo tyr, som her var en dræberhval, så det blev til en øl mere inden vi kunne tage med sporvognen. Vi havde en super hyggelig aften med drengene og en sjov andreledes oplevelse må man sige!
Dagene efter regnede det, vi gik lidt rundt i byen, men oplevelsen var ikke den samme, der var ikke nær så meget liv i gaderne som dag
en forinden. Vi fandt vej til en lille cafe hvor vi fik tørvejr, varmen og smagt Begniet, en fransk donuts severet med flormelis som byen også er kendt for. Mums!
Selvom vejret var blevet vådt og koldt gik dagene nu der ud af, og lige pludselig var det tid til at skulle med fly til Miami,ned til sol, strand, fest og farver! Behøver vi at sige mere...?
Chicago
Efter en overraskende behagelig 18 timer lang togtur ankom vi til Chicago. Vi fik fundet vejen til hostellet, og afsted det gik, der gik ikke længe før det kunne mærkes i ryg og ben at det var længe siden vi havde gå langt med vores tasker på ryggen.
Vores hostel lå i downtown Chicago med 5 min. gang til Lake Michigan, så det kunne ikke være bedre.
At tage til Chicago var ikke med i vores overvejelser til at begynde med, men her var vi med hovedmålet.... At smage vaskeægte Chicago Deep Pan Pizza. Og det skulle gøres første aften. Vi fandt at super populært lokalt sted, hvor deep pan pizzaerne skulle være helt i top... Vi fandt så ud af at det der bliver kaldt deep pan pizza derhjemme ikke har noget med sagen at gøre, og den væsentligste forskel er. Derhjemmen er bunden to cm. tyk, men i Chicago er pizzaen nærmest lavet som en tærte, hvor laget af fyld er to cm. tyk, med låg af ost ovenpå på cm 1 cm.
Men vi blev dog enige om at vi bedre kan lide en lidt mere jævn fordeling af fyld, ost og dej, men det var sjovt at prøve. Og efter denne "oplevelse" vandrede vi hjem og i seng.
Dagen efter skinnede solen, og efter et overdådigt morgenmåltid som endda var inkluderet i hostel prisen, begav vi os ud for at se byen. Vi satte kursen mod Lincoln Park og Lake Michigan, hvor vi dog hurtigt blev fanget af kunstskolerne, hvis elever sad og tegnede byen. Vi slentrede videre langs søen og bare nød vejret.
Senere gik vi ind i byen og blev meget forundret over bygningerne. Vi anede ikke at Chicago var så flot en by rent arkitektonisk, men hold da op den byder på mange forskellige stilarter som ligger side om side. Resten af dage gik bare med af gå rundt og kigge på byen.
Så kom regnen og kulden og blev der de næste tre dage. Dette resulterede i at vi ikke rigtig kom på de store våger. Og vi blev enige om at bruge tiden indendørs fornuftigt, så vi fik bestilt en masse flybilletter, togbillet og hostels. Ellers bruget vi dagene mod hygge og aktiviteter på hostellet med bl.a. bordtennis. Og vi kunne godt mærke at vi var blevet forvandt til det varme vejr, så vi kunne slet ikke vente med at komme ned til New Orleans, noget mere sol og højre grader, som var næste stop.
Vores hostel lå i downtown Chicago med 5 min. gang til Lake Michigan, så det kunne ikke være bedre.
At tage til Chicago var ikke med i vores overvejelser til at begynde med, men her var vi med hovedmålet.... At smage vaskeægte Chicago Deep Pan Pizza. Og det skulle gøres første aften. Vi fandt at super populært lokalt sted, hvor deep pan pizzaerne skulle være helt i top... Vi fandt så ud af at det der bliver kaldt deep pan pizza derhjemme ikke har noget med sagen at gøre, og den væsentligste forskel er. Derhjemmen er bunden to cm. tyk, men i Chicago er pizzaen nærmest lavet som en tærte, hvor laget af fyld er to cm. tyk, med låg af ost ovenpå på cm 1 cm.
Men vi blev dog enige om at vi bedre kan lide en lidt mere jævn fordeling af fyld, ost og dej, men det var sjovt at prøve. Og efter denne "oplevelse" vandrede vi hjem og i seng.
Dagen efter skinnede solen, og efter et overdådigt morgenmåltid som endda var inkluderet i hostel prisen, begav vi os ud for at se byen. Vi satte kursen mod Lincoln Park og Lake Michigan, hvor vi dog hurtigt blev fanget af kunstskolerne, hvis elever sad og tegnede byen. Vi slentrede videre langs søen og bare nød vejret.
Senere gik vi ind i byen og blev meget forundret over bygningerne. Vi anede ikke at Chicago var så flot en by rent arkitektonisk, men hold da op den byder på mange forskellige stilarter som ligger side om side. Resten af dage gik bare med af gå rundt og kigge på byen.
Så kom regnen og kulden og blev der de næste tre dage. Dette resulterede i at vi ikke rigtig kom på de store våger. Og vi blev enige om at bruge tiden indendørs fornuftigt, så vi fik bestilt en masse flybilletter, togbillet og hostels. Ellers bruget vi dagene mod hygge og aktiviteter på hostellet med bl.a. bordtennis. Og vi kunne godt mærke at vi var blevet forvandt til det varme vejr, så vi kunne slet ikke vente med at komme ned til New Orleans, noget mere sol og højre grader, som var næste stop.
søndag den 15. november 2009
Hos Willie og Laila i Colorado Springs
Vi afsluttede vores Roadtrip i Colorado Springs, hvor vi skulle aflever bilen og så var vi så heldige at Willie og Laila (mosters veninde og mand) med glæde gerne ville have besøg af os.
Vi ankom om eftermiddagen og med det samme vi ankom følte vi det helt fantsatisk at være i hjemmelige omgivelser. Et rigtigt hus med stue, køkken og eget værelse! Vi blev rigtig forkælet med hjemme røget BBQben til aftensmad og endda dessert. Vi havde en god aften med film hygge, og det var bare skønt at ligge sig til at sove i en dejlig, ren duftende seng!
Næste morgen stod vi tidlig op for at tage i kirke, Moster og Dorrit var med i kirke sidst de var på besøg, og det skulle simpelthen bare prøves sagde de!
Vi ankom til kirken, som bestemt ikke ligner en alm dansk kirke, det lignede mere et kæmpe konferrence rum i varme og hyggelige farver med scene og projekter med lærred. Vi blev budt velkommen og på skærmen var der nedtælling til selve tjenesten. Det synes vi var ret sjovt, det er ikke ligefrem fordi vi i danmark tæller minutte ned til tjenesten begynder.
Det hele gik i gang med nærmest syngende velkomst bøn. Den næste halve time blev der sunget, en mandlig solist stod på scenen med koret i baggrunden og trommesættet og klaveret til højre for sig. Teksten rullede hen over lærredet og der blev sunget rørende, rytmiske og energiske sange om kristendommen og dagligdagen. Folk rockede med, nogen rakte hænderne i vejret og lukkede øjnene og mærkede i sig selv, hvad musik, sang og tro kan rører i en. Mænd af kirken stod klar med lommetørklæder hvis man havde brug for det.
Efter den meget rørende halve time gik koret ud og præsten kom ind. Her er præsten ikke i kjole med krave, her kommer han ind i jakkesæt, og taler frit til folk. Han startede med at spørge hvor mange der havde biblen med i kirke i dag, og folk rakte ders bibel op i vejret: her sankker vi om kæmpe bøger med indlagte sedler og notater.
Han talte frit, og indledte emnerne med at læste et kort lille stykke op fra biblen, ikke lange historier som man ikke forstår noget af, men korte linier, som han tager fat i og pensler ud og fletter ind i dagligdagen. Når folk forstod og var enige i havd der belv sagt, sagde de "amen", klappede eller nikkede med hovedet. Præsten stillede også størgsmål ud til hele menigheden og det hele var mere en samtale end en prædiken.
Da det hele var slut gik vi der fra med en glad fornemmelse, det hele var sådan lidt meditations agtig og vi tror faktisk vi gik der fra med en større forståelse af, hvordan kristendommen skal forståes og prædikes, for at forståes. Vi var i hvertfald enige om, at hvis den danske kirke var sådan, ville der være flere der kom i kirke og vi tror at folk ville forstå kristendommen bedre og være mere troende. Det var i hvertfald en kæmpe oplevelse som rørte lidt i os!
Dagene efter slappede vi af og hyggede os, vi fik afleveret bilen, og vi blev en dag hos Willie og Laila mere end forventet, da vi simpelthen havde det for godt ;o)
Både Willie og Laila havde fri fra arbejde onsdag, så de kørte os til Denver, hvorfra vi skulle med toget til Chicago. Vi spiste alle 4 frokost sammen i Denvers hyggelig gågade(det er sjældent at der er gådader i USA) inden vi tog afsked.
Vi havde en enkelt overnatning i Denver, og ventetiden brugte vi i gå gaden og med kaffe og en god bog i bogbutikken Barens&Nobel inden vi steg på toget.
Vi ankom om eftermiddagen og med det samme vi ankom følte vi det helt fantsatisk at være i hjemmelige omgivelser. Et rigtigt hus med stue, køkken og eget værelse! Vi blev rigtig forkælet med hjemme røget BBQben til aftensmad og endda dessert. Vi havde en god aften med film hygge, og det var bare skønt at ligge sig til at sove i en dejlig, ren duftende seng!
Næste morgen stod vi tidlig op for at tage i kirke, Moster og Dorrit var med i kirke sidst de var på besøg, og det skulle simpelthen bare prøves sagde de!
Vi ankom til kirken, som bestemt ikke ligner en alm dansk kirke, det lignede mere et kæmpe konferrence rum i varme og hyggelige farver med scene og projekter med lærred. Vi blev budt velkommen og på skærmen var der nedtælling til selve tjenesten. Det synes vi var ret sjovt, det er ikke ligefrem fordi vi i danmark tæller minutte ned til tjenesten begynder.
Det hele gik i gang med nærmest syngende velkomst bøn. Den næste halve time blev der sunget, en mandlig solist stod på scenen med koret i baggrunden og trommesættet og klaveret til højre for sig. Teksten rullede hen over lærredet og der blev sunget rørende, rytmiske og energiske sange om kristendommen og dagligdagen. Folk rockede med, nogen rakte hænderne i vejret og lukkede øjnene og mærkede i sig selv, hvad musik, sang og tro kan rører i en. Mænd af kirken stod klar med lommetørklæder hvis man havde brug for det.
Efter den meget rørende halve time gik koret ud og præsten kom ind. Her er præsten ikke i kjole med krave, her kommer han ind i jakkesæt, og taler frit til folk. Han startede med at spørge hvor mange der havde biblen med i kirke i dag, og folk rakte ders bibel op i vejret: her sankker vi om kæmpe bøger med indlagte sedler og notater.
Han talte frit, og indledte emnerne med at læste et kort lille stykke op fra biblen, ikke lange historier som man ikke forstår noget af, men korte linier, som han tager fat i og pensler ud og fletter ind i dagligdagen. Når folk forstod og var enige i havd der belv sagt, sagde de "amen", klappede eller nikkede med hovedet. Præsten stillede også størgsmål ud til hele menigheden og det hele var mere en samtale end en prædiken.
Da det hele var slut gik vi der fra med en glad fornemmelse, det hele var sådan lidt meditations agtig og vi tror faktisk vi gik der fra med en større forståelse af, hvordan kristendommen skal forståes og prædikes, for at forståes. Vi var i hvertfald enige om, at hvis den danske kirke var sådan, ville der være flere der kom i kirke og vi tror at folk ville forstå kristendommen bedre og være mere troende. Det var i hvertfald en kæmpe oplevelse som rørte lidt i os!
Dagene efter slappede vi af og hyggede os, vi fik afleveret bilen, og vi blev en dag hos Willie og Laila mere end forventet, da vi simpelthen havde det for godt ;o)
Både Willie og Laila havde fri fra arbejde onsdag, så de kørte os til Denver, hvorfra vi skulle med toget til Chicago. Vi spiste alle 4 frokost sammen i Denvers hyggelig gågade(det er sjældent at der er gådader i USA) inden vi tog afsked.
Vi havde en enkelt overnatning i Denver, og ventetiden brugte vi i gå gaden og med kaffe og en god bog i bogbutikken Barens&Nobel inden vi steg på toget.
Mesa Verde - og Great Sand Dunes national park
Næste morgen begyndte vi vores tur mod Colorado Springs. Vi havde dog aftalt at tage en lille omvej, som gjorde vi kom forbi to national parker mere. Den første var Mesa Verde, som vi nåede efter ca. 3 timers kørsel. Hvad Mesa Verde havde at byde på havde vi ingen ide om, ud over at der skulle være en masse af Pueblo- folkets kultur. Så vi kørte mod parkens museum med det samme. Efter museet fandt vi, på den udleverede guide, en selv-guidet tur, som var gratis. Så den tog vi.
Og vi blev positivt overrasket. Efter af havde gået vældig meget nedaf, befandt vi os nu foran en lille by, som for mange år side var bygget i en hulning i klippen. Og den stod stadigvæk, da klippen beskydde mod vejr og vind. Det var meget interssant at se hvordan de havde bygget små huse og gravet store huller under jorden. Og vi besluttede at køre en tur i resten af parken for at se flere "byer" i klipperne. Vi fandt en masse punkter hvor der var flot udsigt til hulerne og naturen som omringer de små byer. Det er helt utroligt hvordan de har klatret for at komme rundt efter mad og vand.
Vi forlod parken positivt overraskede og begyndte vores søgen efter et motel, som vi fandt i den lille flække Mancos små 15 km derfra.
Friske og udhvilede satte vi dagen efter kursen mod Great Sand Dunes National Park, for at se..... Sand dynger!!! Vi ankom lidt over middag og besluttede os for at det var tid til endnu en picnic i bagagerummet, men vi endte på bagstædet, da en vind, sanddynger og mad er en dårlig kombination. Efter en anderledes frokost begav vi os ud på en gå tur i sandet.
Uheldigvis blæste det en hel del, så vi trak godt op i vores hætter for ikke at få sand i øjnene. Vi bagav os ud i dyngerne, det er helt utroligt, der ligger en ørken af sand ude midt mellem bjergene med sne på! På afstand er det et flot og anderledes syn, men tæt på, når man står i alt sandet kan man kun se sand foran sig og omkring sig. Vi klatrede i dyngerne og fik taget lidt billeder. Vinden var dog kold, så efter en halvtime i dyngerne gik vi tilbage mod bilen. Om sommeren når vejret er varmt og stille, bader folk i åen tæt på og ligger og tager en slapper i sandet. Det gjorde os egentlig ikke noget at det ikke var muligt, det havde vi jo prøvet i Australien på Fraser Island, så det var ret friskt og dejligt at få lidt vind i kinderne og se hvordan sandet fyer hen over sandtopperne.
Og vi blev positivt overrasket. Efter af havde gået vældig meget nedaf, befandt vi os nu foran en lille by, som for mange år side var bygget i en hulning i klippen. Og den stod stadigvæk, da klippen beskydde mod vejr og vind. Det var meget interssant at se hvordan de havde bygget små huse og gravet store huller under jorden. Og vi besluttede at køre en tur i resten af parken for at se flere "byer" i klipperne. Vi fandt en masse punkter hvor der var flot udsigt til hulerne og naturen som omringer de små byer. Det er helt utroligt hvordan de har klatret for at komme rundt efter mad og vand.
Vi forlod parken positivt overraskede og begyndte vores søgen efter et motel, som vi fandt i den lille flække Mancos små 15 km derfra.
Friske og udhvilede satte vi dagen efter kursen mod Great Sand Dunes National Park, for at se..... Sand dynger!!! Vi ankom lidt over middag og besluttede os for at det var tid til endnu en picnic i bagagerummet, men vi endte på bagstædet, da en vind, sanddynger og mad er en dårlig kombination. Efter en anderledes frokost begav vi os ud på en gå tur i sandet.
Uheldigvis blæste det en hel del, så vi trak godt op i vores hætter for ikke at få sand i øjnene. Vi bagav os ud i dyngerne, det er helt utroligt, der ligger en ørken af sand ude midt mellem bjergene med sne på! På afstand er det et flot og anderledes syn, men tæt på, når man står i alt sandet kan man kun se sand foran sig og omkring sig. Vi klatrede i dyngerne og fik taget lidt billeder. Vinden var dog kold, så efter en halvtime i dyngerne gik vi tilbage mod bilen. Om sommeren når vejret er varmt og stille, bader folk i åen tæt på og ligger og tager en slapper i sandet. Det gjorde os egentlig ikke noget at det ikke var muligt, det havde vi jo prøvet i Australien på Fraser Island, så det var ret friskt og dejligt at få lidt vind i kinderne og se hvordan sandet fyer hen over sandtopperne.
Arches national park og Moab
Vejen til Moab kørte vi ad en historisk rute, og videre ind gennem Capitol Reef national Park. Denne park kørte vi bare igenne uden at gøre stop, og ikke så lang tid senere, var vi meget tæt på Moab, men inden vi nåed byen drejede vi et smut ind forbi Arches National Park.
Arches er kendt for sine røde sten "skulpture" som naturen former af sig selv. Parken er ikke særlig stor, så det varede ikke så længe før vi fandt en p-plads, og lavede picnic i bagagerummet;o) efter vi havde spist kiggede vi lidt på "Den blancerende sten". En sten oven på en anden sten. Det lignede lidt et stearinlys med flammen i toppen. Efter det fandt vi vej til "det nordlige og sydlige vindue", som er sten/klippeformationer, hvor naturen i løbet af årene har kreeret kæmpe kighuller i. (De er meget kreative når de finder på navne). Efter den dejlige gåtur op til vinduerne, besluttede vi os til at køre til Moab og finde et sted at bo.
Kicki havde tjekket nogle af motellerne ud på internettet dagen i forvejen, så da vi fandt et af stederne som så gode ud slog vi til. Motellet lå lige midt i byen (ikke fordi den var særlig stor, men den største i det sydøstlige Utah). Det gav os da mulighed for at snuse lidt rundt. Det var dejligt at være tilbage i noget der mindede om en by, hvor restauranterne faktisk havde åbent.
Senere om aftenen blev vi enige om at ændre vores planer endnu engang. Vi skar lidt af køreturen, og tog en afslapnings dag i Moab, efter de mange dage med national parker. Det var meget rart, og vi fik handlet lidt og hyggede os, nød vejret og gjorde klar til at køre mod Colorado Springs.
Arches er kendt for sine røde sten "skulpture" som naturen former af sig selv. Parken er ikke særlig stor, så det varede ikke så længe før vi fandt en p-plads, og lavede picnic i bagagerummet;o) efter vi havde spist kiggede vi lidt på "Den blancerende sten". En sten oven på en anden sten. Det lignede lidt et stearinlys med flammen i toppen. Efter det fandt vi vej til "det nordlige og sydlige vindue", som er sten/klippeformationer, hvor naturen i løbet af årene har kreeret kæmpe kighuller i. (De er meget kreative når de finder på navne). Efter den dejlige gåtur op til vinduerne, besluttede vi os til at køre til Moab og finde et sted at bo.
Kicki havde tjekket nogle af motellerne ud på internettet dagen i forvejen, så da vi fandt et af stederne som så gode ud slog vi til. Motellet lå lige midt i byen (ikke fordi den var særlig stor, men den største i det sydøstlige Utah). Det gav os da mulighed for at snuse lidt rundt. Det var dejligt at være tilbage i noget der mindede om en by, hvor restauranterne faktisk havde åbent.
Senere om aftenen blev vi enige om at ændre vores planer endnu engang. Vi skar lidt af køreturen, og tog en afslapnings dag i Moab, efter de mange dage med national parker. Det var meget rart, og vi fik handlet lidt og hyggede os, nød vejret og gjorde klar til at køre mod Colorado Springs.
Bryce Canyon
Så kom turen til Bryce Canyon. Denne her national park ligger tæt på Zion og er mindre. Vi lagde vejen forbi og selvom Zion og Bryce ligge så tæt på hinanden så ligner de langt fra hinanden. Bryce er fyldt med tynde, høje Pandekage klipper som ligger nede i en dal. Vi kørte fra vores motel om formiddagen. Vejret var allerede lunt. Dagen for inden havde været super varm, og om eftermiddagen sad vi ude foran vores motel i næsten ingen tøj, da solen bagte. Vi blev derfor meget overrasket over at se sne i vejkanten på vej mod Bryce. Godt nok er nætterne kolde, men om dagen bager solen.
Vi startede på toppen af dalen med en gåtur langs kanten, hvor vi havde udsigt ned til alle de høje tynde klipper som står som søm side om side. Vi fandt en rute ned i dalen som vi ville på. Ned af det gik mellem klipperne og gennem klipperne. Solen skinnede, og selvom det på toppen af dalen var nødvendig med tørklæde og jakke, var det nok med t-shirt nede i dalen. Da vi nåede bunden, fandt vi et sted i skyggen. Vi satte os på en træstamme,spiste vores æble inden turen gik hele ven op ad igen. Det sidste stykke var anderledes end det andet vi havde gået i på ruten. Vi gik mellem to rigtig høje og brede klipper. Stien snoede sig op ad i små hårnålesving! Puha, hvor var det hårdt. Da vi nåede toppen pustede vi så folk gav os undrende blikke, men vi tænkte at de kunne bare vente sig ;o)
Efter vi havde fået pusten igen og nydt lidt mere udsigt var vores maver sultne, så vi slog os ned ved et bord/bænke sæt og lavede god frokost, tun, tomat og advokado sandwich. Efter nogle hyggelige timer i Bryce canyon med fantastisk udsigt og en god vandretur, kørte vi videre mod den lille by Escalante. Der bor ca. 800 mennesker i byen, hvilken gør Escalante til den største by i en radius af mere end 125 km. Her handlede vi lidt hos den lokale kødmand, hvor vi faldt i snak med en af de lokale, som for omkring 30 år siden havde boet i Danmark i et par år, heraf 8 måneder i Århus, og imponerende nok kunne han stadigvæk forstå og tale dansk.
Vi startede på toppen af dalen med en gåtur langs kanten, hvor vi havde udsigt ned til alle de høje tynde klipper som står som søm side om side. Vi fandt en rute ned i dalen som vi ville på. Ned af det gik mellem klipperne og gennem klipperne. Solen skinnede, og selvom det på toppen af dalen var nødvendig med tørklæde og jakke, var det nok med t-shirt nede i dalen. Da vi nåede bunden, fandt vi et sted i skyggen. Vi satte os på en træstamme,spiste vores æble inden turen gik hele ven op ad igen. Det sidste stykke var anderledes end det andet vi havde gået i på ruten. Vi gik mellem to rigtig høje og brede klipper. Stien snoede sig op ad i små hårnålesving! Puha, hvor var det hårdt. Da vi nåede toppen pustede vi så folk gav os undrende blikke, men vi tænkte at de kunne bare vente sig ;o)
Efter vi havde fået pusten igen og nydt lidt mere udsigt var vores maver sultne, så vi slog os ned ved et bord/bænke sæt og lavede god frokost, tun, tomat og advokado sandwich. Efter nogle hyggelige timer i Bryce canyon med fantastisk udsigt og en god vandretur, kørte vi videre mod den lille by Escalante. Der bor ca. 800 mennesker i byen, hvilken gør Escalante til den største by i en radius af mere end 125 km. Her handlede vi lidt hos den lokale kødmand, hvor vi faldt i snak med en af de lokale, som for omkring 30 år siden havde boet i Danmark i et par år, heraf 8 måneder i Århus, og imponerende nok kunne han stadigvæk forstå og tale dansk.
onsdag den 11. november 2009
Zion national park
Vi ankom til den lille national park Zion om eftermiddagen, så vi kørte i gennem den for at nå den lille by Springdale, hvor vi ville overnatte. Vejret var super, solen skinnede og der var dejligt varmt, så af med vanter og hue! Vi gik en lille tur og fandt en cafe, hvor vi drak en kop kaffe mens vi fandt ud af hvad for nogle hikes vi ville på. Ellers nød vi den sidste aftens sol på vores altan med de røde bjerge i baggrunden
Vi stod tidlig op næste morgen for at få noget ud af dagen. Morgenen var godt nok kold, og huerne måtte i brug igen. Vi ville tage den gratis bus rundt i parken, så vi ventede pænt ved stoppestedet, indtil der kom en medarbejder af parken og fortalte os, at de lige havde stillet urerne en time tilbage, så vi var rimelig tidlig på den.
Vi valgte så at tage bilen rundt, som faktisk var noget nemmere. Vi startede med at tage turen op til 3 små vandfald. Vi kom forbi forskellig slags natur på ruten, både buske og træer i efterårsfarver, vandfald, røde klipper og sten, tørt sand og en kanon udsigt ned i dalen. Det var en rigitg flot tur på et par timer. Da vi kom ned igen spiste vi vores frokost inden vi kørte mod Canyon Overlook. Vejret var blevet godt varmt så T-shirten, Tevaerne og de korte bukser måtte i brug. Vejen der op var ikke for mennesker med højdeskræk! Vi gik på ujævne klipper og sten og rimelig tæt på kanten! Denne her rute var anderledes end den anden, den var ikke så grøn, men stadig fantastisk flot med røde pandekage klipper (klipper i lag som en stavl pandekager). Fra toppen kunne vi se langt ud i dalen og hvor vi stod var vi omringet af pandekageklipperne. Vi satte os på stenene og bare nød det hele, udsigten og varmen og opseverede alle de små egern, som pilede frem og tilbage mellem turisterne og stenene.
Tilbage det gik, ned af mod bilen. Zion er en lille, men ret fantastisk national park. Vi er super glade for at vi valgte turen forbi, og vi havde en hyggelig dag i det varme vejr med dejlige indtryk.
Vi stod tidlig op næste morgen for at få noget ud af dagen. Morgenen var godt nok kold, og huerne måtte i brug igen. Vi ville tage den gratis bus rundt i parken, så vi ventede pænt ved stoppestedet, indtil der kom en medarbejder af parken og fortalte os, at de lige havde stillet urerne en time tilbage, så vi var rimelig tidlig på den.
Vi valgte så at tage bilen rundt, som faktisk var noget nemmere. Vi startede med at tage turen op til 3 små vandfald. Vi kom forbi forskellig slags natur på ruten, både buske og træer i efterårsfarver, vandfald, røde klipper og sten, tørt sand og en kanon udsigt ned i dalen. Det var en rigitg flot tur på et par timer. Da vi kom ned igen spiste vi vores frokost inden vi kørte mod Canyon Overlook. Vejret var blevet godt varmt så T-shirten, Tevaerne og de korte bukser måtte i brug. Vejen der op var ikke for mennesker med højdeskræk! Vi gik på ujævne klipper og sten og rimelig tæt på kanten! Denne her rute var anderledes end den anden, den var ikke så grøn, men stadig fantastisk flot med røde pandekage klipper (klipper i lag som en stavl pandekager). Fra toppen kunne vi se langt ud i dalen og hvor vi stod var vi omringet af pandekageklipperne. Vi satte os på stenene og bare nød det hele, udsigten og varmen og opseverede alle de små egern, som pilede frem og tilbage mellem turisterne og stenene.
Tilbage det gik, ned af mod bilen. Zion er en lille, men ret fantastisk national park. Vi er super glade for at vi valgte turen forbi, og vi havde en hyggelig dag i det varme vejr med dejlige indtryk.
mandag den 9. november 2009
Grand Canyon
Sidst på eftermiddagen nåde vi Williams, en lille by som mest af alt er afsætningspunkt til Grand Canyon, og det var også vores plan. Vi fandt en lille, godt og billigt motel i byen, og begyndte af forberede os til næste dag, men til vores overraskelse sagde vejrudsigten sne og frost grader. Hmm, ville vi virkelig risikere at køre til Grand Canyon i snevejr.? Nej, så vi tog en ekstra dag i den lille by. Vi slappede af og fik vasket tøj, og fandt så ud af, at vi var kommet ud på den kendte Rute 66. Der er idag ikke meget tilbage af den oprindelige Rute 66, men her havde vi fundet et lille stykke, og en af de små sovebyer omkring den, så vi skulle jo lige have et par billeder...
Dagen efter sagde vejrudsigten godt vejr, så vi begav os afsted mod Grand Canyon, og efter en lille time nåde vi den. Uden en rigtig plan, men med store forventninger til dette naturlige vidunder, som man altid høre om.
Vi fandt en gåtur langs kanten, som mest er en "tag billeder tur", men den førte os til startpunktet for vores nylavede plan. Den berømte Bright Angel Trail, som er en fler' dags hike til bunden og Colorado River. Vi havde ikke flere dage, og bestemt heller ikke udstyret til det, så vi ville bare gå et stykke ned, og så tilbage igen. Nedaf det gik i hårnålesving, og jo længere vi gik, jo flere på vej tilbage mødte vi. Fuldvoksne mænd, der pustede som en hel orkan. Og vi blev enige om at gå ned i 1/3 af tiden, så vi havde 2/3 til at komme op. Ned mod dalen det gik, og udenrvejs kunne vi se i klipperne hvordan de forskellige lag ændrede farve. På vores vej ned mødte vi også et par vaske ægte bjerggeder, som vadede ned af de stjele skråninger, og trak en mindre lavine af sten med sig.
Så kom tiden til at vi skulle vende om, og der gik ikke mere end to minutter før vi begge pustede som en orkan. Men vi nød det. Da vi nåde topppen, fandt vi ud af at vi næste havde gået lige så hurtigt op som ned, og så blev vi lidt stolte på trods af alt det pusten.
Vi kørte lidt videre og fandt stedet hvor vi ville se solnedgangen fra. Her kunne man gå op i et lille tårn og nyde udsigten. Solnedgangen var rigtig smuk med udsigt ud over dalen og Colorado floden. Efter solnedgangen, satte vi kursen mod Tuba City. En lille by i Navajo Indianer Resevatet hvor vi ville overnatte.
Grand Canyon er stor og dimentionerne er helt ubeskrivelige, men vi er også enige om at en dag ikke er nok. Udsigten var okay, men gjorde ikke det intryk vi havde forventet. Men vi er enige om at det kunne være spændende at komme tilbage, og gå til en fler' dags hike ned til bunden af dalen, og overnatte dernede.
Vi synes at der er andre National Parker, som har gjort større indtryk. Vi kom til at tænke på, da vi stod på Glacier Point i Yosemite National Park og beundrede udsigten over granitklipperne. Der var en mand, der sagde: "Og de siger at grand Canyon er spektakulær". På det tidspunkt i Yosemite kiggede vi bare på hinanden, men nu forstod vi hvad han mente...
Dagen efter sagde vejrudsigten godt vejr, så vi begav os afsted mod Grand Canyon, og efter en lille time nåde vi den. Uden en rigtig plan, men med store forventninger til dette naturlige vidunder, som man altid høre om.
Vi fandt en gåtur langs kanten, som mest er en "tag billeder tur", men den førte os til startpunktet for vores nylavede plan. Den berømte Bright Angel Trail, som er en fler' dags hike til bunden og Colorado River. Vi havde ikke flere dage, og bestemt heller ikke udstyret til det, så vi ville bare gå et stykke ned, og så tilbage igen. Nedaf det gik i hårnålesving, og jo længere vi gik, jo flere på vej tilbage mødte vi. Fuldvoksne mænd, der pustede som en hel orkan. Og vi blev enige om at gå ned i 1/3 af tiden, så vi havde 2/3 til at komme op. Ned mod dalen det gik, og udenrvejs kunne vi se i klipperne hvordan de forskellige lag ændrede farve. På vores vej ned mødte vi også et par vaske ægte bjerggeder, som vadede ned af de stjele skråninger, og trak en mindre lavine af sten med sig.
Så kom tiden til at vi skulle vende om, og der gik ikke mere end to minutter før vi begge pustede som en orkan. Men vi nød det. Da vi nåde topppen, fandt vi ud af at vi næste havde gået lige så hurtigt op som ned, og så blev vi lidt stolte på trods af alt det pusten.
Vi kørte lidt videre og fandt stedet hvor vi ville se solnedgangen fra. Her kunne man gå op i et lille tårn og nyde udsigten. Solnedgangen var rigtig smuk med udsigt ud over dalen og Colorado floden. Efter solnedgangen, satte vi kursen mod Tuba City. En lille by i Navajo Indianer Resevatet hvor vi ville overnatte.
Grand Canyon er stor og dimentionerne er helt ubeskrivelige, men vi er også enige om at en dag ikke er nok. Udsigten var okay, men gjorde ikke det intryk vi havde forventet. Men vi er enige om at det kunne være spændende at komme tilbage, og gå til en fler' dags hike ned til bunden af dalen, og overnatte dernede.
Vi synes at der er andre National Parker, som har gjort større indtryk. Vi kom til at tænke på, da vi stod på Glacier Point i Yosemite National Park og beundrede udsigten over granitklipperne. Der var en mand, der sagde: "Og de siger at grand Canyon er spektakulær". På det tidspunkt i Yosemite kiggede vi bare på hinanden, men nu forstod vi hvad han mente...
Las Vegas
Vi ankom til Las Vegas over middag og satte kursen mod vores hotel. Luxor hotellet havde vi valgt, og vi skulle bo i pyramiden! Over burger frokosten i Death Valley var vi faldet i snak med et par, som netop kom fra dette hotel, og bestem ikke var begejstrede, så vi vidste ikke rigtigt hvilke forventninger vi havde.
Men da vi trådte ind på hotellet/casinoet steg humøret lidt, og det blev kun bedre da vi kom op på vores værelse. For os var det nærmest luksus og vi var godt tilfredse.
Vi vidste slet ikke hvor vi skulle begynde, så vi blev enige om, bare at vandre lidt rundt og kigge. Vi fandt vejen "under jorden" over til Mandelay, som lå lige ved siden af, og inden vi vidste af det stod vi i hotellets shoppingcenter. Der blev kigget lidt i butikkerne inden vi fandt ned i casinoet, hvor vi gik en runde. Vi fandt en vej som gik mod Excalliber, der er bygget op som et ridderslot, som lå på den anden side at vores hotel. Man behøver faktisk slet ikke at gå uden for en dør for at opleve Vegas og de forskellige casinoer. Med mindre man vil se de sjove bygninger og alle lysene udefra, så da mørket var faldet på, gik vi en tur på The Strip, som er gaden, hvor alle de flotte casinoer og hoteller ligger. Et casino er bygget op som Paris med Eifeltårnet og Triumfbuen, et andet er en tro kopi af New York med Frihedsgudinden, der er endda bygget en rigtig rutchebane ind i bygningen for at gøre det mere interessant. Vi spiste aftensmad i Paris med udsigt til det kendte casino Ballagio og springvandet, som hver aften laver vandshow.
Vi fik også besøgt den 4 etagers M&M's butik, og Kicki var i himmelen! Man kunne købe alt lige fra nattøj, souvenier og selvfølgelig M&M's i alverdens farver. En hel endevæg var fuld af bland selv M&M's i alle udagver! Vi fik rigtig pillet ved alting, og fik taget sjove billeder.
Luxor, som vi boede på, har Las Vegas største pool område, så den skulle selvfølgelig tjekkes ud! Vi brugte en dejlig eftermiddag her med lidt sol. Om aftenen skulle der spilles og Kicki havde rigtig regnet på hvor meget vi kunne spille hver. Vi startede på maskinerne, og Charlottes teori var, at blive på den samme maskine indtil man vinder. Da vi havde brugt halvdelen af Kickis penge var vi lige ved at rejse os fra maskinen, og alligevel ville vi lige prøve en sidste gang, hvis nu! Vi kom en 20$ mere i, og i det første tryk begyndte maskinen at larme! Vi var 2 kæmpe smil og vi vandt hele 344$!
Vi skulle selvfølgelig også prøve en rigtig Vegas Buffet. Las Vegas er nemlig også kendte for at have nogle kæmpe store lækre buffet'er med alt lige fra kinesisk til pastasalater. Og namm hvor var det godt, og hvor var vi bare stop mædte!
Den sidste aften var vi inde at se et show med tryllekunstneren Lance Burton det var dog et ret skuffende show og vi var glade for at vi havde købt billetterne billige til " show samme dag" pris. Vi fortrød meget at vi ikke var taget ind for at se et Cirqus de soilet show i stedet for, men det må gøres næste gang.
Ellers fløj dagene afsted med at smuge kigge på de forskellige casinoer og vi fik selvfølgelig spillet alle de penge op som vi vandt. Men vi blev enige om, at så længe vi havde haft det sjovt, og endda ikke tabt nogen penge på det, så gjorde det ikke noget!
Efter 3 gode dage i en helt anden verden glæder vi os til at komme tilbage til virkeligheden og naturen ;o) så nu tager vi bilen til Grand Canyon.
Men da vi trådte ind på hotellet/casinoet steg humøret lidt, og det blev kun bedre da vi kom op på vores værelse. For os var det nærmest luksus og vi var godt tilfredse.
Vi vidste slet ikke hvor vi skulle begynde, så vi blev enige om, bare at vandre lidt rundt og kigge. Vi fandt vejen "under jorden" over til Mandelay, som lå lige ved siden af, og inden vi vidste af det stod vi i hotellets shoppingcenter. Der blev kigget lidt i butikkerne inden vi fandt ned i casinoet, hvor vi gik en runde. Vi fandt en vej som gik mod Excalliber, der er bygget op som et ridderslot, som lå på den anden side at vores hotel. Man behøver faktisk slet ikke at gå uden for en dør for at opleve Vegas og de forskellige casinoer. Med mindre man vil se de sjove bygninger og alle lysene udefra, så da mørket var faldet på, gik vi en tur på The Strip, som er gaden, hvor alle de flotte casinoer og hoteller ligger. Et casino er bygget op som Paris med Eifeltårnet og Triumfbuen, et andet er en tro kopi af New York med Frihedsgudinden, der er endda bygget en rigtig rutchebane ind i bygningen for at gøre det mere interessant. Vi spiste aftensmad i Paris med udsigt til det kendte casino Ballagio og springvandet, som hver aften laver vandshow.
Vi fik også besøgt den 4 etagers M&M's butik, og Kicki var i himmelen! Man kunne købe alt lige fra nattøj, souvenier og selvfølgelig M&M's i alverdens farver. En hel endevæg var fuld af bland selv M&M's i alle udagver! Vi fik rigtig pillet ved alting, og fik taget sjove billeder.
Luxor, som vi boede på, har Las Vegas største pool område, så den skulle selvfølgelig tjekkes ud! Vi brugte en dejlig eftermiddag her med lidt sol. Om aftenen skulle der spilles og Kicki havde rigtig regnet på hvor meget vi kunne spille hver. Vi startede på maskinerne, og Charlottes teori var, at blive på den samme maskine indtil man vinder. Da vi havde brugt halvdelen af Kickis penge var vi lige ved at rejse os fra maskinen, og alligevel ville vi lige prøve en sidste gang, hvis nu! Vi kom en 20$ mere i, og i det første tryk begyndte maskinen at larme! Vi var 2 kæmpe smil og vi vandt hele 344$!
Vi skulle selvfølgelig også prøve en rigtig Vegas Buffet. Las Vegas er nemlig også kendte for at have nogle kæmpe store lækre buffet'er med alt lige fra kinesisk til pastasalater. Og namm hvor var det godt, og hvor var vi bare stop mædte!
Den sidste aften var vi inde at se et show med tryllekunstneren Lance Burton det var dog et ret skuffende show og vi var glade for at vi havde købt billetterne billige til " show samme dag" pris. Vi fortrød meget at vi ikke var taget ind for at se et Cirqus de soilet show i stedet for, men det må gøres næste gang.
Ellers fløj dagene afsted med at smuge kigge på de forskellige casinoer og vi fik selvfølgelig spillet alle de penge op som vi vandt. Men vi blev enige om, at så længe vi havde haft det sjovt, og endda ikke tabt nogen penge på det, så gjorde det ikke noget!
Efter 3 gode dage i en helt anden verden glæder vi os til at komme tilbage til virkeligheden og naturen ;o) så nu tager vi bilen til Grand Canyon.
death Valley
Efter vores morgenmad begav vi os mod Death Valley. Om sommeren er der så varm at bilerne tit brænder sammen, men her om vinteren og hvor vi befandt os var der ganske tilpas og mere dansk sommer varme. Vi kunne tydlig se hvordan naturen ændrede sig og vi kørte af snor lige veje med ørken omkring os og for første gang kørte vi forbi røde klipper, sanddynger og "marker" af kakaktusser.
Vi holdte et stop ved en hyggelig restaurant i parken, hvor vi spise frokost. Der var kun burger på menukortet, til gengæld i lækre varianter og her fik Charlotte den bedste burger nogen sinde! Hemmeligheden er bluecheese dressing og rå løg! Nam! Efter denne førnøjelsen kørte vi videre gennem parken og ud på den anden side for at overnatte i den lille by Beatty.
Beatty dukker op på den anden side af bakken. En lille, men ret sjov by. Vi ankom til vores motel, og fik med det samme at vide, at der blev holdt en Wild wild west fest i anledningen af et 1 års jubilerum på byens saloon. Vi gik en lille aftens tur i byen, kom forbi byens beauty salon, som mest af alt lignede et transpotabelt skur og selvfølgelig fandt vi vej til festen. Vi slog os ned med en øl, mellem høballer, live band og de lokale som var klædt ud i cowboy tøjet med kjoler og hat. Vi hyggede os, og grinede lidt af hvor kliche det hele var, men nød også øjeblikket. Vi begyndte dog at føle os lidt uden for, da alle kender hinanden i sådan en lille by. Så vi drog hjemad mod vores værelse og sengen for at være klar til næste dag.
Vi glæede os til at se Las Vegas og hvordan man kan kombinere et casino mekka for spille glade turister, samtidig med at der fast bor mere end 1 million mennesker.
Vi holdte et stop ved en hyggelig restaurant i parken, hvor vi spise frokost. Der var kun burger på menukortet, til gengæld i lækre varianter og her fik Charlotte den bedste burger nogen sinde! Hemmeligheden er bluecheese dressing og rå løg! Nam! Efter denne førnøjelsen kørte vi videre gennem parken og ud på den anden side for at overnatte i den lille by Beatty.
Beatty dukker op på den anden side af bakken. En lille, men ret sjov by. Vi ankom til vores motel, og fik med det samme at vide, at der blev holdt en Wild wild west fest i anledningen af et 1 års jubilerum på byens saloon. Vi gik en lille aftens tur i byen, kom forbi byens beauty salon, som mest af alt lignede et transpotabelt skur og selvfølgelig fandt vi vej til festen. Vi slog os ned med en øl, mellem høballer, live band og de lokale som var klædt ud i cowboy tøjet med kjoler og hat. Vi hyggede os, og grinede lidt af hvor kliche det hele var, men nød også øjeblikket. Vi begyndte dog at føle os lidt uden for, da alle kender hinanden i sådan en lille by. Så vi drog hjemad mod vores værelse og sengen for at være klar til næste dag.
Vi glæede os til at se Las Vegas og hvordan man kan kombinere et casino mekka for spille glade turister, samtidig med at der fast bor mere end 1 million mennesker.
tirsdag den 3. november 2009
Yosemite og Kings Canyon/Sequoia National Park
Yosemite
Vi kørte fra San Francisco i sillende regn, krydsede Bay Bridge hvor vandet løb fra som vandfald, og kørte så mod Yosemite National Park, som ligge øst for San Francisco.
Det blev til en overnatning inden vi nåde Yosemite om eftermiddagen, og allered ved første blik kunne vi se, hvorfor mere end 4 mil. mennesker vælger at besøge denne park hvert år. Naturen var fantastisk med afterårsfarver, og vi kørte ind i parken langs granitklippe skråningerne, for til sidst at nå ned i dalen, hvor de fleste ting er. Vi fik noget info, nogle kort og gik en lille tur ned til Yosemite Falls, som har et fald på mere en 735 m. Men efter det var klokken allerede blevet mange, så vi forlod parken for at finde et sted at overnatte. Små 50 km syd for parken, havde vi fundet et rustik bjerg resort, hvor vi havde lejet et stor telt med gulv. Da det ligger i bjergene kommer natte temperaturen let under frysepunktet, så vi tog vores huer på, og puttede os godt under dynen og tæpper. Vi synes det var et hyggeligt sted, og var sikre på at vi godt kunne bruge et par dage i parken, så vi bookede en ekstra nat i kulden.
Vi havde glædet os til at komme til national parkerne og få rørt os. Efter ferien på Fiji, LA og San Francisco trængte vi til det. Vi fandt en dags hike på godt 15 km, som foregik i dalen, men med rig mulighed for et se den forskellige natur og chance for at se nogle af de forskellige dyr, der "bor" i parken. Med madpakken i tasken og kameraet ved hånden gik det afsted, og ikke så længe efter vi var startet stødte vi på 3 rådyr, som havde valgt at slå sig ned lige der hvor vi skulle gå, den mindste af dem der var lidt bange for os, mens de andre bare stod og nærmest smilede til kameraet. Efter denne oplevelse, hviskede vi til hinanden det næste kvarter i håb om at flere dyr dukkede op, men det virkede ikke. Der lever ellers vilde bjørne i Yosemite, men ingen af dem bed på krogen, heldigvis måske?! Charlotte ville i hvert fald gerne møde en, det kunne da være spændende!?!?
Men i stedet blev det til en masse egern, der pilede rundt i skoven, og så begyndte den intense jagt på at få et billed at et egern. Hvilket i øvrigt, er en lidt vanskeligere opgave end man skulle tro, da de løber sindsygt stærkt. Men til sidst lykkedes det dog.
Vi havde nogle gode timer hvor vi vandrede rundt i naturen og så nogle af de specielle klipper, bl.a. El Capitain..
Så satte vi kursen mod Glacier Point, som skulle give en fantastisk udsigt over Yosemite dalen. Af sted det gik, og forkert det gik... Vi havde overset en vej, og nu var vi på vej ud af parken, men vel og mærke ikke den udgang som førte tilbage til vores telt. Vi lavede en tur ud af det, og fik set lidt af egnen, inden vi fandt "hjem".
Næste dag satte vi endnu en gang kursen mod Glacier Point. Vi gjorde holdt ved Bridalveil Falls, inden vi fandt vejen og nåede toppen. Og hviken udsigt. Kiggede man ned af, så man Yosemite dalen, hvor bladene på træerne var ved at sifte farve. Lige frem så man de rå granitklipper, hvor vandfaldene rendte ned af, og længere ude
i horisonten, så man bjergtoppene fyldte med sne. Vi nød vores madpakker med den fantastiske udsigt, inden vi satte bilen i gang mod Fresno, hvor vi ville overnatte, så vi var klar til at tage i King canyon og Sequoia national park dagen efter.
Kings Canyon og Sequoia
Efter en lidt anderledes nat på motel (Det var som at være med i en dårlig film. Folk larmede hele natten og politiet var på besøg på et af de andre værelse), satte vi kursen mod King Canyon/Sequoia national park. En park som vi havde besluttet os for at besøge, da vi nærmest kørte lige forbi.
Efter et lille besøg ved information centeret kørte vi ud for at se nærmere på parkerne. Vi gjorde først hold ved General Grant Tree. Her kan man se verdens største træer, og vi fik sandelig syn for sagen. Vi gik mellem nogle kæmpe store og gamle træer som er mere end 8 meter i diameter. Et af træerne var veltet, trærødderne var gigantiske, og træet var lavet hult, så man kunne gå inde i det. Desværre kan man ikke rigtig se på billederne vi har taget hvor store træerne faktisk er.
Vi havde slet ikke fået træer nok, så vi kørte ud for at finde træet der er væltet over vejen, så der er skåret huld i gennem til bilerne. Vi fandt også en kæmpe trærod i vejkanten. Vi parkerede bilen foran så man på billedet rigtig kan se hvor stor den er.
Efter en helt masse træ, kørte vi videre til Moro Rock, hvorfra der er en fantastisk udsigt, altså efter man har gået op ad en helt, helt masse trapper. Vi klarede den selvfølgelig, og udsigten VAR det hele værd. Til den ene side var der diset i dalen, men det var et rigtig flot syn med solen, himmelen, og bjergene som kunne anes gennem disen. Til den anden side var vejret helt klart så man kunne se de grønne bjergskråninger med sne på toppen.
Efter en lidt anderledes og sjov dag satte vi kursen mod et overnatningssted og fandt heldigvis en lidt større by med masser af moteller og med mulighed for at få handlet lidt ind. Vi er jo stadig på budget tur, og det går altså heller ikke rigtig at spise pandekager til mogenemad hver morgen når vi nu er her i så lang tid. Man kan købe billigt mad over alt, men det er oftest burger og burritos så ud over havregrød (som kan fåes med alverdens smag her over) vi er også blevet stor fan af dåsesupper og knækbrød ;o)
Efter en rolig nat gik turen mod Death Vally.
Vi kørte fra San Francisco i sillende regn, krydsede Bay Bridge hvor vandet løb fra som vandfald, og kørte så mod Yosemite National Park, som ligge øst for San Francisco.
Det blev til en overnatning inden vi nåde Yosemite om eftermiddagen, og allered ved første blik kunne vi se, hvorfor mere end 4 mil. mennesker vælger at besøge denne park hvert år. Naturen var fantastisk med afterårsfarver, og vi kørte ind i parken langs granitklippe skråningerne, for til sidst at nå ned i dalen, hvor de fleste ting er. Vi fik noget info, nogle kort og gik en lille tur ned til Yosemite Falls, som har et fald på mere en 735 m. Men efter det var klokken allerede blevet mange, så vi forlod parken for at finde et sted at overnatte. Små 50 km syd for parken, havde vi fundet et rustik bjerg resort, hvor vi havde lejet et stor telt med gulv. Da det ligger i bjergene kommer natte temperaturen let under frysepunktet, så vi tog vores huer på, og puttede os godt under dynen og tæpper. Vi synes det var et hyggeligt sted, og var sikre på at vi godt kunne bruge et par dage i parken, så vi bookede en ekstra nat i kulden.
Vi havde glædet os til at komme til national parkerne og få rørt os. Efter ferien på Fiji, LA og San Francisco trængte vi til det. Vi fandt en dags hike på godt 15 km, som foregik i dalen, men med rig mulighed for et se den forskellige natur og chance for at se nogle af de forskellige dyr, der "bor" i parken. Med madpakken i tasken og kameraet ved hånden gik det afsted, og ikke så længe efter vi var startet stødte vi på 3 rådyr, som havde valgt at slå sig ned lige der hvor vi skulle gå, den mindste af dem der var lidt bange for os, mens de andre bare stod og nærmest smilede til kameraet. Efter denne oplevelse, hviskede vi til hinanden det næste kvarter i håb om at flere dyr dukkede op, men det virkede ikke. Der lever ellers vilde bjørne i Yosemite, men ingen af dem bed på krogen, heldigvis måske?! Charlotte ville i hvert fald gerne møde en, det kunne da være spændende!?!?
Men i stedet blev det til en masse egern, der pilede rundt i skoven, og så begyndte den intense jagt på at få et billed at et egern. Hvilket i øvrigt, er en lidt vanskeligere opgave end man skulle tro, da de løber sindsygt stærkt. Men til sidst lykkedes det dog.
Vi havde nogle gode timer hvor vi vandrede rundt i naturen og så nogle af de specielle klipper, bl.a. El Capitain..
Så satte vi kursen mod Glacier Point, som skulle give en fantastisk udsigt over Yosemite dalen. Af sted det gik, og forkert det gik... Vi havde overset en vej, og nu var vi på vej ud af parken, men vel og mærke ikke den udgang som førte tilbage til vores telt. Vi lavede en tur ud af det, og fik set lidt af egnen, inden vi fandt "hjem".
Næste dag satte vi endnu en gang kursen mod Glacier Point. Vi gjorde holdt ved Bridalveil Falls, inden vi fandt vejen og nåede toppen. Og hviken udsigt. Kiggede man ned af, så man Yosemite dalen, hvor bladene på træerne var ved at sifte farve. Lige frem så man de rå granitklipper, hvor vandfaldene rendte ned af, og længere ude
i horisonten, så man bjergtoppene fyldte med sne. Vi nød vores madpakker med den fantastiske udsigt, inden vi satte bilen i gang mod Fresno, hvor vi ville overnatte, så vi var klar til at tage i King canyon og Sequoia national park dagen efter.
Kings Canyon og Sequoia
Efter en lidt anderledes nat på motel (Det var som at være med i en dårlig film. Folk larmede hele natten og politiet var på besøg på et af de andre værelse), satte vi kursen mod King Canyon/Sequoia national park. En park som vi havde besluttet os for at besøge, da vi nærmest kørte lige forbi.
Efter et lille besøg ved information centeret kørte vi ud for at se nærmere på parkerne. Vi gjorde først hold ved General Grant Tree. Her kan man se verdens største træer, og vi fik sandelig syn for sagen. Vi gik mellem nogle kæmpe store og gamle træer som er mere end 8 meter i diameter. Et af træerne var veltet, trærødderne var gigantiske, og træet var lavet hult, så man kunne gå inde i det. Desværre kan man ikke rigtig se på billederne vi har taget hvor store træerne faktisk er.
Vi havde slet ikke fået træer nok, så vi kørte ud for at finde træet der er væltet over vejen, så der er skåret huld i gennem til bilerne. Vi fandt også en kæmpe trærod i vejkanten. Vi parkerede bilen foran så man på billedet rigtig kan se hvor stor den er.
Efter en helt masse træ, kørte vi videre til Moro Rock, hvorfra der er en fantastisk udsigt, altså efter man har gået op ad en helt, helt masse trapper. Vi klarede den selvfølgelig, og udsigten VAR det hele værd. Til den ene side var der diset i dalen, men det var et rigtig flot syn med solen, himmelen, og bjergene som kunne anes gennem disen. Til den anden side var vejret helt klart så man kunne se de grønne bjergskråninger med sne på toppen.
Efter en lidt anderledes og sjov dag satte vi kursen mod et overnatningssted og fandt heldigvis en lidt større by med masser af moteller og med mulighed for at få handlet lidt ind. Vi er jo stadig på budget tur, og det går altså heller ikke rigtig at spise pandekager til mogenemad hver morgen når vi nu er her i så lang tid. Man kan købe billigt mad over alt, men det er oftest burger og burritos så ud over havregrød (som kan fåes med alverdens smag her over) vi er også blevet stor fan af dåsesupper og knækbrød ;o)
Efter en rolig nat gik turen mod Death Vally.
fredag den 30. oktober 2009
San Francisco
Vi tog bussen fra LA til San Francisco, og for første gang så vi lidt af hvad for noget natur landet har at byde på. Vi ankom til byen ved solnedgangs tid, og vi var ret imponerede, da vi kørte over San Francisco Bay Bridge og så alle lysene over byen med den farvede himmel i baggrunden. Der var en del trafik og afspærrede veje i byen, og vi fandt ud af at Obama var på besøg.
Vi ankom til hostellet og blev noget nervøse, da vi fandt ud af, at vi havde booket til en forkert dato. Heldigvis havde de plads, og vi fik et dejligt 4 mands værelse. Med det samme gik vi ud for at kigge på byen, hvor butikkerne stadigvæk var åbne kl. 9 om aftenen, og derfor var der masser af liv i. Vi tullerede rundt, og da vi gik i seng første aften, var det første indtryk af San Francisco super, og vi glædede os til næste dag.
Vejret var super og varmt så vi fik kiggede lidt nærmere på byen i det gode vejr med de mange sporvogne, som kører op og ned af de stejle gader. San Francisco er den eneste by i USA som stadig bruger sporgvogne og det gør byen ret hyggelig.
Vi fandt også vej til China Town, som til vores overraskelse faktisk var super hyggelig, og vi summede rundt der i nogle timer, og fik kigget i de mange butikker. Vi havde i løbet af dagen set de mange sightseeings busser køre frem og tilbage, og da vi gik tilbage mod hostellet, blev vi shanghai'et af en. Det lykkede Lotte at få Kicki overtalt til, at det kunne være sjovt, og billetten ville være gyldig dagen efter også. Vi kom ombord, og der gik ikke længe før vi fandt ud af det var en rigtig co2 bombe vi var kommet ombord i. Bussen nærmest hoppede af sted, med en topfart på 15 miles i timen, hvilket svare til 25 km/t. Men vi fik da set lidt, og fik en ide til hvor vi skulle tage hen dagen efter.
Så sidste dage tog vi til Fisherman's Wharf, som er en blanding af et havneområde og et underholdnings sted. Der er masser af souvenir butikker, resturanter og underholdning på gaden. Der er også her turene til Alcatraz finder sted, desværre var alle billetterne udsolgt til den samme dag, så vi besluttede os for at tage på en tur tidlig næste dag. Så vi havde masser af tid til Fisherman's Wharf. Vi havde hørt at Pier 39 skulle være værd at lægge vejen forbi, og ganske rigtigt. Havnen var fyldt med søløver, der lå og solede sig oven i hinanden og svømmede rundt og legede. Ikke nok med det, er Pier 39 fuld med resturanter, karuseller og klovne der underholder. Efter frokost gik turen lige så stille hjem ad igen, hvor taskerne blev pakket, da vi jo skulle tidlig op næste morgen.
Vi tog sporvognen ned til molen, hvorfra båden til Alcatraz sejler, og her fandt vi ud af, at vi ikke var de eneste der havde valgt at stå tidligt op. Turen derud tog ca. 15 minutter, hvor vejret ikke helt var med os. Gråt og trist så det ud over øen, det gav dog den rigtige fængsels stemning. Da vi var kommet op til fængslet, blev vi udstyret med hver vores mp3-afspiller, som var grundlaget for en selv-guidet audio tur.
Alcatraz blev oprindeligt bygget til militære formål, og blev bl.a. brug som militær fængsel. I 1934 kom de første indsatte til øen. Det var ikke bare almindelige fanger, men alle "problembørnene" fra de andre fængsler, og reglerne var langt strammere, og fængselsbetjentene var særlig udvalgt, så de ikke var så korrupte. I 1962 fandt flugten fra Alcatraz sted, hvor 3 mænd gravede sig vej ud af deres celler og flygtede ud i vandet på små "tømmerflåder" de havde lavet af regnfrakker. De er aldrig blevet fundet, hverken i live eller døde, så om de nåde San Francisco eller om havet tog dem, er op til ens egen fantasi. I hvert fald blev der flygtet fra det flugtsikre fængsel, og i 1963 valgte FBI at lukke det. Grunden var at en tiltrængt renovering ville være for dyr.
Den selv-guidede audio tur tog os bl.a. med til cellerne, den adminitrative afdeling, isolationscellerne og spisesalen, hvor det var tidligere fanger og ansatte der fortalte om Alcatraz. Vi blev også taget en kort tur udenfor vores udsigten til San Francisco og Golden Gate Bridge var perfekt.
Under vores tur lagde vi vejen forbi et fordrag om Al "Scarface" Capone, som nok er den mest kendte indsatte på Alcatraz, hvilket var meget interessant.
Efter ca. tre timer forlod vi øen, og vendte igen næsen mod midtbyen. Vi var begge enige om at besøget på Alcatraz var okay, men vi havde forvendte mere. Det var meget det samme (cellerne) man så, og vi mente at der var mange andre steder, som kunne have være meget interessante at se. Vi er glade for at vi så det, selv om det var lidt ensformligt.
Tilbage i byen fik vi hentet vores tasker, spist lidt frokost, og så hentet vores lejede bil. Nu er vi klar til at køre nationalparkerne tynde...
Vi ankom til hostellet og blev noget nervøse, da vi fandt ud af, at vi havde booket til en forkert dato. Heldigvis havde de plads, og vi fik et dejligt 4 mands værelse. Med det samme gik vi ud for at kigge på byen, hvor butikkerne stadigvæk var åbne kl. 9 om aftenen, og derfor var der masser af liv i. Vi tullerede rundt, og da vi gik i seng første aften, var det første indtryk af San Francisco super, og vi glædede os til næste dag.
Vejret var super og varmt så vi fik kiggede lidt nærmere på byen i det gode vejr med de mange sporvogne, som kører op og ned af de stejle gader. San Francisco er den eneste by i USA som stadig bruger sporgvogne og det gør byen ret hyggelig.
Vi fandt også vej til China Town, som til vores overraskelse faktisk var super hyggelig, og vi summede rundt der i nogle timer, og fik kigget i de mange butikker. Vi havde i løbet af dagen set de mange sightseeings busser køre frem og tilbage, og da vi gik tilbage mod hostellet, blev vi shanghai'et af en. Det lykkede Lotte at få Kicki overtalt til, at det kunne være sjovt, og billetten ville være gyldig dagen efter også. Vi kom ombord, og der gik ikke længe før vi fandt ud af det var en rigtig co2 bombe vi var kommet ombord i. Bussen nærmest hoppede af sted, med en topfart på 15 miles i timen, hvilket svare til 25 km/t. Men vi fik da set lidt, og fik en ide til hvor vi skulle tage hen dagen efter.
Så sidste dage tog vi til Fisherman's Wharf, som er en blanding af et havneområde og et underholdnings sted. Der er masser af souvenir butikker, resturanter og underholdning på gaden. Der er også her turene til Alcatraz finder sted, desværre var alle billetterne udsolgt til den samme dag, så vi besluttede os for at tage på en tur tidlig næste dag. Så vi havde masser af tid til Fisherman's Wharf. Vi havde hørt at Pier 39 skulle være værd at lægge vejen forbi, og ganske rigtigt. Havnen var fyldt med søløver, der lå og solede sig oven i hinanden og svømmede rundt og legede. Ikke nok med det, er Pier 39 fuld med resturanter, karuseller og klovne der underholder. Efter frokost gik turen lige så stille hjem ad igen, hvor taskerne blev pakket, da vi jo skulle tidlig op næste morgen.
Vi tog sporvognen ned til molen, hvorfra båden til Alcatraz sejler, og her fandt vi ud af, at vi ikke var de eneste der havde valgt at stå tidligt op. Turen derud tog ca. 15 minutter, hvor vejret ikke helt var med os. Gråt og trist så det ud over øen, det gav dog den rigtige fængsels stemning. Da vi var kommet op til fængslet, blev vi udstyret med hver vores mp3-afspiller, som var grundlaget for en selv-guidet audio tur.
Alcatraz blev oprindeligt bygget til militære formål, og blev bl.a. brug som militær fængsel. I 1934 kom de første indsatte til øen. Det var ikke bare almindelige fanger, men alle "problembørnene" fra de andre fængsler, og reglerne var langt strammere, og fængselsbetjentene var særlig udvalgt, så de ikke var så korrupte. I 1962 fandt flugten fra Alcatraz sted, hvor 3 mænd gravede sig vej ud af deres celler og flygtede ud i vandet på små "tømmerflåder" de havde lavet af regnfrakker. De er aldrig blevet fundet, hverken i live eller døde, så om de nåde San Francisco eller om havet tog dem, er op til ens egen fantasi. I hvert fald blev der flygtet fra det flugtsikre fængsel, og i 1963 valgte FBI at lukke det. Grunden var at en tiltrængt renovering ville være for dyr.
Den selv-guidede audio tur tog os bl.a. med til cellerne, den adminitrative afdeling, isolationscellerne og spisesalen, hvor det var tidligere fanger og ansatte der fortalte om Alcatraz. Vi blev også taget en kort tur udenfor vores udsigten til San Francisco og Golden Gate Bridge var perfekt.
Under vores tur lagde vi vejen forbi et fordrag om Al "Scarface" Capone, som nok er den mest kendte indsatte på Alcatraz, hvilket var meget interessant.
Efter ca. tre timer forlod vi øen, og vendte igen næsen mod midtbyen. Vi var begge enige om at besøget på Alcatraz var okay, men vi havde forvendte mere. Det var meget det samme (cellerne) man så, og vi mente at der var mange andre steder, som kunne have være meget interessante at se. Vi er glade for at vi så det, selv om det var lidt ensformligt.
Tilbage i byen fik vi hentet vores tasker, spist lidt frokost, og så hentet vores lejede bil. Nu er vi klar til at køre nationalparkerne tynde...
lørdag den 24. oktober 2009
Ankomsten til USA - LA
Flyverturen til LA gik super godt. Charlotte havde været lidt nervøs over at vi skulle flyve hen over vand i ca. 11 timer, men hun faldt hurtigt til ro, og tog sig en lur på 8-9 timer;o)
Da vi fløj ind over LA og kiggede ud af vinduerne, så vi en kæmpe og flad by. Stort set uden skyskrabere, og hvor samtlige villaer havde en pool i baghaven. Snor lige gader, der er så brede at de kunne bruges til landingsbaner. Og oveni det, tog det ca. 30 min. at flyve ind over byen, så stor er den altså...
Vi fandt ud af lufthavnen, og fandt vores hostel, som lå på en side gade til Hollywood Boulevard og Hollywood Walk of Fame. Vi fik smidt vores tasker, og på ud for at se byen, og selvfølgelig startede vi på Hollywood Boulevard (fra nu af HB).
HB summer af liv på alle mulige måder. Ligefra turister til sælgere, udklædte folk og artister som bare forsøge at gøre karriere. Og det var også hurtigt det indtryk man fik af byen. Alle forsøgte at få dertes navn frem på en eller anden måde, og det hele foregik foran Kodak Theatre, hvor bl.a. oscar-uddellingen finder sted.
Næste dag var vi klar til indtage byen rigtigt, men vi kunne ikke rigtig overskue det, så vi startede med Walk of Fame, som er mere end 2.500 stjerne i fortovet, hvori det er skrevet et navn på en kendt person. Her kan man finde navne lige fra Elvis og The Beatles til Lassie og Snehvide. Vi lagde også vejen forbi Chinese Theatre, som er stedet hvor alle de store filmpremiere afholdes. I fortovet udenfor Chinese Theatre har forskellige filmstjerne sat deres hånd og fod aftryk. Bl.a Anders And, Johnny Depp og Harry Potter. Efter dette havde vi stadig ikke fået kendte nok, så vi lagde vejen forbi voksmuseet, hvor vi hyggede os, og tog MANGE billeder.
Dagen efter skete det... For første gang i 6 måneder blev LA ramt af regnvejr. Og det regnede og regnede. Vi fandt på at tage til Santa Monica selv om det stod ned i stænger, for vi skulle jo have noget ud af dagene vi var her. For i følge vejrudsigten skulle det forsætte til den dag vi skulle afsted. Så regnjakken på, og afsted det gik ca. 2 timer i bybus (ja, byen er stor) og vi var der. Santa Monica er en stor kontrast til Hollywood/LA. Mindre gader, gågader og strandpromenade med et tivoli ned til vandet. Og vi nød at det hele ikke var så "stor" og knap så "jeg vil gerne være kendt" fokuseret.
Vi fik også brug en masse tid på at planlægge den videre del af USA, for vores planer faldt til jorden en efter en. At købe en bil, var for besværligt pga. forsikringer osv.(der er strenge regler herovre), så ville vi leje en bil, men det ville ruinere os, fordi vi er under 25, så prisen bliver næsten fordoblet. Så bestilte vi en camper van, som ikke havde det høje under 25 år's gebyr, men 2 dage senere fik vi besked om at de ikke havde nogle ledige... Men så skete det, vi fandt en bil, som vi sparede flere tusinde kroner på, ved at leje den over den danske hjemmeside i stedet for den amerikanske. Hertz blev vores redning!
Vi endte med en gåtur og til Runyon canyon, som er stedet hvor samtlige billeder af LA er taget fra, og der hvor der er den bedste udsigt til det meget berømte Hollywood skilt. Det var hostellet, der arrangerede en gåtur dertil, hvor vi på vejen bl.a. passerede huset, hvor Julia Roberts bor i Pretty Woman. Der var kun os to og så to andre fra vores værelse med på turen, så der blev rigtig snakket. Da vi endelig nåede op til toppen af bakken, vendte vi os mod Hollywood skiltet, og kunne intet se, for der var så tåget at vi på tidspunkter næsten ikke kunne se hvor vi skulle træde. Vi slog os ned, og efter lidt tid lettede tågen, men ikke foran skiltet, men over LA. Og hvilken udsigt, og hvilket lyshav... LA by night...
En af aftenerne tog vi til West Hollywood, som er party stedet, og skulle have nogle af de bedste barer, så der skulle vi selvfølgelig hen. Efter en lille omvej, steg vi af bussen og ud på Santa Monica Boulevard med den ene efter den anden bar. Vi vidste selt ikke hvor vi skulle begynde. En hyggelig aften havde vi i hvert fald, og vi endte med at være i vældigt humør da vi begav os hjemad.
Vores dage i LA var lidt med blandende følelser. Vi er enige om, at det nok er et dumt sted at starte, fordi den er så stor. Og så var vejret ikke helt med os. Nogle af de bedste strande i USA skulle lige omkring LA, men det er bare ikke det samme i regnvejr, og det er Disneyland og Universial Studios heller ikke. Så alt det droppede vi her, og har så besluttet os for at gøre det i Florida, hvor vejret forhåbentlig er bedre. Men først går turen til San Francisco.
Da vi fløj ind over LA og kiggede ud af vinduerne, så vi en kæmpe og flad by. Stort set uden skyskrabere, og hvor samtlige villaer havde en pool i baghaven. Snor lige gader, der er så brede at de kunne bruges til landingsbaner. Og oveni det, tog det ca. 30 min. at flyve ind over byen, så stor er den altså...
Vi fandt ud af lufthavnen, og fandt vores hostel, som lå på en side gade til Hollywood Boulevard og Hollywood Walk of Fame. Vi fik smidt vores tasker, og på ud for at se byen, og selvfølgelig startede vi på Hollywood Boulevard (fra nu af HB).
HB summer af liv på alle mulige måder. Ligefra turister til sælgere, udklædte folk og artister som bare forsøge at gøre karriere. Og det var også hurtigt det indtryk man fik af byen. Alle forsøgte at få dertes navn frem på en eller anden måde, og det hele foregik foran Kodak Theatre, hvor bl.a. oscar-uddellingen finder sted.
Næste dag var vi klar til indtage byen rigtigt, men vi kunne ikke rigtig overskue det, så vi startede med Walk of Fame, som er mere end 2.500 stjerne i fortovet, hvori det er skrevet et navn på en kendt person. Her kan man finde navne lige fra Elvis og The Beatles til Lassie og Snehvide. Vi lagde også vejen forbi Chinese Theatre, som er stedet hvor alle de store filmpremiere afholdes. I fortovet udenfor Chinese Theatre har forskellige filmstjerne sat deres hånd og fod aftryk. Bl.a Anders And, Johnny Depp og Harry Potter. Efter dette havde vi stadig ikke fået kendte nok, så vi lagde vejen forbi voksmuseet, hvor vi hyggede os, og tog MANGE billeder.
Dagen efter skete det... For første gang i 6 måneder blev LA ramt af regnvejr. Og det regnede og regnede. Vi fandt på at tage til Santa Monica selv om det stod ned i stænger, for vi skulle jo have noget ud af dagene vi var her. For i følge vejrudsigten skulle det forsætte til den dag vi skulle afsted. Så regnjakken på, og afsted det gik ca. 2 timer i bybus (ja, byen er stor) og vi var der. Santa Monica er en stor kontrast til Hollywood/LA. Mindre gader, gågader og strandpromenade med et tivoli ned til vandet. Og vi nød at det hele ikke var så "stor" og knap så "jeg vil gerne være kendt" fokuseret.
Vi fik også brug en masse tid på at planlægge den videre del af USA, for vores planer faldt til jorden en efter en. At købe en bil, var for besværligt pga. forsikringer osv.(der er strenge regler herovre), så ville vi leje en bil, men det ville ruinere os, fordi vi er under 25, så prisen bliver næsten fordoblet. Så bestilte vi en camper van, som ikke havde det høje under 25 år's gebyr, men 2 dage senere fik vi besked om at de ikke havde nogle ledige... Men så skete det, vi fandt en bil, som vi sparede flere tusinde kroner på, ved at leje den over den danske hjemmeside i stedet for den amerikanske. Hertz blev vores redning!
Vi endte med en gåtur og til Runyon canyon, som er stedet hvor samtlige billeder af LA er taget fra, og der hvor der er den bedste udsigt til det meget berømte Hollywood skilt. Det var hostellet, der arrangerede en gåtur dertil, hvor vi på vejen bl.a. passerede huset, hvor Julia Roberts bor i Pretty Woman. Der var kun os to og så to andre fra vores værelse med på turen, så der blev rigtig snakket. Da vi endelig nåede op til toppen af bakken, vendte vi os mod Hollywood skiltet, og kunne intet se, for der var så tåget at vi på tidspunkter næsten ikke kunne se hvor vi skulle træde. Vi slog os ned, og efter lidt tid lettede tågen, men ikke foran skiltet, men over LA. Og hvilken udsigt, og hvilket lyshav... LA by night...
En af aftenerne tog vi til West Hollywood, som er party stedet, og skulle have nogle af de bedste barer, så der skulle vi selvfølgelig hen. Efter en lille omvej, steg vi af bussen og ud på Santa Monica Boulevard med den ene efter den anden bar. Vi vidste selt ikke hvor vi skulle begynde. En hyggelig aften havde vi i hvert fald, og vi endte med at være i vældigt humør da vi begav os hjemad.
Vores dage i LA var lidt med blandende følelser. Vi er enige om, at det nok er et dumt sted at starte, fordi den er så stor. Og så var vejret ikke helt med os. Nogle af de bedste strande i USA skulle lige omkring LA, men det er bare ikke det samme i regnvejr, og det er Disneyland og Universial Studios heller ikke. Så alt det droppede vi her, og har så besluttet os for at gøre det i Florida, hvor vejret forhåbentlig er bedre. Men først går turen til San Francisco.
mandag den 12. oktober 2009
Fiji
Vi ankom til det dejlige varme Fiji efter kun et par timers flyvetur. Vi glædede os meget til at se det eksotiske land som vi har hørt mange snakke om mens vi har rejst. I lufthavnen blev vi mødt med store smil, Bula(hej) og 3 spillemænd som sørgede for den rette stemning.
Vi ankom til vores resort som ligger lige ned til stranden og Nadi Bay mellem lufthavnen og Nadi by. Vi fik checket ind, og vist op til vores værelse med altan og udsigt 8 meter fra stranden og et dejligt stort værelse, hvor vi rigtig kan brede os efter en måned i en lille camper. Stedet er ret hyggeligt med en masse hængekøjer og palmetræer og en hyggelig lille bar. Vi satte os ned i restauranten for at spise og her fandt vi rigtig ud af hvad "Fiji time" betyder - vi ventede sådan ca. 2 timer på vores mad, personalet tog det meget roligt - Fiji time you know ,o) og vi tog det også ganske pænt taget vores sultne maver i betragtning. Vi blev dog lidt skuffede da maden ikke var særlig spændende, men vi blev enige om at give det en chance mere, inden vi kunne dømme.
Vi stod op til dejligt solskin og varmt vejr, og satte os ned for at få lidt morgenmad, men heller ikke morgenmaden var særlig spændende, så vi belv enige om at tage ind til byen for at finde et alternativ.
Turen inde i byen blev lidt af en oplevelse. Byen i sig selv er ufattelig trist og kedelig. Det er ikke lang tid siden at Fiji havde en stor oversvømmelse og det kunne godt ses på byens triste huse og butikker. Vi gik lidt rundt og kiggede og vi endet selvfølgelig i en souvenir shop. Denne her var dog lidt anderledes. Vi belv inviteret til at prøve en Kava cermoni.
Kava er et produkt fra en tørrede plante, man blander det op med vand i et fad som en slags lunken te. Fijianerne drikker det hele dagen lang og det skulle efter signe være sundt, have en forbyggende effekt mod kræft, og det skulle hjælpe mod stres, eller have en afslappende effekt lige som alkohol, deraf Fiji Time selvfølgelig!!
Vi skulle tage skoene af og sætte os i en rundkreds. På fadet med kava er der en spids, og spidsen vender altid mod høvdingen, som er den ældste. Da Kicki er ældst af os to, fik hun lov til at være høvding. Tittelen som høvding medføre, at man er den første til at drikke Kava af kokusnøddeskallen. Og vi kan så fortælle jer at det smager forfærdeligt og man kan ikke lade vær med at lave et mærkeligt ansigtsusdtryk! Inden man drikker skal man klappe 1 gang, modtage bærgeret, sige Vinaka(tak), drikker i et hug, og så klappe 3 gange for at vise respekt. Alle i rundkredsen skal drikke, og man fortsætter til fadet er tomt, hvilket gav os 3 drinks :o@ yaks! En ret anderledes oplevelse, men også sjovt at prøve.
Vi fandt selvfølgelig vej til et supermarked, hvor vi rigtig fik handlet minutnudler som vi kunne spise til morgenmad, vi har jo tilbragt 3 mdr. i asien ;o)
Vi besluttede os for at tage på en ø tur. Stranden er ikke så god på resortet, sandet er langt fra hvidt, og vandet ikke turkisblå. Så vi fik bestilt turen, og glædede os til fint hvidt sand og til at bade og snorkle. Vi blev hentet om morgenen, og skulle videre med en færge. Vi ankom til South Sea øen som er meget lille, men ret hyggelig, her slappede vi af i liggestolene, men til vores skuffelse var det en koral ø, altså sandet er ikke fine sandkorn, men koral, så vi skulle have sko på når vi gik rundt på øen, da koral kan være meget skarpt. Nå, men frokosten var super god, med sang og dans fra Fijianske damer og mænd. Vi blev herefter hentet af færgen, og sejlet vider ud til Bounty øen. Denne ø var noget større med et lille resort. Vi slappede af, fik en lille lur og vi gik en lille tur rundt på øen inden færgen kom for tage os med hjem. Selvom strandene og vandet ikke helt levede op til forventningerne var det dejligt med en dag hvor vi fik set noget andet og bare slappet af.
Om aftene var der tema aften på vores resort med Mongolsk BBQ, og til vores lettelse var maden ganske god.
De efterfølgende dage blev brugt i solen, og på vores altan med kortspil og en lille drink, vi har også fået læst og snakket og brugt nettet en helt masse omkring USA, og vores planer ændre sig hele tiden! Det er næsten som om vi er startet forfra, og vi har den samme følelse af ikke at have styr på det, som da vi drog afsted i januar. Vi håber på at det løser sig i sidste ende, som det jo også gjorde i Asien.
Vi vil også godt fortælle jer om den anden morgen. Vi stod sent op, og vejret var godt, så mens minutnudlerne blev færdige smurte vi os ind i solcreme klar til at ligge os ned for at solbade. Mens vi spiste vores nudler kom stuepigen ind for at rede vores seng og feje gulvet. Hun har redt sengen, og mens hun fejer gulvet siger hun til os, "øhh, forresten, har i hørt om tsunarmi advarslerne fra et jordskælv på Vanuatu?" vi kigger på hinanden og spørger hende, hvor den vil ramme og hvornår! Hun siger så, om 15 minutter, og de siger den vil ramme her! Vi sidder så på altanen, 8 meter fra stranden, og har ikke meget tid til at komme væk i! Vi ved ikke rigtig hvad hulen vi skal gøre, alt personalet tøffer rundt som om alting er helt ved det sædvanlige i deres bobbel af Fiji time! Vi beslutter os for at tage vores små tasker med vigtige papir med os ned i reseptionen. Da vi finder ud af at advaslerne også kører på BBC world news bliver vi for alvor bange, de siger endda i radion at den er gået fra at være moderat til at være stor, men heldigvis siger de også at den vil være en time forsinket. Turisterne på stedet begynder lige så stille at finde ud af hvad der sker, og vi får personalet til at køre os væk fra stranden. Vi får hentet vores store tasker, og for første gang på vores tur løber vi med vores nu 20 kg store tasker på ryggen, i sand med klipklapper på, for vi vil meget gerne væk hurtigst muligt!
Da vi kommer ud på vejen er der mange der har fået samme ide, selvfølgelig i sidste sekund, så vi holder i en lang kø! Vi kunne se børnene vente uden for skolen på at blive samlet op, og hvordan familier havde pakket de vigtigste ting og sad bag de store huse. Vi snakker heldigvis med hinanden i bilen, og stemningen er faktisk ret god, på en sådan "vi er sammen om det her" måde. Vi blev kørt op til politistationen som ligger lidt i højderne, og et godt skykke fra kysten og vi følte os mere sikre. Efter en lille time på stationens græsplæne kommer en politimand ud, og siger at det hele er afblæst. Vi ved ikke helt hvordan, vi har hørt flere muligheder, enten har jordskælvet ikke foresaget nogen bølge alligevel, eller også er bølgen død undervejs, måske blevet slået i stykker af revet. Men da vi ikke rigtig fik nogen forklaring, var vi noget skeptiske da vi begyndte vi at rejse os. Følelsen i maven var noget ubeskrivelig, vi havde på bare 2 timer spist morgenmad på altanen, fundet ud af at vi faktisk stod i en krise situation som vi næsten ikke havde tid til at komme væk fra, samtidig med at vi slet ikke fattede at personalet ikke gjorde noget, finde ud af at vi alligevel har tid til at komme væk, og følelsen af at stå sammen om noget så vigtigt med folk man ikke kender. Alt det, for så lige pludselige at være helt sikkert igen. Det lyder måske mere dramatisk en det egentlig var, men følelserne var der nu aligevel!
Den sidste dag tog vi en smut ind til byen. Her besøgte vi det farvestrålende Hindu tempel som ligger lige for enden bygaden. Templet var super flot og bygget op i flotte pang farver og figure. Hinduerne kom gående i deres farvestrålende tøj med offergaver og der havde lige været et bryllup, så der var pyntet fint op med balloner.
Templet er ikke så stort, så vi brugte ikke så lang tid her, men det var et flot tempel som skiller sig ud fra de templer vi har set i Asien.
Herefter slog vi vejen forbi en frisør. Vi vil gerne lige tilføje at vi har fundet stedet, hvor Charlottes frisure er den mest populære at have. Alle de fijianske kvinder har krøllet kort hår, lige som Lotte, så det har vi lavet en del fis med. Nå men Lottes hård blev tyndet lidt ud lige som hun ville have det, og Kicki har nu Anja Andersens frisure fra 90'erne! - så Charlotte måtte i gang med neglesaksen for at rette op på skaden.
Hvis vi skal være helt ærlige, og det skal vi jo, så har Fiji ikke levet op til vores forventninger. Måske vi har rejst for længe, og har svært ved at blive imponeret, eller bare ikke været de rigtige steder, men vi mener i hvertfald ikke at hverken naturen, strandene, det klare vand, kulturen, maden og 'value for money' kan samlignes med Asien eller Australien. Vi har stadig hygget os, nydt vores lille ferie, drinks'ne og kortspil på altanen og det varme vejr, men for første gang på vores tur rundt i verden, føler vi, at pengene er lidt spildt.
Vi er vildt spændte, meget nervøse, men også super klar til at tage turen til USA, hvor vi er sikker på, at vi nok skal få nogle fede oplevelser!
Vi ankom til vores resort som ligger lige ned til stranden og Nadi Bay mellem lufthavnen og Nadi by. Vi fik checket ind, og vist op til vores værelse med altan og udsigt 8 meter fra stranden og et dejligt stort værelse, hvor vi rigtig kan brede os efter en måned i en lille camper. Stedet er ret hyggeligt med en masse hængekøjer og palmetræer og en hyggelig lille bar. Vi satte os ned i restauranten for at spise og her fandt vi rigtig ud af hvad "Fiji time" betyder - vi ventede sådan ca. 2 timer på vores mad, personalet tog det meget roligt - Fiji time you know ,o) og vi tog det også ganske pænt taget vores sultne maver i betragtning. Vi blev dog lidt skuffede da maden ikke var særlig spændende, men vi blev enige om at give det en chance mere, inden vi kunne dømme.
Vi stod op til dejligt solskin og varmt vejr, og satte os ned for at få lidt morgenmad, men heller ikke morgenmaden var særlig spændende, så vi belv enige om at tage ind til byen for at finde et alternativ.
Turen inde i byen blev lidt af en oplevelse. Byen i sig selv er ufattelig trist og kedelig. Det er ikke lang tid siden at Fiji havde en stor oversvømmelse og det kunne godt ses på byens triste huse og butikker. Vi gik lidt rundt og kiggede og vi endet selvfølgelig i en souvenir shop. Denne her var dog lidt anderledes. Vi belv inviteret til at prøve en Kava cermoni.
Kava er et produkt fra en tørrede plante, man blander det op med vand i et fad som en slags lunken te. Fijianerne drikker det hele dagen lang og det skulle efter signe være sundt, have en forbyggende effekt mod kræft, og det skulle hjælpe mod stres, eller have en afslappende effekt lige som alkohol, deraf Fiji Time selvfølgelig!!
Vi skulle tage skoene af og sætte os i en rundkreds. På fadet med kava er der en spids, og spidsen vender altid mod høvdingen, som er den ældste. Da Kicki er ældst af os to, fik hun lov til at være høvding. Tittelen som høvding medføre, at man er den første til at drikke Kava af kokusnøddeskallen. Og vi kan så fortælle jer at det smager forfærdeligt og man kan ikke lade vær med at lave et mærkeligt ansigtsusdtryk! Inden man drikker skal man klappe 1 gang, modtage bærgeret, sige Vinaka(tak), drikker i et hug, og så klappe 3 gange for at vise respekt. Alle i rundkredsen skal drikke, og man fortsætter til fadet er tomt, hvilket gav os 3 drinks :o@ yaks! En ret anderledes oplevelse, men også sjovt at prøve.
Vi fandt selvfølgelig vej til et supermarked, hvor vi rigtig fik handlet minutnudler som vi kunne spise til morgenmad, vi har jo tilbragt 3 mdr. i asien ;o)
Vi besluttede os for at tage på en ø tur. Stranden er ikke så god på resortet, sandet er langt fra hvidt, og vandet ikke turkisblå. Så vi fik bestilt turen, og glædede os til fint hvidt sand og til at bade og snorkle. Vi blev hentet om morgenen, og skulle videre med en færge. Vi ankom til South Sea øen som er meget lille, men ret hyggelig, her slappede vi af i liggestolene, men til vores skuffelse var det en koral ø, altså sandet er ikke fine sandkorn, men koral, så vi skulle have sko på når vi gik rundt på øen, da koral kan være meget skarpt. Nå, men frokosten var super god, med sang og dans fra Fijianske damer og mænd. Vi blev herefter hentet af færgen, og sejlet vider ud til Bounty øen. Denne ø var noget større med et lille resort. Vi slappede af, fik en lille lur og vi gik en lille tur rundt på øen inden færgen kom for tage os med hjem. Selvom strandene og vandet ikke helt levede op til forventningerne var det dejligt med en dag hvor vi fik set noget andet og bare slappet af.
Om aftene var der tema aften på vores resort med Mongolsk BBQ, og til vores lettelse var maden ganske god.
De efterfølgende dage blev brugt i solen, og på vores altan med kortspil og en lille drink, vi har også fået læst og snakket og brugt nettet en helt masse omkring USA, og vores planer ændre sig hele tiden! Det er næsten som om vi er startet forfra, og vi har den samme følelse af ikke at have styr på det, som da vi drog afsted i januar. Vi håber på at det løser sig i sidste ende, som det jo også gjorde i Asien.
Vi vil også godt fortælle jer om den anden morgen. Vi stod sent op, og vejret var godt, så mens minutnudlerne blev færdige smurte vi os ind i solcreme klar til at ligge os ned for at solbade. Mens vi spiste vores nudler kom stuepigen ind for at rede vores seng og feje gulvet. Hun har redt sengen, og mens hun fejer gulvet siger hun til os, "øhh, forresten, har i hørt om tsunarmi advarslerne fra et jordskælv på Vanuatu?" vi kigger på hinanden og spørger hende, hvor den vil ramme og hvornår! Hun siger så, om 15 minutter, og de siger den vil ramme her! Vi sidder så på altanen, 8 meter fra stranden, og har ikke meget tid til at komme væk i! Vi ved ikke rigtig hvad hulen vi skal gøre, alt personalet tøffer rundt som om alting er helt ved det sædvanlige i deres bobbel af Fiji time! Vi beslutter os for at tage vores små tasker med vigtige papir med os ned i reseptionen. Da vi finder ud af at advaslerne også kører på BBC world news bliver vi for alvor bange, de siger endda i radion at den er gået fra at være moderat til at være stor, men heldigvis siger de også at den vil være en time forsinket. Turisterne på stedet begynder lige så stille at finde ud af hvad der sker, og vi får personalet til at køre os væk fra stranden. Vi får hentet vores store tasker, og for første gang på vores tur løber vi med vores nu 20 kg store tasker på ryggen, i sand med klipklapper på, for vi vil meget gerne væk hurtigst muligt!
Da vi kommer ud på vejen er der mange der har fået samme ide, selvfølgelig i sidste sekund, så vi holder i en lang kø! Vi kunne se børnene vente uden for skolen på at blive samlet op, og hvordan familier havde pakket de vigtigste ting og sad bag de store huse. Vi snakker heldigvis med hinanden i bilen, og stemningen er faktisk ret god, på en sådan "vi er sammen om det her" måde. Vi blev kørt op til politistationen som ligger lidt i højderne, og et godt skykke fra kysten og vi følte os mere sikre. Efter en lille time på stationens græsplæne kommer en politimand ud, og siger at det hele er afblæst. Vi ved ikke helt hvordan, vi har hørt flere muligheder, enten har jordskælvet ikke foresaget nogen bølge alligevel, eller også er bølgen død undervejs, måske blevet slået i stykker af revet. Men da vi ikke rigtig fik nogen forklaring, var vi noget skeptiske da vi begyndte vi at rejse os. Følelsen i maven var noget ubeskrivelig, vi havde på bare 2 timer spist morgenmad på altanen, fundet ud af at vi faktisk stod i en krise situation som vi næsten ikke havde tid til at komme væk fra, samtidig med at vi slet ikke fattede at personalet ikke gjorde noget, finde ud af at vi alligevel har tid til at komme væk, og følelsen af at stå sammen om noget så vigtigt med folk man ikke kender. Alt det, for så lige pludselige at være helt sikkert igen. Det lyder måske mere dramatisk en det egentlig var, men følelserne var der nu aligevel!
Den sidste dag tog vi en smut ind til byen. Her besøgte vi det farvestrålende Hindu tempel som ligger lige for enden bygaden. Templet var super flot og bygget op i flotte pang farver og figure. Hinduerne kom gående i deres farvestrålende tøj med offergaver og der havde lige været et bryllup, så der var pyntet fint op med balloner.
Templet er ikke så stort, så vi brugte ikke så lang tid her, men det var et flot tempel som skiller sig ud fra de templer vi har set i Asien.
Herefter slog vi vejen forbi en frisør. Vi vil gerne lige tilføje at vi har fundet stedet, hvor Charlottes frisure er den mest populære at have. Alle de fijianske kvinder har krøllet kort hår, lige som Lotte, så det har vi lavet en del fis med. Nå men Lottes hård blev tyndet lidt ud lige som hun ville have det, og Kicki har nu Anja Andersens frisure fra 90'erne! - så Charlotte måtte i gang med neglesaksen for at rette op på skaden.
Hvis vi skal være helt ærlige, og det skal vi jo, så har Fiji ikke levet op til vores forventninger. Måske vi har rejst for længe, og har svært ved at blive imponeret, eller bare ikke været de rigtige steder, men vi mener i hvertfald ikke at hverken naturen, strandene, det klare vand, kulturen, maden og 'value for money' kan samlignes med Asien eller Australien. Vi har stadig hygget os, nydt vores lille ferie, drinks'ne og kortspil på altanen og det varme vejr, men for første gang på vores tur rundt i verden, føler vi, at pengene er lidt spildt.
Vi er vildt spændte, meget nervøse, men også super klar til at tage turen til USA, hvor vi er sikker på, at vi nok skal få nogle fede oplevelser!
onsdag den 7. oktober 2009
Fra Roturua mod Auckland - De sidste dage inden afsked med smukke New Zealand
Vi kørte fra Roturua i silende regn. Da vi ankom til den lille by Cambridge, hvor vi kunne ane solen holdte vi en kaffe pause. regnen nåede også Cambridge så vi kørte videre ud for at finde et godt spot at parkere bilen for natten. Næste morgen gik turen videre mod Auckland. Himmelen var stadig grå og våd og ikke langt fra Auckland fandt vi for sidste gang et hyggeligt sted bag træerne. Vi fik spillet en masse kort, sunget en masse sange og spist pandekager. Om morgenen nød vi vores sidste morgen i vores lille hjem på hjul med film, mens regnen stadig trummede på taget og lynene glimtede ind at ruderne.
Efter vi havde pakket alle vores ting sammen i vores tasken igen (det er utroligt så meget man kan rode på så lidt plads) kørte vi mod storbyen. Vi havde radioen tændt, og blev ret overrasket, da vi hørte, at morgenens uvejr havde budt på en lille tornado uden for Auckland. Ikke voldsomme skader, men stadig bragt lidt uorden med sig! Uden det stor besvær fik vi afleveret camperen og tjækket ind på hostelet. Vi nød at Vejret endelig var klaret op, og solen varmede dejligt, den varmeste dag på vores tur i New Zealand. Dagene gik med at få ordnet lidt parktiske ting, og selvom vi glæder os ufatteligt meget til vores lille ferie på Fiji, så er tankerne og planlægningen omkring USA gået i gang!
Vores måned her på New Zealand er fløjet af sted med en masse oplevelser. Vi har set Milford Sound, gået på gletchere, vulkaner, fløjet i helikopter og hoppet i faldskæm. Vi har undervejs forsøgt at finde frem til noogle af de steder hvor Ringenes Herre er optaget, og det er bestemt ikke nemt at finde, vi har nok også kørt nogle ekstra km i forsøget, men vi har nydt hver og en af dem i den skønne natur, der en fyldt med vandfald, klare søer, snefyldte bjerge, grønne marker og massere af får.
Vi har nydt friheden i vores lille camper, og det at det er muligt bare at smide den ind til siden, har varet en sjov oplevelse. Vi har været sammen på meget lidt plads 24/7 og selvom vi til tider har været irriteret på hinanden, så har det været en fantastisk oplevelse som vi faktisk har klaret ret godt. Med vores faste opgaver som at tænde for gassen, lave mad, navigerer og kører er det gået ganske godt. Opvasken har vi spillet kort om, og vinderen måtte tører af. Så som i nok kan hører, kommer vi nok til at savne det lidt ;o) - Så er det godt at vi har Fiji at se frem til, og selvfølge store USA som vi er ret spændte og lidt nervøse over at skulle indtage.
Fra Tapo til lugtende Roturua
Vi vågnede af at regnen trummede på taget, og det så ikke ud som om vejret ville klare op. Vi brugte lidt tid i Tapo by, fik oploadet en masse billeder og skrevet blog. Hele dagen sjaskede det ned og næste dag, da vi tog afsted mod Roturua regnede det stadig med store dråber.
Vi nåede ved middagstid ind til Roturua by og havde håbet på lidt bedre vejr, men også her regnede det. Ikke nok med den voldsomme regn, blev vi også mødt af en hæftig stank. Roturua er nemlig kendt for alle deres bubblende mudder pøle, varme kilder og sprøjtende geyser som alt sammen får deres energi fra jordens varme som en slags vulkaner. Disse bobblende tingester udgiver en masse dampe og en forfærtelig stank af rådent æg.
Vi vidste ikke lige hvad vi skulle give os til i sådan en voldsom regn, så vi parkerede bilen og begav os ind til informationcenteret. Her fik vi en masse brochure over aktiviteter i området, så over en kop varm kaffe besluttede vi os for, at et par dage i byen skulle bruges på at tage ind for at se et Maori show med tilhørende Hangi(mad) og en tur ud for at se disse hotpools og muddebad. Ellers brugte vi dagen i vores lille camper med kortspil og hygge mens vi kunne høre regnen trumme.
Vi stod op til en lidt lysere dag og drog ved formiddagstid ud til Hells Gate og Spa. Lige da vi havde købte indgangen til parken og et dejligt mudderbad med efter følgende svovlbad begyndte det at regne igen. Lidt regn kan heldigvis ikke slå os ud, så vi tog vores regnjakker på og begav os ud blandt de boblende vulkaner. Det var ret spændende at gå rundt blandt alle dampende og se hvordan muddert og vandet springer op i luften. Efter en timestid var vi godt våde og kolde så vi glæde os til dejligt varmt mudderbad. Vi fik klædt om og blev vist hen til vores egen lille spa med mudder. Vi satte os ned i det grumsede vand og forventede den mest ulækre følelse, men i stedet fik vi fornemmelsen af at være omgivet af dejligt varmt silke. Vi smurte vores kroppe ind og efter 20 minutter var det tid til et iskoldt bad inden vi kunne slappe af i svovlbadet. Her kunne vi rigtig lugte ægge prutterne fra dampen, men efter et par minutter havde vi vænnet os til lugten, og vi kunne rigtig slappe af i vandet.
Vi følte os rene og renset da vi forlod Hells Gate og var klar til aftens underholdning med Maori show og spisning.
Vi mødte op på hotellet som hænger sammen med det lille teater, hvor vi skulle se showet. Salen var dækket fint op med runde borde neden for scenen. Vi kom til at sidde ved bord med to tyske fyre og en lille australsk familie. Vi blev hilst velkommen og inden vi kunne gå i gang med at spise, foldede vi vores hænder og værten bad en bordbøn på Maori. Snakken gik der ud af mens vi nød det lækre tagselvbord med fisk og kød, og grønsager tilberedt i jordovne. Ikke nok med det, var der kæmpe kage og frugtbord til dessert. Efter spisning begyndte showet.
Maori folk med det specielle tøj og tatoveringer kom syngende ind på scenen. De opførte en masse sange og danse og der blev ind i mellem forklaret hvordan sangene hang sammen med kulturen. Der blev også vist kampværktøjer og hvordan Maorifolket bruger deres mimik(laver store øjne og stikker tungen så langt ud af munden som muligt) til at skræmme fjænden væk, så det ikke bliver nødvendigt med kamp. I deres huse er der også skåret ansigter med sådan mimik ind i træet for at beskytte dem mod det onde og skræmme det onde væk. Maori damerne viste hvordan de bruger Poi i deres danse. Denne slags Poi skiller sig ud fra den Thailandske Poi vi har skrevet om tidligere. I enden af snoren er der en "blød" kugler, som svinges og bruges til at lave en lyd eller rytme mod håndledet eller armen.
Der skulle nogle frivillige op på scenen og forsøge sig med Poi, og Charlotte var selvfølgelige en af de heldige ;o) Der stod hun så, med et stort smil, vrikkende hofter, og levede sig godt ind i det. Kicki morede sig mens hun optog en lille film på kameraet. Showet fortsatte og det blev også mændenes tur til at stå på scenen og lave kampdanse og sjov mimik. Efter et par timers hygge og underholdning køret vi der fra og var enig om at det var alle pengene værd.
onsdag den 30. september 2009
Flaldskraemsudspring ved Lake Taupo
Vi stod sent op og efter morgenmad kørte vi det sidste lille stykke mod byen Tapo. På vej mod byen stoppede vi i den lille lufthavn, for nu skulle det være! Det har været planen siden vi tog fra Danmark, at når vi kom til Lake Tapo på New Zealand, så skulle vi springe i falskærm! Med kriblen i maven gik vi ind på Tapo Tandem Skydives kontor. Vi ville bestille tid til dagen efter, men fyren bag disken fortalte, at det ville komme til at regne hele den dag, men at der var tid til at gøre det denne dag kl 2. Altså om kun to timer! Med rystende stemmer takkede vi ja til tilbudet, og så gik det ellers bare ind til byen, hvor vi fandt en campingplads og et noget veltrængt bad, inden vi igen drog mod lufthavnen.
Efter lidt støvregn klarede vejret op, og vi fik valgt vores pakke som bestod af udspring fra 15.000 fods højde, en dvd og billeder med vores spring! 15.000 fod er det højest lovligt tandemspring man kan gøre i verden, og man får mere end 1 min i fri fald med 200 km i timen! Vi fik derefter uddelt dragter, og vores proffesionelle tandem partner gav os udstyr og seler på. Vi fik også en rigtig fin hat, vanter og briller tildelt! Så langt, så godt! En kamera mand filmede vores spændte og noget nervøse ansigtsudtryk inden det gik ud mod det lille fly. I flyet sad vi på en bænk, omvendt af hvad man gør i et almindeligt fly. Vi sad hver især med vores prof-partner bag os. Flyveturen ville tage 20 min, og vi fik alle en lille snak med vores partner på vej op. Charlottes partner havde et armbåndsur, hvor man kunne følge med i hvor højt vi var oppe. Efter kun 1.000 fod synes jeg godt nok vi var højt oppe, og der var hele 14.000 igen.
De 3 andre gutter som var med i flyet sprang fra 12.000 fod, og det gav et helt sug i maven, da de sad der på kanten og sprang ud, flyet vippede lidt for hver der sprang! Vi blev spændt godt fast til vores partner, fik spændt hatten og brillerne blev strammet.
Så var tiden kommet, Kicki og hendes partner var først, døren gled op og de rykkede ud til kanten, kameramanden hang i en arm uden for flyet og filmede. Kicki tog nogle dybe indåndinger, sendte kameraet et skræmt ansigt, og sprang så ud.
Derefter rykkede Charlotte og hendes partner frem, døren var åben og uden at tænke meget over det, røg benene ud over kanten. Et sidste smil til kameraet og så gik det ellers ned af! Først tumblede vi lidt rundt i luften, en super fornemmelse, og derefter lå vi vandret i luften med åben mund, rusken i kinderne og en kanon udsigt over fantastiske New Zealand! På et tidspunkt kommer kameramanden tæt på, og vi to hans hånd, så han kunne få "gode" nærbilleder af os! Efter et til to minutters tid bippede armsbånduret, falskærmen blev trukket, og vi fik en fornemmelse af, at vi fløj op i luften i stedet for ned. Tempoet blev sat en helt del ned, vi svævede lige så stille og der blev ligepludselig helt stille! Selerne blev løsnet, så vi kom til at sidde mere behageligt, som i en stol, og vores partner hev i snoerne så vi ændrede retning, og fløj fra side til side, så vi kunne nyde udsigten og få lidt killer i maven. På et tidspunt krydsede vi hinanden, og vi var begge et stort smil med vinkende arme! Efter ca 8 minutter lande Charlotte først, det gik let, og vi landede på benene. Kicki landede et par sekunder efter, ret sjovt så det ud, da de landede på numsen. Nede på jorden igen, hurtigt var det gået, men en kæmpe oplevelse! Vi gav kamera manden en ordentlig afslutning med jubeldans inden vi gik tilbage for at klæde om!
Vi fik pusten igen og givet en masse 'high fives' inden vi satte os ind i sofaen og så oplevelsen på dvd! Kanon filmet! Med smil så store klisteret til ansigtet forlod vi glade lufthavnen og springerklubben.
onsdag den 23. september 2009
Wellington, Tongariro Nationalpark
Vi ankom til Wellington (hovedstaden) sent om aftenen, hvor vi skulle finde vej til vores campingplads, som lå ca. 20 min. kørsel fra færgen. Vi fandt den uden de store omveje, og var glade da vi lagde os til at sove. Vi havde aftalt at lade bilen stå, og tage bussen ind til midtbyen den næste dag. Havregrøden blev lavet og spist, og vi fandt vej til bussen.
Kicki havde foreslået at vi tog på Te Papa museet, som er New Zealands nationalmuseum, så inde i byen stod vi af efter vores intuition. Og det virkede!
Normalt er nationalmuseer ikke altid lige spændede, men her skiller Te Papa sig ud. Bygningen er super moderne og det samme er mange af udstillingerne. Og vi var klar til at gå på opdagelse. Vi startede fra bunden af, og her var der udstillenger om naturen og New Zealands dyreliv. Der var bl.a. udstillet en ægte ca. 500kg tung og 4,5m lang blæksprutte, som for 1,5 år siden blev trukket i land af fiskere. Der blev vist film i 3D, der var et skellet fra en pygmæ blåhval udstillet osv. Den næste udstilling som fangede vores interesse var om de forskellige vejrfænomener der engang imellem rammer New Zealand, og resten af verden. Her var filmklip fra katastroferne, et hus som var jordskælvssimulator, så alting begyndte at ryste, og meget meget mere. Vi fandt senere vej til udstillingen omkring New Zealands historien.
Vi endte med at bruge frivillige 5 timer på Te Papa, som nok er det mest spændende, lærerige og inspirerende museum vi har været på. Det var ikke bare udstillenger som vi kender dem, men små, og hele tiden forskellige opgaver til at fastholde folks opmærksomhed. Og da vi forlod Te Papa sidst på eftermiddagen var vi glade for at vi havde fået denne oplevelse, og så var det endda gratis!!! Vi sluttede Wellington af med sushi, for det var jo altså en måned siden vi sidst havde fået det.
Dagen efter gik turen videre mod Tongariro Nationalpark. Denne nationalpark er New Zealands ældste og indeholder både aktive og uddøde vulkaner. Det er også her at Mordor og Mount Doom fra Ringenes Herre filmene er filmet, så der skulle være noget at se. Efter at have kørt ca. 300km, valgte vi dog at slå lejr for natten selv om vi ikke var nået helt til nationalparken endnu. Næste morgen satte vi igen kurs mod parken og efter 1 time nåede vi frem. Vi havde inden da lagt vejen forbi et lille by, for at få kort og information omkring de hikes der var i parken, og valget var faldet på en 17km lang hike til Tama Lake.
Vi fandt startstedet, fik skoene på og smurt en madpakke, og så begyndte turen. Starten på den var rimelig ligetil, da den fører til et vandfald, som alle kan gå til, men efter denne lille turist tur, begyndte det rigtigt, og det eneste der guidede os, var de små træpæle der engang imellem var sat i jorden, og ellers var det bare at finde de steder hvor det var slidt en lille sti i buskene og græsset. Men hyggeligt og flot var det. Op og ned gik det, da turen går ind mellem de to største vulkaner i parken, Mt. Ruapehu og Mt. Ngauruhoe som står flot og kegleformet.
Det var en fantastisk tur, hvor vi gik hen over øde land, gennem skov og over bække. Og når vi kiggede på jorden vi gik hen over, kunne man se hvor rustene stenene var blevet pga. den høje mængde jern som er i dem. Jorden var heller ikke kun jord, sand eller grus. Det var en blanding af det hele, men med alt det sod og aske, som vulkanerne engang imellem sprutter op, blandet i. Så overfladen flere steder var helt koksgrå.
Vi nåede frem til Tama Lake og kunne så beundre den turkis blå sø, som havde dannet sig i et gammelt vulkankrater. Den lignede en stor blå vandpyt, men var faktisk mere end 4km dyb! På turen tilbage, slog vi vejen forbi et lille vandfaldet. Vi satte tempoet i vejret for vi skulle nå tilbage til bilen inden det blev mørkt.
Og efter små 100km kørsel, lagde vi os til at sove lige ned til Lake Taupo, efter en god, aktiv og hyggelig dag...!
Kicki havde foreslået at vi tog på Te Papa museet, som er New Zealands nationalmuseum, så inde i byen stod vi af efter vores intuition. Og det virkede!
Normalt er nationalmuseer ikke altid lige spændede, men her skiller Te Papa sig ud. Bygningen er super moderne og det samme er mange af udstillingerne. Og vi var klar til at gå på opdagelse. Vi startede fra bunden af, og her var der udstillenger om naturen og New Zealands dyreliv. Der var bl.a. udstillet en ægte ca. 500kg tung og 4,5m lang blæksprutte, som for 1,5 år siden blev trukket i land af fiskere. Der blev vist film i 3D, der var et skellet fra en pygmæ blåhval udstillet osv. Den næste udstilling som fangede vores interesse var om de forskellige vejrfænomener der engang imellem rammer New Zealand, og resten af verden. Her var filmklip fra katastroferne, et hus som var jordskælvssimulator, så alting begyndte at ryste, og meget meget mere. Vi fandt senere vej til udstillingen omkring New Zealands historien.
Vi endte med at bruge frivillige 5 timer på Te Papa, som nok er det mest spændende, lærerige og inspirerende museum vi har været på. Det var ikke bare udstillenger som vi kender dem, men små, og hele tiden forskellige opgaver til at fastholde folks opmærksomhed. Og da vi forlod Te Papa sidst på eftermiddagen var vi glade for at vi havde fået denne oplevelse, og så var det endda gratis!!! Vi sluttede Wellington af med sushi, for det var jo altså en måned siden vi sidst havde fået det.
Dagen efter gik turen videre mod Tongariro Nationalpark. Denne nationalpark er New Zealands ældste og indeholder både aktive og uddøde vulkaner. Det er også her at Mordor og Mount Doom fra Ringenes Herre filmene er filmet, så der skulle være noget at se. Efter at have kørt ca. 300km, valgte vi dog at slå lejr for natten selv om vi ikke var nået helt til nationalparken endnu. Næste morgen satte vi igen kurs mod parken og efter 1 time nåede vi frem. Vi havde inden da lagt vejen forbi et lille by, for at få kort og information omkring de hikes der var i parken, og valget var faldet på en 17km lang hike til Tama Lake.
Vi fandt startstedet, fik skoene på og smurt en madpakke, og så begyndte turen. Starten på den var rimelig ligetil, da den fører til et vandfald, som alle kan gå til, men efter denne lille turist tur, begyndte det rigtigt, og det eneste der guidede os, var de små træpæle der engang imellem var sat i jorden, og ellers var det bare at finde de steder hvor det var slidt en lille sti i buskene og græsset. Men hyggeligt og flot var det. Op og ned gik det, da turen går ind mellem de to største vulkaner i parken, Mt. Ruapehu og Mt. Ngauruhoe som står flot og kegleformet.
Det var en fantastisk tur, hvor vi gik hen over øde land, gennem skov og over bække. Og når vi kiggede på jorden vi gik hen over, kunne man se hvor rustene stenene var blevet pga. den høje mængde jern som er i dem. Jorden var heller ikke kun jord, sand eller grus. Det var en blanding af det hele, men med alt det sod og aske, som vulkanerne engang imellem sprutter op, blandet i. Så overfladen flere steder var helt koksgrå.
Vi nåede frem til Tama Lake og kunne så beundre den turkis blå sø, som havde dannet sig i et gammelt vulkankrater. Den lignede en stor blå vandpyt, men var faktisk mere end 4km dyb! På turen tilbage, slog vi vejen forbi et lille vandfaldet. Vi satte tempoet i vejret for vi skulle nå tilbage til bilen inden det blev mørkt.
Og efter små 100km kørsel, lagde vi os til at sove lige ned til Lake Taupo, efter en god, aktiv og hyggelig dag...!
Hokitika og videre mod færgen til Nordøen
Efter vi havde fået sat strøm til bilen og fået et godt veltrængt bad gik vi en lille tur ned til stranden, hvor solen var på vej ned over Tasman sea. Det var blæsende og med store bølger, men rigtig smukt. Vi gik derefter op til de berømte Glow Worm Caves (Huler hvor der lever orme som lyser i mørke). Her på New Zealand bliver det set som noget lidt magisk og er et must see når man er her. Vi ventede til det blev mørkt, og kunne begynde at skimte en masse små lys rundt omkring som en svag stjernehimmel. Det var da ret sjovt at se, men ikke specielt magisk ;o)
Næste dag fik vi bestilt vores færgebilletter til Nordøen. Så vi drog mod Picton som skulle nåes inden et par dage.
På vej mod Picton gjode vi et stop ved kysten i Punakaiki som er kendt for pandekageklipper. Vandet og blæsten har formet klipperne så det linger høje stakke af tynde pandekager. Det var ret sjovt at se og vi nød at få et stop og noget frisk luft.
Vi fik også gået en tur over Buller Gorge Svingbridge som er New Zealands længste hængebro. Vi kig en tur på øen på den anden side af broen. Det specielle ved området er, at det er blevet ramt af jordskælv rigtig mange gange, og man kan se gamle biler og huse som er blevet efterlat.
Vi forsatte mod Picton af den snørklede bjergvej og nåede den lille by om middagen. Vi hyggede med en frokost og fik slappet af i vores camper inden vi tog med færgen til Wellington med afgang kl 19.00.
Næste dag fik vi bestilt vores færgebilletter til Nordøen. Så vi drog mod Picton som skulle nåes inden et par dage.
På vej mod Picton gjode vi et stop ved kysten i Punakaiki som er kendt for pandekageklipper. Vandet og blæsten har formet klipperne så det linger høje stakke af tynde pandekager. Det var ret sjovt at se og vi nød at få et stop og noget frisk luft.
Vi fik også gået en tur over Buller Gorge Svingbridge som er New Zealands længste hængebro. Vi kig en tur på øen på den anden side af broen. Det specielle ved området er, at det er blevet ramt af jordskælv rigtig mange gange, og man kan se gamle biler og huse som er blevet efterlat.
Vi forsatte mod Picton af den snørklede bjergvej og nåede den lille by om middagen. Vi hyggede med en frokost og fik slappet af i vores camper inden vi tog med færgen til Wellington med afgang kl 19.00.
Over Hasst pass mod Fox og Franz Josef Gletcher
Vi kørte mod vestkysten over Southern Alps og Haast Pass som bød på en masse stop, hvor vi nød flotte vandfald. Ved vandfaldene ligger der som regel masser af sten, det sjove men også ret kunstnerisk er, at turisterne her sætter sit præg ved at stable stenene. Det ser ret sjovt men faktisk også flot ud.
Vi holdte et langt frokost stop og gik bagefter en tur i området og skoven som består af en stor sump. Vi forsatte mod Fox Gletcher og by og her ankom vi til overskyet vejr sen eftermiddagen. Vi nøjes derfor med at kigge på afstand inden vi slog "forteltet" op.
Om morgenen vågnede vi til dejligt solskin og besluttede det skulle fejres med pandekager. Kicki var et stort smil, vi må indrømme at vi er ved at køre død i havregrød, og vi begge i godt humør da vi gik en tur op til Fox Gletcher. Man kommer ikke helt tæt på, så skal man have en guide med, da den er ret aktiv og kan flytte sig flere meter om dagen. Så vi nød den tættest muligt på egen hånd.
Vi forsatte derefter mod Franz Josef Glecher, hvor vi ville tage på en guidet tur. Vi havde valget mellem en halv eller heldagstur, eller en heli hike. Vi tænkte, at hvis det skal være, så skal det være, og vi tog derfor den fedeste af tuerne, hvor vi kommer længst op på isen, Heli Hike, Helikopterflyvning og 2 timers hike på gletcheren. Vi fik bestilt turen og kørte derefter et stykke væk fra byen ud mod Lake Mapourika, hvor vi sov for natten. Vi fik næsten ikke noget søvn den nat, da regnen piskede mod taget, og vi var ret nervøse for om vejret ville klare op til næste dag. Men heldige var vi. Vi stod op til dejlig solskin med kun et par skyer på himmelen.
Vi blev samlet i en stor gruppe, og fik derefter tildelt vores tøj, sokker, støvler, overtrækser osv. Derefter ventede helikopterne. Det var første gang for os begge at flyve i sådan en, så vi var ret spændte på det hele faktisk. En stærk vind og en masse larm kom mod os da helikopteren landede og vi blev guidet ind i den. Vi fik vores ørebøffer på og spændt selen og så lettede vi. Det var noget helt andet end at lette i et fly. Man stiger bare til vejrs og afsted det gik mod gletcheren. Da vi kom helt tæt på, var det som om vi fløj lige ind i den. Og man kunne rigtig se revnerne og isen. Da vi var kommet sikkert ned på isen, skulle vi have vores pikke til under støvlerne på. Det var et godt tidspunkt på året vi var der, for isen var ikke kun hvid, den havde et blåligt skær fra solen.
Nu startede det rigtig og endda med en god gang army kravl i en istunnel, og allerede her fik Charlotte våde fødder, men det var en super start. Afsted det gik over isen, og hvis det var for stejlt, så hakkede vores guide friske "trappetrin" i isen til os. Vi fik gået i ishuler og sprækker og set hvordan vandet har lavet gange i isen, alt imens vores guide fortalte om området og om gletcheren. Efter mere end 2 timer på den blå/hvide is, kom helikopteren og hentede os igen, og fløj os sikkert tilbage til byen. Det var en super fed oplevelse, med sød, hjælpsomme og informative guider og vi er glade for at vi valgte heli-hiken, så vi fik set gletcheren rigtigt.
Efter en på opleveren gik turen mod Hokitika, hvor vi skulle overnatte.
Vi holdte et langt frokost stop og gik bagefter en tur i området og skoven som består af en stor sump. Vi forsatte mod Fox Gletcher og by og her ankom vi til overskyet vejr sen eftermiddagen. Vi nøjes derfor med at kigge på afstand inden vi slog "forteltet" op.
Om morgenen vågnede vi til dejligt solskin og besluttede det skulle fejres med pandekager. Kicki var et stort smil, vi må indrømme at vi er ved at køre død i havregrød, og vi begge i godt humør da vi gik en tur op til Fox Gletcher. Man kommer ikke helt tæt på, så skal man have en guide med, da den er ret aktiv og kan flytte sig flere meter om dagen. Så vi nød den tættest muligt på egen hånd.
Vi forsatte derefter mod Franz Josef Glecher, hvor vi ville tage på en guidet tur. Vi havde valget mellem en halv eller heldagstur, eller en heli hike. Vi tænkte, at hvis det skal være, så skal det være, og vi tog derfor den fedeste af tuerne, hvor vi kommer længst op på isen, Heli Hike, Helikopterflyvning og 2 timers hike på gletcheren. Vi fik bestilt turen og kørte derefter et stykke væk fra byen ud mod Lake Mapourika, hvor vi sov for natten. Vi fik næsten ikke noget søvn den nat, da regnen piskede mod taget, og vi var ret nervøse for om vejret ville klare op til næste dag. Men heldige var vi. Vi stod op til dejlig solskin med kun et par skyer på himmelen.
Vi blev samlet i en stor gruppe, og fik derefter tildelt vores tøj, sokker, støvler, overtrækser osv. Derefter ventede helikopterne. Det var første gang for os begge at flyve i sådan en, så vi var ret spændte på det hele faktisk. En stærk vind og en masse larm kom mod os da helikopteren landede og vi blev guidet ind i den. Vi fik vores ørebøffer på og spændt selen og så lettede vi. Det var noget helt andet end at lette i et fly. Man stiger bare til vejrs og afsted det gik mod gletcheren. Da vi kom helt tæt på, var det som om vi fløj lige ind i den. Og man kunne rigtig se revnerne og isen. Da vi var kommet sikkert ned på isen, skulle vi have vores pikke til under støvlerne på. Det var et godt tidspunkt på året vi var der, for isen var ikke kun hvid, den havde et blåligt skær fra solen.
Nu startede det rigtig og endda med en god gang army kravl i en istunnel, og allerede her fik Charlotte våde fødder, men det var en super start. Afsted det gik over isen, og hvis det var for stejlt, så hakkede vores guide friske "trappetrin" i isen til os. Vi fik gået i ishuler og sprækker og set hvordan vandet har lavet gange i isen, alt imens vores guide fortalte om området og om gletcheren. Efter mere end 2 timer på den blå/hvide is, kom helikopteren og hentede os igen, og fløj os sikkert tilbage til byen. Det var en super fed oplevelse, med sød, hjælpsomme og informative guider og vi er glade for at vi valgte heli-hiken, så vi fik set gletcheren rigtigt.
Efter en på opleveren gik turen mod Hokitika, hvor vi skulle overnatte.
Mod Queenstown og videre til Lake Wanaka
Vi spændte sikkerhedsselerne og satte kursen mod Queenstown. Vi kørte over bjergpas og smuk natur. På et tidspunkt kom en en anden "backpacker" bil mod os, som med nedrullede vindure grinede og vinkede med stor arme til os. Vi smilte, og vinkede venligt tilbage. Vi rundede det skarpe bjerghjørne og forstod med det samme, hvorfor de opførte sig tossede i den modkørende bil. En landmand var i gang med at fragte sine får, så en hel mark fuld får kom trippende op ad bjergvejen, som også er hovedvejen. De var over det hele, og det så lidt ud som om landmanden ikke helt havde styr på dem, de var i begge vejbaner, op af klippevægen og ude på den anden side af autoværnet. Mens vi grinede volsomt og fik taget nogle billeder af, den for os, anderledes oplevelse kørte vi lige så forsigtigt videre mellem fårerne.
Vi nåede bjergbyen Queenstown, men valgte at kører videre langs Lake Wakatipu da det skulle være en flot tur. Vi nåede helt ud til Glenorchy, hvor det gode vej ender. Vi kørte lidt rundt på grusvejene i naturen omkring, og Charlotte fik her på de øde veje lov til at prøve at køre bilen for første gang. Efter 2 minutter synes både Kicki og Lotte at det var nok, og rattet blev sikkert overlat til Kickis hænder igen.
Vi kørte tilbage af vejen hvor vi kom fra, og fandt et dejligt sted at overnatte ned til søen. Solnedgangen blev nydt med kaffe, kiks og brie.
Efter vores havregrød næste morgen kørte vi ind til Queenstown. Byen er lille, men ret hyggelig. Vi fik vandret lidt rundt, kigget på butikker og spiste dejlig frokost. Herefter kørte vi til Lake Wanaka som kun ligger et par times kørsel der fra.
Lake Wanaka har et par skisportsstæder tæt på. Vi havde på forhånd tjækket priser ud og skrevet det på måske-listen, men da de ikke har fået sne længe var forholdende dårlige. Så vi må bare vænte til USA ;o)
Dagene flyver afsted, og denne dag er ingen undtagelse, så vi fandt et sted at sove ned til Lake Wanaka. Herfra gik vi en lille aftenstur inden det var tid til at lave aftensmad.
Vi havde planlagt at tage på en vandretur til Bob Roy Gletcher, men da vejen var oversvømmet af smæltevand, måtte vi vænde om og finde på noget andet. Vi valgte derfor at gå en kortere tur op ad Mount Iron hvor udsigten fra toppen skulle være fantastisk. Det gik fra starten stejlt op ad og vi prustede og snønnede, men udsigten blev kun bedre og bedre for hvert skridt. Vi var glade da vi nåede toppen efter 45 minutter, hvor vi lige fik pusten og nydt synes over hele Lake Wanaka. Ned af det gik, hvor Charlotte rigtig fik brændt krudt af. Efter et par gode times motion satte vi kurs mød de 2 mest kændte gletchere, Fox og Franz Josef.
Vi nåede bjergbyen Queenstown, men valgte at kører videre langs Lake Wakatipu da det skulle være en flot tur. Vi nåede helt ud til Glenorchy, hvor det gode vej ender. Vi kørte lidt rundt på grusvejene i naturen omkring, og Charlotte fik her på de øde veje lov til at prøve at køre bilen for første gang. Efter 2 minutter synes både Kicki og Lotte at det var nok, og rattet blev sikkert overlat til Kickis hænder igen.
Vi kørte tilbage af vejen hvor vi kom fra, og fandt et dejligt sted at overnatte ned til søen. Solnedgangen blev nydt med kaffe, kiks og brie.
Efter vores havregrød næste morgen kørte vi ind til Queenstown. Byen er lille, men ret hyggelig. Vi fik vandret lidt rundt, kigget på butikker og spiste dejlig frokost. Herefter kørte vi til Lake Wanaka som kun ligger et par times kørsel der fra.
Lake Wanaka har et par skisportsstæder tæt på. Vi havde på forhånd tjækket priser ud og skrevet det på måske-listen, men da de ikke har fået sne længe var forholdende dårlige. Så vi må bare vænte til USA ;o)
Dagene flyver afsted, og denne dag er ingen undtagelse, så vi fandt et sted at sove ned til Lake Wanaka. Herfra gik vi en lille aftenstur inden det var tid til at lave aftensmad.
Vi havde planlagt at tage på en vandretur til Bob Roy Gletcher, men da vejen var oversvømmet af smæltevand, måtte vi vænde om og finde på noget andet. Vi valgte derfor at gå en kortere tur op ad Mount Iron hvor udsigten fra toppen skulle være fantastisk. Det gik fra starten stejlt op ad og vi prustede og snønnede, men udsigten blev kun bedre og bedre for hvert skridt. Vi var glade da vi nåede toppen efter 45 minutter, hvor vi lige fik pusten og nydt synes over hele Lake Wanaka. Ned af det gik, hvor Charlotte rigtig fik brændt krudt af. Efter et par gode times motion satte vi kurs mød de 2 mest kændte gletchere, Fox og Franz Josef.
På bustur til Milford Sound, hvor vi tog en bådtur
Vi var ikke sikker på, hvordan vi skulle udforske Milford Sound, da der om vinteren kommer meget sne. Og da det er tidlig forår er der risiko for laviner og isglatte veje, så vi valgte at tage på en bustur der til og en bådtur der oppe.
Vi var ret spændte på hvad dagen ville bringe, og da vi så bussen var vi super klar til at lege turister. Bussen var bygget op i så meget glas som muligt, så der var glas tag og kæmpe sideruder, og sædderne var vendt skrå ud mod ruden, så vi havde den bedst mulig udsigt. Buschaufføren fortalte om naturen vi kørte forbi, hvordan gletcher fra istiden har formet landet i flade daler med stejle klippevæge. Vi fik også set hvordan den tunge sne, eller kraftige regn kan få træerne til at give slip fra klippen, så de rutche ned og tage alt med sig i faldet, som en slags domino og lavine af træer, og bagefter står bjergsiden totalt nøgen.
Så gik turen mod Milford, og første stop var ved Mirror lakes, hvor bjergene spejler sig perfekt i vandet, derfra kommer navnet. Turen forsatte mod Milford og vi nåede efter en times tid ind i lavine området. Området er en næsten 20 km lang strækning, hvor det er ulovligt at stoppe bilen om vinteren og foråret pga. den høje lavine fare. Vi fik da også syn for sagen, da det ikke var mange dage siden de sidst havde haft en lavine. Vejen var blevet ryddet, men i vejkanten lå flere meter høje snedynger.
Videre vod Milford Sound gik det gennem Hummer tunnelen. Den er mere end 1,2 km lang, og har en hældning på mere en 10%. Byggeriet startede i 1935 men Hummer stod først klar 18 år efter. Tunnelen er egentlig kun bygget som en ensporet vej, så om sommeren er der trafiklys til at styrre trafikken, men om vinteren da den ligger i lavineområdet bliver den brugt i begge retning. Tunnelen var mørk, og man sad lidt og tænkte: Godt det ikke er mig i de andre biler, der kører igennem modsat bussen.
På den anden siden af tunnelen og efter lavineområden, gjorde vi holdt ved The Chasm. The Chasm er stedet hvor vandet fra den smeltede sne i bjergene samler sig, og med en kæmpe kraft fosser ned, nærmest som sandpapir, sliber sig vej igennem bjergene. Derved opstår krater i bjerget, med huller over det hele, nærmest som en ost på tegnefilm, hvor vandet forsvinder ned igennem.
Da vi ankom til Milford sound, som den meget lille by hedder, gik vi straks ombord på båden, som vi skulle på natur cruise med. Af sted det gik ud i fjorden. Bjergsiderne gik direkte ned i vandet, hvilket var et resultat af istiden. Ned langs bjergsiderne løb det ene vandfald efter det andet på vej ud mod The Tasman Sea. Da vi nåede havet kunne vi rigtig mærke bølgerne. Båden blev vendt så vi kunne se den anden side af fjorden på vej ind. Der skulle eftersigende være sålen, pingvin og nogle gange delfin i fjordene omkring Milford, vi havde ikke set en eneste på vej ud mod havet! Men vi var ikke mere end lige vendt rundt før de første sæler dukkede op, og så forsatte det. Hele vejen langs skråningerne lå de på stenene langs vandkanten, og bare slikkede sol. Nu seljede vi ind i Stirling Falls, kaptajnen sejlede helt ind i det med forenden, så der var et par stykker det bliv rigtig våde, men flot var det. På vej ind til land, sejlede vi forbi Bowen Falls, som nok var det flotteste af alle vandfaldene og derfor en god slutning på sejlturen.
Da vi igen steg ombord på bussen, gik turen hjemad, gennem bjergpassene, hvor vi igen bare nød naturen og Kicki nød ikke at køre. Vi havde en afslappende og god tur til Milford Sound. En rigtig turist oplevejse, men det hører sig jo med ;o) Nu går turen videre mod byen Queenstown.
Vi var ret spændte på hvad dagen ville bringe, og da vi så bussen var vi super klar til at lege turister. Bussen var bygget op i så meget glas som muligt, så der var glas tag og kæmpe sideruder, og sædderne var vendt skrå ud mod ruden, så vi havde den bedst mulig udsigt. Buschaufføren fortalte om naturen vi kørte forbi, hvordan gletcher fra istiden har formet landet i flade daler med stejle klippevæge. Vi fik også set hvordan den tunge sne, eller kraftige regn kan få træerne til at give slip fra klippen, så de rutche ned og tage alt med sig i faldet, som en slags domino og lavine af træer, og bagefter står bjergsiden totalt nøgen.
Så gik turen mod Milford, og første stop var ved Mirror lakes, hvor bjergene spejler sig perfekt i vandet, derfra kommer navnet. Turen forsatte mod Milford og vi nåede efter en times tid ind i lavine området. Området er en næsten 20 km lang strækning, hvor det er ulovligt at stoppe bilen om vinteren og foråret pga. den høje lavine fare. Vi fik da også syn for sagen, da det ikke var mange dage siden de sidst havde haft en lavine. Vejen var blevet ryddet, men i vejkanten lå flere meter høje snedynger.
Videre vod Milford Sound gik det gennem Hummer tunnelen. Den er mere end 1,2 km lang, og har en hældning på mere en 10%. Byggeriet startede i 1935 men Hummer stod først klar 18 år efter. Tunnelen er egentlig kun bygget som en ensporet vej, så om sommeren er der trafiklys til at styrre trafikken, men om vinteren da den ligger i lavineområdet bliver den brugt i begge retning. Tunnelen var mørk, og man sad lidt og tænkte: Godt det ikke er mig i de andre biler, der kører igennem modsat bussen.
På den anden siden af tunnelen og efter lavineområden, gjorde vi holdt ved The Chasm. The Chasm er stedet hvor vandet fra den smeltede sne i bjergene samler sig, og med en kæmpe kraft fosser ned, nærmest som sandpapir, sliber sig vej igennem bjergene. Derved opstår krater i bjerget, med huller over det hele, nærmest som en ost på tegnefilm, hvor vandet forsvinder ned igennem.
Da vi ankom til Milford sound, som den meget lille by hedder, gik vi straks ombord på båden, som vi skulle på natur cruise med. Af sted det gik ud i fjorden. Bjergsiderne gik direkte ned i vandet, hvilket var et resultat af istiden. Ned langs bjergsiderne løb det ene vandfald efter det andet på vej ud mod The Tasman Sea. Da vi nåede havet kunne vi rigtig mærke bølgerne. Båden blev vendt så vi kunne se den anden side af fjorden på vej ind. Der skulle eftersigende være sålen, pingvin og nogle gange delfin i fjordene omkring Milford, vi havde ikke set en eneste på vej ud mod havet! Men vi var ikke mere end lige vendt rundt før de første sæler dukkede op, og så forsatte det. Hele vejen langs skråningerne lå de på stenene langs vandkanten, og bare slikkede sol. Nu seljede vi ind i Stirling Falls, kaptajnen sejlede helt ind i det med forenden, så der var et par stykker det bliv rigtig våde, men flot var det. På vej ind til land, sejlede vi forbi Bowen Falls, som nok var det flotteste af alle vandfaldene og derfor en god slutning på sejlturen.
Da vi igen steg ombord på bussen, gik turen hjemad, gennem bjergpassene, hvor vi igen bare nød naturen og Kicki nød ikke at køre. Vi havde en afslappende og god tur til Milford Sound. En rigtig turist oplevejse, men det hører sig jo med ;o) Nu går turen videre mod byen Queenstown.
Dunedin, syd om og videre mod Te Anau
Næste morgen forsatte vi vores tur mod Dunedin, navigator Charlotte, fik læst sig frem til at Otago Peninsula ville være et interessant sted. Vi skulle bare køre gennem byen og videre ud på den anden siden. Efter en campingovernatning og et bad, kørte vi ud til spidsen af halvøen. Herude lå en albatros koloni, og der skulle desuden være pingviner og sælen. Vi blev dog lidt skuffede, da man skulle betale en masse penge og have en guide med, så vi fandt i stedet vej til en vandretur på den anden side af "øen".En lille travetur forbi grønne marker med masser af får og lam og over vådland gik vi, for tilsidst at ende på stranden. Men heller ikke her var der spor af pingviner eller sæler.
Imellem tiden var vi blevet enige om at køre mod Te Anau, som er afsætningspunktet til Milford Sound. Milford Sound ligger i Fiordland Nationalpark og består bla. af The Southern Alpes og nogle af de fineste og verdensberømte flerdags hike. Milford track, som er en af dem, har en venteliste på 2 år!
Vi valgte at køre ad "magurit-ruten" syd om(Southern Scenic tour), en dobbelt så lang omvej, da det skulle være en flottere tur. Vi fandt ud gennem Dunedin, efter et par smukke omveje over bjegene, og så gik det sydpå mod Purakaunui Falls, som også blev vores overnatningssted. Her var der endda toiletter vi kunne bruge, så det var ren luksus. Om morgenen gik vi en korte morgentur ned til det lille men flotte vandfaldet inden vi satte os ind i bilen, videre mod Te Anau.
Vi kørte over bakkerne med udsigt til havet på den ene side og de grønne marker på den anden det meste af vejen. Charlotte havde læste på lektien, og navigerede Kicki på en lille "afvej" ud til Porpoise Bay, hvor vi brugte et par timer. Her skulle der nemlig være mulighed for at se pengviner, søløver og delfiner. Vi spiste frokost med udsigt over bølgerne, inden vi gik på opdagelse i klipperne ned til vandet. Her fandt vi vej til en enkel, men dog kæmpe fed guløjet pingvin. Vi fik taget en masse billeder og især Kicki var ret begejstret.
Igen overnattede vi i naturen! Vi gjorde et toilet stop i en lille by, inden vi fandt en hyggelig lille resteplads væk fra vejen. Vi parkerede bilen tæt på et hegn, og tænkte ikke nærmere over det, indtil vi på et tidspunkt kiggede op, og så vi havde fået tilskure. 3 æsler 1 hest og 2 gedebukke stod med snuderne op ad hegnet og gloede på os, ret søde var de, og klar på fotografering var de også. Vi tror de var ret glade for vores selvskab, de blev i hvertfald stående. Det blev en flot solnedgang over markerne, som vi nød fra vores redte seng i bilen.
Vi stod op til vores første gråvejrsdag, fik vi lavet vores havregrød og pakke sammen inden vi kørte det sidste stykke vej til Te Anau. Vi fik os indlogeret på en campingplads, og selvom det stod ned i stænger, blev vi nødt til at få sat strøm til bilen og tanket den op med vand. Ellers brugte vi dagen på afslapning, kom i bad og spillede kort. Om eftermiddagen klarede vejret op så vi gik en tur ved Lake Te Anau og fik os en kop kaffe på byens cafe. Om aftenen var der hygge i vores lille hjem på hjul, med varmeblæser og film på computeren nu da vi havde strøm =o)
Imellem tiden var vi blevet enige om at køre mod Te Anau, som er afsætningspunktet til Milford Sound. Milford Sound ligger i Fiordland Nationalpark og består bla. af The Southern Alpes og nogle af de fineste og verdensberømte flerdags hike. Milford track, som er en af dem, har en venteliste på 2 år!
Vi valgte at køre ad "magurit-ruten" syd om(Southern Scenic tour), en dobbelt så lang omvej, da det skulle være en flottere tur. Vi fandt ud gennem Dunedin, efter et par smukke omveje over bjegene, og så gik det sydpå mod Purakaunui Falls, som også blev vores overnatningssted. Her var der endda toiletter vi kunne bruge, så det var ren luksus. Om morgenen gik vi en korte morgentur ned til det lille men flotte vandfaldet inden vi satte os ind i bilen, videre mod Te Anau.
Vi kørte over bakkerne med udsigt til havet på den ene side og de grønne marker på den anden det meste af vejen. Charlotte havde læste på lektien, og navigerede Kicki på en lille "afvej" ud til Porpoise Bay, hvor vi brugte et par timer. Her skulle der nemlig være mulighed for at se pengviner, søløver og delfiner. Vi spiste frokost med udsigt over bølgerne, inden vi gik på opdagelse i klipperne ned til vandet. Her fandt vi vej til en enkel, men dog kæmpe fed guløjet pingvin. Vi fik taget en masse billeder og især Kicki var ret begejstret.
Igen overnattede vi i naturen! Vi gjorde et toilet stop i en lille by, inden vi fandt en hyggelig lille resteplads væk fra vejen. Vi parkerede bilen tæt på et hegn, og tænkte ikke nærmere over det, indtil vi på et tidspunkt kiggede op, og så vi havde fået tilskure. 3 æsler 1 hest og 2 gedebukke stod med snuderne op ad hegnet og gloede på os, ret søde var de, og klar på fotografering var de også. Vi tror de var ret glade for vores selvskab, de blev i hvertfald stående. Det blev en flot solnedgang over markerne, som vi nød fra vores redte seng i bilen.
Vi stod op til vores første gråvejrsdag, fik vi lavet vores havregrød og pakke sammen inden vi kørte det sidste stykke vej til Te Anau. Vi fik os indlogeret på en campingplads, og selvom det stod ned i stænger, blev vi nødt til at få sat strøm til bilen og tanket den op med vand. Ellers brugte vi dagen på afslapning, kom i bad og spillede kort. Om eftermiddagen klarede vejret op så vi gik en tur ved Lake Te Anau og fik os en kop kaffe på byens cafe. Om aftenen var der hygge i vores lille hjem på hjul, med varmeblæser og film på computeren nu da vi havde strøm =o)
Christchurch, Lake Tekapo og Mt. Cook
Så kom turen til New Zealand! Vi ankom til Christchurch på en blæsende dag. Der var en del turbulens pga. vinden, da vi skulle lande, men udsigten ned over de snehvide Southern Alpes var helt fantastisk, så vi lod os ikke mærke af det, men nød i stedet synet ud af den lille rude.
Der var ikke meget at give sig til i Christchurch selvom det er den største by på sydøen. Vi fik dog nydt noget morgenmad på en hyggelig cafe og vi brugte tid på at planlægge og lade op, til at skulle hente vores camper og kører ud i landet.
Vi fik hentet vores camper og så skulle der handles stort. Vi brugte et par timer i det billigste indkøbscenter vi kunne finde og afsted gik det ud af byen. Kicki havde trukket det korteste strå (pssst.... Charlotte er en dårlig bilist) og måtte forsøge sig med at kører i venstre side at vejen mens Charlotte navigerer og holder kort. Det blev en god start, og den blev kun bedre da vi kom ud af byen og med det samme kunne skimte sne hvide bjerge, mens vi kørte mellem de grønneste bakketoppe og en helt masse får og små lam.
Vi havde vendt næsen mod Lake Tekapo, og et par timer efter havde vi fundet en campingplads lige ned til søen. Vi kom lige i rette tid til en smuk solnedgang over søen med bjergene i baggrunden. Ellers gik vi i gang med at lave aftensmad i fælles køkkenet, hvor vi kom i snak med 8 ældre, glade og friske australlier. Vi fik redt vores seng i vores nye lille hjem på hjul! Spændte og glade lagde vi os til at sove.
Efter at have oplevet Lake Tekapo og bilen var blevet tanket op med strøm, vand og benzin, gik turen ind i landet mod Mt. Cook som er New Zealands højeste bjerg. Turen op til Mt. Cook kørte vi langs Lake Pukaki, en flot tur, da solen skinnede og vejret var klart. Da vi nåede op til Mt. Cook National Park var specielt Charlotte i sit rette element, for vejene var dækket af sne, og vi fandt hurtigt et kort med de forskellige hike ture, der var i området. Vi begav os ud på en tur til Hookers Glacier. Vi var dog kommet for sent i gang, så vi nåede ikke helt derop, inden vi måtte vende om, for at nå tilbage til bilen inden det blev mørkt. Men vi fik dag vandret i sneen i ca. 3 timer, og flot det var der.
Da vi kom tilbage til bilen, og skulle til at køre, havde bilen sat sig fast i den bløde tø-sne. Charlotte skubbede, Kicki dyttede i fustration, og en rar mand hjælp og reddede os;o) Nu satte vi kursen mod Dunedin, en af de større byer på sydøen, men inden vi kunne koncentrere os om at finde vej til byen, skulle vi finde et sted at overnatte.
Da vi jo altså stadigvæk er på budget tur, er der bare ikke råd til campingpladser hver nat, så vi søgte efter et sted at smide vognen ind. Charlotte havde fundet en alternativ tur omkring en sø, og vi kørte i mindre bjerge, langs søen og over kæmpe dæmninger. Og så fandt vi det, vores eget lille sted, gemt bag træer og lige ned til Lake Aviemore. Helt øde og smukt, men pludselig var vi lidt bange, første nat alene i naturen, så bilen blev låst godt af, og vi blev enige om at benet til bordet var et glimrende våben ;o)
Der var ikke meget at give sig til i Christchurch selvom det er den største by på sydøen. Vi fik dog nydt noget morgenmad på en hyggelig cafe og vi brugte tid på at planlægge og lade op, til at skulle hente vores camper og kører ud i landet.
Vi fik hentet vores camper og så skulle der handles stort. Vi brugte et par timer i det billigste indkøbscenter vi kunne finde og afsted gik det ud af byen. Kicki havde trukket det korteste strå (pssst.... Charlotte er en dårlig bilist) og måtte forsøge sig med at kører i venstre side at vejen mens Charlotte navigerer og holder kort. Det blev en god start, og den blev kun bedre da vi kom ud af byen og med det samme kunne skimte sne hvide bjerge, mens vi kørte mellem de grønneste bakketoppe og en helt masse får og små lam.
Vi havde vendt næsen mod Lake Tekapo, og et par timer efter havde vi fundet en campingplads lige ned til søen. Vi kom lige i rette tid til en smuk solnedgang over søen med bjergene i baggrunden. Ellers gik vi i gang med at lave aftensmad i fælles køkkenet, hvor vi kom i snak med 8 ældre, glade og friske australlier. Vi fik redt vores seng i vores nye lille hjem på hjul! Spændte og glade lagde vi os til at sove.
Efter at have oplevet Lake Tekapo og bilen var blevet tanket op med strøm, vand og benzin, gik turen ind i landet mod Mt. Cook som er New Zealands højeste bjerg. Turen op til Mt. Cook kørte vi langs Lake Pukaki, en flot tur, da solen skinnede og vejret var klart. Da vi nåede op til Mt. Cook National Park var specielt Charlotte i sit rette element, for vejene var dækket af sne, og vi fandt hurtigt et kort med de forskellige hike ture, der var i området. Vi begav os ud på en tur til Hookers Glacier. Vi var dog kommet for sent i gang, så vi nåede ikke helt derop, inden vi måtte vende om, for at nå tilbage til bilen inden det blev mørkt. Men vi fik dag vandret i sneen i ca. 3 timer, og flot det var der.
Da vi kom tilbage til bilen, og skulle til at køre, havde bilen sat sig fast i den bløde tø-sne. Charlotte skubbede, Kicki dyttede i fustration, og en rar mand hjælp og reddede os;o) Nu satte vi kursen mod Dunedin, en af de større byer på sydøen, men inden vi kunne koncentrere os om at finde vej til byen, skulle vi finde et sted at overnatte.
Da vi jo altså stadigvæk er på budget tur, er der bare ikke råd til campingpladser hver nat, så vi søgte efter et sted at smide vognen ind. Charlotte havde fundet en alternativ tur omkring en sø, og vi kørte i mindre bjerge, langs søen og over kæmpe dæmninger. Og så fandt vi det, vores eget lille sted, gemt bag træer og lige ned til Lake Aviemore. Helt øde og smukt, men pludselig var vi lidt bange, første nat alene i naturen, så bilen blev låst godt af, og vi blev enige om at benet til bordet var et glimrende våben ;o)
mandag den 31. august 2009
Aller sidste stop i Australien
De sidste par dage i Sydney er fløjet afsted. Vi har bla. gået en tur over Harbour Bridge og set området The Rocks. The Rocks består af flotte gamle bygninger, hvor der er masser at cafeer, resturanter, hyggelige butikker og de lidt dyre af slagsen er her også. Vi fandt markedet i området, så her spiste vi vores frokost. Vi fandt også vej til Darling Harbour og Sydney Aqarium, hvor vi brugte et par timer blandt fiskene. Om søndagen var vi på Paddys marked (Paddys marked var faktisk det første vi så, da vi ankom til Sydney for første gang i April) for at købe et nyt kamera hylster og andre småting til New Zealand. Forbi Botanisk have en sidste gang var vi også. Her slog vi os ned og nød udsigten ud over vandet, Operahuset og Harbour Bridge. Vi får aldrig nok af denne udsigt, og vi smutter nok også lige der ned igen i aften inden vi i nat tager ud til lufthavnen.
Vi har haft nogle fantastiske måneder i Australien. Vi har mødt nogle søde mennesker, både australier, men helt klart også andre backpacker som vi har delt hyggelige timer sammen med. Vi glæder os enormt meget til at skulle køre rundt i vores camper på New Zealand og se den fantastiske natur. Men ja, hvordan siger man lige farvel på den rigtige måde til et land, hvor man har haft så mange oplevelser. Vi har prøvet på denne måde (der må godt grines) =o)
· Our journey in Australia has come to an end - That's why we a farewell have sent
· At the Easter Show we worked so hard - but the money good and what a great start!
· Two months ago we left this farm, we miss it - it has such a charm.
· The family we got to know this fall - was a great experince after all!
· First we went to Ayers Rock - climbed it all the way to the top.
· Snorkling at the Great Barrier Reef, wow amazing - no Sharks, what a relief!
· Then we went sailling the Whitsundays, a luxury cruise - there are no other ways.
· Fraser has lakes, a beach thats 75 mile, 4 WD and sandunes - memories will last fore a while
· Along the way we bought a didgeridoo, went to Australia Zoo and tuched a kangaroo.
· On our way, we stopped in Byron Bay.
· Had the best "national" dish - of course it was Chips and Fish
· New clothes and shoes it had to be - an opera we were going to se
· Back in Sydney, time goes fast - soon Australia will be the past.
· So many places we in short time have seen - from dry bush to forest so green.
· Now to New Zealand it goes early spring - we want to se were Frodo dropped the ring! =o)
Ses paa New Zealand
Vi har haft nogle fantastiske måneder i Australien. Vi har mødt nogle søde mennesker, både australier, men helt klart også andre backpacker som vi har delt hyggelige timer sammen med. Vi glæder os enormt meget til at skulle køre rundt i vores camper på New Zealand og se den fantastiske natur. Men ja, hvordan siger man lige farvel på den rigtige måde til et land, hvor man har haft så mange oplevelser. Vi har prøvet på denne måde (der må godt grines) =o)
· Our journey in Australia has come to an end - That's why we a farewell have sent
· At the Easter Show we worked so hard - but the money good and what a great start!
· Two months ago we left this farm, we miss it - it has such a charm.
· The family we got to know this fall - was a great experince after all!
· First we went to Ayers Rock - climbed it all the way to the top.
· Snorkling at the Great Barrier Reef, wow amazing - no Sharks, what a relief!
· Then we went sailling the Whitsundays, a luxury cruise - there are no other ways.
· Fraser has lakes, a beach thats 75 mile, 4 WD and sandunes - memories will last fore a while
· Along the way we bought a didgeridoo, went to Australia Zoo and tuched a kangaroo.
· On our way, we stopped in Byron Bay.
· Had the best "national" dish - of course it was Chips and Fish
· New clothes and shoes it had to be - an opera we were going to se
· Back in Sydney, time goes fast - soon Australia will be the past.
· So many places we in short time have seen - from dry bush to forest so green.
· Now to New Zealand it goes early spring - we want to se were Frodo dropped the ring! =o)
Ses paa New Zealand
Abonner på:
Opslag (Atom)