På bustur til Milford Sound, hvor vi tog en bådtur

Vi var ikke sikker på, hvordan vi skulle udforske Milford Sound, da der om vinteren kommer meget sne. Og da det er tidlig forår er der risiko for laviner og isglatte veje, så vi valgte at tage på en bustur der til og en bådtur der oppe.

Vi var ret spændte på hvad dagen ville bringe, og da vi så bussen var vi super klar til at lege turister. Bussen var bygget op i så meget glas som muligt, så der var glas tag og kæmpe sideruder, og sædderne var vendt skrå ud mod ruden, så vi havde den bedst mulig udsigt. Buschaufføren fortalte om naturen vi kørte forbi, hvordan gletcher fra istiden har formet landet i flade daler med stejle klippevæge. Vi fik også set hvordan den tunge sne, eller kraftige regn kan få træerne til at give slip fra klippen, så de rutche ned og tage alt med sig i faldet, som en slags domino og lavine af træer, og bagefter står bjergsiden totalt nøgen.

Så gik turen mod Milford, og første stop var ved Mirror lakes, hvor bjergene spejler sig perfekt i vandet, derfra kommer navnet. Turen forsatte mod Milford og vi nåede efter en times tid ind i lavine området. Området er en næsten 20 km lang strækning, hvor det er ulovligt at stoppe bilen om vinteren og foråret pga. den høje lavine fare. Vi fik da også syn for sagen, da det ikke var mange dage siden de sidst havde haft en lavine. Vejen var blevet ryddet, men i vejkanten lå flere meter høje snedynger.
Videre vod Milford Sound gik det gennem Hummer tunnelen. Den er mere end 1,2 km lang, og har en hældning på mere en 10%. Byggeriet startede i 1935 men Hummer stod først klar 18 år efter. Tunnelen er egentlig kun bygget som en ensporet vej, så om sommeren er der trafiklys til at styrre trafikken, men om vinteren da den ligger i lavineområdet bliver den brugt i begge retning. Tunnelen var mørk, og man sad lidt og tænkte: Godt det ikke er mig i de andre biler, der kører igennem modsat bussen.

På den anden siden af tunnelen og efter lavineområden, gjorde vi holdt ved The Chasm. The Chasm er stedet hvor vandet fra den smeltede sne i bjergene samler sig, og med en kæmpe kraft fosser ned, nærmest som sandpapir, sliber sig vej igennem bjergene. Derved opstår krater i bjerget, med huller over det hele, nærmest som en ost på tegnefilm, hvor vandet forsvinder ned igennem.

Da vi ankom til Milford sound, som den meget lille by hedder, gik vi straks ombord på båden, som vi skulle på natur cruise med. Af sted det gik ud i fjorden. Bjergsiderne gik direkte ned i vandet, hvilket var et resultat af istiden. Ned langs bjergsiderne løb det ene vandfald efter det andet på vej ud mod The Tasman Sea. Da vi nåede havet kunne vi rigtig mærke bølgerne. Båden blev vendt så vi kunne se den anden side af fjorden på vej ind. Der skulle eftersigende være sålen, pingvin og nogle gange delfin i fjordene omkring Milford, vi havde ikke set en eneste på vej ud mod havet! Men vi var ikke mere end lige vendt rundt før de første sæler dukkede op, og så forsatte det. Hele vejen langs skråningerne lå de på stenene langs vandkanten, og bare slikkede sol. Nu seljede vi ind i Stirling Falls, kaptajnen sejlede helt ind i det med forenden, så der var et par stykker det bliv rigtig våde, men flot var det. På vej ind til land, sejlede vi forbi Bowen Falls, som nok var det flotteste af alle vandfaldene og derfor en god slutning på sejlturen.

Da vi igen steg ombord på bussen, gik turen hjemad, gennem bjergpassene, hvor vi igen bare nød naturen og Kicki nød ikke at køre. Vi havde en afslappende og god tur til Milford Sound. En rigtig turist oplevejse, men det hører sig jo med ;o) Nu går turen videre mod byen Queenstown.