Christchurch, Lake Tekapo og Mt. Cook

Så kom turen til New Zealand! Vi ankom til Christchurch på en blæsende dag. Der var en del turbulens pga. vinden, da vi skulle lande, men udsigten ned over de snehvide Southern Alpes var helt fantastisk, så vi lod os ikke mærke af det, men nød i stedet synet ud af den lille rude.

Der var ikke meget at give sig til i Christchurch selvom det er den største by på sydøen. Vi fik dog nydt noget morgenmad på en hyggelig cafe og vi brugte tid på at planlægge og lade op, til at skulle hente vores camper og kører ud i landet.

Vi fik hentet vores camper og så skulle der handles stort. Vi brugte et par timer i det billigste indkøbscenter vi kunne finde og afsted gik det ud af byen. Kicki havde trukket det korteste strå (pssst.... Charlotte er en dårlig bilist) og måtte forsøge sig med at kører i venstre side at vejen mens Charlotte navigerer og holder kort. Det blev en god start, og den blev kun bedre da vi kom ud af byen og med det samme kunne skimte sne hvide bjerge, mens vi kørte mellem de grønneste bakketoppe og en helt masse får og små lam.

Vi havde vendt næsen mod Lake Tekapo, og et par timer efter havde vi fundet en campingplads lige ned til søen. Vi kom lige i rette tid til en smuk solnedgang over søen med bjergene i baggrunden. Ellers gik vi i gang med at lave aftensmad i fælles køkkenet, hvor vi kom i snak med 8 ældre, glade og friske australlier. Vi fik redt vores seng i vores nye lille hjem på hjul! Spændte og glade lagde vi os til at sove.

Efter at have oplevet Lake Tekapo og bilen var blevet tanket op med strøm, vand og benzin, gik turen ind i landet mod Mt. Cook som er New Zealands højeste bjerg. Turen op til Mt. Cook kørte vi langs Lake Pukaki, en flot tur, da solen skinnede og vejret var klart. Da vi nåede op til Mt. Cook National Park var specielt Charlotte i sit rette element, for vejene var dækket af sne, og vi fandt hurtigt et kort med de forskellige hike ture, der var i området. Vi begav os ud på en tur til Hookers Glacier. Vi var dog kommet for sent i gang, så vi nåede ikke helt derop, inden vi måtte vende om, for at nå tilbage til bilen inden det blev mørkt. Men vi fik dag vandret i sneen i ca. 3 timer, og flot det var der.

Da vi kom tilbage til bilen, og skulle til at køre, havde bilen sat sig fast i den bløde tø-sne. Charlotte skubbede, Kicki dyttede i fustration, og en rar mand hjælp og reddede os;o) Nu satte vi kursen mod Dunedin, en af de større byer på sydøen, men inden vi kunne koncentrere os om at finde vej til byen, skulle vi finde et sted at overnatte.

Da vi jo altså stadigvæk er på budget tur, er der bare ikke råd til campingpladser hver nat, så vi søgte efter et sted at smide vognen ind. Charlotte havde fundet en alternativ tur omkring en sø, og vi kørte i mindre bjerge, langs søen og over kæmpe dæmninger. Og så fandt vi det, vores eget lille sted, gemt bag træer og lige ned til Lake Aviemore. Helt øde og smukt, men pludselig var vi lidt bange, første nat alene i naturen, så bilen blev låst godt af, og vi blev enige om at benet til bordet var et glimrende våben ;o)