Flaldskraemsudspring ved Lake Taupo

Vi stod sent op og efter morgenmad kørte vi det sidste lille stykke mod byen Tapo. På vej mod byen stoppede vi i den lille lufthavn, for nu skulle det være! Det har været planen siden vi tog fra Danmark, at når vi kom til Lake Tapo på New Zealand, så skulle vi springe i falskærm! Med kriblen i maven gik vi ind på Tapo Tandem Skydives kontor. Vi ville bestille tid til dagen efter, men fyren bag disken fortalte, at det ville komme til at regne hele den dag, men at der var tid til at gøre det denne dag kl 2. Altså om kun to timer! Med rystende stemmer takkede vi ja til tilbudet, og så gik det ellers bare ind til byen, hvor vi fandt en campingplads og et noget veltrængt bad, inden vi igen drog mod lufthavnen.

Efter lidt støvregn klarede vejret op, og vi fik valgt vores pakke som bestod af udspring fra 15.000 fods højde, en dvd og billeder med vores spring! 15.000 fod er det højest lovligt tandemspring man kan gøre i verden, og man får mere end 1 min i fri fald med 200 km i timen! Vi fik derefter uddelt dragter, og vores proffesionelle tandem partner gav os udstyr og seler på. Vi fik også en rigtig fin hat, vanter og briller tildelt! Så langt, så godt! En kamera mand filmede vores spændte og noget nervøse ansigtsudtryk inden det gik ud mod det lille fly. I flyet sad vi på en bænk, omvendt af hvad man gør i et almindeligt fly. Vi sad hver især med vores prof-partner bag os. Flyveturen ville tage 20 min, og vi fik alle en lille snak med vores partner på vej op. Charlottes partner havde et armbåndsur, hvor man kunne følge med i hvor højt vi var oppe. Efter kun 1.000 fod synes jeg godt nok vi var højt oppe, og der var hele 14.000 igen.

De 3 andre gutter som var med i flyet sprang fra 12.000 fod, og det gav et helt sug i maven, da de sad der på kanten og sprang ud, flyet vippede lidt for hver der sprang! Vi blev spændt godt fast til vores partner, fik spændt hatten og brillerne blev strammet.

Så var tiden kommet, Kicki og hendes partner var først, døren gled op og de rykkede ud til kanten, kameramanden hang i en arm uden for flyet og filmede. Kicki tog nogle dybe indåndinger, sendte kameraet et skræmt ansigt, og sprang så ud.

Derefter rykkede Charlotte og hendes partner frem, døren var åben og uden at tænke meget over det, røg benene ud over kanten. Et sidste smil til kameraet og så gik det ellers ned af! Først tumblede vi lidt rundt i luften, en super fornemmelse, og derefter lå vi vandret i luften med åben mund, rusken i kinderne og en kanon udsigt over fantastiske New Zealand! På et tidspunkt kommer kameramanden tæt på, og vi to hans hånd, så han kunne få "gode" nærbilleder af os! Efter et til to minutters tid bippede armsbånduret, falskærmen blev trukket, og vi fik en fornemmelse af, at vi fløj op i luften i stedet for ned. Tempoet blev sat en helt del ned, vi svævede lige så stille og der blev ligepludselig helt stille! Selerne blev løsnet, så vi kom til at sidde mere behageligt, som i en stol, og vores partner hev i snoerne så vi ændrede retning, og fløj fra side til side, så vi kunne nyde udsigten og få lidt killer i maven. På et tidspunt krydsede vi hinanden, og vi var begge et stort smil med vinkende arme! Efter ca 8 minutter lande Charlotte først, det gik let, og vi landede på benene. Kicki landede et par sekunder efter, ret sjovt så det ud, da de landede på numsen. Nede på jorden igen, hurtigt var det gået, men en kæmpe oplevelse! Vi gav kamera manden en ordentlig afslutning med jubeldans inden vi gik tilbage for at klæde om!

Vi fik pusten igen og givet en masse 'high fives' inden vi satte os ind i sofaen og så oplevelsen på dvd! Kanon filmet! Med smil så store klisteret til ansigtet forlod vi glade lufthavnen og springerklubben.

Wellington, Tongariro Nationalpark

Vi ankom til Wellington (hovedstaden) sent om aftenen, hvor vi skulle finde vej til vores campingplads, som lå ca. 20 min. kørsel fra færgen. Vi fandt den uden de store omveje, og var glade da vi lagde os til at sove. Vi havde aftalt at lade bilen stå, og tage bussen ind til midtbyen den næste dag. Havregrøden blev lavet og spist, og vi fandt vej til bussen.

Kicki havde foreslået at vi tog på Te Papa museet, som er New Zealands nationalmuseum, så inde i byen stod vi af efter vores intuition. Og det virkede!

Normalt er nationalmuseer ikke altid lige spændede, men her skiller Te Papa sig ud. Bygningen er super moderne og det samme er mange af udstillingerne. Og vi var klar til at gå på opdagelse. Vi startede fra bunden af, og her var der udstillenger om naturen og New Zealands dyreliv. Der var bl.a. udstillet en ægte ca. 500kg tung og 4,5m lang blæksprutte, som for 1,5 år siden blev trukket i land af fiskere. Der blev vist film i 3D, der var et skellet fra en pygmæ blåhval udstillet osv. Den næste udstilling som fangede vores interesse var om de forskellige vejrfænomener der engang imellem rammer New Zealand, og resten af verden. Her var filmklip fra katastroferne, et hus som var jordskælvssimulator, så alting begyndte at ryste, og meget meget mere. Vi fandt senere vej til udstillingen omkring New Zealands historien.

Vi endte med at bruge frivillige 5 timer på Te Papa, som nok er det mest spændende, lærerige og inspirerende museum vi har været på. Det var ikke bare udstillenger som vi kender dem, men små, og hele tiden forskellige opgaver til at fastholde folks opmærksomhed. Og da vi forlod Te Papa sidst på eftermiddagen var vi glade for at vi havde fået denne oplevelse, og så var det endda gratis!!! Vi sluttede Wellington af med sushi, for det var jo altså en måned siden vi sidst havde fået det.

Dagen efter gik turen videre mod Tongariro Nationalpark. Denne nationalpark er New Zealands ældste og indeholder både aktive og uddøde vulkaner. Det er også her at Mordor og Mount Doom fra Ringenes Herre filmene er filmet, så der skulle være noget at se. Efter at have kørt ca. 300km, valgte vi dog at slå lejr for natten selv om vi ikke var nået helt til nationalparken endnu. Næste morgen satte vi igen kurs mod parken og efter 1 time nåede vi frem. Vi havde inden da lagt vejen forbi et lille by, for at få kort og information omkring de hikes der var i parken, og valget var faldet på en 17km lang hike til Tama Lake.

Vi fandt startstedet, fik skoene på og smurt en madpakke, og så begyndte turen. Starten på den var rimelig ligetil, da den fører til et vandfald, som alle kan gå til, men efter denne lille turist tur, begyndte det rigtigt, og det eneste der guidede os, var de små træpæle der engang imellem var sat i jorden, og ellers var det bare at finde de steder hvor det var slidt en lille sti i buskene og græsset. Men hyggeligt og flot var det. Op og ned gik det, da turen går ind mellem de to største vulkaner i parken, Mt. Ruapehu og Mt. Ngauruhoe som står flot og kegleformet.

Det var en fantastisk tur, hvor vi gik hen over øde land, gennem skov og over bække. Og når vi kiggede på jorden vi gik hen over, kunne man se hvor rustene stenene var blevet pga. den høje mængde jern som er i dem. Jorden var heller ikke kun jord, sand eller grus. Det var en blanding af det hele, men med alt det sod og aske, som vulkanerne engang imellem sprutter op, blandet i. Så overfladen flere steder var helt koksgrå.

Vi nåede frem til Tama Lake og kunne så beundre den turkis blå sø, som havde dannet sig i et gammelt vulkankrater. Den lignede en stor blå vandpyt, men var faktisk mere end 4km dyb! På turen tilbage, slog vi vejen forbi et lille vandfaldet. Vi satte tempoet i vejret for vi skulle nå tilbage til bilen inden det blev mørkt.
Og efter små 100km kørsel, lagde vi os til at sove lige ned til Lake Taupo, efter en god, aktiv og hyggelig dag...!

Hokitika og videre mod færgen til Nordøen

Efter vi havde fået sat strøm til bilen og fået et godt veltrængt bad gik vi en lille tur ned til stranden, hvor solen var på vej ned over Tasman sea. Det var blæsende og med store bølger, men rigtig smukt. Vi gik derefter op til de berømte Glow Worm Caves (Huler hvor der lever orme som lyser i mørke). Her på New Zealand bliver det set som noget lidt magisk og er et must see når man er her. Vi ventede til det blev mørkt, og kunne begynde at skimte en masse små lys rundt omkring som en svag stjernehimmel. Det var da ret sjovt at se, men ikke specielt magisk ;o)

Næste dag fik vi bestilt vores færgebilletter til Nordøen. Så vi drog mod Picton som skulle nåes inden et par dage.

På vej mod Picton gjode vi et stop ved kysten i Punakaiki som er kendt for pandekageklipper. Vandet og blæsten har formet klipperne så det linger høje stakke af tynde pandekager. Det var ret sjovt at se og vi nød at få et stop og noget frisk luft.
Vi fik også gået en tur over Buller Gorge Svingbridge som er New Zealands længste hængebro. Vi kig en tur på øen på den anden side af broen. Det specielle ved området er, at det er blevet ramt af jordskælv rigtig mange gange, og man kan se gamle biler og huse som er blevet efterlat.

Vi forsatte mod Picton af den snørklede bjergvej og nåede den lille by om middagen. Vi hyggede med en frokost og fik slappet af i vores camper inden vi tog med færgen til Wellington med afgang kl 19.00.

Over Hasst pass mod Fox og Franz Josef Gletcher

Vi kørte mod vestkysten over Southern Alps og Haast Pass som bød på en masse stop, hvor vi nød flotte vandfald. Ved vandfaldene ligger der som regel masser af sten, det sjove men også ret kunstnerisk er, at turisterne her sætter sit præg ved at stable stenene. Det ser ret sjovt men faktisk også flot ud.

Vi holdte et langt frokost stop og gik bagefter en tur i området og skoven som består af en stor sump. Vi forsatte mod Fox Gletcher og by og her ankom vi til overskyet vejr sen eftermiddagen. Vi nøjes derfor med at kigge på afstand inden vi slog "forteltet" op.

Om morgenen vågnede vi til dejligt solskin og besluttede det skulle fejres med pandekager. Kicki var et stort smil, vi må indrømme at vi er ved at køre død i havregrød, og vi begge i godt humør da vi gik en tur op til Fox Gletcher. Man kommer ikke helt tæt på, så skal man have en guide med, da den er ret aktiv og kan flytte sig flere meter om dagen. Så vi nød den tættest muligt på egen hånd.

Vi forsatte derefter mod Franz Josef Glecher, hvor vi ville tage på en guidet tur. Vi havde valget mellem en halv eller heldagstur, eller en heli hike. Vi tænkte, at hvis det skal være, så skal det være, og vi tog derfor den fedeste af tuerne, hvor vi kommer længst op på isen, Heli Hike, Helikopterflyvning og 2 timers hike på gletcheren. Vi fik bestilt turen og kørte derefter et stykke væk fra byen ud mod Lake Mapourika, hvor vi sov for natten. Vi fik næsten ikke noget søvn den nat, da regnen piskede mod taget, og vi var ret nervøse for om vejret ville klare op til næste dag. Men heldige var vi. Vi stod op til dejlig solskin med kun et par skyer på himmelen.

Vi blev samlet i en stor gruppe, og fik derefter tildelt vores tøj, sokker, støvler, overtrækser osv. Derefter ventede helikopterne. Det var første gang for os begge at flyve i sådan en, så vi var ret spændte på det hele faktisk. En stærk vind og en masse larm kom mod os da helikopteren landede og vi blev guidet ind i den. Vi fik vores ørebøffer på og spændt selen og så lettede vi. Det var noget helt andet end at lette i et fly. Man stiger bare til vejrs og afsted det gik mod gletcheren. Da vi kom helt tæt på, var det som om vi fløj lige ind i den. Og man kunne rigtig se revnerne og isen. Da vi var kommet sikkert ned på isen, skulle vi have vores pikke til under støvlerne på. Det var et godt tidspunkt på året vi var der, for isen var ikke kun hvid, den havde et blåligt skær fra solen.

Nu startede det rigtig og endda med en god gang army kravl i en istunnel, og allerede her fik Charlotte våde fødder, men det var en super start. Afsted det gik over isen, og hvis det var for stejlt, så hakkede vores guide friske "trappetrin" i isen til os. Vi fik gået i ishuler og sprækker og set hvordan vandet har lavet gange i isen, alt imens vores guide fortalte om området og om gletcheren. Efter mere end 2 timer på den blå/hvide is, kom helikopteren og hentede os igen, og fløj os sikkert tilbage til byen. Det var en super fed oplevelse, med sød, hjælpsomme og informative guider og vi er glade for at vi valgte heli-hiken, så vi fik set gletcheren rigtigt.

Efter en på opleveren gik turen mod Hokitika, hvor vi skulle overnatte.

Mod Queenstown og videre til Lake Wanaka

Vi spændte sikkerhedsselerne og satte kursen mod Queenstown. Vi kørte over bjergpas og smuk natur. På et tidspunkt kom en en anden "backpacker" bil mod os, som med nedrullede vindure grinede og vinkede med stor arme til os. Vi smilte, og vinkede venligt tilbage. Vi rundede det skarpe bjerghjørne og forstod med det samme, hvorfor de opførte sig tossede i den modkørende bil. En landmand var i gang med at fragte sine får, så en hel mark fuld får kom trippende op ad bjergvejen, som også er hovedvejen. De var over det hele, og det så lidt ud som om landmanden ikke helt havde styr på dem, de var i begge vejbaner, op af klippevægen og ude på den anden side af autoværnet. Mens vi grinede volsomt og fik taget nogle billeder af, den for os, anderledes oplevelse kørte vi lige så forsigtigt videre mellem fårerne.

Vi nåede bjergbyen Queenstown, men valgte at kører videre langs Lake Wakatipu da det skulle være en flot tur. Vi nåede helt ud til Glenorchy, hvor det gode vej ender. Vi kørte lidt rundt på grusvejene i naturen omkring, og Charlotte fik her på de øde veje lov til at prøve at køre bilen for første gang. Efter 2 minutter synes både Kicki og Lotte at det var nok, og rattet blev sikkert overlat til Kickis hænder igen.

Vi kørte tilbage af vejen hvor vi kom fra, og fandt et dejligt sted at overnatte ned til søen. Solnedgangen blev nydt med kaffe, kiks og brie.

Efter vores havregrød næste morgen kørte vi ind til Queenstown. Byen er lille, men ret hyggelig. Vi fik vandret lidt rundt, kigget på butikker og spiste dejlig frokost. Herefter kørte vi til Lake Wanaka som kun ligger et par times kørsel der fra.

Lake Wanaka har et par skisportsstæder tæt på. Vi havde på forhånd tjækket priser ud og skrevet det på måske-listen, men da de ikke har fået sne længe var forholdende dårlige. Så vi må bare vænte til USA ;o)

Dagene flyver afsted, og denne dag er ingen undtagelse, så vi fandt et sted at sove ned til Lake Wanaka. Herfra gik vi en lille aftenstur inden det var tid til at lave aftensmad.

Vi havde planlagt at tage på en vandretur til Bob Roy Gletcher, men da vejen var oversvømmet af smæltevand, måtte vi vænde om og finde på noget andet. Vi valgte derfor at gå en kortere tur op ad Mount Iron hvor udsigten fra toppen skulle være fantastisk. Det gik fra starten stejlt op ad og vi prustede og snønnede, men udsigten blev kun bedre og bedre for hvert skridt. Vi var glade da vi nåede toppen efter 45 minutter, hvor vi lige fik pusten og nydt synes over hele Lake Wanaka. Ned af det gik, hvor Charlotte rigtig fik brændt krudt af. Efter et par gode times motion satte vi kurs mød de 2 mest kændte gletchere, Fox og Franz Josef.

På bustur til Milford Sound, hvor vi tog en bådtur

Vi var ikke sikker på, hvordan vi skulle udforske Milford Sound, da der om vinteren kommer meget sne. Og da det er tidlig forår er der risiko for laviner og isglatte veje, så vi valgte at tage på en bustur der til og en bådtur der oppe.

Vi var ret spændte på hvad dagen ville bringe, og da vi så bussen var vi super klar til at lege turister. Bussen var bygget op i så meget glas som muligt, så der var glas tag og kæmpe sideruder, og sædderne var vendt skrå ud mod ruden, så vi havde den bedst mulig udsigt. Buschaufføren fortalte om naturen vi kørte forbi, hvordan gletcher fra istiden har formet landet i flade daler med stejle klippevæge. Vi fik også set hvordan den tunge sne, eller kraftige regn kan få træerne til at give slip fra klippen, så de rutche ned og tage alt med sig i faldet, som en slags domino og lavine af træer, og bagefter står bjergsiden totalt nøgen.

Så gik turen mod Milford, og første stop var ved Mirror lakes, hvor bjergene spejler sig perfekt i vandet, derfra kommer navnet. Turen forsatte mod Milford og vi nåede efter en times tid ind i lavine området. Området er en næsten 20 km lang strækning, hvor det er ulovligt at stoppe bilen om vinteren og foråret pga. den høje lavine fare. Vi fik da også syn for sagen, da det ikke var mange dage siden de sidst havde haft en lavine. Vejen var blevet ryddet, men i vejkanten lå flere meter høje snedynger.
Videre vod Milford Sound gik det gennem Hummer tunnelen. Den er mere end 1,2 km lang, og har en hældning på mere en 10%. Byggeriet startede i 1935 men Hummer stod først klar 18 år efter. Tunnelen er egentlig kun bygget som en ensporet vej, så om sommeren er der trafiklys til at styrre trafikken, men om vinteren da den ligger i lavineområdet bliver den brugt i begge retning. Tunnelen var mørk, og man sad lidt og tænkte: Godt det ikke er mig i de andre biler, der kører igennem modsat bussen.

På den anden siden af tunnelen og efter lavineområden, gjorde vi holdt ved The Chasm. The Chasm er stedet hvor vandet fra den smeltede sne i bjergene samler sig, og med en kæmpe kraft fosser ned, nærmest som sandpapir, sliber sig vej igennem bjergene. Derved opstår krater i bjerget, med huller over det hele, nærmest som en ost på tegnefilm, hvor vandet forsvinder ned igennem.

Da vi ankom til Milford sound, som den meget lille by hedder, gik vi straks ombord på båden, som vi skulle på natur cruise med. Af sted det gik ud i fjorden. Bjergsiderne gik direkte ned i vandet, hvilket var et resultat af istiden. Ned langs bjergsiderne løb det ene vandfald efter det andet på vej ud mod The Tasman Sea. Da vi nåede havet kunne vi rigtig mærke bølgerne. Båden blev vendt så vi kunne se den anden side af fjorden på vej ind. Der skulle eftersigende være sålen, pingvin og nogle gange delfin i fjordene omkring Milford, vi havde ikke set en eneste på vej ud mod havet! Men vi var ikke mere end lige vendt rundt før de første sæler dukkede op, og så forsatte det. Hele vejen langs skråningerne lå de på stenene langs vandkanten, og bare slikkede sol. Nu seljede vi ind i Stirling Falls, kaptajnen sejlede helt ind i det med forenden, så der var et par stykker det bliv rigtig våde, men flot var det. På vej ind til land, sejlede vi forbi Bowen Falls, som nok var det flotteste af alle vandfaldene og derfor en god slutning på sejlturen.

Da vi igen steg ombord på bussen, gik turen hjemad, gennem bjergpassene, hvor vi igen bare nød naturen og Kicki nød ikke at køre. Vi havde en afslappende og god tur til Milford Sound. En rigtig turist oplevejse, men det hører sig jo med ;o) Nu går turen videre mod byen Queenstown.

Dunedin, syd om og videre mod Te Anau

Næste morgen forsatte vi vores tur mod Dunedin, navigator Charlotte, fik læst sig frem til at Otago Peninsula ville være et interessant sted. Vi skulle bare køre gennem byen og videre ud på den anden siden. Efter en campingovernatning og et bad, kørte vi ud til spidsen af halvøen. Herude lå en albatros koloni, og der skulle desuden være pingviner og sælen. Vi blev dog lidt skuffede, da man skulle betale en masse penge og have en guide med, så vi fandt i stedet vej til en vandretur på den anden side af "øen".En lille travetur forbi grønne marker med masser af får og lam og over vådland gik vi, for tilsidst at ende på stranden. Men heller ikke her var der spor af pingviner eller sæler.

Imellem tiden var vi blevet enige om at køre mod Te Anau, som er afsætningspunktet til Milford Sound. Milford Sound ligger i Fiordland Nationalpark og består bla. af The Southern Alpes og nogle af de fineste og verdensberømte flerdags hike. Milford track, som er en af dem, har en venteliste på 2 år!
Vi valgte at køre ad "magurit-ruten" syd om(Southern Scenic tour), en dobbelt så lang omvej, da det skulle være en flottere tur. Vi fandt ud gennem Dunedin, efter et par smukke omveje over bjegene, og så gik det sydpå mod Purakaunui Falls, som også blev vores overnatningssted. Her var der endda toiletter vi kunne bruge, så det var ren luksus. Om morgenen gik vi en korte morgentur ned til det lille men flotte vandfaldet inden vi satte os ind i bilen, videre mod Te Anau.

Vi kørte over bakkerne med udsigt til havet på den ene side og de grønne marker på den anden det meste af vejen. Charlotte havde læste på lektien, og navigerede Kicki på en lille "afvej" ud til Porpoise Bay, hvor vi brugte et par timer. Her skulle der nemlig være mulighed for at se pengviner, søløver og delfiner. Vi spiste frokost med udsigt over bølgerne, inden vi gik på opdagelse i klipperne ned til vandet. Her fandt vi vej til en enkel, men dog kæmpe fed guløjet pingvin. Vi fik taget en masse billeder og især Kicki var ret begejstret.

Igen overnattede vi i naturen! Vi gjorde et toilet stop i en lille by, inden vi fandt en hyggelig lille resteplads væk fra vejen. Vi parkerede bilen tæt på et hegn, og tænkte ikke nærmere over det, indtil vi på et tidspunkt kiggede op, og så vi havde fået tilskure. 3 æsler 1 hest og 2 gedebukke stod med snuderne op ad hegnet og gloede på os, ret søde var de, og klar på fotografering var de også. Vi tror de var ret glade for vores selvskab, de blev i hvertfald stående. Det blev en flot solnedgang over markerne, som vi nød fra vores redte seng i bilen.

Vi stod op til vores første gråvejrsdag, fik vi lavet vores havregrød og pakke sammen inden vi kørte det sidste stykke vej til Te Anau. Vi fik os indlogeret på en campingplads, og selvom det stod ned i stænger, blev vi nødt til at få sat strøm til bilen og tanket den op med vand. Ellers brugte vi dagen på afslapning, kom i bad og spillede kort. Om eftermiddagen klarede vejret op så vi gik en tur ved Lake Te Anau og fik os en kop kaffe på byens cafe. Om aftenen var der hygge i vores lille hjem på hjul, med varmeblæser og film på computeren nu da vi havde strøm =o)

Christchurch, Lake Tekapo og Mt. Cook

Så kom turen til New Zealand! Vi ankom til Christchurch på en blæsende dag. Der var en del turbulens pga. vinden, da vi skulle lande, men udsigten ned over de snehvide Southern Alpes var helt fantastisk, så vi lod os ikke mærke af det, men nød i stedet synet ud af den lille rude.

Der var ikke meget at give sig til i Christchurch selvom det er den største by på sydøen. Vi fik dog nydt noget morgenmad på en hyggelig cafe og vi brugte tid på at planlægge og lade op, til at skulle hente vores camper og kører ud i landet.

Vi fik hentet vores camper og så skulle der handles stort. Vi brugte et par timer i det billigste indkøbscenter vi kunne finde og afsted gik det ud af byen. Kicki havde trukket det korteste strå (pssst.... Charlotte er en dårlig bilist) og måtte forsøge sig med at kører i venstre side at vejen mens Charlotte navigerer og holder kort. Det blev en god start, og den blev kun bedre da vi kom ud af byen og med det samme kunne skimte sne hvide bjerge, mens vi kørte mellem de grønneste bakketoppe og en helt masse får og små lam.

Vi havde vendt næsen mod Lake Tekapo, og et par timer efter havde vi fundet en campingplads lige ned til søen. Vi kom lige i rette tid til en smuk solnedgang over søen med bjergene i baggrunden. Ellers gik vi i gang med at lave aftensmad i fælles køkkenet, hvor vi kom i snak med 8 ældre, glade og friske australlier. Vi fik redt vores seng i vores nye lille hjem på hjul! Spændte og glade lagde vi os til at sove.

Efter at have oplevet Lake Tekapo og bilen var blevet tanket op med strøm, vand og benzin, gik turen ind i landet mod Mt. Cook som er New Zealands højeste bjerg. Turen op til Mt. Cook kørte vi langs Lake Pukaki, en flot tur, da solen skinnede og vejret var klart. Da vi nåede op til Mt. Cook National Park var specielt Charlotte i sit rette element, for vejene var dækket af sne, og vi fandt hurtigt et kort med de forskellige hike ture, der var i området. Vi begav os ud på en tur til Hookers Glacier. Vi var dog kommet for sent i gang, så vi nåede ikke helt derop, inden vi måtte vende om, for at nå tilbage til bilen inden det blev mørkt. Men vi fik dag vandret i sneen i ca. 3 timer, og flot det var der.

Da vi kom tilbage til bilen, og skulle til at køre, havde bilen sat sig fast i den bløde tø-sne. Charlotte skubbede, Kicki dyttede i fustration, og en rar mand hjælp og reddede os;o) Nu satte vi kursen mod Dunedin, en af de større byer på sydøen, men inden vi kunne koncentrere os om at finde vej til byen, skulle vi finde et sted at overnatte.

Da vi jo altså stadigvæk er på budget tur, er der bare ikke råd til campingpladser hver nat, så vi søgte efter et sted at smide vognen ind. Charlotte havde fundet en alternativ tur omkring en sø, og vi kørte i mindre bjerge, langs søen og over kæmpe dæmninger. Og så fandt vi det, vores eget lille sted, gemt bag træer og lige ned til Lake Aviemore. Helt øde og smukt, men pludselig var vi lidt bange, første nat alene i naturen, så bilen blev låst godt af, og vi blev enige om at benet til bordet var et glimrende våben ;o)