Vi ankom til Townsville kl. 18, hvor vi havde en overnatning inden turen gik mod Magnetic Island. Dette var nok en god beslutning med kun en overnatning, da vi hurtigt blev enige om at byen virkede en smule kedelig, men det lykkedes os dog at finde en hyggelig mexicans restaurant, som til vores glæde servede god mad. Og det blev det eneste vi gav os til i Townsville.
Efter check-ud næste morgen gik vi ned mod færgen. Vi havde på forhånd købt 3 overnatningen i Bungalow Bay Koala Village, hvor færgebilletten og busbilletten også var inkluderet. Pakken inholdte ogtså ingang til Koala og Wildlife parken, som var en del af resortet, og endda mulighed for at holde en koala mens man smiler til kameraet.
Efter en halv times seljtur ankom vi til Magnetic Island. En forholdvis lille hyggelig ø med mulighed for massere af vandaktiviteter, og en masse vandreruter, hvilket egentlig var hvorfor vi valgte at tage til øen.
Vi fandt os tilrette i vores bungalow og gik så ellers en lille tur ud for at finde et sted hvor man kunne handle lidt ind. Vi havde læst i guidbogen over øen at der var et supermarket nær vores hostel. Et supermarked vil vi nu ikke lige kalde det. De har alt der kan proppes på en dåse, en masse slik, lidt mælk og yougurt. Så det blev til paste, tomatsovs og havregrød. Rigtig backpacker mad ;o).
Vi nød aftenen og fuglefløjt og fik spillet noget kort.
Efter havregrøden næste morgen gik vi på opdagelse på øen. Vi fandt vej til en gå rute op til et lille fort med helt fantastisk udsigt over næsten hele øen og de forskellige bays. På vores vej der op så vi en masse koalaer, en af de små bjørne tog sig en lur så langt nede i et træ at man kunne stille sig hen ved siden af den i hovedhøjde, så vi fik taget et par gode billeder. Vi havde planlagt at bruge det meste af dagen på gåture rundt på øen, men Kickis fod mente noget andet, så vi måtte desværre finde vej tilbage til hostelet. Vi fandt støttestrømpen frem så nu må hun humpe rundt med den lidt.
Vi fik selvfølgelig også kigget på den lille park. En lille guidet tur, hvor de fortæller om nogle forskellige dyr og dets historei. De havde crocs, kæmpe firben, flere forskellige slags papagøjer, som var meget store, slanger og de nuttede koalaer. Vi fik lov til at holde en mens de tog et billed som man fik med hjem som souvenier. Selvom koalaen ikke ser så stor ud, så er den faktisk ret tung. Den har også nogle spidse klør, som godt kan svie lidt på den solbrændte hud, men det var det hele værd. Den er ret sød og blød! De havde også en lillen wallabie, som rendte rundt mellem folk og ville kløes lidt bag øerne. Den er lige så blød som en kanin og ikke til at stå for. Efter den lille rundtur i parken tog dyrmanden os med ud i skoven og rystede træerne lidt så sommerfuglene fløj rundt over vores hovder. Et rigtig smukt og idyllist øjeblik, som man næsten kun ser på film. Han viste os hvordan man kan fange en sommergugl på den rigtig måde, og holde den og se dens farver.
Efter et par hyggelige timer blandt dyerne fik vi en lille frokost og fandt vej ned til stranden, hvor vi nød den sidste sol. Vi brugte den sidste aften på kortspil og en kande øl og nød en god dessert.
Vi havde i løbet af dagene fundet et superctilbud på et 3 dags luksuscruise på Withsundays. Prisen var mere 800 dkk billiger pr. pers. så vi slog til med det samme. Det betød at vi skulle tidlig op og hurtig videre med Greyhound til Airlie Beach hvorfra båden sejler.
Vi har nydt dagene på Magnetic Island, det har været dejligt med lidt ro og at være omgivet af frodig natur. Vi var ærgelige over uheldet med Kickis fod, men det er der ikke noget at gøre ved. Vi håber den snart bliver god igen.
Vi ser frem til lidt luksus på withsunday!
onsdag den 29. juli 2009
fredag den 24. juli 2009
Cairns, Cape Tribulation og Great Berrier Reef
Vi ankom til Cains med fly fra Darwin, og var ufattelige lettet over, at vi kun skulle rejse i 2,5 timer og ikke 2,5 døgn! Vi tjekkede ind og gik derefter en tur ud i byen. I indbyggertal er Cairns på størrelse med Ålborg, men det kan bestemt ikke mærkes. Det er den mest afslappet, behagelig og tilbagelægnet by vi har været i ind til videre. Og med palmerne, der stikker op over det hele, bade lagoonen nede ved esplanada og alle bådene, der ligger ved marinen med bjergene i baggrunden er det også et fryd for øjet.
Vi fik bestilt en endags tur til Cape Tribulation og en tur ud på Great Berrier Reef.
Cape Tribulation er en World Heritage regnskov, som ligger lige ud til stranden og havet og møder Great Berrier Reef, som også er World Heritage. Det eneste sted på jorden hvor to Worls Heritage møder hinanden. Wow ikk?! ;o)
"Vi stod tidlig op", hvilket man altid gør når man skal på tur, det er bare sådan en god indledning! Vi stod tildlig op, og ud af en minibus sprang Billy. Den mærkeligste turguide vi har haft ind til videre! Der er næsten ubeskriveligt, hvilken oplevelse han var, men køreturen der op på 2 timer var lige som at være med i en film. Billy fortalte historier, og forklarede og havde næsten en sang til hver historie. En super klog mand, og ret underholdende. Nå, men først var vi på en lille sejltur hvor vi fik set nogle crocs (krokodiller) og fik fortalt lidt om området. Derefter gik turen ind i regnskoven, hvor Billy guidet os rundt og fortalte en masse om skoven og nogle sjove historier blev det også til. En af hans historier var fx om den lille plante med hjerteformet blade. Den ser ret hamløs ud, men den har nogle små fibre som giver en en brændende fornemmelse på huden, det kan vare i 2 uger eller 2 år. Tilbage i tiden var de australske mænd, så træt af, at de amerikanske soldater altid tog deres piger, så aussi'erne fortalte amerikanerne at denne plante var god at tørre numsen med efter toiletbesøg i bushen. Avsh, noget af en spøg!
Herefter kørte vi ned i bunden af Cape tribulation hvor vi gik en lille tur gennem regnskoven og ned til stranden og nød udsigten og fik taget lidt billeder. På tilbagevejen så vi Mosman Gorge, hvor man kunne tage sig en dukkert i vandhullerne, eller gå en tur og nyde naturen og tage gode billeder. Da vejret og vandet var lidt køligt nøjes vi med at dyppe tæerne.
Turen til Cape Tribulation var en hyggelig tur, men ikke så aktiv som vi havde håbet. Lige som turen til Litchfield kunne vi godt have tænkt os at vandre noget mere i naturen. Vi har fundet ud af at vi faktisk er ret aktive mennesker, som godt kan lide at klatre og puste lidt mens vi oplever, så har vi det bedst!
Vi fik også brugt en dag sammen med den lokale sejlklub. Sejlklubben afholder hver onsdag en lille sejl konkurrence, hvor skipperne "invitere" turister og loklale ombord til at være med for et lille beløb. Og vores båd vandt faktisk! Efter et par timer til søs var der snacks og prisuddelinger og vi fik snakket med de andre ombord. Det var en super sjov eftermiddag, hvor vi fik lært lidt om at sejle, vi lærte i hvertfald hvornår man skal dukke sig for at undgå hovedsejlet ;o)
Vi brugte selvfølgelig også en dag ved Great Berrier Reef, det største koralrev i verden, som endda kan ses fra månen! Imponerende! Vi tog et super selskab, det var professionelt hele vejen i gennem, super god mad, super personale og instruktører og udstyrret var bare i tip top. Vi holdte to stop på turen, det første ud fra en lille strandø Michaelmas cay. Og det andet ude på det åbne hav ved Paradise reef. Det var fantastisk smukt. Vandhunden Charlotte var rigtig i sit es og fik taget en masse billeder med vores lejet undervands kamera. Vi håber der er nogle gode billeder i mellem. Vi er begge enige om at det var et super valg af selskab og vi havde en kanon dag blandt alle fiskene.
Vi fik også brugt nogle dage ved lagoonen, hvor vi nød det gode vejr, sol og varmen og bare slappede af! En tur på det lille aftens markede kom vi også og vi fik også smagte den bedste mango og hindbær sorbet is vi nogen sinde har smagt. Hostelet havde gratis lørdags pandekager og søndags BBQ. De viste film en aften og har nogle super gode sofaer. Så en dejlig hel uge brugte vi i Cairns, hvor vi rigtig fik slappet af men stadig oplevet. Vi synes Cairns er en fantastisk by! Her kunne vi godt blive, hvis ikke det var fordi turen går videre til Townsville og Magnetic Island.
Vi fik bestilt en endags tur til Cape Tribulation og en tur ud på Great Berrier Reef.
Cape Tribulation er en World Heritage regnskov, som ligger lige ud til stranden og havet og møder Great Berrier Reef, som også er World Heritage. Det eneste sted på jorden hvor to Worls Heritage møder hinanden. Wow ikk?! ;o)
"Vi stod tidlig op", hvilket man altid gør når man skal på tur, det er bare sådan en god indledning! Vi stod tildlig op, og ud af en minibus sprang Billy. Den mærkeligste turguide vi har haft ind til videre! Der er næsten ubeskriveligt, hvilken oplevelse han var, men køreturen der op på 2 timer var lige som at være med i en film. Billy fortalte historier, og forklarede og havde næsten en sang til hver historie. En super klog mand, og ret underholdende. Nå, men først var vi på en lille sejltur hvor vi fik set nogle crocs (krokodiller) og fik fortalt lidt om området. Derefter gik turen ind i regnskoven, hvor Billy guidet os rundt og fortalte en masse om skoven og nogle sjove historier blev det også til. En af hans historier var fx om den lille plante med hjerteformet blade. Den ser ret hamløs ud, men den har nogle små fibre som giver en en brændende fornemmelse på huden, det kan vare i 2 uger eller 2 år. Tilbage i tiden var de australske mænd, så træt af, at de amerikanske soldater altid tog deres piger, så aussi'erne fortalte amerikanerne at denne plante var god at tørre numsen med efter toiletbesøg i bushen. Avsh, noget af en spøg!
Herefter kørte vi ned i bunden af Cape tribulation hvor vi gik en lille tur gennem regnskoven og ned til stranden og nød udsigten og fik taget lidt billeder. På tilbagevejen så vi Mosman Gorge, hvor man kunne tage sig en dukkert i vandhullerne, eller gå en tur og nyde naturen og tage gode billeder. Da vejret og vandet var lidt køligt nøjes vi med at dyppe tæerne.
Turen til Cape Tribulation var en hyggelig tur, men ikke så aktiv som vi havde håbet. Lige som turen til Litchfield kunne vi godt have tænkt os at vandre noget mere i naturen. Vi har fundet ud af at vi faktisk er ret aktive mennesker, som godt kan lide at klatre og puste lidt mens vi oplever, så har vi det bedst!
Vi fik også brugt en dag sammen med den lokale sejlklub. Sejlklubben afholder hver onsdag en lille sejl konkurrence, hvor skipperne "invitere" turister og loklale ombord til at være med for et lille beløb. Og vores båd vandt faktisk! Efter et par timer til søs var der snacks og prisuddelinger og vi fik snakket med de andre ombord. Det var en super sjov eftermiddag, hvor vi fik lært lidt om at sejle, vi lærte i hvertfald hvornår man skal dukke sig for at undgå hovedsejlet ;o)
Vi brugte selvfølgelig også en dag ved Great Berrier Reef, det største koralrev i verden, som endda kan ses fra månen! Imponerende! Vi tog et super selskab, det var professionelt hele vejen i gennem, super god mad, super personale og instruktører og udstyrret var bare i tip top. Vi holdte to stop på turen, det første ud fra en lille strandø Michaelmas cay. Og det andet ude på det åbne hav ved Paradise reef. Det var fantastisk smukt. Vandhunden Charlotte var rigtig i sit es og fik taget en masse billeder med vores lejet undervands kamera. Vi håber der er nogle gode billeder i mellem. Vi er begge enige om at det var et super valg af selskab og vi havde en kanon dag blandt alle fiskene.
Vi fik også brugt nogle dage ved lagoonen, hvor vi nød det gode vejr, sol og varmen og bare slappede af! En tur på det lille aftens markede kom vi også og vi fik også smagte den bedste mango og hindbær sorbet is vi nogen sinde har smagt. Hostelet havde gratis lørdags pandekager og søndags BBQ. De viste film en aften og har nogle super gode sofaer. Så en dejlig hel uge brugte vi i Cairns, hvor vi rigtig fik slappet af men stadig oplevet. Vi synes Cairns er en fantastisk by! Her kunne vi godt blive, hvis ikke det var fordi turen går videre til Townsville og Magnetic Island.
torsdag den 16. juli 2009
Darwin
Så gik turen til Darwin, hvor vi ankom efter endnu 1500 km i bus. Men ved ankomst fulgt en glædelig overraskelse; der var dejlig varmt, med temperature over 30 grader, så vi var klar til at nyde livet på det forholdsvis nye hostel vi havde booket. Et sted der virkede super lækkert, nye bygninger og en KÆMPE tagterrasse, hvor der var billig bar, 2 swimmingpools og et spabad, og massere af sideplads. Og så lå det midt inde i byen, og vi var rigtig positive efetr den ankomst.
Darwin er en by med massere af markeder, hvor af flere af dem foregår om aftenen. Charlotte fik hint om et af dem, Mindil Beach Marked, og af sted det gik. Vi startede med at se solnedgangen på stranden inden vi gik om til det egentlige marked. En strand som nok må siges at have den ideelle beliggenhed til en super flot solnedgang. Men lad os sige det sådan, vi var ikke de eneste der havde fået den ide at se solnedgangen her, og i løbet af den næste ½ til hele time, strømmede folk til med alt fra øl til transportable klapstole, champagne og østers. Vi nød den smukke solnedgang og delte den med flere tusinde andre mennesker.
Så var det tid til marked. Hvad der havde set lidt fladt og kedeligt ud, da vi kom var lige pludseligt blevet interessant. Der var så mange folk at vi pludselig gik lige så tæt, hvis ikke tættere end på et asiatisk marked. Her er det dog de mange forskellige madboder der er. Man kan finde alt slags mad lige fra smooties til sri lankansk mad. Vi fandt vej til østersbod, hvor vi blev enige om at prøve østers med tigerrejer og laks, grillet i hvidløgssmør. Og hvis østers er sådan, så kan vi godt lide dem!!! Og selvfølgelig crepes til dessert.
Det er dog ikke kun mad man kan købe der. Som et hvert andet marked er der lidt at hvert. Noget tøj, nogle souveniers og nogle komplet ubrugelige ting. Men vi havde en dejlig aften.
De næste par dage gik med at kigge på djideridoo's og finde ud af hvad vi skulle se i området. Valget stod mellem Litchfield National Park, som skulle være meget smuk, og Kakadu National Park, som er meget kendt. Litchfield vandt, og vi drog af sted. Første stop var et Jumping Crocodile Cruise på Adelaide River, men inden det var der lige mulighed for at få en 2,5 meter lang og meget tyk brun slange omkring halsen. Det blev Kicki's job, da Charlotte dagen inden havde hold en krokodille i de bare hænder. Så seljede vi, og der gik ikke mere en 2 min før den første krokodille viste sig, og hoppede efter de store klumper kød, som den blev lokket med. Efter mere end en time på floden gik turen mod Litchfield, hvor det første vi skulle se var kæmpe termitboer. Efter et kig der gik turen til Wangi vandfaldet, her var mulighed for at bade. Det var et smukt sted og rigtig dejlig med en dukkert i varmen. Efter er lækkert picnic frokort gjorde vi stop ved Florence vandfaldet, som var knap så turistet som det andet. Her blev det dog kun til fotos, så vi havde tid til rigtigt at nyde sidste stop på tur. Buley Rockhole er en anderledes vandfald, som løber stille og roligt. Man kan gå langs de mange små pools, som vandfalder danner, og bare vælge den der passer en bedst til at bade i.
På hjemvejen blev vi sat af ved Mindil Beach market, hvor vi nød solnedgangen, fik vores aftensmad og sluttede aftenen med en imponerende og fed djideridoo koncert. Nu håber vi bare at vi bliver llige så gode til at spille på den djideridoo, som er blevet sendt til Danmark.
Nu går turen til Cairns, hvor vi starter vores tur ned langs østkysten.
Darwin er en by med massere af markeder, hvor af flere af dem foregår om aftenen. Charlotte fik hint om et af dem, Mindil Beach Marked, og af sted det gik. Vi startede med at se solnedgangen på stranden inden vi gik om til det egentlige marked. En strand som nok må siges at have den ideelle beliggenhed til en super flot solnedgang. Men lad os sige det sådan, vi var ikke de eneste der havde fået den ide at se solnedgangen her, og i løbet af den næste ½ til hele time, strømmede folk til med alt fra øl til transportable klapstole, champagne og østers. Vi nød den smukke solnedgang og delte den med flere tusinde andre mennesker.
Så var det tid til marked. Hvad der havde set lidt fladt og kedeligt ud, da vi kom var lige pludseligt blevet interessant. Der var så mange folk at vi pludselig gik lige så tæt, hvis ikke tættere end på et asiatisk marked. Her er det dog de mange forskellige madboder der er. Man kan finde alt slags mad lige fra smooties til sri lankansk mad. Vi fandt vej til østersbod, hvor vi blev enige om at prøve østers med tigerrejer og laks, grillet i hvidløgssmør. Og hvis østers er sådan, så kan vi godt lide dem!!! Og selvfølgelig crepes til dessert.
Det er dog ikke kun mad man kan købe der. Som et hvert andet marked er der lidt at hvert. Noget tøj, nogle souveniers og nogle komplet ubrugelige ting. Men vi havde en dejlig aften.
De næste par dage gik med at kigge på djideridoo's og finde ud af hvad vi skulle se i området. Valget stod mellem Litchfield National Park, som skulle være meget smuk, og Kakadu National Park, som er meget kendt. Litchfield vandt, og vi drog af sted. Første stop var et Jumping Crocodile Cruise på Adelaide River, men inden det var der lige mulighed for at få en 2,5 meter lang og meget tyk brun slange omkring halsen. Det blev Kicki's job, da Charlotte dagen inden havde hold en krokodille i de bare hænder. Så seljede vi, og der gik ikke mere en 2 min før den første krokodille viste sig, og hoppede efter de store klumper kød, som den blev lokket med. Efter mere end en time på floden gik turen mod Litchfield, hvor det første vi skulle se var kæmpe termitboer. Efter et kig der gik turen til Wangi vandfaldet, her var mulighed for at bade. Det var et smukt sted og rigtig dejlig med en dukkert i varmen. Efter er lækkert picnic frokort gjorde vi stop ved Florence vandfaldet, som var knap så turistet som det andet. Her blev det dog kun til fotos, så vi havde tid til rigtigt at nyde sidste stop på tur. Buley Rockhole er en anderledes vandfald, som løber stille og roligt. Man kan gå langs de mange små pools, som vandfalder danner, og bare vælge den der passer en bedst til at bade i.
På hjemvejen blev vi sat af ved Mindil Beach market, hvor vi nød solnedgangen, fik vores aftensmad og sluttede aftenen med en imponerende og fed djideridoo koncert. Nu håber vi bare at vi bliver llige så gode til at spille på den djideridoo, som er blevet sendt til Danmark.
Nu går turen til Cairns, hvor vi starter vores tur ned langs østkysten.
Alice Springs og The Rock Tour
Efter en tur med Greyhound og 1570 km ankom vi til Alice Springs. Vi ankom til vores hostel, og efter indlogering gik vi ud for at handle. Vores hostel ligger på den anden side af Todd River, så for at komme ind til gågaden skulle vi krydse broen, hvilket vi fandt ret komisk, da Todd River er ret tør, og fuld af sand og træer.
Vi blev meget overrasket over hvor mange aboriginals, der bor i denne by. I Adelaide, hvor vi kom fra, havde vi ikke set nogen, i hvertfald ikke nogen der skiller sig ud fra mængden, så det var ret mærkeligt at stige ud af bussen, og se hvordan de færdes på gaden og sidder på græsset i bare fødder og farvestrålende tøj med børnene rendende omkring. Nogen lever stadig under træerne i naturen, og andre bor i huse og har arbejde som almindelige mennesker.
Vi brugte den første dag på at tage til Alice Springs Show, som er en meget meget lille udgave af Sydney Royal Easter Show, med showbags, tivoli og masser af madboder! Det er egentlig ret imponerende at tænke på at de får hele det show stablet på benene for bare 2 dage, da Alice Springs ligger ret isoleret i midten af Australien omgivet af ørken, så alt bliver fragtet meget langt med lastbil, fly eller helikopter.
For at forstå hvor isoleret byen er, kan vi fortælle at de har The School of Air til undervisning og bruger Royal Flying Docters.
Vi fik booket en 3 dagstur til Ayers Rock og nationalparkens andre fantastiske hemmeligheder. Så vi stod tidlig op og afsted gik det med 18 andre morgenfriske unge og guiden. Vi kørte det meste af dagen, for selvom man tror at Ayers Rock ligger tæt på Alice Springs, så ligger nationalparken alligevel 5-6 timers kørsel derfra. Men det var ikke kun kørsel den første dag, vi kørte til Kings Canyon, hvor vi skulle på en 2,5 timers hike. Den startede med en ordentlig bakke, den såkaldte Heartattack Hill (Hjerteanfalds Bakken), men efter den, nåede man toppen af Kings Canyon, hvorfra man rigtig kunne nyde udsigten. Derefter gik turen hen langs klippertoppene, som omgiver Kings Canyon. Klipperne lå for mange mange år siden på havets bund, hvilket vi så beviser på, da overfladen på nogle af stenene er rynkede lige som sandet på stranden efter bølgerne. Vi kiggede lidt på de forskellige træer, der gror op af klipperne, fordi de suger så meget vand, og vi krydsede Edens Have, som dersværre var ret tør på tidspunktet, men hvor der i løbet af året løber et lille vandfald ned igennem. Det var flot og noget som vi bestemt ikke er vant til at se.
Efter denne oplevelse gik turen videre til vores hemmelige overnatningssted. Selskabet The Rock Tour, som vi var med, har fået lov til af en bondemand at slå lejr på hans arealer i bushen. Så der var kun vores lille gruppe til at nyde stedet og nyde den primitive lejrplads. Lejrpladsen bestod af et noget falde
færdigt halvtag (4 pinde i jorden og et par stålplader ovenpå) og bålpladsen, og selvfølgelig verden største toilet, nemlig den australske bush. På vej hen til lejrpladsen var vi stoppet hos den "lokale" alkoholbutik, hvor vi fik provianteret, så vi kunne holde varmen ;o) Så øllene blev åbnet, goon'en (meget meget dårlig australske vin) blev hældt op, maden blev tilberedt, vores swags blev lagt tilrette omkring bålet og så var det tid til at nyde maden og selskabet. I løbet af aftenen fandt guiden hans guitar frem og sangstemmerne blev luftet. Efter en lang dag lagde vi os til at soven ved siden af hinanden rundt om bålet.
Dagen efter begyndte ved solopgang. Morgenmaden blev spist, de fleste af os så ikke helt så morgenfriske og veludhvilede ud som man kunne tænke sig. Lejren blev pakkes sammen, og afsted gik det mod The Olgas.
The Olgas også kaldt Kata Tjuta betyder Mange Ansigter, består af mere end 35 meget store sten, som ligger tæt og stikker op som mange ansigter. Kata Tjua er de aboriginal mænds tilholdssted, hvor mændene holder deres hemmelige cermonier. Man hører generalt ikke meget om mændenes steder, og man ved ikke meget om det, hvor imod kvindernes tilholdssteder kender man meget til som fx Ayers Rock, også kaldet Uluru. Men Mount Olga, der er den højeste sten i The Olga's er faktisk mere en 200m højere end Ayers Rock.
Her var det igen tid til en hike. Turen gik ind blandt de mange sten, op over nogle af de mindre, for til sidst at gå gennem Valley of the Winds. Et flot og imponerende syn, og man forstår godt at det er forskelligt om folk finder The Olga's eller Ayers Rock mest imponerende. Efter et par timers tur mellem stenen fandt vi vej til bussen, hvor turen gik mod et aboriginal kulturcenter, som var fyldt med histrorier og facts om deres kultur og deres måde at leve på. For dem er Ayers Rock faktisk hellig, og de ser helst at man ikke klatre op ad den. De har flere gange forsøgt at få rettighederne over Uluru - Kata Tjuta Nationalpark. Ind til videre må de dog nøjes med et sammarbejde.
Så gik turen mod solnedgangen ved Ayers Rock. Denne solnedgangs plads er en parkeringsplads lavet specielt til formålet, og her gælder reglen først til mølle får den bedste plads til fotografering, hvilket Charlotte var glad for, da vi var den første gruppe der ankom til pladsen. Vi gik straks igang med at sætte vores transportable køkken op. Aftensmaden blev lavet tids nok til at den kunne nydes sammen med solnedgangen. Et fantastisk syn, hvor man rigtig kan se de farveskift stenen laver og er kendt for, hvilket Charlotte ihærdigt forsøgte af fange med kameraet, hvilket betyder at vi nu har små 100 billeder af Ayers Rock ;o)
Efter det sidste billed gik oprydningen i gang, og vi kørte mod lejeren, hvor der denne gang både var bad og toiletter. Efter et dejligt bad blev der ristet skumfiduser over bål, snakket, hygget og drukket inden vi krøb ned i vores swags. Denne aften var der stjerneklart og rigtig flot fuldmåne, så det var fantastisk smukt.
Vi sprang op af soveposerne tidlig morgen og afsted gik det mod solopgangen over Ayers Rock. Solopgangen var farverig og smuk, og igen blev der taget en helt masse billeder. Da solen og varmen var fremme kørte vi hent til Ayers Rock. Her gik vi en tur hvor vi fik set aboriginal hule malerier, malerierne referer til historier, som kvinderne fortalte børnene for at lære dem om naturen, hvor de kunne finde vandhuller osv. Vi så også et vandhuld, også kaldt billabong, som ligger inde i et indhak af stenen. Så kom valgmuligheden, hvor man kunne vælge at gå en tur hele vejen rundt om stenen eller bestige den.
Nick, som vi wwoof'et hos, havde anbefalet os at bestige Ayers Rock, selvom den for for de aboriginal er hellig, da det simpelthen skulle være en fantastisk oplevelse. Så vi valgte at bestige!
Og det var noget af en oplevelse må man sige. Opad går det lige fra starten af. Der er ikke nogen trapper eller noget, man går bare op ad en vildt skrå bjergvæg. Det er en kæde halvdelen af vejen som man kan holde fast i og hive sig op i om nødvendigt, og vi måtte da også holde et par pauser og nyde udsigten. Det er nok de længeste 1,6 km vi nogen sinde har gået! På toppen var overfladen noget overraskende. Den er ikke plan, men går op og ned i kraterer, så man bliver aldrig færdig med at klatre før man er nede igen. Vi var godt trætte og ømme i benene og lårbasserne, men super glade over at vi havde klaret det! En helt unik oplevelse!
Så gik turen hjemad mod Alice Springs, hvor vi vist alle fik en lille lur i bussen! Men turen endte ikke her! Vi mødtes om aftenen til aftensmad, og gik derefter i byen på den eneste pub i Alice. Det endte med en super hyggelig og sjov aften med masser af grinen og dansen.
Der er ikke meget at give sig til i Alice Springs by, men turen ud til Ayers Rock var en kanon oplevelse. Dejlige mennesker og fantastisk natur. Vi havde en rigtig god oplevelse og nogle dejlige dage i det "rigtige Australien"!
Vi blev meget overrasket over hvor mange aboriginals, der bor i denne by. I Adelaide, hvor vi kom fra, havde vi ikke set nogen, i hvertfald ikke nogen der skiller sig ud fra mængden, så det var ret mærkeligt at stige ud af bussen, og se hvordan de færdes på gaden og sidder på græsset i bare fødder og farvestrålende tøj med børnene rendende omkring. Nogen lever stadig under træerne i naturen, og andre bor i huse og har arbejde som almindelige mennesker.
Vi brugte den første dag på at tage til Alice Springs Show, som er en meget meget lille udgave af Sydney Royal Easter Show, med showbags, tivoli og masser af madboder! Det er egentlig ret imponerende at tænke på at de får hele det show stablet på benene for bare 2 dage, da Alice Springs ligger ret isoleret i midten af Australien omgivet af ørken, så alt bliver fragtet meget langt med lastbil, fly eller helikopter.
For at forstå hvor isoleret byen er, kan vi fortælle at de har The School of Air til undervisning og bruger Royal Flying Docters.
Vi fik booket en 3 dagstur til Ayers Rock og nationalparkens andre fantastiske hemmeligheder. Så vi stod tidlig op og afsted gik det med 18 andre morgenfriske unge og guiden. Vi kørte det meste af dagen, for selvom man tror at Ayers Rock ligger tæt på Alice Springs, så ligger nationalparken alligevel 5-6 timers kørsel derfra. Men det var ikke kun kørsel den første dag, vi kørte til Kings Canyon, hvor vi skulle på en 2,5 timers hike. Den startede med en ordentlig bakke, den såkaldte Heartattack Hill (Hjerteanfalds Bakken), men efter den, nåede man toppen af Kings Canyon, hvorfra man rigtig kunne nyde udsigten. Derefter gik turen hen langs klippertoppene, som omgiver Kings Canyon. Klipperne lå for mange mange år siden på havets bund, hvilket vi så beviser på, da overfladen på nogle af stenene er rynkede lige som sandet på stranden efter bølgerne. Vi kiggede lidt på de forskellige træer, der gror op af klipperne, fordi de suger så meget vand, og vi krydsede Edens Have, som dersværre var ret tør på tidspunktet, men hvor der i løbet af året løber et lille vandfald ned igennem. Det var flot og noget som vi bestemt ikke er vant til at se.
Efter denne oplevelse gik turen videre til vores hemmelige overnatningssted. Selskabet The Rock Tour, som vi var med, har fået lov til af en bondemand at slå lejr på hans arealer i bushen. Så der var kun vores lille gruppe til at nyde stedet og nyde den primitive lejrplads. Lejrpladsen bestod af et noget falde
færdigt halvtag (4 pinde i jorden og et par stålplader ovenpå) og bålpladsen, og selvfølgelig verden største toilet, nemlig den australske bush. På vej hen til lejrpladsen var vi stoppet hos den "lokale" alkoholbutik, hvor vi fik provianteret, så vi kunne holde varmen ;o) Så øllene blev åbnet, goon'en (meget meget dårlig australske vin) blev hældt op, maden blev tilberedt, vores swags blev lagt tilrette omkring bålet og så var det tid til at nyde maden og selskabet. I løbet af aftenen fandt guiden hans guitar frem og sangstemmerne blev luftet. Efter en lang dag lagde vi os til at soven ved siden af hinanden rundt om bålet.
Dagen efter begyndte ved solopgang. Morgenmaden blev spist, de fleste af os så ikke helt så morgenfriske og veludhvilede ud som man kunne tænke sig. Lejren blev pakkes sammen, og afsted gik det mod The Olgas.
The Olgas også kaldt Kata Tjuta betyder Mange Ansigter, består af mere end 35 meget store sten, som ligger tæt og stikker op som mange ansigter. Kata Tjua er de aboriginal mænds tilholdssted, hvor mændene holder deres hemmelige cermonier. Man hører generalt ikke meget om mændenes steder, og man ved ikke meget om det, hvor imod kvindernes tilholdssteder kender man meget til som fx Ayers Rock, også kaldet Uluru. Men Mount Olga, der er den højeste sten i The Olga's er faktisk mere en 200m højere end Ayers Rock.
Her var det igen tid til en hike. Turen gik ind blandt de mange sten, op over nogle af de mindre, for til sidst at gå gennem Valley of the Winds. Et flot og imponerende syn, og man forstår godt at det er forskelligt om folk finder The Olga's eller Ayers Rock mest imponerende. Efter et par timers tur mellem stenen fandt vi vej til bussen, hvor turen gik mod et aboriginal kulturcenter, som var fyldt med histrorier og facts om deres kultur og deres måde at leve på. For dem er Ayers Rock faktisk hellig, og de ser helst at man ikke klatre op ad den. De har flere gange forsøgt at få rettighederne over Uluru - Kata Tjuta Nationalpark. Ind til videre må de dog nøjes med et sammarbejde.
Så gik turen mod solnedgangen ved Ayers Rock. Denne solnedgangs plads er en parkeringsplads lavet specielt til formålet, og her gælder reglen først til mølle får den bedste plads til fotografering, hvilket Charlotte var glad for, da vi var den første gruppe der ankom til pladsen. Vi gik straks igang med at sætte vores transportable køkken op. Aftensmaden blev lavet tids nok til at den kunne nydes sammen med solnedgangen. Et fantastisk syn, hvor man rigtig kan se de farveskift stenen laver og er kendt for, hvilket Charlotte ihærdigt forsøgte af fange med kameraet, hvilket betyder at vi nu har små 100 billeder af Ayers Rock ;o)
Efter det sidste billed gik oprydningen i gang, og vi kørte mod lejeren, hvor der denne gang både var bad og toiletter. Efter et dejligt bad blev der ristet skumfiduser over bål, snakket, hygget og drukket inden vi krøb ned i vores swags. Denne aften var der stjerneklart og rigtig flot fuldmåne, så det var fantastisk smukt.
Vi sprang op af soveposerne tidlig morgen og afsted gik det mod solopgangen over Ayers Rock. Solopgangen var farverig og smuk, og igen blev der taget en helt masse billeder. Da solen og varmen var fremme kørte vi hent til Ayers Rock. Her gik vi en tur hvor vi fik set aboriginal hule malerier, malerierne referer til historier, som kvinderne fortalte børnene for at lære dem om naturen, hvor de kunne finde vandhuller osv. Vi så også et vandhuld, også kaldt billabong, som ligger inde i et indhak af stenen. Så kom valgmuligheden, hvor man kunne vælge at gå en tur hele vejen rundt om stenen eller bestige den.
Nick, som vi wwoof'et hos, havde anbefalet os at bestige Ayers Rock, selvom den for for de aboriginal er hellig, da det simpelthen skulle være en fantastisk oplevelse. Så vi valgte at bestige!
Og det var noget af en oplevelse må man sige. Opad går det lige fra starten af. Der er ikke nogen trapper eller noget, man går bare op ad en vildt skrå bjergvæg. Det er en kæde halvdelen af vejen som man kan holde fast i og hive sig op i om nødvendigt, og vi måtte da også holde et par pauser og nyde udsigten. Det er nok de længeste 1,6 km vi nogen sinde har gået! På toppen var overfladen noget overraskende. Den er ikke plan, men går op og ned i kraterer, så man bliver aldrig færdig med at klatre før man er nede igen. Vi var godt trætte og ømme i benene og lårbasserne, men super glade over at vi havde klaret det! En helt unik oplevelse!
Så gik turen hjemad mod Alice Springs, hvor vi vist alle fik en lille lur i bussen! Men turen endte ikke her! Vi mødtes om aftenen til aftensmad, og gik derefter i byen på den eneste pub i Alice. Det endte med en super hyggelig og sjov aften med masser af grinen og dansen.
Der er ikke meget at give sig til i Alice Springs by, men turen ud til Ayers Rock var en kanon oplevelse. Dejlige mennesker og fantastisk natur. Vi havde en rigtig god oplevelse og nogle dejlige dage i det "rigtige Australien"!
Abonner på:
Opslag (Atom)