Vi ankom til Noosa og blev samlet op af Nick, som ejer det lille hus der er lavet til hostel med plads til 17. Et dejligt, lille roligt sted med en hyggelig veranda og tørrestativ i baghaven. Noosa er australiens svar på Strandvejen. Med floden som snor sig gennem byen, stranden og de dyrre boliger som ligger med fantastisk udsigt. Den lille by er proppet med goumet restauranter, caféer og tøjbutikker uden prismærke. Så med andre ord, er der ikke meget at lave i Noosa for en backpacker. Der er selvfølgelig stranden, så der er mulighed for at lære at surfe eller man kan leje kayakker og sejle lidt rundt på floden.
Vi nød lidt sol på stranden, tullerede lidt rundt, kiggede på de mange butiksvinduer og fik en god kop kaffe. Vi nød også gåturen på 3 kvarter tilbage til hostelet, hvor vi smukiggede lidt på de lækre boliger og udsigten. Der blev også købt postkort, så vi nød den sidste sol på verandaen med at skrive og smovse jordbær.
Vi brugte også en kanon dag i Australian Zoo. Vi blev hentet i en speciel Aus Zoo bus, som samler folk op om morgenen. Betrækket på bussens sæder var broderet med dyr og på tv skæmene kørte filmen om Steve Irwin, familien og historien om Australien Zoo og selvfølgelig en masse farlige klip hvor Steve fanger crocks og andre af australiens ikke helt ufarlige dyr.
Parken er flot lavet og der er masser af oplysninger om dyerne. Vi så et lille show, hvor de viste os slanger, elefanter, en massse flotte fugle, og til slut en stor krokodille som de fodrede. Det specielle ved showet var at det faktisk ikke var så meget et show, man så dyrene mens de fortæller om dem, hvorfor de er så fantastiske nogle dyr, hvad man kan gør for at hjælpe dyerne da de er truet, eller hvordan man skal opføre sig for at dyret ikke er en trudsel for mennesket som fx krokodiller.
Vi fik også set en lege time med de fantastiske flotte tigere. Man må ikke længere fange dyerne i det vilde. Så disse tigere er opdrattet i zoo'ens omgivelser og de har derfor nogle faste dyrepassere som er sammen med dem næsten 24 timer i døgnet og har været det siden tigerne blev født. Derfor opføre tigerne sig over for deres passere, som en huskat ville opføre sig over for sin ejer. Så vi så hvordan disse kæmpe katte svømmer rundt og lejer med dyrpasserne. Det var ret vildt at se. Mens de leger får man fortalt en massen om tigerne. fx. vil der om 10 år ikke være en eneste at denne slags tiger tilbage i det vilde, da menneskene ødelægger leveforholdet.
Efter legetimen gik turen mod koalabjørnene og kænguruerne. Vi købte lidt fodder og brugte en masse tid på at håndfodre og nusse de bløde hoppedyr. Herefter gik turen mod reptilerne, kæmpe slanger og små giftige slanger. Vi stødte også på den tasmanske djævel, kæmpe wombats og dingoes, som mest af alt ligner en sød lille hund, men som bestemt har et helt andet ryg.
Vi sluttede af i gavebutikken. og hold da helt op. Der er ikke det man ikke kan få. Steve Irwins datter har hendes eget tv show og det samme har sønnen. Man kunne få alt lige far skoletasker, panalhus, action mans og barbiedukker af familien. T-shirts, kuglepenne og plakater.
Vi havde en skøn dag blandt dyerne i parken, og man er ikke i tvivl om at at disse mennesker elsker dyerne og med glæde deler ud af deres viden til millioner af andre mennesker. Men vi må dog sige at det er ufattelig amerikaniseret, med alle reklamespotsne som kører på skærme rundt i parken, souveniers, børnene som bliver brugt i alle sammenhænge og insamlingnerne til de mange fonde, der er dannet i steve Irwins navn. Men en super dag havde vi.
Aftnerne på hostelet er gået med fælles hygge i stuen, hvor vi har fået set film og snakket en masse.
Den sidste dag tog vi på marked en halv time udenfor byen. Dette marked er i byen 2 gange om ugen, og så er gaderne fulde. Man kunne også køber næsten alt mellem himmel og jord, vi nøjes dog med en japansk kål "pandekage" inden turen gik tilbage til hostellet.Dagene i Noosa har været afslappende, men vi har bestemt også hygget os i denne lidt eksklusive by.
Nu går turen videre nedad mod Brisbane og Surfers Paradise.
søndag den 16. august 2009
Fraser Island
Fraser Island er verdens største sandø, og måler ca. 120 km i længden og 15 km i breden. At der er en sandø er svært at forstå, når man tænker på hvad øen har at byde på. Der er regnskov, ca. 40 ferskvand søen, sanddynger, der er mere end 200 m. høje og i vandet omkring øen er der rig mulighed for at se hvaler, delfiner, hajer og skildpadder, for bare et nævne noget af det.
Men ugangspunkt i alt dette, var vi enige om at en tur til Fraser Island var noget vi måtte gøre. Vi fik booket en guidet tur på 3 dage og 2 nætter. Og efter 2 dage i Hervey Bay var vi klar til at tage afsted. Afsted det gik mod Fraser Island, og ca. kl. 9 lagde båden til ved molen ved Kingfisher Bay Resort på Fraser Island, hvor vi med det samme steg ombord i den 4-hjulstrukne bus, med vores guide Dave, som har levet på øen i næsten 20 år.
Afsted det gik må første stop, Lake McKenzie. Denne sø er uden tvivl den mest kandte af søerne på Fraser. Vandet er krystalklart og turkisblå, og nærmest "smelter" sammen med den hvide sandstrand der ligge ned til. Charlotte fik dyppet tæerne og fik taget et af de berømte billeder, hvor hun ligger i vandkanten, alt imens Kicki lege fotograf, det blev også til et på hoppebilleder og afslapning i det bløde sand. Efter mere en 2,5 timers idyl, var det tid til frokosten, hvor efter det var tid til en gåtur gennem Wanggoolba Creek, videre igennem regnskoven for tilsidst at ende i Pile Valley, hvor der er træer større end man kan forestille sig. Denne gåtur gennem den tætte regnskoven er den smukkeste vi skov vi har set her i Australien. En lille kilde som løber gennem den mørke skove og den totale stilhed, hvor man kun kan høre fuglene og bladene rasle.
Herefter gik det tilbage til Kingfisher Bay Resort, hvor vi skulle overnatte i træhytter.
Aftensmaden var buffet, og bagefter blev der hygge snakket lidt.
Næste dag gik turen afsted trævs over øen og vi blev hurtigt enige om det var godt af vi havde valgt en guidet tur og ikke en kør selv. Fraser er World Heritages og derfor er vejene forblevet naturlige.Det betyder at der ikke er asfalt på, med at en var er et spor i sandet. Disse spor er flere steder slidt 1,5 til 2 m. ned, da bildækkene langsomt har slebet trærødderne over, så vejen nu ligger under den naturlige overflade. Dette betyder et det kræver lidt øvelse og viden om 4WD biler, for ikke at hænge fast i sandet.
Efter ca. 45 min. kørsel nåede vi den anden side af øen og 75-mile beach (som faktisk kun er 59 mil lang), og afsted det gik op af den, for stranden er officiel vej, med fartgrænser og fartkontrol. Efter en fantastisk køretur i vandkanten nåede vi til dagens første stop, Maheno skibsvraget. Dette passagerskib, blev i 1930'erne skyldet på land af en cyklon, og har været der lige siden. Det var meget sjovt at se et skibsvrag på land. Og efter denne anderledes oplevelse, gik turen mod Champagne Pools, som er noget af det eneste saltvand man kan bade i på øen, da man skal holde sig fra havet pga. hajer og understrøm! Champagne Pools er dannet naturligt af en kemiske reaktion i sandet og vandet, som har dannet en hård og sort overflade, som gør at fx vandet i søerne kan blive der, og ikke bare smuges ned gennem sandet. Champagne Pools består af et sådanne hårde kratere ude ved havet, hvor bølgerne fylder dem med saltvand.
Så var turen kommet til Indian Head, et udsigtspunkt, som var det første Thomas Cook så, da han i sin tid opdagede øen. Her kravlede vi op, og nød udsigten. Der var strand på begge sider, og vand ligefrem, så dette sted var ideelt til at spotte hvaler og hajer. Sidste stop på dagen var Eli Creek, hvor strømmen kan tage dig med ud til havet, da den udmunder der.
Om aftenen gik vi op for at nyde solnedgangen over havet.
På sidste dagen gik turen mod Lake Wabby, og sikke et syn. Lake Wabby ligge nede i bunden af de mere end 200m høje sanddynger, og med eycalyptusskov på den anden side af søen er det et ufatteligt syn. Vi lagde os i sandet og nød igen den ufattelige stilhed - selvfølgelig lige ind til de andre turister kommer, men vi var ret heldige og den første time havde vi stedet helt for os selv. Vi gik over sanddyngerne og længere fremme mens man stod omringet af sand kunne man skimte skoven og havet foran sig. Denne oplevelse var nok den meds fantastiske på hele turen.
Vi kom tilbage til bussen og kørte til et resort for at få noget frokost, hvilket vi alle nød, da det var ret hårdt at okse rundt gennem alt det sand.
Sidste stop på turen var Lake Birrabeen hvor Kicki fik sig en dukkert og Charlotte en lur. Vi synes denne sø er smukkere end Lake Mckenzie, her er det samme klare blå vand, men her er mere hyggeligt, med siv og buske. Lige som vi rejste os, og sluttede turen af begyndte regnen at dryppe, så det kunne ikke være bedre timing.
Vi er kanon glade for at vi tog ud til Fraser Island. Det har været en helt spiciel og fantastisk oplevelse, en af dem vi vil huske og tænke tilbage på som et rigtig smukt sted.
Men ugangspunkt i alt dette, var vi enige om at en tur til Fraser Island var noget vi måtte gøre. Vi fik booket en guidet tur på 3 dage og 2 nætter. Og efter 2 dage i Hervey Bay var vi klar til at tage afsted. Afsted det gik mod Fraser Island, og ca. kl. 9 lagde båden til ved molen ved Kingfisher Bay Resort på Fraser Island, hvor vi med det samme steg ombord i den 4-hjulstrukne bus, med vores guide Dave, som har levet på øen i næsten 20 år.
Afsted det gik må første stop, Lake McKenzie. Denne sø er uden tvivl den mest kandte af søerne på Fraser. Vandet er krystalklart og turkisblå, og nærmest "smelter" sammen med den hvide sandstrand der ligge ned til. Charlotte fik dyppet tæerne og fik taget et af de berømte billeder, hvor hun ligger i vandkanten, alt imens Kicki lege fotograf, det blev også til et på hoppebilleder og afslapning i det bløde sand. Efter mere en 2,5 timers idyl, var det tid til frokosten, hvor efter det var tid til en gåtur gennem Wanggoolba Creek, videre igennem regnskoven for tilsidst at ende i Pile Valley, hvor der er træer større end man kan forestille sig. Denne gåtur gennem den tætte regnskoven er den smukkeste vi skov vi har set her i Australien. En lille kilde som løber gennem den mørke skove og den totale stilhed, hvor man kun kan høre fuglene og bladene rasle.
Herefter gik det tilbage til Kingfisher Bay Resort, hvor vi skulle overnatte i træhytter.
Aftensmaden var buffet, og bagefter blev der hygge snakket lidt.
Næste dag gik turen afsted trævs over øen og vi blev hurtigt enige om det var godt af vi havde valgt en guidet tur og ikke en kør selv. Fraser er World Heritages og derfor er vejene forblevet naturlige.Det betyder at der ikke er asfalt på, med at en var er et spor i sandet. Disse spor er flere steder slidt 1,5 til 2 m. ned, da bildækkene langsomt har slebet trærødderne over, så vejen nu ligger under den naturlige overflade. Dette betyder et det kræver lidt øvelse og viden om 4WD biler, for ikke at hænge fast i sandet.
Efter ca. 45 min. kørsel nåede vi den anden side af øen og 75-mile beach (som faktisk kun er 59 mil lang), og afsted det gik op af den, for stranden er officiel vej, med fartgrænser og fartkontrol. Efter en fantastisk køretur i vandkanten nåede vi til dagens første stop, Maheno skibsvraget. Dette passagerskib, blev i 1930'erne skyldet på land af en cyklon, og har været der lige siden. Det var meget sjovt at se et skibsvrag på land. Og efter denne anderledes oplevelse, gik turen mod Champagne Pools, som er noget af det eneste saltvand man kan bade i på øen, da man skal holde sig fra havet pga. hajer og understrøm! Champagne Pools er dannet naturligt af en kemiske reaktion i sandet og vandet, som har dannet en hård og sort overflade, som gør at fx vandet i søerne kan blive der, og ikke bare smuges ned gennem sandet. Champagne Pools består af et sådanne hårde kratere ude ved havet, hvor bølgerne fylder dem med saltvand.
Så var turen kommet til Indian Head, et udsigtspunkt, som var det første Thomas Cook så, da han i sin tid opdagede øen. Her kravlede vi op, og nød udsigten. Der var strand på begge sider, og vand ligefrem, så dette sted var ideelt til at spotte hvaler og hajer. Sidste stop på dagen var Eli Creek, hvor strømmen kan tage dig med ud til havet, da den udmunder der.
Om aftenen gik vi op for at nyde solnedgangen over havet.
På sidste dagen gik turen mod Lake Wabby, og sikke et syn. Lake Wabby ligge nede i bunden af de mere end 200m høje sanddynger, og med eycalyptusskov på den anden side af søen er det et ufatteligt syn. Vi lagde os i sandet og nød igen den ufattelige stilhed - selvfølgelig lige ind til de andre turister kommer, men vi var ret heldige og den første time havde vi stedet helt for os selv. Vi gik over sanddyngerne og længere fremme mens man stod omringet af sand kunne man skimte skoven og havet foran sig. Denne oplevelse var nok den meds fantastiske på hele turen.
Vi kom tilbage til bussen og kørte til et resort for at få noget frokost, hvilket vi alle nød, da det var ret hårdt at okse rundt gennem alt det sand.
Sidste stop på turen var Lake Birrabeen hvor Kicki fik sig en dukkert og Charlotte en lur. Vi synes denne sø er smukkere end Lake Mckenzie, her er det samme klare blå vand, men her er mere hyggeligt, med siv og buske. Lige som vi rejste os, og sluttede turen af begyndte regnen at dryppe, så det kunne ikke være bedre timing.
Vi er kanon glade for at vi tog ud til Fraser Island. Det har været en helt spiciel og fantastisk oplevelse, en af dem vi vil huske og tænke tilbage på som et rigtig smukt sted.
lørdag den 1. august 2009
Whitsundays
Vi ankom til Airlie Beach om eftermiddagen, dagen inden vores cruise. Vi havde bestilt overnatning med udsigt over vandet, godt nok skulle vi dele den med de 15 andre mennesker på vores dorm, men beliggenheden var god, og det var kun for en nat. Vi fik pakket vores tasker, så vi var klar til næste dag. Da båden først sejlede kl. 16 om eftermiddagen, havde vi tid til at slappe af og nyde solen inden, og over middag drog vi afsted mod marinen, hvor der var dheck-in.
Det var et luksus cruise vi havde bestilt, og vi var heller ikke mere end lige kommet om bord, før vi blev enige om at det nok skulle blive 3 rigtig gode dage. Skibet Pacific Sunrise skulle ifølge alle vi havde snakket med, være det lækreste skib, der sejler ved Whitsundays. Og med plads til kun 17 gæster, og 6 besætningsmedlemmer til at varte os op, var kursen lagt.
Ombord var eftermiddagskaffen klar med småkager, og ved solnedgang blev der serveret champagne og lækre oste. Vi kom hurtigt i snak med de andre gæster på båden, som var et godt mix. Vi faldt godt i snak med et ung amerikansk par, som stod klar med masser af råd til os, når vi skulle til USA. Da det var ved at være spisetid, blev vi glædeligt overrasket. Charlotte har hele tiden en kæmpe lyst til laks. Så da den 3-retters menu kom op, strålende hun som en lille sol, da der var laks til forret. Aften stod på hygge og snakken, inden vi knøb til køjs i vores private kahyt.
Efter morgenmaden næste morgen var det tid til at snorkle. Whitsunday Islands er en del af Great Barrier Reef Marine Park, så mulighederne for at se liv under vandet, skulle nok være der. Kicki fod var dog ikke i orden endnu, og vi blev enige om at svømmerfødder nok ikke gjorde den noget godt, så hun på skibet, nød solen og en bog mens Charlotte hoppede i våddragten plaskede rundt i vandet. Senere var vi på en lille gåtur, hvor vi endte med udkig over Whiteheaven Beach, som skulle være en af de flotteste i verden. Den var også fantastisk flot, og der blev taget massere af billeder. Efter frokost på skibet, brugte vi eftermiddagen på af slappe af på Whiteheaven Beach. Sandet var så fint og hvid, at fornemmelsen under fødderne var ligesom at gå i kartoffelmel. Aldrig har vi set så fin en strand.
På vej tilbage til skibet fik vi lige spottet en kæmpeskildpadde, som stak hovedet op ikke langt fra båden.
Igen blev der disket op med 3 retters lækkerier, og senere på aftene kom delfinerne frem omkring skibet og under den stjerneklare himmel.
Dagen efter stod i vandaktiviteternes tegn. Nogle dykkede og andre snoklede. Kicki var med i vandet denne gang så det var lidt sjovere for os begge to.Om eftermiddagen blev kajakerne hevet frem, og vi fik roet en tur på havet hvor en skilpadde igen stak hovedet frem, andre så også rev hajer. Om aftenen nød vi den sidste solnedgang på havet med en øl eller drink i hånden.
Sidste dag gik turen hjemad. Det var begyndt at blæse op, så bløgerne var høje til nogens redsel og skræk. Men det mærkede vi ikke noget til, så vi nød pandekagerne til morgenmad, vi fik slappet af med en god bog og udvekslet mail addresser med de andre om bord, inden vi igen var i land.
Turen var helt fantastisk. Vi var glade for vores valg, i stedet for en af de mange backpackerture. Vi fik slappet af og blev vartet op med lækker mad, flotte snorklingture, en eftermiddag på den dejligste strand, et herligt crew og en lækker båd. Lige havd vi havde brug for ;o) Pacific Sunrise kan anbefales.
Vi havde en enkel overnatning i Airlie Beach hvor vi lige kunne vende os til at være på land igen. Derefter gik turen videre til Hervey bay og Fraser Island.
Det var et luksus cruise vi havde bestilt, og vi var heller ikke mere end lige kommet om bord, før vi blev enige om at det nok skulle blive 3 rigtig gode dage. Skibet Pacific Sunrise skulle ifølge alle vi havde snakket med, være det lækreste skib, der sejler ved Whitsundays. Og med plads til kun 17 gæster, og 6 besætningsmedlemmer til at varte os op, var kursen lagt.
Ombord var eftermiddagskaffen klar med småkager, og ved solnedgang blev der serveret champagne og lækre oste. Vi kom hurtigt i snak med de andre gæster på båden, som var et godt mix. Vi faldt godt i snak med et ung amerikansk par, som stod klar med masser af råd til os, når vi skulle til USA. Da det var ved at være spisetid, blev vi glædeligt overrasket. Charlotte har hele tiden en kæmpe lyst til laks. Så da den 3-retters menu kom op, strålende hun som en lille sol, da der var laks til forret. Aften stod på hygge og snakken, inden vi knøb til køjs i vores private kahyt.
Efter morgenmaden næste morgen var det tid til at snorkle. Whitsunday Islands er en del af Great Barrier Reef Marine Park, så mulighederne for at se liv under vandet, skulle nok være der. Kicki fod var dog ikke i orden endnu, og vi blev enige om at svømmerfødder nok ikke gjorde den noget godt, så hun på skibet, nød solen og en bog mens Charlotte hoppede i våddragten plaskede rundt i vandet. Senere var vi på en lille gåtur, hvor vi endte med udkig over Whiteheaven Beach, som skulle være en af de flotteste i verden. Den var også fantastisk flot, og der blev taget massere af billeder. Efter frokost på skibet, brugte vi eftermiddagen på af slappe af på Whiteheaven Beach. Sandet var så fint og hvid, at fornemmelsen under fødderne var ligesom at gå i kartoffelmel. Aldrig har vi set så fin en strand.
På vej tilbage til skibet fik vi lige spottet en kæmpeskildpadde, som stak hovedet op ikke langt fra båden.
Igen blev der disket op med 3 retters lækkerier, og senere på aftene kom delfinerne frem omkring skibet og under den stjerneklare himmel.
Dagen efter stod i vandaktiviteternes tegn. Nogle dykkede og andre snoklede. Kicki var med i vandet denne gang så det var lidt sjovere for os begge to.Om eftermiddagen blev kajakerne hevet frem, og vi fik roet en tur på havet hvor en skilpadde igen stak hovedet frem, andre så også rev hajer. Om aftenen nød vi den sidste solnedgang på havet med en øl eller drink i hånden.
Sidste dag gik turen hjemad. Det var begyndt at blæse op, så bløgerne var høje til nogens redsel og skræk. Men det mærkede vi ikke noget til, så vi nød pandekagerne til morgenmad, vi fik slappet af med en god bog og udvekslet mail addresser med de andre om bord, inden vi igen var i land.
Turen var helt fantastisk. Vi var glade for vores valg, i stedet for en af de mange backpackerture. Vi fik slappet af og blev vartet op med lækker mad, flotte snorklingture, en eftermiddag på den dejligste strand, et herligt crew og en lækker båd. Lige havd vi havde brug for ;o) Pacific Sunrise kan anbefales.
Vi havde en enkel overnatning i Airlie Beach hvor vi lige kunne vende os til at være på land igen. Derefter gik turen videre til Hervey bay og Fraser Island.
onsdag den 29. juli 2009
Magnetic Island
Vi ankom til Townsville kl. 18, hvor vi havde en overnatning inden turen gik mod Magnetic Island. Dette var nok en god beslutning med kun en overnatning, da vi hurtigt blev enige om at byen virkede en smule kedelig, men det lykkedes os dog at finde en hyggelig mexicans restaurant, som til vores glæde servede god mad. Og det blev det eneste vi gav os til i Townsville.
Efter check-ud næste morgen gik vi ned mod færgen. Vi havde på forhånd købt 3 overnatningen i Bungalow Bay Koala Village, hvor færgebilletten og busbilletten også var inkluderet. Pakken inholdte ogtså ingang til Koala og Wildlife parken, som var en del af resortet, og endda mulighed for at holde en koala mens man smiler til kameraet.
Efter en halv times seljtur ankom vi til Magnetic Island. En forholdvis lille hyggelig ø med mulighed for massere af vandaktiviteter, og en masse vandreruter, hvilket egentlig var hvorfor vi valgte at tage til øen.
Vi fandt os tilrette i vores bungalow og gik så ellers en lille tur ud for at finde et sted hvor man kunne handle lidt ind. Vi havde læst i guidbogen over øen at der var et supermarket nær vores hostel. Et supermarked vil vi nu ikke lige kalde det. De har alt der kan proppes på en dåse, en masse slik, lidt mælk og yougurt. Så det blev til paste, tomatsovs og havregrød. Rigtig backpacker mad ;o).
Vi nød aftenen og fuglefløjt og fik spillet noget kort.
Efter havregrøden næste morgen gik vi på opdagelse på øen. Vi fandt vej til en gå rute op til et lille fort med helt fantastisk udsigt over næsten hele øen og de forskellige bays. På vores vej der op så vi en masse koalaer, en af de små bjørne tog sig en lur så langt nede i et træ at man kunne stille sig hen ved siden af den i hovedhøjde, så vi fik taget et par gode billeder. Vi havde planlagt at bruge det meste af dagen på gåture rundt på øen, men Kickis fod mente noget andet, så vi måtte desværre finde vej tilbage til hostelet. Vi fandt støttestrømpen frem så nu må hun humpe rundt med den lidt.
Vi fik selvfølgelig også kigget på den lille park. En lille guidet tur, hvor de fortæller om nogle forskellige dyr og dets historei. De havde crocs, kæmpe firben, flere forskellige slags papagøjer, som var meget store, slanger og de nuttede koalaer. Vi fik lov til at holde en mens de tog et billed som man fik med hjem som souvenier. Selvom koalaen ikke ser så stor ud, så er den faktisk ret tung. Den har også nogle spidse klør, som godt kan svie lidt på den solbrændte hud, men det var det hele værd. Den er ret sød og blød! De havde også en lillen wallabie, som rendte rundt mellem folk og ville kløes lidt bag øerne. Den er lige så blød som en kanin og ikke til at stå for. Efter den lille rundtur i parken tog dyrmanden os med ud i skoven og rystede træerne lidt så sommerfuglene fløj rundt over vores hovder. Et rigtig smukt og idyllist øjeblik, som man næsten kun ser på film. Han viste os hvordan man kan fange en sommergugl på den rigtig måde, og holde den og se dens farver.
Efter et par hyggelige timer blandt dyerne fik vi en lille frokost og fandt vej ned til stranden, hvor vi nød den sidste sol. Vi brugte den sidste aften på kortspil og en kande øl og nød en god dessert.
Vi havde i løbet af dagene fundet et superctilbud på et 3 dags luksuscruise på Withsundays. Prisen var mere 800 dkk billiger pr. pers. så vi slog til med det samme. Det betød at vi skulle tidlig op og hurtig videre med Greyhound til Airlie Beach hvorfra båden sejler.
Vi har nydt dagene på Magnetic Island, det har været dejligt med lidt ro og at være omgivet af frodig natur. Vi var ærgelige over uheldet med Kickis fod, men det er der ikke noget at gøre ved. Vi håber den snart bliver god igen.
Vi ser frem til lidt luksus på withsunday!
Efter check-ud næste morgen gik vi ned mod færgen. Vi havde på forhånd købt 3 overnatningen i Bungalow Bay Koala Village, hvor færgebilletten og busbilletten også var inkluderet. Pakken inholdte ogtså ingang til Koala og Wildlife parken, som var en del af resortet, og endda mulighed for at holde en koala mens man smiler til kameraet.
Efter en halv times seljtur ankom vi til Magnetic Island. En forholdvis lille hyggelig ø med mulighed for massere af vandaktiviteter, og en masse vandreruter, hvilket egentlig var hvorfor vi valgte at tage til øen.
Vi fandt os tilrette i vores bungalow og gik så ellers en lille tur ud for at finde et sted hvor man kunne handle lidt ind. Vi havde læst i guidbogen over øen at der var et supermarket nær vores hostel. Et supermarked vil vi nu ikke lige kalde det. De har alt der kan proppes på en dåse, en masse slik, lidt mælk og yougurt. Så det blev til paste, tomatsovs og havregrød. Rigtig backpacker mad ;o).
Vi nød aftenen og fuglefløjt og fik spillet noget kort.
Efter havregrøden næste morgen gik vi på opdagelse på øen. Vi fandt vej til en gå rute op til et lille fort med helt fantastisk udsigt over næsten hele øen og de forskellige bays. På vores vej der op så vi en masse koalaer, en af de små bjørne tog sig en lur så langt nede i et træ at man kunne stille sig hen ved siden af den i hovedhøjde, så vi fik taget et par gode billeder. Vi havde planlagt at bruge det meste af dagen på gåture rundt på øen, men Kickis fod mente noget andet, så vi måtte desværre finde vej tilbage til hostelet. Vi fandt støttestrømpen frem så nu må hun humpe rundt med den lidt.
Vi fik selvfølgelig også kigget på den lille park. En lille guidet tur, hvor de fortæller om nogle forskellige dyr og dets historei. De havde crocs, kæmpe firben, flere forskellige slags papagøjer, som var meget store, slanger og de nuttede koalaer. Vi fik lov til at holde en mens de tog et billed som man fik med hjem som souvenier. Selvom koalaen ikke ser så stor ud, så er den faktisk ret tung. Den har også nogle spidse klør, som godt kan svie lidt på den solbrændte hud, men det var det hele værd. Den er ret sød og blød! De havde også en lillen wallabie, som rendte rundt mellem folk og ville kløes lidt bag øerne. Den er lige så blød som en kanin og ikke til at stå for. Efter den lille rundtur i parken tog dyrmanden os med ud i skoven og rystede træerne lidt så sommerfuglene fløj rundt over vores hovder. Et rigtig smukt og idyllist øjeblik, som man næsten kun ser på film. Han viste os hvordan man kan fange en sommergugl på den rigtig måde, og holde den og se dens farver.
Efter et par hyggelige timer blandt dyerne fik vi en lille frokost og fandt vej ned til stranden, hvor vi nød den sidste sol. Vi brugte den sidste aften på kortspil og en kande øl og nød en god dessert.
Vi havde i løbet af dagene fundet et superctilbud på et 3 dags luksuscruise på Withsundays. Prisen var mere 800 dkk billiger pr. pers. så vi slog til med det samme. Det betød at vi skulle tidlig op og hurtig videre med Greyhound til Airlie Beach hvorfra båden sejler.
Vi har nydt dagene på Magnetic Island, det har været dejligt med lidt ro og at være omgivet af frodig natur. Vi var ærgelige over uheldet med Kickis fod, men det er der ikke noget at gøre ved. Vi håber den snart bliver god igen.
Vi ser frem til lidt luksus på withsunday!
fredag den 24. juli 2009
Cairns, Cape Tribulation og Great Berrier Reef
Vi ankom til Cains med fly fra Darwin, og var ufattelige lettet over, at vi kun skulle rejse i 2,5 timer og ikke 2,5 døgn! Vi tjekkede ind og gik derefter en tur ud i byen. I indbyggertal er Cairns på størrelse med Ålborg, men det kan bestemt ikke mærkes. Det er den mest afslappet, behagelig og tilbagelægnet by vi har været i ind til videre. Og med palmerne, der stikker op over det hele, bade lagoonen nede ved esplanada og alle bådene, der ligger ved marinen med bjergene i baggrunden er det også et fryd for øjet.
Vi fik bestilt en endags tur til Cape Tribulation og en tur ud på Great Berrier Reef.
Cape Tribulation er en World Heritage regnskov, som ligger lige ud til stranden og havet og møder Great Berrier Reef, som også er World Heritage. Det eneste sted på jorden hvor to Worls Heritage møder hinanden. Wow ikk?! ;o)
"Vi stod tidlig op", hvilket man altid gør når man skal på tur, det er bare sådan en god indledning! Vi stod tildlig op, og ud af en minibus sprang Billy. Den mærkeligste turguide vi har haft ind til videre! Der er næsten ubeskriveligt, hvilken oplevelse han var, men køreturen der op på 2 timer var lige som at være med i en film. Billy fortalte historier, og forklarede og havde næsten en sang til hver historie. En super klog mand, og ret underholdende. Nå, men først var vi på en lille sejltur hvor vi fik set nogle crocs (krokodiller) og fik fortalt lidt om området. Derefter gik turen ind i regnskoven, hvor Billy guidet os rundt og fortalte en masse om skoven og nogle sjove historier blev det også til. En af hans historier var fx om den lille plante med hjerteformet blade. Den ser ret hamløs ud, men den har nogle små fibre som giver en en brændende fornemmelse på huden, det kan vare i 2 uger eller 2 år. Tilbage i tiden var de australske mænd, så træt af, at de amerikanske soldater altid tog deres piger, så aussi'erne fortalte amerikanerne at denne plante var god at tørre numsen med efter toiletbesøg i bushen. Avsh, noget af en spøg!
Herefter kørte vi ned i bunden af Cape tribulation hvor vi gik en lille tur gennem regnskoven og ned til stranden og nød udsigten og fik taget lidt billeder. På tilbagevejen så vi Mosman Gorge, hvor man kunne tage sig en dukkert i vandhullerne, eller gå en tur og nyde naturen og tage gode billeder. Da vejret og vandet var lidt køligt nøjes vi med at dyppe tæerne.
Turen til Cape Tribulation var en hyggelig tur, men ikke så aktiv som vi havde håbet. Lige som turen til Litchfield kunne vi godt have tænkt os at vandre noget mere i naturen. Vi har fundet ud af at vi faktisk er ret aktive mennesker, som godt kan lide at klatre og puste lidt mens vi oplever, så har vi det bedst!
Vi fik også brugt en dag sammen med den lokale sejlklub. Sejlklubben afholder hver onsdag en lille sejl konkurrence, hvor skipperne "invitere" turister og loklale ombord til at være med for et lille beløb. Og vores båd vandt faktisk! Efter et par timer til søs var der snacks og prisuddelinger og vi fik snakket med de andre ombord. Det var en super sjov eftermiddag, hvor vi fik lært lidt om at sejle, vi lærte i hvertfald hvornår man skal dukke sig for at undgå hovedsejlet ;o)
Vi brugte selvfølgelig også en dag ved Great Berrier Reef, det største koralrev i verden, som endda kan ses fra månen! Imponerende! Vi tog et super selskab, det var professionelt hele vejen i gennem, super god mad, super personale og instruktører og udstyrret var bare i tip top. Vi holdte to stop på turen, det første ud fra en lille strandø Michaelmas cay. Og det andet ude på det åbne hav ved Paradise reef. Det var fantastisk smukt. Vandhunden Charlotte var rigtig i sit es og fik taget en masse billeder med vores lejet undervands kamera. Vi håber der er nogle gode billeder i mellem. Vi er begge enige om at det var et super valg af selskab og vi havde en kanon dag blandt alle fiskene.
Vi fik også brugt nogle dage ved lagoonen, hvor vi nød det gode vejr, sol og varmen og bare slappede af! En tur på det lille aftens markede kom vi også og vi fik også smagte den bedste mango og hindbær sorbet is vi nogen sinde har smagt. Hostelet havde gratis lørdags pandekager og søndags BBQ. De viste film en aften og har nogle super gode sofaer. Så en dejlig hel uge brugte vi i Cairns, hvor vi rigtig fik slappet af men stadig oplevet. Vi synes Cairns er en fantastisk by! Her kunne vi godt blive, hvis ikke det var fordi turen går videre til Townsville og Magnetic Island.
Vi fik bestilt en endags tur til Cape Tribulation og en tur ud på Great Berrier Reef.
Cape Tribulation er en World Heritage regnskov, som ligger lige ud til stranden og havet og møder Great Berrier Reef, som også er World Heritage. Det eneste sted på jorden hvor to Worls Heritage møder hinanden. Wow ikk?! ;o)
"Vi stod tidlig op", hvilket man altid gør når man skal på tur, det er bare sådan en god indledning! Vi stod tildlig op, og ud af en minibus sprang Billy. Den mærkeligste turguide vi har haft ind til videre! Der er næsten ubeskriveligt, hvilken oplevelse han var, men køreturen der op på 2 timer var lige som at være med i en film. Billy fortalte historier, og forklarede og havde næsten en sang til hver historie. En super klog mand, og ret underholdende. Nå, men først var vi på en lille sejltur hvor vi fik set nogle crocs (krokodiller) og fik fortalt lidt om området. Derefter gik turen ind i regnskoven, hvor Billy guidet os rundt og fortalte en masse om skoven og nogle sjove historier blev det også til. En af hans historier var fx om den lille plante med hjerteformet blade. Den ser ret hamløs ud, men den har nogle små fibre som giver en en brændende fornemmelse på huden, det kan vare i 2 uger eller 2 år. Tilbage i tiden var de australske mænd, så træt af, at de amerikanske soldater altid tog deres piger, så aussi'erne fortalte amerikanerne at denne plante var god at tørre numsen med efter toiletbesøg i bushen. Avsh, noget af en spøg!
Herefter kørte vi ned i bunden af Cape tribulation hvor vi gik en lille tur gennem regnskoven og ned til stranden og nød udsigten og fik taget lidt billeder. På tilbagevejen så vi Mosman Gorge, hvor man kunne tage sig en dukkert i vandhullerne, eller gå en tur og nyde naturen og tage gode billeder. Da vejret og vandet var lidt køligt nøjes vi med at dyppe tæerne.
Turen til Cape Tribulation var en hyggelig tur, men ikke så aktiv som vi havde håbet. Lige som turen til Litchfield kunne vi godt have tænkt os at vandre noget mere i naturen. Vi har fundet ud af at vi faktisk er ret aktive mennesker, som godt kan lide at klatre og puste lidt mens vi oplever, så har vi det bedst!
Vi fik også brugt en dag sammen med den lokale sejlklub. Sejlklubben afholder hver onsdag en lille sejl konkurrence, hvor skipperne "invitere" turister og loklale ombord til at være med for et lille beløb. Og vores båd vandt faktisk! Efter et par timer til søs var der snacks og prisuddelinger og vi fik snakket med de andre ombord. Det var en super sjov eftermiddag, hvor vi fik lært lidt om at sejle, vi lærte i hvertfald hvornår man skal dukke sig for at undgå hovedsejlet ;o)
Vi brugte selvfølgelig også en dag ved Great Berrier Reef, det største koralrev i verden, som endda kan ses fra månen! Imponerende! Vi tog et super selskab, det var professionelt hele vejen i gennem, super god mad, super personale og instruktører og udstyrret var bare i tip top. Vi holdte to stop på turen, det første ud fra en lille strandø Michaelmas cay. Og det andet ude på det åbne hav ved Paradise reef. Det var fantastisk smukt. Vandhunden Charlotte var rigtig i sit es og fik taget en masse billeder med vores lejet undervands kamera. Vi håber der er nogle gode billeder i mellem. Vi er begge enige om at det var et super valg af selskab og vi havde en kanon dag blandt alle fiskene.
Vi fik også brugt nogle dage ved lagoonen, hvor vi nød det gode vejr, sol og varmen og bare slappede af! En tur på det lille aftens markede kom vi også og vi fik også smagte den bedste mango og hindbær sorbet is vi nogen sinde har smagt. Hostelet havde gratis lørdags pandekager og søndags BBQ. De viste film en aften og har nogle super gode sofaer. Så en dejlig hel uge brugte vi i Cairns, hvor vi rigtig fik slappet af men stadig oplevet. Vi synes Cairns er en fantastisk by! Her kunne vi godt blive, hvis ikke det var fordi turen går videre til Townsville og Magnetic Island.
torsdag den 16. juli 2009
Darwin
Så gik turen til Darwin, hvor vi ankom efter endnu 1500 km i bus. Men ved ankomst fulgt en glædelig overraskelse; der var dejlig varmt, med temperature over 30 grader, så vi var klar til at nyde livet på det forholdsvis nye hostel vi havde booket. Et sted der virkede super lækkert, nye bygninger og en KÆMPE tagterrasse, hvor der var billig bar, 2 swimmingpools og et spabad, og massere af sideplads. Og så lå det midt inde i byen, og vi var rigtig positive efetr den ankomst.
Darwin er en by med massere af markeder, hvor af flere af dem foregår om aftenen. Charlotte fik hint om et af dem, Mindil Beach Marked, og af sted det gik. Vi startede med at se solnedgangen på stranden inden vi gik om til det egentlige marked. En strand som nok må siges at have den ideelle beliggenhed til en super flot solnedgang. Men lad os sige det sådan, vi var ikke de eneste der havde fået den ide at se solnedgangen her, og i løbet af den næste ½ til hele time, strømmede folk til med alt fra øl til transportable klapstole, champagne og østers. Vi nød den smukke solnedgang og delte den med flere tusinde andre mennesker.
Så var det tid til marked. Hvad der havde set lidt fladt og kedeligt ud, da vi kom var lige pludseligt blevet interessant. Der var så mange folk at vi pludselig gik lige så tæt, hvis ikke tættere end på et asiatisk marked. Her er det dog de mange forskellige madboder der er. Man kan finde alt slags mad lige fra smooties til sri lankansk mad. Vi fandt vej til østersbod, hvor vi blev enige om at prøve østers med tigerrejer og laks, grillet i hvidløgssmør. Og hvis østers er sådan, så kan vi godt lide dem!!! Og selvfølgelig crepes til dessert.
Det er dog ikke kun mad man kan købe der. Som et hvert andet marked er der lidt at hvert. Noget tøj, nogle souveniers og nogle komplet ubrugelige ting. Men vi havde en dejlig aften.
De næste par dage gik med at kigge på djideridoo's og finde ud af hvad vi skulle se i området. Valget stod mellem Litchfield National Park, som skulle være meget smuk, og Kakadu National Park, som er meget kendt. Litchfield vandt, og vi drog af sted. Første stop var et Jumping Crocodile Cruise på Adelaide River, men inden det var der lige mulighed for at få en 2,5 meter lang og meget tyk brun slange omkring halsen. Det blev Kicki's job, da Charlotte dagen inden havde hold en krokodille i de bare hænder. Så seljede vi, og der gik ikke mere en 2 min før den første krokodille viste sig, og hoppede efter de store klumper kød, som den blev lokket med. Efter mere end en time på floden gik turen mod Litchfield, hvor det første vi skulle se var kæmpe termitboer. Efter et kig der gik turen til Wangi vandfaldet, her var mulighed for at bade. Det var et smukt sted og rigtig dejlig med en dukkert i varmen. Efter er lækkert picnic frokort gjorde vi stop ved Florence vandfaldet, som var knap så turistet som det andet. Her blev det dog kun til fotos, så vi havde tid til rigtigt at nyde sidste stop på tur. Buley Rockhole er en anderledes vandfald, som løber stille og roligt. Man kan gå langs de mange små pools, som vandfalder danner, og bare vælge den der passer en bedst til at bade i.
På hjemvejen blev vi sat af ved Mindil Beach market, hvor vi nød solnedgangen, fik vores aftensmad og sluttede aftenen med en imponerende og fed djideridoo koncert. Nu håber vi bare at vi bliver llige så gode til at spille på den djideridoo, som er blevet sendt til Danmark.
Nu går turen til Cairns, hvor vi starter vores tur ned langs østkysten.
Darwin er en by med massere af markeder, hvor af flere af dem foregår om aftenen. Charlotte fik hint om et af dem, Mindil Beach Marked, og af sted det gik. Vi startede med at se solnedgangen på stranden inden vi gik om til det egentlige marked. En strand som nok må siges at have den ideelle beliggenhed til en super flot solnedgang. Men lad os sige det sådan, vi var ikke de eneste der havde fået den ide at se solnedgangen her, og i løbet af den næste ½ til hele time, strømmede folk til med alt fra øl til transportable klapstole, champagne og østers. Vi nød den smukke solnedgang og delte den med flere tusinde andre mennesker.
Så var det tid til marked. Hvad der havde set lidt fladt og kedeligt ud, da vi kom var lige pludseligt blevet interessant. Der var så mange folk at vi pludselig gik lige så tæt, hvis ikke tættere end på et asiatisk marked. Her er det dog de mange forskellige madboder der er. Man kan finde alt slags mad lige fra smooties til sri lankansk mad. Vi fandt vej til østersbod, hvor vi blev enige om at prøve østers med tigerrejer og laks, grillet i hvidløgssmør. Og hvis østers er sådan, så kan vi godt lide dem!!! Og selvfølgelig crepes til dessert.
Det er dog ikke kun mad man kan købe der. Som et hvert andet marked er der lidt at hvert. Noget tøj, nogle souveniers og nogle komplet ubrugelige ting. Men vi havde en dejlig aften.
De næste par dage gik med at kigge på djideridoo's og finde ud af hvad vi skulle se i området. Valget stod mellem Litchfield National Park, som skulle være meget smuk, og Kakadu National Park, som er meget kendt. Litchfield vandt, og vi drog af sted. Første stop var et Jumping Crocodile Cruise på Adelaide River, men inden det var der lige mulighed for at få en 2,5 meter lang og meget tyk brun slange omkring halsen. Det blev Kicki's job, da Charlotte dagen inden havde hold en krokodille i de bare hænder. Så seljede vi, og der gik ikke mere en 2 min før den første krokodille viste sig, og hoppede efter de store klumper kød, som den blev lokket med. Efter mere end en time på floden gik turen mod Litchfield, hvor det første vi skulle se var kæmpe termitboer. Efter et kig der gik turen til Wangi vandfaldet, her var mulighed for at bade. Det var et smukt sted og rigtig dejlig med en dukkert i varmen. Efter er lækkert picnic frokort gjorde vi stop ved Florence vandfaldet, som var knap så turistet som det andet. Her blev det dog kun til fotos, så vi havde tid til rigtigt at nyde sidste stop på tur. Buley Rockhole er en anderledes vandfald, som løber stille og roligt. Man kan gå langs de mange små pools, som vandfalder danner, og bare vælge den der passer en bedst til at bade i.
På hjemvejen blev vi sat af ved Mindil Beach market, hvor vi nød solnedgangen, fik vores aftensmad og sluttede aftenen med en imponerende og fed djideridoo koncert. Nu håber vi bare at vi bliver llige så gode til at spille på den djideridoo, som er blevet sendt til Danmark.
Nu går turen til Cairns, hvor vi starter vores tur ned langs østkysten.
Alice Springs og The Rock Tour
Efter en tur med Greyhound og 1570 km ankom vi til Alice Springs. Vi ankom til vores hostel, og efter indlogering gik vi ud for at handle. Vores hostel ligger på den anden side af Todd River, så for at komme ind til gågaden skulle vi krydse broen, hvilket vi fandt ret komisk, da Todd River er ret tør, og fuld af sand og træer.
Vi blev meget overrasket over hvor mange aboriginals, der bor i denne by. I Adelaide, hvor vi kom fra, havde vi ikke set nogen, i hvertfald ikke nogen der skiller sig ud fra mængden, så det var ret mærkeligt at stige ud af bussen, og se hvordan de færdes på gaden og sidder på græsset i bare fødder og farvestrålende tøj med børnene rendende omkring. Nogen lever stadig under træerne i naturen, og andre bor i huse og har arbejde som almindelige mennesker.
Vi brugte den første dag på at tage til Alice Springs Show, som er en meget meget lille udgave af Sydney Royal Easter Show, med showbags, tivoli og masser af madboder! Det er egentlig ret imponerende at tænke på at de får hele det show stablet på benene for bare 2 dage, da Alice Springs ligger ret isoleret i midten af Australien omgivet af ørken, så alt bliver fragtet meget langt med lastbil, fly eller helikopter.
For at forstå hvor isoleret byen er, kan vi fortælle at de har The School of Air til undervisning og bruger Royal Flying Docters.
Vi fik booket en 3 dagstur til Ayers Rock og nationalparkens andre fantastiske hemmeligheder. Så vi stod tidlig op og afsted gik det med 18 andre morgenfriske unge og guiden. Vi kørte det meste af dagen, for selvom man tror at Ayers Rock ligger tæt på Alice Springs, så ligger nationalparken alligevel 5-6 timers kørsel derfra. Men det var ikke kun kørsel den første dag, vi kørte til Kings Canyon, hvor vi skulle på en 2,5 timers hike. Den startede med en ordentlig bakke, den såkaldte Heartattack Hill (Hjerteanfalds Bakken), men efter den, nåede man toppen af Kings Canyon, hvorfra man rigtig kunne nyde udsigten. Derefter gik turen hen langs klippertoppene, som omgiver Kings Canyon. Klipperne lå for mange mange år siden på havets bund, hvilket vi så beviser på, da overfladen på nogle af stenene er rynkede lige som sandet på stranden efter bølgerne. Vi kiggede lidt på de forskellige træer, der gror op af klipperne, fordi de suger så meget vand, og vi krydsede Edens Have, som dersværre var ret tør på tidspunktet, men hvor der i løbet af året løber et lille vandfald ned igennem. Det var flot og noget som vi bestemt ikke er vant til at se.
Efter denne oplevelse gik turen videre til vores hemmelige overnatningssted. Selskabet The Rock Tour, som vi var med, har fået lov til af en bondemand at slå lejr på hans arealer i bushen. Så der var kun vores lille gruppe til at nyde stedet og nyde den primitive lejrplads. Lejrpladsen bestod af et noget falde
færdigt halvtag (4 pinde i jorden og et par stålplader ovenpå) og bålpladsen, og selvfølgelig verden største toilet, nemlig den australske bush. På vej hen til lejrpladsen var vi stoppet hos den "lokale" alkoholbutik, hvor vi fik provianteret, så vi kunne holde varmen ;o) Så øllene blev åbnet, goon'en (meget meget dårlig australske vin) blev hældt op, maden blev tilberedt, vores swags blev lagt tilrette omkring bålet og så var det tid til at nyde maden og selskabet. I løbet af aftenen fandt guiden hans guitar frem og sangstemmerne blev luftet. Efter en lang dag lagde vi os til at soven ved siden af hinanden rundt om bålet.
Dagen efter begyndte ved solopgang. Morgenmaden blev spist, de fleste af os så ikke helt så morgenfriske og veludhvilede ud som man kunne tænke sig. Lejren blev pakkes sammen, og afsted gik det mod The Olgas.
The Olgas også kaldt Kata Tjuta betyder Mange Ansigter, består af mere end 35 meget store sten, som ligger tæt og stikker op som mange ansigter. Kata Tjua er de aboriginal mænds tilholdssted, hvor mændene holder deres hemmelige cermonier. Man hører generalt ikke meget om mændenes steder, og man ved ikke meget om det, hvor imod kvindernes tilholdssteder kender man meget til som fx Ayers Rock, også kaldet Uluru. Men Mount Olga, der er den højeste sten i The Olga's er faktisk mere en 200m højere end Ayers Rock.
Her var det igen tid til en hike. Turen gik ind blandt de mange sten, op over nogle af de mindre, for til sidst at gå gennem Valley of the Winds. Et flot og imponerende syn, og man forstår godt at det er forskelligt om folk finder The Olga's eller Ayers Rock mest imponerende. Efter et par timers tur mellem stenen fandt vi vej til bussen, hvor turen gik mod et aboriginal kulturcenter, som var fyldt med histrorier og facts om deres kultur og deres måde at leve på. For dem er Ayers Rock faktisk hellig, og de ser helst at man ikke klatre op ad den. De har flere gange forsøgt at få rettighederne over Uluru - Kata Tjuta Nationalpark. Ind til videre må de dog nøjes med et sammarbejde.
Så gik turen mod solnedgangen ved Ayers Rock. Denne solnedgangs plads er en parkeringsplads lavet specielt til formålet, og her gælder reglen først til mølle får den bedste plads til fotografering, hvilket Charlotte var glad for, da vi var den første gruppe der ankom til pladsen. Vi gik straks igang med at sætte vores transportable køkken op. Aftensmaden blev lavet tids nok til at den kunne nydes sammen med solnedgangen. Et fantastisk syn, hvor man rigtig kan se de farveskift stenen laver og er kendt for, hvilket Charlotte ihærdigt forsøgte af fange med kameraet, hvilket betyder at vi nu har små 100 billeder af Ayers Rock ;o)
Efter det sidste billed gik oprydningen i gang, og vi kørte mod lejeren, hvor der denne gang både var bad og toiletter. Efter et dejligt bad blev der ristet skumfiduser over bål, snakket, hygget og drukket inden vi krøb ned i vores swags. Denne aften var der stjerneklart og rigtig flot fuldmåne, så det var fantastisk smukt.
Vi sprang op af soveposerne tidlig morgen og afsted gik det mod solopgangen over Ayers Rock. Solopgangen var farverig og smuk, og igen blev der taget en helt masse billeder. Da solen og varmen var fremme kørte vi hent til Ayers Rock. Her gik vi en tur hvor vi fik set aboriginal hule malerier, malerierne referer til historier, som kvinderne fortalte børnene for at lære dem om naturen, hvor de kunne finde vandhuller osv. Vi så også et vandhuld, også kaldt billabong, som ligger inde i et indhak af stenen. Så kom valgmuligheden, hvor man kunne vælge at gå en tur hele vejen rundt om stenen eller bestige den.
Nick, som vi wwoof'et hos, havde anbefalet os at bestige Ayers Rock, selvom den for for de aboriginal er hellig, da det simpelthen skulle være en fantastisk oplevelse. Så vi valgte at bestige!
Og det var noget af en oplevelse må man sige. Opad går det lige fra starten af. Der er ikke nogen trapper eller noget, man går bare op ad en vildt skrå bjergvæg. Det er en kæde halvdelen af vejen som man kan holde fast i og hive sig op i om nødvendigt, og vi måtte da også holde et par pauser og nyde udsigten. Det er nok de længeste 1,6 km vi nogen sinde har gået! På toppen var overfladen noget overraskende. Den er ikke plan, men går op og ned i kraterer, så man bliver aldrig færdig med at klatre før man er nede igen. Vi var godt trætte og ømme i benene og lårbasserne, men super glade over at vi havde klaret det! En helt unik oplevelse!
Så gik turen hjemad mod Alice Springs, hvor vi vist alle fik en lille lur i bussen! Men turen endte ikke her! Vi mødtes om aftenen til aftensmad, og gik derefter i byen på den eneste pub i Alice. Det endte med en super hyggelig og sjov aften med masser af grinen og dansen.
Der er ikke meget at give sig til i Alice Springs by, men turen ud til Ayers Rock var en kanon oplevelse. Dejlige mennesker og fantastisk natur. Vi havde en rigtig god oplevelse og nogle dejlige dage i det "rigtige Australien"!
Vi blev meget overrasket over hvor mange aboriginals, der bor i denne by. I Adelaide, hvor vi kom fra, havde vi ikke set nogen, i hvertfald ikke nogen der skiller sig ud fra mængden, så det var ret mærkeligt at stige ud af bussen, og se hvordan de færdes på gaden og sidder på græsset i bare fødder og farvestrålende tøj med børnene rendende omkring. Nogen lever stadig under træerne i naturen, og andre bor i huse og har arbejde som almindelige mennesker.
Vi brugte den første dag på at tage til Alice Springs Show, som er en meget meget lille udgave af Sydney Royal Easter Show, med showbags, tivoli og masser af madboder! Det er egentlig ret imponerende at tænke på at de får hele det show stablet på benene for bare 2 dage, da Alice Springs ligger ret isoleret i midten af Australien omgivet af ørken, så alt bliver fragtet meget langt med lastbil, fly eller helikopter.
For at forstå hvor isoleret byen er, kan vi fortælle at de har The School of Air til undervisning og bruger Royal Flying Docters.
Vi fik booket en 3 dagstur til Ayers Rock og nationalparkens andre fantastiske hemmeligheder. Så vi stod tidlig op og afsted gik det med 18 andre morgenfriske unge og guiden. Vi kørte det meste af dagen, for selvom man tror at Ayers Rock ligger tæt på Alice Springs, så ligger nationalparken alligevel 5-6 timers kørsel derfra. Men det var ikke kun kørsel den første dag, vi kørte til Kings Canyon, hvor vi skulle på en 2,5 timers hike. Den startede med en ordentlig bakke, den såkaldte Heartattack Hill (Hjerteanfalds Bakken), men efter den, nåede man toppen af Kings Canyon, hvorfra man rigtig kunne nyde udsigten. Derefter gik turen hen langs klippertoppene, som omgiver Kings Canyon. Klipperne lå for mange mange år siden på havets bund, hvilket vi så beviser på, da overfladen på nogle af stenene er rynkede lige som sandet på stranden efter bølgerne. Vi kiggede lidt på de forskellige træer, der gror op af klipperne, fordi de suger så meget vand, og vi krydsede Edens Have, som dersværre var ret tør på tidspunktet, men hvor der i løbet af året løber et lille vandfald ned igennem. Det var flot og noget som vi bestemt ikke er vant til at se.
Efter denne oplevelse gik turen videre til vores hemmelige overnatningssted. Selskabet The Rock Tour, som vi var med, har fået lov til af en bondemand at slå lejr på hans arealer i bushen. Så der var kun vores lille gruppe til at nyde stedet og nyde den primitive lejrplads. Lejrpladsen bestod af et noget falde
færdigt halvtag (4 pinde i jorden og et par stålplader ovenpå) og bålpladsen, og selvfølgelig verden største toilet, nemlig den australske bush. På vej hen til lejrpladsen var vi stoppet hos den "lokale" alkoholbutik, hvor vi fik provianteret, så vi kunne holde varmen ;o) Så øllene blev åbnet, goon'en (meget meget dårlig australske vin) blev hældt op, maden blev tilberedt, vores swags blev lagt tilrette omkring bålet og så var det tid til at nyde maden og selskabet. I løbet af aftenen fandt guiden hans guitar frem og sangstemmerne blev luftet. Efter en lang dag lagde vi os til at soven ved siden af hinanden rundt om bålet.
Dagen efter begyndte ved solopgang. Morgenmaden blev spist, de fleste af os så ikke helt så morgenfriske og veludhvilede ud som man kunne tænke sig. Lejren blev pakkes sammen, og afsted gik det mod The Olgas.
The Olgas også kaldt Kata Tjuta betyder Mange Ansigter, består af mere end 35 meget store sten, som ligger tæt og stikker op som mange ansigter. Kata Tjua er de aboriginal mænds tilholdssted, hvor mændene holder deres hemmelige cermonier. Man hører generalt ikke meget om mændenes steder, og man ved ikke meget om det, hvor imod kvindernes tilholdssteder kender man meget til som fx Ayers Rock, også kaldet Uluru. Men Mount Olga, der er den højeste sten i The Olga's er faktisk mere en 200m højere end Ayers Rock.
Her var det igen tid til en hike. Turen gik ind blandt de mange sten, op over nogle af de mindre, for til sidst at gå gennem Valley of the Winds. Et flot og imponerende syn, og man forstår godt at det er forskelligt om folk finder The Olga's eller Ayers Rock mest imponerende. Efter et par timers tur mellem stenen fandt vi vej til bussen, hvor turen gik mod et aboriginal kulturcenter, som var fyldt med histrorier og facts om deres kultur og deres måde at leve på. For dem er Ayers Rock faktisk hellig, og de ser helst at man ikke klatre op ad den. De har flere gange forsøgt at få rettighederne over Uluru - Kata Tjuta Nationalpark. Ind til videre må de dog nøjes med et sammarbejde.
Så gik turen mod solnedgangen ved Ayers Rock. Denne solnedgangs plads er en parkeringsplads lavet specielt til formålet, og her gælder reglen først til mølle får den bedste plads til fotografering, hvilket Charlotte var glad for, da vi var den første gruppe der ankom til pladsen. Vi gik straks igang med at sætte vores transportable køkken op. Aftensmaden blev lavet tids nok til at den kunne nydes sammen med solnedgangen. Et fantastisk syn, hvor man rigtig kan se de farveskift stenen laver og er kendt for, hvilket Charlotte ihærdigt forsøgte af fange med kameraet, hvilket betyder at vi nu har små 100 billeder af Ayers Rock ;o)
Efter det sidste billed gik oprydningen i gang, og vi kørte mod lejeren, hvor der denne gang både var bad og toiletter. Efter et dejligt bad blev der ristet skumfiduser over bål, snakket, hygget og drukket inden vi krøb ned i vores swags. Denne aften var der stjerneklart og rigtig flot fuldmåne, så det var fantastisk smukt.
Vi sprang op af soveposerne tidlig morgen og afsted gik det mod solopgangen over Ayers Rock. Solopgangen var farverig og smuk, og igen blev der taget en helt masse billeder. Da solen og varmen var fremme kørte vi hent til Ayers Rock. Her gik vi en tur hvor vi fik set aboriginal hule malerier, malerierne referer til historier, som kvinderne fortalte børnene for at lære dem om naturen, hvor de kunne finde vandhuller osv. Vi så også et vandhuld, også kaldt billabong, som ligger inde i et indhak af stenen. Så kom valgmuligheden, hvor man kunne vælge at gå en tur hele vejen rundt om stenen eller bestige den.
Nick, som vi wwoof'et hos, havde anbefalet os at bestige Ayers Rock, selvom den for for de aboriginal er hellig, da det simpelthen skulle være en fantastisk oplevelse. Så vi valgte at bestige!
Og det var noget af en oplevelse må man sige. Opad går det lige fra starten af. Der er ikke nogen trapper eller noget, man går bare op ad en vildt skrå bjergvæg. Det er en kæde halvdelen af vejen som man kan holde fast i og hive sig op i om nødvendigt, og vi måtte da også holde et par pauser og nyde udsigten. Det er nok de længeste 1,6 km vi nogen sinde har gået! På toppen var overfladen noget overraskende. Den er ikke plan, men går op og ned i kraterer, så man bliver aldrig færdig med at klatre før man er nede igen. Vi var godt trætte og ømme i benene og lårbasserne, men super glade over at vi havde klaret det! En helt unik oplevelse!
Så gik turen hjemad mod Alice Springs, hvor vi vist alle fik en lille lur i bussen! Men turen endte ikke her! Vi mødtes om aftenen til aftensmad, og gik derefter i byen på den eneste pub i Alice. Det endte med en super hyggelig og sjov aften med masser af grinen og dansen.
Der er ikke meget at give sig til i Alice Springs by, men turen ud til Ayers Rock var en kanon oplevelse. Dejlige mennesker og fantastisk natur. Vi havde en rigtig god oplevelse og nogle dejlige dage i det "rigtige Australien"!
Abonner på:
Opslag (Atom)