Så kom turen til Bryce Canyon. Denne her national park ligger tæt på Zion og er mindre. Vi lagde vejen forbi og selvom Zion og Bryce ligge så tæt på hinanden så ligner de langt fra hinanden. Bryce er fyldt med tynde, høje Pandekage klipper som ligger nede i en dal. Vi kørte fra vores motel om formiddagen. Vejret var allerede lunt. Dagen for inden havde været super varm, og om eftermiddagen sad vi ude foran vores motel i næsten ingen tøj, da solen bagte. Vi blev derfor meget overrasket over at se sne i vejkanten på vej mod Bryce. Godt nok er nætterne kolde, men om dagen bager solen.
Vi startede på toppen af dalen med en gåtur langs kanten, hvor vi havde udsigt ned til alle de høje tynde klipper som står som søm side om side. Vi fandt en rute ned i dalen som vi ville på. Ned af det gik mellem klipperne og gennem klipperne. Solen skinnede, og selvom det på toppen af dalen var nødvendig med tørklæde og jakke, var det nok med t-shirt nede i dalen. Da vi nåede bunden, fandt vi et sted i skyggen. Vi satte os på en træstamme,spiste vores æble inden turen gik hele ven op ad igen. Det sidste stykke var anderledes end det andet vi havde gået i på ruten. Vi gik mellem to rigtig høje og brede klipper. Stien snoede sig op ad i små hårnålesving! Puha, hvor var det hårdt. Da vi nåede toppen pustede vi så folk gav os undrende blikke, men vi tænkte at de kunne bare vente sig ;o)
Efter vi havde fået pusten igen og nydt lidt mere udsigt var vores maver sultne, så vi slog os ned ved et bord/bænke sæt og lavede god frokost, tun, tomat og advokado sandwich. Efter nogle hyggelige timer i Bryce canyon med fantastisk udsigt og en god vandretur, kørte vi videre mod den lille by Escalante. Der bor ca. 800 mennesker i byen, hvilken gør Escalante til den største by i en radius af mere end 125 km. Her handlede vi lidt hos den lokale kødmand, hvor vi faldt i snak med en af de lokale, som for omkring 30 år siden havde boet i Danmark i et par år, heraf 8 måneder i Århus, og imponerende nok kunne han stadigvæk forstå og tale dansk.
søndag den 15. november 2009
onsdag den 11. november 2009
Zion national park
Vi ankom til den lille national park Zion om eftermiddagen, så vi kørte i gennem den for at nå den lille by Springdale, hvor vi ville overnatte. Vejret var super, solen skinnede og der var dejligt varmt, så af med vanter og hue! Vi gik en lille tur og fandt en cafe, hvor vi drak en kop kaffe mens vi fandt ud af hvad for nogle hikes vi ville på. Ellers nød vi den sidste aftens sol på vores altan med de røde bjerge i baggrunden
Vi stod tidlig op næste morgen for at få noget ud af dagen. Morgenen var godt nok kold, og huerne måtte i brug igen. Vi ville tage den gratis bus rundt i parken, så vi ventede pænt ved stoppestedet, indtil der kom en medarbejder af parken og fortalte os, at de lige havde stillet urerne en time tilbage, så vi var rimelig tidlig på den.
Vi valgte så at tage bilen rundt, som faktisk var noget nemmere. Vi startede med at tage turen op til 3 små vandfald. Vi kom forbi forskellig slags natur på ruten, både buske og træer i efterårsfarver, vandfald, røde klipper og sten, tørt sand og en kanon udsigt ned i dalen. Det var en rigitg flot tur på et par timer. Da vi kom ned igen spiste vi vores frokost inden vi kørte mod Canyon Overlook. Vejret var blevet godt varmt så T-shirten, Tevaerne og de korte bukser måtte i brug. Vejen der op var ikke for mennesker med højdeskræk! Vi gik på ujævne klipper og sten og rimelig tæt på kanten! Denne her rute var anderledes end den anden, den var ikke så grøn, men stadig fantastisk flot med røde pandekage klipper (klipper i lag som en stavl pandekager). Fra toppen kunne vi se langt ud i dalen og hvor vi stod var vi omringet af pandekageklipperne. Vi satte os på stenene og bare nød det hele, udsigten og varmen og opseverede alle de små egern, som pilede frem og tilbage mellem turisterne og stenene.
Tilbage det gik, ned af mod bilen. Zion er en lille, men ret fantastisk national park. Vi er super glade for at vi valgte turen forbi, og vi havde en hyggelig dag i det varme vejr med dejlige indtryk.
Vi stod tidlig op næste morgen for at få noget ud af dagen. Morgenen var godt nok kold, og huerne måtte i brug igen. Vi ville tage den gratis bus rundt i parken, så vi ventede pænt ved stoppestedet, indtil der kom en medarbejder af parken og fortalte os, at de lige havde stillet urerne en time tilbage, så vi var rimelig tidlig på den.
Vi valgte så at tage bilen rundt, som faktisk var noget nemmere. Vi startede med at tage turen op til 3 små vandfald. Vi kom forbi forskellig slags natur på ruten, både buske og træer i efterårsfarver, vandfald, røde klipper og sten, tørt sand og en kanon udsigt ned i dalen. Det var en rigitg flot tur på et par timer. Da vi kom ned igen spiste vi vores frokost inden vi kørte mod Canyon Overlook. Vejret var blevet godt varmt så T-shirten, Tevaerne og de korte bukser måtte i brug. Vejen der op var ikke for mennesker med højdeskræk! Vi gik på ujævne klipper og sten og rimelig tæt på kanten! Denne her rute var anderledes end den anden, den var ikke så grøn, men stadig fantastisk flot med røde pandekage klipper (klipper i lag som en stavl pandekager). Fra toppen kunne vi se langt ud i dalen og hvor vi stod var vi omringet af pandekageklipperne. Vi satte os på stenene og bare nød det hele, udsigten og varmen og opseverede alle de små egern, som pilede frem og tilbage mellem turisterne og stenene.
Tilbage det gik, ned af mod bilen. Zion er en lille, men ret fantastisk national park. Vi er super glade for at vi valgte turen forbi, og vi havde en hyggelig dag i det varme vejr med dejlige indtryk.
mandag den 9. november 2009
Grand Canyon
Sidst på eftermiddagen nåde vi Williams, en lille by som mest af alt er afsætningspunkt til Grand Canyon, og det var også vores plan. Vi fandt en lille, godt og billigt motel i byen, og begyndte af forberede os til næste dag, men til vores overraskelse sagde vejrudsigten sne og frost grader. Hmm, ville vi virkelig risikere at køre til Grand Canyon i snevejr.? Nej, så vi tog en ekstra dag i den lille by. Vi slappede af og fik vasket tøj, og fandt så ud af, at vi var kommet ud på den kendte Rute 66. Der er idag ikke meget tilbage af den oprindelige Rute 66, men her havde vi fundet et lille stykke, og en af de små sovebyer omkring den, så vi skulle jo lige have et par billeder...
Dagen efter sagde vejrudsigten godt vejr, så vi begav os afsted mod Grand Canyon, og efter en lille time nåde vi den. Uden en rigtig plan, men med store forventninger til dette naturlige vidunder, som man altid høre om.
Vi fandt en gåtur langs kanten, som mest er en "tag billeder tur", men den førte os til startpunktet for vores nylavede plan. Den berømte Bright Angel Trail, som er en fler' dags hike til bunden og Colorado River. Vi havde ikke flere dage, og bestemt heller ikke udstyret til det, så vi ville bare gå et stykke ned, og så tilbage igen. Nedaf det gik i hårnålesving, og jo længere vi gik, jo flere på vej tilbage mødte vi. Fuldvoksne mænd, der pustede som en hel orkan. Og vi blev enige om at gå ned i 1/3 af tiden, så vi havde 2/3 til at komme op. Ned mod dalen det gik, og udenrvejs kunne vi se i klipperne hvordan de forskellige lag ændrede farve. På vores vej ned mødte vi også et par vaske ægte bjerggeder, som vadede ned af de stjele skråninger, og trak en mindre lavine af sten med sig.
Så kom tiden til at vi skulle vende om, og der gik ikke mere end to minutter før vi begge pustede som en orkan. Men vi nød det. Da vi nåde topppen, fandt vi ud af at vi næste havde gået lige så hurtigt op som ned, og så blev vi lidt stolte på trods af alt det pusten.
Vi kørte lidt videre og fandt stedet hvor vi ville se solnedgangen fra. Her kunne man gå op i et lille tårn og nyde udsigten. Solnedgangen var rigtig smuk med udsigt ud over dalen og Colorado floden. Efter solnedgangen, satte vi kursen mod Tuba City. En lille by i Navajo Indianer Resevatet hvor vi ville overnatte.
Grand Canyon er stor og dimentionerne er helt ubeskrivelige, men vi er også enige om at en dag ikke er nok. Udsigten var okay, men gjorde ikke det intryk vi havde forventet. Men vi er enige om at det kunne være spændende at komme tilbage, og gå til en fler' dags hike ned til bunden af dalen, og overnatte dernede.
Vi synes at der er andre National Parker, som har gjort større indtryk. Vi kom til at tænke på, da vi stod på Glacier Point i Yosemite National Park og beundrede udsigten over granitklipperne. Der var en mand, der sagde: "Og de siger at grand Canyon er spektakulær". På det tidspunkt i Yosemite kiggede vi bare på hinanden, men nu forstod vi hvad han mente...
Dagen efter sagde vejrudsigten godt vejr, så vi begav os afsted mod Grand Canyon, og efter en lille time nåde vi den. Uden en rigtig plan, men med store forventninger til dette naturlige vidunder, som man altid høre om.
Vi fandt en gåtur langs kanten, som mest er en "tag billeder tur", men den førte os til startpunktet for vores nylavede plan. Den berømte Bright Angel Trail, som er en fler' dags hike til bunden og Colorado River. Vi havde ikke flere dage, og bestemt heller ikke udstyret til det, så vi ville bare gå et stykke ned, og så tilbage igen. Nedaf det gik i hårnålesving, og jo længere vi gik, jo flere på vej tilbage mødte vi. Fuldvoksne mænd, der pustede som en hel orkan. Og vi blev enige om at gå ned i 1/3 af tiden, så vi havde 2/3 til at komme op. Ned mod dalen det gik, og udenrvejs kunne vi se i klipperne hvordan de forskellige lag ændrede farve. På vores vej ned mødte vi også et par vaske ægte bjerggeder, som vadede ned af de stjele skråninger, og trak en mindre lavine af sten med sig.
Så kom tiden til at vi skulle vende om, og der gik ikke mere end to minutter før vi begge pustede som en orkan. Men vi nød det. Da vi nåde topppen, fandt vi ud af at vi næste havde gået lige så hurtigt op som ned, og så blev vi lidt stolte på trods af alt det pusten.
Vi kørte lidt videre og fandt stedet hvor vi ville se solnedgangen fra. Her kunne man gå op i et lille tårn og nyde udsigten. Solnedgangen var rigtig smuk med udsigt ud over dalen og Colorado floden. Efter solnedgangen, satte vi kursen mod Tuba City. En lille by i Navajo Indianer Resevatet hvor vi ville overnatte.
Grand Canyon er stor og dimentionerne er helt ubeskrivelige, men vi er også enige om at en dag ikke er nok. Udsigten var okay, men gjorde ikke det intryk vi havde forventet. Men vi er enige om at det kunne være spændende at komme tilbage, og gå til en fler' dags hike ned til bunden af dalen, og overnatte dernede.
Vi synes at der er andre National Parker, som har gjort større indtryk. Vi kom til at tænke på, da vi stod på Glacier Point i Yosemite National Park og beundrede udsigten over granitklipperne. Der var en mand, der sagde: "Og de siger at grand Canyon er spektakulær". På det tidspunkt i Yosemite kiggede vi bare på hinanden, men nu forstod vi hvad han mente...
Las Vegas
Vi ankom til Las Vegas over middag og satte kursen mod vores hotel. Luxor hotellet havde vi valgt, og vi skulle bo i pyramiden! Over burger frokosten i Death Valley var vi faldet i snak med et par, som netop kom fra dette hotel, og bestem ikke var begejstrede, så vi vidste ikke rigtigt hvilke forventninger vi havde.
Men da vi trådte ind på hotellet/casinoet steg humøret lidt, og det blev kun bedre da vi kom op på vores værelse. For os var det nærmest luksus og vi var godt tilfredse.
Vi vidste slet ikke hvor vi skulle begynde, så vi blev enige om, bare at vandre lidt rundt og kigge. Vi fandt vejen "under jorden" over til Mandelay, som lå lige ved siden af, og inden vi vidste af det stod vi i hotellets shoppingcenter. Der blev kigget lidt i butikkerne inden vi fandt ned i casinoet, hvor vi gik en runde. Vi fandt en vej som gik mod Excalliber, der er bygget op som et ridderslot, som lå på den anden side at vores hotel. Man behøver faktisk slet ikke at gå uden for en dør for at opleve Vegas og de forskellige casinoer. Med mindre man vil se de sjove bygninger og alle lysene udefra, så da mørket var faldet på, gik vi en tur på The Strip, som er gaden, hvor alle de flotte casinoer og hoteller ligger. Et casino er bygget op som Paris med Eifeltårnet og Triumfbuen, et andet er en tro kopi af New York med Frihedsgudinden, der er endda bygget en rigtig rutchebane ind i bygningen for at gøre det mere interessant. Vi spiste aftensmad i Paris med udsigt til det kendte casino Ballagio og springvandet, som hver aften laver vandshow.
Vi fik også besøgt den 4 etagers M&M's butik, og Kicki var i himmelen! Man kunne købe alt lige fra nattøj, souvenier og selvfølgelig M&M's i alverdens farver. En hel endevæg var fuld af bland selv M&M's i alle udagver! Vi fik rigtig pillet ved alting, og fik taget sjove billeder.
Luxor, som vi boede på, har Las Vegas største pool område, så den skulle selvfølgelig tjekkes ud! Vi brugte en dejlig eftermiddag her med lidt sol. Om aftenen skulle der spilles og Kicki havde rigtig regnet på hvor meget vi kunne spille hver. Vi startede på maskinerne, og Charlottes teori var, at blive på den samme maskine indtil man vinder. Da vi havde brugt halvdelen af Kickis penge var vi lige ved at rejse os fra maskinen, og alligevel ville vi lige prøve en sidste gang, hvis nu! Vi kom en 20$ mere i, og i det første tryk begyndte maskinen at larme! Vi var 2 kæmpe smil og vi vandt hele 344$!
Vi skulle selvfølgelig også prøve en rigtig Vegas Buffet. Las Vegas er nemlig også kendte for at have nogle kæmpe store lækre buffet'er med alt lige fra kinesisk til pastasalater. Og namm hvor var det godt, og hvor var vi bare stop mædte!
Den sidste aften var vi inde at se et show med tryllekunstneren Lance Burton det var dog et ret skuffende show og vi var glade for at vi havde købt billetterne billige til " show samme dag" pris. Vi fortrød meget at vi ikke var taget ind for at se et Cirqus de soilet show i stedet for, men det må gøres næste gang.
Ellers fløj dagene afsted med at smuge kigge på de forskellige casinoer og vi fik selvfølgelig spillet alle de penge op som vi vandt. Men vi blev enige om, at så længe vi havde haft det sjovt, og endda ikke tabt nogen penge på det, så gjorde det ikke noget!
Efter 3 gode dage i en helt anden verden glæder vi os til at komme tilbage til virkeligheden og naturen ;o) så nu tager vi bilen til Grand Canyon.
Men da vi trådte ind på hotellet/casinoet steg humøret lidt, og det blev kun bedre da vi kom op på vores værelse. For os var det nærmest luksus og vi var godt tilfredse.
Vi vidste slet ikke hvor vi skulle begynde, så vi blev enige om, bare at vandre lidt rundt og kigge. Vi fandt vejen "under jorden" over til Mandelay, som lå lige ved siden af, og inden vi vidste af det stod vi i hotellets shoppingcenter. Der blev kigget lidt i butikkerne inden vi fandt ned i casinoet, hvor vi gik en runde. Vi fandt en vej som gik mod Excalliber, der er bygget op som et ridderslot, som lå på den anden side at vores hotel. Man behøver faktisk slet ikke at gå uden for en dør for at opleve Vegas og de forskellige casinoer. Med mindre man vil se de sjove bygninger og alle lysene udefra, så da mørket var faldet på, gik vi en tur på The Strip, som er gaden, hvor alle de flotte casinoer og hoteller ligger. Et casino er bygget op som Paris med Eifeltårnet og Triumfbuen, et andet er en tro kopi af New York med Frihedsgudinden, der er endda bygget en rigtig rutchebane ind i bygningen for at gøre det mere interessant. Vi spiste aftensmad i Paris med udsigt til det kendte casino Ballagio og springvandet, som hver aften laver vandshow.
Vi fik også besøgt den 4 etagers M&M's butik, og Kicki var i himmelen! Man kunne købe alt lige fra nattøj, souvenier og selvfølgelig M&M's i alverdens farver. En hel endevæg var fuld af bland selv M&M's i alle udagver! Vi fik rigtig pillet ved alting, og fik taget sjove billeder.
Luxor, som vi boede på, har Las Vegas største pool område, så den skulle selvfølgelig tjekkes ud! Vi brugte en dejlig eftermiddag her med lidt sol. Om aftenen skulle der spilles og Kicki havde rigtig regnet på hvor meget vi kunne spille hver. Vi startede på maskinerne, og Charlottes teori var, at blive på den samme maskine indtil man vinder. Da vi havde brugt halvdelen af Kickis penge var vi lige ved at rejse os fra maskinen, og alligevel ville vi lige prøve en sidste gang, hvis nu! Vi kom en 20$ mere i, og i det første tryk begyndte maskinen at larme! Vi var 2 kæmpe smil og vi vandt hele 344$!
Vi skulle selvfølgelig også prøve en rigtig Vegas Buffet. Las Vegas er nemlig også kendte for at have nogle kæmpe store lækre buffet'er med alt lige fra kinesisk til pastasalater. Og namm hvor var det godt, og hvor var vi bare stop mædte!
Den sidste aften var vi inde at se et show med tryllekunstneren Lance Burton det var dog et ret skuffende show og vi var glade for at vi havde købt billetterne billige til " show samme dag" pris. Vi fortrød meget at vi ikke var taget ind for at se et Cirqus de soilet show i stedet for, men det må gøres næste gang.
Ellers fløj dagene afsted med at smuge kigge på de forskellige casinoer og vi fik selvfølgelig spillet alle de penge op som vi vandt. Men vi blev enige om, at så længe vi havde haft det sjovt, og endda ikke tabt nogen penge på det, så gjorde det ikke noget!
Efter 3 gode dage i en helt anden verden glæder vi os til at komme tilbage til virkeligheden og naturen ;o) så nu tager vi bilen til Grand Canyon.
death Valley
Efter vores morgenmad begav vi os mod Death Valley. Om sommeren er der så varm at bilerne tit brænder sammen, men her om vinteren og hvor vi befandt os var der ganske tilpas og mere dansk sommer varme. Vi kunne tydlig se hvordan naturen ændrede sig og vi kørte af snor lige veje med ørken omkring os og for første gang kørte vi forbi røde klipper, sanddynger og "marker" af kakaktusser.
Vi holdte et stop ved en hyggelig restaurant i parken, hvor vi spise frokost. Der var kun burger på menukortet, til gengæld i lækre varianter og her fik Charlotte den bedste burger nogen sinde! Hemmeligheden er bluecheese dressing og rå løg! Nam! Efter denne førnøjelsen kørte vi videre gennem parken og ud på den anden side for at overnatte i den lille by Beatty.
Beatty dukker op på den anden side af bakken. En lille, men ret sjov by. Vi ankom til vores motel, og fik med det samme at vide, at der blev holdt en Wild wild west fest i anledningen af et 1 års jubilerum på byens saloon. Vi gik en lille aftens tur i byen, kom forbi byens beauty salon, som mest af alt lignede et transpotabelt skur og selvfølgelig fandt vi vej til festen. Vi slog os ned med en øl, mellem høballer, live band og de lokale som var klædt ud i cowboy tøjet med kjoler og hat. Vi hyggede os, og grinede lidt af hvor kliche det hele var, men nød også øjeblikket. Vi begyndte dog at føle os lidt uden for, da alle kender hinanden i sådan en lille by. Så vi drog hjemad mod vores værelse og sengen for at være klar til næste dag.
Vi glæede os til at se Las Vegas og hvordan man kan kombinere et casino mekka for spille glade turister, samtidig med at der fast bor mere end 1 million mennesker.
Vi holdte et stop ved en hyggelig restaurant i parken, hvor vi spise frokost. Der var kun burger på menukortet, til gengæld i lækre varianter og her fik Charlotte den bedste burger nogen sinde! Hemmeligheden er bluecheese dressing og rå løg! Nam! Efter denne førnøjelsen kørte vi videre gennem parken og ud på den anden side for at overnatte i den lille by Beatty.
Beatty dukker op på den anden side af bakken. En lille, men ret sjov by. Vi ankom til vores motel, og fik med det samme at vide, at der blev holdt en Wild wild west fest i anledningen af et 1 års jubilerum på byens saloon. Vi gik en lille aftens tur i byen, kom forbi byens beauty salon, som mest af alt lignede et transpotabelt skur og selvfølgelig fandt vi vej til festen. Vi slog os ned med en øl, mellem høballer, live band og de lokale som var klædt ud i cowboy tøjet med kjoler og hat. Vi hyggede os, og grinede lidt af hvor kliche det hele var, men nød også øjeblikket. Vi begyndte dog at føle os lidt uden for, da alle kender hinanden i sådan en lille by. Så vi drog hjemad mod vores værelse og sengen for at være klar til næste dag.
Vi glæede os til at se Las Vegas og hvordan man kan kombinere et casino mekka for spille glade turister, samtidig med at der fast bor mere end 1 million mennesker.
tirsdag den 3. november 2009
Yosemite og Kings Canyon/Sequoia National Park
Yosemite
Vi kørte fra San Francisco i sillende regn, krydsede Bay Bridge hvor vandet løb fra som vandfald, og kørte så mod Yosemite National Park, som ligge øst for San Francisco.
Det blev til en overnatning inden vi nåde Yosemite om eftermiddagen, og allered ved første blik kunne vi se, hvorfor mere end 4 mil. mennesker vælger at besøge denne park hvert år. Naturen var fantastisk med afterårsfarver, og vi kørte ind i parken langs granitklippe skråningerne, for til sidst at nå ned i dalen, hvor de fleste ting er. Vi fik noget info, nogle kort og gik en lille tur ned til Yosemite Falls, som har et fald på mere en 735 m. Men efter det var klokken allerede blevet mange, så vi forlod parken for at finde et sted at overnatte. Små 50 km syd for parken, havde vi fundet et rustik bjerg resort, hvor vi havde lejet et stor telt med gulv. Da det ligger i bjergene kommer natte temperaturen let under frysepunktet, så vi tog vores huer på, og puttede os godt under dynen og tæpper. Vi synes det var et hyggeligt sted, og var sikre på at vi godt kunne bruge et par dage i parken, så vi bookede en ekstra nat i kulden.
Vi havde glædet os til at komme til national parkerne og få rørt os. Efter ferien på Fiji, LA og San Francisco trængte vi til det. Vi fandt en dags hike på godt 15 km, som foregik i dalen, men med rig mulighed for et se den forskellige natur og chance for at se nogle af de forskellige dyr, der "bor" i parken. Med madpakken i tasken og kameraet ved hånden gik det afsted, og ikke så længe efter vi var startet stødte vi på 3 rådyr, som havde valgt at slå sig ned lige der hvor vi skulle gå, den mindste af dem der var lidt bange for os, mens de andre bare stod og nærmest smilede til kameraet. Efter denne oplevelse, hviskede vi til hinanden det næste kvarter i håb om at flere dyr dukkede op, men det virkede ikke. Der lever ellers vilde bjørne i Yosemite, men ingen af dem bed på krogen, heldigvis måske?! Charlotte ville i hvert fald gerne møde en, det kunne da være spændende!?!?
Men i stedet blev det til en masse egern, der pilede rundt i skoven, og så begyndte den intense jagt på at få et billed at et egern. Hvilket i øvrigt, er en lidt vanskeligere opgave end man skulle tro, da de løber sindsygt stærkt. Men til sidst lykkedes det dog.
Vi havde nogle gode timer hvor vi vandrede rundt i naturen og så nogle af de specielle klipper, bl.a. El Capitain..
Så satte vi kursen mod Glacier Point, som skulle give en fantastisk udsigt over Yosemite dalen. Af sted det gik, og forkert det gik... Vi havde overset en vej, og nu var vi på vej ud af parken, men vel og mærke ikke den udgang som førte tilbage til vores telt. Vi lavede en tur ud af det, og fik set lidt af egnen, inden vi fandt "hjem".
Næste dag satte vi endnu en gang kursen mod Glacier Point. Vi gjorde holdt ved Bridalveil Falls, inden vi fandt vejen og nåede toppen. Og hviken udsigt. Kiggede man ned af, så man Yosemite dalen, hvor bladene på træerne var ved at sifte farve. Lige frem så man de rå granitklipper, hvor vandfaldene rendte ned af, og længere ude
i horisonten, så man bjergtoppene fyldte med sne. Vi nød vores madpakker med den fantastiske udsigt, inden vi satte bilen i gang mod Fresno, hvor vi ville overnatte, så vi var klar til at tage i King canyon og Sequoia national park dagen efter.
Kings Canyon og Sequoia
Efter en lidt anderledes nat på motel (Det var som at være med i en dårlig film. Folk larmede hele natten og politiet var på besøg på et af de andre værelse), satte vi kursen mod King Canyon/Sequoia national park. En park som vi havde besluttet os for at besøge, da vi nærmest kørte lige forbi.
Efter et lille besøg ved information centeret kørte vi ud for at se nærmere på parkerne. Vi gjorde først hold ved General Grant Tree. Her kan man se verdens største træer, og vi fik sandelig syn for sagen. Vi gik mellem nogle kæmpe store og gamle træer som er mere end 8 meter i diameter. Et af træerne var veltet, trærødderne var gigantiske, og træet var lavet hult, så man kunne gå inde i det. Desværre kan man ikke rigtig se på billederne vi har taget hvor store træerne faktisk er.
Vi havde slet ikke fået træer nok, så vi kørte ud for at finde træet der er væltet over vejen, så der er skåret huld i gennem til bilerne. Vi fandt også en kæmpe trærod i vejkanten. Vi parkerede bilen foran så man på billedet rigtig kan se hvor stor den er.
Efter en helt masse træ, kørte vi videre til Moro Rock, hvorfra der er en fantastisk udsigt, altså efter man har gået op ad en helt, helt masse trapper. Vi klarede den selvfølgelig, og udsigten VAR det hele værd. Til den ene side var der diset i dalen, men det var et rigtig flot syn med solen, himmelen, og bjergene som kunne anes gennem disen. Til den anden side var vejret helt klart så man kunne se de grønne bjergskråninger med sne på toppen.
Efter en lidt anderledes og sjov dag satte vi kursen mod et overnatningssted og fandt heldigvis en lidt større by med masser af moteller og med mulighed for at få handlet lidt ind. Vi er jo stadig på budget tur, og det går altså heller ikke rigtig at spise pandekager til mogenemad hver morgen når vi nu er her i så lang tid. Man kan købe billigt mad over alt, men det er oftest burger og burritos så ud over havregrød (som kan fåes med alverdens smag her over) vi er også blevet stor fan af dåsesupper og knækbrød ;o)
Efter en rolig nat gik turen mod Death Vally.
Vi kørte fra San Francisco i sillende regn, krydsede Bay Bridge hvor vandet løb fra som vandfald, og kørte så mod Yosemite National Park, som ligge øst for San Francisco.
Det blev til en overnatning inden vi nåde Yosemite om eftermiddagen, og allered ved første blik kunne vi se, hvorfor mere end 4 mil. mennesker vælger at besøge denne park hvert år. Naturen var fantastisk med afterårsfarver, og vi kørte ind i parken langs granitklippe skråningerne, for til sidst at nå ned i dalen, hvor de fleste ting er. Vi fik noget info, nogle kort og gik en lille tur ned til Yosemite Falls, som har et fald på mere en 735 m. Men efter det var klokken allerede blevet mange, så vi forlod parken for at finde et sted at overnatte. Små 50 km syd for parken, havde vi fundet et rustik bjerg resort, hvor vi havde lejet et stor telt med gulv. Da det ligger i bjergene kommer natte temperaturen let under frysepunktet, så vi tog vores huer på, og puttede os godt under dynen og tæpper. Vi synes det var et hyggeligt sted, og var sikre på at vi godt kunne bruge et par dage i parken, så vi bookede en ekstra nat i kulden.
Vi havde glædet os til at komme til national parkerne og få rørt os. Efter ferien på Fiji, LA og San Francisco trængte vi til det. Vi fandt en dags hike på godt 15 km, som foregik i dalen, men med rig mulighed for et se den forskellige natur og chance for at se nogle af de forskellige dyr, der "bor" i parken. Med madpakken i tasken og kameraet ved hånden gik det afsted, og ikke så længe efter vi var startet stødte vi på 3 rådyr, som havde valgt at slå sig ned lige der hvor vi skulle gå, den mindste af dem der var lidt bange for os, mens de andre bare stod og nærmest smilede til kameraet. Efter denne oplevelse, hviskede vi til hinanden det næste kvarter i håb om at flere dyr dukkede op, men det virkede ikke. Der lever ellers vilde bjørne i Yosemite, men ingen af dem bed på krogen, heldigvis måske?! Charlotte ville i hvert fald gerne møde en, det kunne da være spændende!?!?
Men i stedet blev det til en masse egern, der pilede rundt i skoven, og så begyndte den intense jagt på at få et billed at et egern. Hvilket i øvrigt, er en lidt vanskeligere opgave end man skulle tro, da de løber sindsygt stærkt. Men til sidst lykkedes det dog.
Vi havde nogle gode timer hvor vi vandrede rundt i naturen og så nogle af de specielle klipper, bl.a. El Capitain..
Så satte vi kursen mod Glacier Point, som skulle give en fantastisk udsigt over Yosemite dalen. Af sted det gik, og forkert det gik... Vi havde overset en vej, og nu var vi på vej ud af parken, men vel og mærke ikke den udgang som førte tilbage til vores telt. Vi lavede en tur ud af det, og fik set lidt af egnen, inden vi fandt "hjem".
Næste dag satte vi endnu en gang kursen mod Glacier Point. Vi gjorde holdt ved Bridalveil Falls, inden vi fandt vejen og nåede toppen. Og hviken udsigt. Kiggede man ned af, så man Yosemite dalen, hvor bladene på træerne var ved at sifte farve. Lige frem så man de rå granitklipper, hvor vandfaldene rendte ned af, og længere ude
i horisonten, så man bjergtoppene fyldte med sne. Vi nød vores madpakker med den fantastiske udsigt, inden vi satte bilen i gang mod Fresno, hvor vi ville overnatte, så vi var klar til at tage i King canyon og Sequoia national park dagen efter.
Kings Canyon og Sequoia
Efter en lidt anderledes nat på motel (Det var som at være med i en dårlig film. Folk larmede hele natten og politiet var på besøg på et af de andre værelse), satte vi kursen mod King Canyon/Sequoia national park. En park som vi havde besluttet os for at besøge, da vi nærmest kørte lige forbi.
Efter et lille besøg ved information centeret kørte vi ud for at se nærmere på parkerne. Vi gjorde først hold ved General Grant Tree. Her kan man se verdens største træer, og vi fik sandelig syn for sagen. Vi gik mellem nogle kæmpe store og gamle træer som er mere end 8 meter i diameter. Et af træerne var veltet, trærødderne var gigantiske, og træet var lavet hult, så man kunne gå inde i det. Desværre kan man ikke rigtig se på billederne vi har taget hvor store træerne faktisk er.
Vi havde slet ikke fået træer nok, så vi kørte ud for at finde træet der er væltet over vejen, så der er skåret huld i gennem til bilerne. Vi fandt også en kæmpe trærod i vejkanten. Vi parkerede bilen foran så man på billedet rigtig kan se hvor stor den er.
Efter en helt masse træ, kørte vi videre til Moro Rock, hvorfra der er en fantastisk udsigt, altså efter man har gået op ad en helt, helt masse trapper. Vi klarede den selvfølgelig, og udsigten VAR det hele værd. Til den ene side var der diset i dalen, men det var et rigtig flot syn med solen, himmelen, og bjergene som kunne anes gennem disen. Til den anden side var vejret helt klart så man kunne se de grønne bjergskråninger med sne på toppen.
Efter en lidt anderledes og sjov dag satte vi kursen mod et overnatningssted og fandt heldigvis en lidt større by med masser af moteller og med mulighed for at få handlet lidt ind. Vi er jo stadig på budget tur, og det går altså heller ikke rigtig at spise pandekager til mogenemad hver morgen når vi nu er her i så lang tid. Man kan købe billigt mad over alt, men det er oftest burger og burritos så ud over havregrød (som kan fåes med alverdens smag her over) vi er også blevet stor fan af dåsesupper og knækbrød ;o)
Efter en rolig nat gik turen mod Death Vally.
fredag den 30. oktober 2009
San Francisco
Vi tog bussen fra LA til San Francisco, og for første gang så vi lidt af hvad for noget natur landet har at byde på. Vi ankom til byen ved solnedgangs tid, og vi var ret imponerede, da vi kørte over San Francisco Bay Bridge og så alle lysene over byen med den farvede himmel i baggrunden. Der var en del trafik og afspærrede veje i byen, og vi fandt ud af at Obama var på besøg.
Vi ankom til hostellet og blev noget nervøse, da vi fandt ud af, at vi havde booket til en forkert dato. Heldigvis havde de plads, og vi fik et dejligt 4 mands værelse. Med det samme gik vi ud for at kigge på byen, hvor butikkerne stadigvæk var åbne kl. 9 om aftenen, og derfor var der masser af liv i. Vi tullerede rundt, og da vi gik i seng første aften, var det første indtryk af San Francisco super, og vi glædede os til næste dag.
Vejret var super og varmt så vi fik kiggede lidt nærmere på byen i det gode vejr med de mange sporvogne, som kører op og ned af de stejle gader. San Francisco er den eneste by i USA som stadig bruger sporgvogne og det gør byen ret hyggelig.
Vi fandt også vej til China Town, som til vores overraskelse faktisk var super hyggelig, og vi summede rundt der i nogle timer, og fik kigget i de mange butikker. Vi havde i løbet af dagen set de mange sightseeings busser køre frem og tilbage, og da vi gik tilbage mod hostellet, blev vi shanghai'et af en. Det lykkede Lotte at få Kicki overtalt til, at det kunne være sjovt, og billetten ville være gyldig dagen efter også. Vi kom ombord, og der gik ikke længe før vi fandt ud af det var en rigtig co2 bombe vi var kommet ombord i. Bussen nærmest hoppede af sted, med en topfart på 15 miles i timen, hvilket svare til 25 km/t. Men vi fik da set lidt, og fik en ide til hvor vi skulle tage hen dagen efter.
Så sidste dage tog vi til Fisherman's Wharf, som er en blanding af et havneområde og et underholdnings sted. Der er masser af souvenir butikker, resturanter og underholdning på gaden. Der er også her turene til Alcatraz finder sted, desværre var alle billetterne udsolgt til den samme dag, så vi besluttede os for at tage på en tur tidlig næste dag. Så vi havde masser af tid til Fisherman's Wharf. Vi havde hørt at Pier 39 skulle være værd at lægge vejen forbi, og ganske rigtigt. Havnen var fyldt med søløver, der lå og solede sig oven i hinanden og svømmede rundt og legede. Ikke nok med det, er Pier 39 fuld med resturanter, karuseller og klovne der underholder. Efter frokost gik turen lige så stille hjem ad igen, hvor taskerne blev pakket, da vi jo skulle tidlig op næste morgen.
Vi tog sporvognen ned til molen, hvorfra båden til Alcatraz sejler, og her fandt vi ud af, at vi ikke var de eneste der havde valgt at stå tidligt op. Turen derud tog ca. 15 minutter, hvor vejret ikke helt var med os. Gråt og trist så det ud over øen, det gav dog den rigtige fængsels stemning. Da vi var kommet op til fængslet, blev vi udstyret med hver vores mp3-afspiller, som var grundlaget for en selv-guidet audio tur.
Alcatraz blev oprindeligt bygget til militære formål, og blev bl.a. brug som militær fængsel. I 1934 kom de første indsatte til øen. Det var ikke bare almindelige fanger, men alle "problembørnene" fra de andre fængsler, og reglerne var langt strammere, og fængselsbetjentene var særlig udvalgt, så de ikke var så korrupte. I 1962 fandt flugten fra Alcatraz sted, hvor 3 mænd gravede sig vej ud af deres celler og flygtede ud i vandet på små "tømmerflåder" de havde lavet af regnfrakker. De er aldrig blevet fundet, hverken i live eller døde, så om de nåde San Francisco eller om havet tog dem, er op til ens egen fantasi. I hvert fald blev der flygtet fra det flugtsikre fængsel, og i 1963 valgte FBI at lukke det. Grunden var at en tiltrængt renovering ville være for dyr.
Den selv-guidede audio tur tog os bl.a. med til cellerne, den adminitrative afdeling, isolationscellerne og spisesalen, hvor det var tidligere fanger og ansatte der fortalte om Alcatraz. Vi blev også taget en kort tur udenfor vores udsigten til San Francisco og Golden Gate Bridge var perfekt.
Under vores tur lagde vi vejen forbi et fordrag om Al "Scarface" Capone, som nok er den mest kendte indsatte på Alcatraz, hvilket var meget interessant.
Efter ca. tre timer forlod vi øen, og vendte igen næsen mod midtbyen. Vi var begge enige om at besøget på Alcatraz var okay, men vi havde forvendte mere. Det var meget det samme (cellerne) man så, og vi mente at der var mange andre steder, som kunne have være meget interessante at se. Vi er glade for at vi så det, selv om det var lidt ensformligt.
Tilbage i byen fik vi hentet vores tasker, spist lidt frokost, og så hentet vores lejede bil. Nu er vi klar til at køre nationalparkerne tynde...
Vi ankom til hostellet og blev noget nervøse, da vi fandt ud af, at vi havde booket til en forkert dato. Heldigvis havde de plads, og vi fik et dejligt 4 mands værelse. Med det samme gik vi ud for at kigge på byen, hvor butikkerne stadigvæk var åbne kl. 9 om aftenen, og derfor var der masser af liv i. Vi tullerede rundt, og da vi gik i seng første aften, var det første indtryk af San Francisco super, og vi glædede os til næste dag.
Vejret var super og varmt så vi fik kiggede lidt nærmere på byen i det gode vejr med de mange sporvogne, som kører op og ned af de stejle gader. San Francisco er den eneste by i USA som stadig bruger sporgvogne og det gør byen ret hyggelig.
Vi fandt også vej til China Town, som til vores overraskelse faktisk var super hyggelig, og vi summede rundt der i nogle timer, og fik kigget i de mange butikker. Vi havde i løbet af dagen set de mange sightseeings busser køre frem og tilbage, og da vi gik tilbage mod hostellet, blev vi shanghai'et af en. Det lykkede Lotte at få Kicki overtalt til, at det kunne være sjovt, og billetten ville være gyldig dagen efter også. Vi kom ombord, og der gik ikke længe før vi fandt ud af det var en rigtig co2 bombe vi var kommet ombord i. Bussen nærmest hoppede af sted, med en topfart på 15 miles i timen, hvilket svare til 25 km/t. Men vi fik da set lidt, og fik en ide til hvor vi skulle tage hen dagen efter.
Så sidste dage tog vi til Fisherman's Wharf, som er en blanding af et havneområde og et underholdnings sted. Der er masser af souvenir butikker, resturanter og underholdning på gaden. Der er også her turene til Alcatraz finder sted, desværre var alle billetterne udsolgt til den samme dag, så vi besluttede os for at tage på en tur tidlig næste dag. Så vi havde masser af tid til Fisherman's Wharf. Vi havde hørt at Pier 39 skulle være værd at lægge vejen forbi, og ganske rigtigt. Havnen var fyldt med søløver, der lå og solede sig oven i hinanden og svømmede rundt og legede. Ikke nok med det, er Pier 39 fuld med resturanter, karuseller og klovne der underholder. Efter frokost gik turen lige så stille hjem ad igen, hvor taskerne blev pakket, da vi jo skulle tidlig op næste morgen.
Vi tog sporvognen ned til molen, hvorfra båden til Alcatraz sejler, og her fandt vi ud af, at vi ikke var de eneste der havde valgt at stå tidligt op. Turen derud tog ca. 15 minutter, hvor vejret ikke helt var med os. Gråt og trist så det ud over øen, det gav dog den rigtige fængsels stemning. Da vi var kommet op til fængslet, blev vi udstyret med hver vores mp3-afspiller, som var grundlaget for en selv-guidet audio tur.
Alcatraz blev oprindeligt bygget til militære formål, og blev bl.a. brug som militær fængsel. I 1934 kom de første indsatte til øen. Det var ikke bare almindelige fanger, men alle "problembørnene" fra de andre fængsler, og reglerne var langt strammere, og fængselsbetjentene var særlig udvalgt, så de ikke var så korrupte. I 1962 fandt flugten fra Alcatraz sted, hvor 3 mænd gravede sig vej ud af deres celler og flygtede ud i vandet på små "tømmerflåder" de havde lavet af regnfrakker. De er aldrig blevet fundet, hverken i live eller døde, så om de nåde San Francisco eller om havet tog dem, er op til ens egen fantasi. I hvert fald blev der flygtet fra det flugtsikre fængsel, og i 1963 valgte FBI at lukke det. Grunden var at en tiltrængt renovering ville være for dyr.
Den selv-guidede audio tur tog os bl.a. med til cellerne, den adminitrative afdeling, isolationscellerne og spisesalen, hvor det var tidligere fanger og ansatte der fortalte om Alcatraz. Vi blev også taget en kort tur udenfor vores udsigten til San Francisco og Golden Gate Bridge var perfekt.
Under vores tur lagde vi vejen forbi et fordrag om Al "Scarface" Capone, som nok er den mest kendte indsatte på Alcatraz, hvilket var meget interessant.
Efter ca. tre timer forlod vi øen, og vendte igen næsen mod midtbyen. Vi var begge enige om at besøget på Alcatraz var okay, men vi havde forvendte mere. Det var meget det samme (cellerne) man så, og vi mente at der var mange andre steder, som kunne have være meget interessante at se. Vi er glade for at vi så det, selv om det var lidt ensformligt.
Tilbage i byen fik vi hentet vores tasker, spist lidt frokost, og så hentet vores lejede bil. Nu er vi klar til at køre nationalparkerne tynde...
Abonner på:
Opslag (Atom)