Så gik turen til Darwin, hvor vi ankom efter endnu 1500 km i bus. Men ved ankomst fulgt en glædelig overraskelse; der var dejlig varmt, med temperature over 30 grader, så vi var klar til at nyde livet på det forholdsvis nye hostel vi havde booket. Et sted der virkede super lækkert, nye bygninger og en KÆMPE tagterrasse, hvor der var billig bar, 2 swimmingpools og et spabad, og massere af sideplads. Og så lå det midt inde i byen, og vi var rigtig positive efetr den ankomst.
Darwin er en by med massere af markeder, hvor af flere af dem foregår om aftenen. Charlotte fik hint om et af dem, Mindil Beach Marked, og af sted det gik. Vi startede med at se solnedgangen på stranden inden vi gik om til det egentlige marked. En strand som nok må siges at have den ideelle beliggenhed til en super flot solnedgang. Men lad os sige det sådan, vi var ikke de eneste der havde fået den ide at se solnedgangen her, og i løbet af den næste ½ til hele time, strømmede folk til med alt fra øl til transportable klapstole, champagne og østers. Vi nød den smukke solnedgang og delte den med flere tusinde andre mennesker.
Så var det tid til marked. Hvad der havde set lidt fladt og kedeligt ud, da vi kom var lige pludseligt blevet interessant. Der var så mange folk at vi pludselig gik lige så tæt, hvis ikke tættere end på et asiatisk marked. Her er det dog de mange forskellige madboder der er. Man kan finde alt slags mad lige fra smooties til sri lankansk mad. Vi fandt vej til østersbod, hvor vi blev enige om at prøve østers med tigerrejer og laks, grillet i hvidløgssmør. Og hvis østers er sådan, så kan vi godt lide dem!!! Og selvfølgelig crepes til dessert.
Det er dog ikke kun mad man kan købe der. Som et hvert andet marked er der lidt at hvert. Noget tøj, nogle souveniers og nogle komplet ubrugelige ting. Men vi havde en dejlig aften.
De næste par dage gik med at kigge på djideridoo's og finde ud af hvad vi skulle se i området. Valget stod mellem Litchfield National Park, som skulle være meget smuk, og Kakadu National Park, som er meget kendt. Litchfield vandt, og vi drog af sted. Første stop var et Jumping Crocodile Cruise på Adelaide River, men inden det var der lige mulighed for at få en 2,5 meter lang og meget tyk brun slange omkring halsen. Det blev Kicki's job, da Charlotte dagen inden havde hold en krokodille i de bare hænder. Så seljede vi, og der gik ikke mere en 2 min før den første krokodille viste sig, og hoppede efter de store klumper kød, som den blev lokket med. Efter mere end en time på floden gik turen mod Litchfield, hvor det første vi skulle se var kæmpe termitboer. Efter et kig der gik turen til Wangi vandfaldet, her var mulighed for at bade. Det var et smukt sted og rigtig dejlig med en dukkert i varmen. Efter er lækkert picnic frokort gjorde vi stop ved Florence vandfaldet, som var knap så turistet som det andet. Her blev det dog kun til fotos, så vi havde tid til rigtigt at nyde sidste stop på tur. Buley Rockhole er en anderledes vandfald, som løber stille og roligt. Man kan gå langs de mange små pools, som vandfalder danner, og bare vælge den der passer en bedst til at bade i.
På hjemvejen blev vi sat af ved Mindil Beach market, hvor vi nød solnedgangen, fik vores aftensmad og sluttede aftenen med en imponerende og fed djideridoo koncert. Nu håber vi bare at vi bliver llige så gode til at spille på den djideridoo, som er blevet sendt til Danmark.
Nu går turen til Cairns, hvor vi starter vores tur ned langs østkysten.
torsdag den 16. juli 2009
Alice Springs og The Rock Tour
Efter en tur med Greyhound og 1570 km ankom vi til Alice Springs. Vi ankom til vores hostel, og efter indlogering gik vi ud for at handle. Vores hostel ligger på den anden side af Todd River, så for at komme ind til gågaden skulle vi krydse broen, hvilket vi fandt ret komisk, da Todd River er ret tør, og fuld af sand og træer.
Vi blev meget overrasket over hvor mange aboriginals, der bor i denne by. I Adelaide, hvor vi kom fra, havde vi ikke set nogen, i hvertfald ikke nogen der skiller sig ud fra mængden, så det var ret mærkeligt at stige ud af bussen, og se hvordan de færdes på gaden og sidder på græsset i bare fødder og farvestrålende tøj med børnene rendende omkring. Nogen lever stadig under træerne i naturen, og andre bor i huse og har arbejde som almindelige mennesker.
Vi brugte den første dag på at tage til Alice Springs Show, som er en meget meget lille udgave af Sydney Royal Easter Show, med showbags, tivoli og masser af madboder! Det er egentlig ret imponerende at tænke på at de får hele det show stablet på benene for bare 2 dage, da Alice Springs ligger ret isoleret i midten af Australien omgivet af ørken, så alt bliver fragtet meget langt med lastbil, fly eller helikopter.
For at forstå hvor isoleret byen er, kan vi fortælle at de har The School of Air til undervisning og bruger Royal Flying Docters.
Vi fik booket en 3 dagstur til Ayers Rock og nationalparkens andre fantastiske hemmeligheder. Så vi stod tidlig op og afsted gik det med 18 andre morgenfriske unge og guiden. Vi kørte det meste af dagen, for selvom man tror at Ayers Rock ligger tæt på Alice Springs, så ligger nationalparken alligevel 5-6 timers kørsel derfra. Men det var ikke kun kørsel den første dag, vi kørte til Kings Canyon, hvor vi skulle på en 2,5 timers hike. Den startede med en ordentlig bakke, den såkaldte Heartattack Hill (Hjerteanfalds Bakken), men efter den, nåede man toppen af Kings Canyon, hvorfra man rigtig kunne nyde udsigten. Derefter gik turen hen langs klippertoppene, som omgiver Kings Canyon. Klipperne lå for mange mange år siden på havets bund, hvilket vi så beviser på, da overfladen på nogle af stenene er rynkede lige som sandet på stranden efter bølgerne. Vi kiggede lidt på de forskellige træer, der gror op af klipperne, fordi de suger så meget vand, og vi krydsede Edens Have, som dersværre var ret tør på tidspunktet, men hvor der i løbet af året løber et lille vandfald ned igennem. Det var flot og noget som vi bestemt ikke er vant til at se.
Efter denne oplevelse gik turen videre til vores hemmelige overnatningssted. Selskabet The Rock Tour, som vi var med, har fået lov til af en bondemand at slå lejr på hans arealer i bushen. Så der var kun vores lille gruppe til at nyde stedet og nyde den primitive lejrplads. Lejrpladsen bestod af et noget falde
færdigt halvtag (4 pinde i jorden og et par stålplader ovenpå) og bålpladsen, og selvfølgelig verden største toilet, nemlig den australske bush. På vej hen til lejrpladsen var vi stoppet hos den "lokale" alkoholbutik, hvor vi fik provianteret, så vi kunne holde varmen ;o) Så øllene blev åbnet, goon'en (meget meget dårlig australske vin) blev hældt op, maden blev tilberedt, vores swags blev lagt tilrette omkring bålet og så var det tid til at nyde maden og selskabet. I løbet af aftenen fandt guiden hans guitar frem og sangstemmerne blev luftet. Efter en lang dag lagde vi os til at soven ved siden af hinanden rundt om bålet.
Dagen efter begyndte ved solopgang. Morgenmaden blev spist, de fleste af os så ikke helt så morgenfriske og veludhvilede ud som man kunne tænke sig. Lejren blev pakkes sammen, og afsted gik det mod The Olgas.
The Olgas også kaldt Kata Tjuta betyder Mange Ansigter, består af mere end 35 meget store sten, som ligger tæt og stikker op som mange ansigter. Kata Tjua er de aboriginal mænds tilholdssted, hvor mændene holder deres hemmelige cermonier. Man hører generalt ikke meget om mændenes steder, og man ved ikke meget om det, hvor imod kvindernes tilholdssteder kender man meget til som fx Ayers Rock, også kaldet Uluru. Men Mount Olga, der er den højeste sten i The Olga's er faktisk mere en 200m højere end Ayers Rock.
Her var det igen tid til en hike. Turen gik ind blandt de mange sten, op over nogle af de mindre, for til sidst at gå gennem Valley of the Winds. Et flot og imponerende syn, og man forstår godt at det er forskelligt om folk finder The Olga's eller Ayers Rock mest imponerende. Efter et par timers tur mellem stenen fandt vi vej til bussen, hvor turen gik mod et aboriginal kulturcenter, som var fyldt med histrorier og facts om deres kultur og deres måde at leve på. For dem er Ayers Rock faktisk hellig, og de ser helst at man ikke klatre op ad den. De har flere gange forsøgt at få rettighederne over Uluru - Kata Tjuta Nationalpark. Ind til videre må de dog nøjes med et sammarbejde.
Så gik turen mod solnedgangen ved Ayers Rock. Denne solnedgangs plads er en parkeringsplads lavet specielt til formålet, og her gælder reglen først til mølle får den bedste plads til fotografering, hvilket Charlotte var glad for, da vi var den første gruppe der ankom til pladsen. Vi gik straks igang med at sætte vores transportable køkken op. Aftensmaden blev lavet tids nok til at den kunne nydes sammen med solnedgangen. Et fantastisk syn, hvor man rigtig kan se de farveskift stenen laver og er kendt for, hvilket Charlotte ihærdigt forsøgte af fange med kameraet, hvilket betyder at vi nu har små 100 billeder af Ayers Rock ;o)
Efter det sidste billed gik oprydningen i gang, og vi kørte mod lejeren, hvor der denne gang både var bad og toiletter. Efter et dejligt bad blev der ristet skumfiduser over bål, snakket, hygget og drukket inden vi krøb ned i vores swags. Denne aften var der stjerneklart og rigtig flot fuldmåne, så det var fantastisk smukt.
Vi sprang op af soveposerne tidlig morgen og afsted gik det mod solopgangen over Ayers Rock. Solopgangen var farverig og smuk, og igen blev der taget en helt masse billeder. Da solen og varmen var fremme kørte vi hent til Ayers Rock. Her gik vi en tur hvor vi fik set aboriginal hule malerier, malerierne referer til historier, som kvinderne fortalte børnene for at lære dem om naturen, hvor de kunne finde vandhuller osv. Vi så også et vandhuld, også kaldt billabong, som ligger inde i et indhak af stenen. Så kom valgmuligheden, hvor man kunne vælge at gå en tur hele vejen rundt om stenen eller bestige den.
Nick, som vi wwoof'et hos, havde anbefalet os at bestige Ayers Rock, selvom den for for de aboriginal er hellig, da det simpelthen skulle være en fantastisk oplevelse. Så vi valgte at bestige!
Og det var noget af en oplevelse må man sige. Opad går det lige fra starten af. Der er ikke nogen trapper eller noget, man går bare op ad en vildt skrå bjergvæg. Det er en kæde halvdelen af vejen som man kan holde fast i og hive sig op i om nødvendigt, og vi måtte da også holde et par pauser og nyde udsigten. Det er nok de længeste 1,6 km vi nogen sinde har gået! På toppen var overfladen noget overraskende. Den er ikke plan, men går op og ned i kraterer, så man bliver aldrig færdig med at klatre før man er nede igen. Vi var godt trætte og ømme i benene og lårbasserne, men super glade over at vi havde klaret det! En helt unik oplevelse!
Så gik turen hjemad mod Alice Springs, hvor vi vist alle fik en lille lur i bussen! Men turen endte ikke her! Vi mødtes om aftenen til aftensmad, og gik derefter i byen på den eneste pub i Alice. Det endte med en super hyggelig og sjov aften med masser af grinen og dansen.
Der er ikke meget at give sig til i Alice Springs by, men turen ud til Ayers Rock var en kanon oplevelse. Dejlige mennesker og fantastisk natur. Vi havde en rigtig god oplevelse og nogle dejlige dage i det "rigtige Australien"!
Vi blev meget overrasket over hvor mange aboriginals, der bor i denne by. I Adelaide, hvor vi kom fra, havde vi ikke set nogen, i hvertfald ikke nogen der skiller sig ud fra mængden, så det var ret mærkeligt at stige ud af bussen, og se hvordan de færdes på gaden og sidder på græsset i bare fødder og farvestrålende tøj med børnene rendende omkring. Nogen lever stadig under træerne i naturen, og andre bor i huse og har arbejde som almindelige mennesker.
Vi brugte den første dag på at tage til Alice Springs Show, som er en meget meget lille udgave af Sydney Royal Easter Show, med showbags, tivoli og masser af madboder! Det er egentlig ret imponerende at tænke på at de får hele det show stablet på benene for bare 2 dage, da Alice Springs ligger ret isoleret i midten af Australien omgivet af ørken, så alt bliver fragtet meget langt med lastbil, fly eller helikopter.
For at forstå hvor isoleret byen er, kan vi fortælle at de har The School of Air til undervisning og bruger Royal Flying Docters.
Vi fik booket en 3 dagstur til Ayers Rock og nationalparkens andre fantastiske hemmeligheder. Så vi stod tidlig op og afsted gik det med 18 andre morgenfriske unge og guiden. Vi kørte det meste af dagen, for selvom man tror at Ayers Rock ligger tæt på Alice Springs, så ligger nationalparken alligevel 5-6 timers kørsel derfra. Men det var ikke kun kørsel den første dag, vi kørte til Kings Canyon, hvor vi skulle på en 2,5 timers hike. Den startede med en ordentlig bakke, den såkaldte Heartattack Hill (Hjerteanfalds Bakken), men efter den, nåede man toppen af Kings Canyon, hvorfra man rigtig kunne nyde udsigten. Derefter gik turen hen langs klippertoppene, som omgiver Kings Canyon. Klipperne lå for mange mange år siden på havets bund, hvilket vi så beviser på, da overfladen på nogle af stenene er rynkede lige som sandet på stranden efter bølgerne. Vi kiggede lidt på de forskellige træer, der gror op af klipperne, fordi de suger så meget vand, og vi krydsede Edens Have, som dersværre var ret tør på tidspunktet, men hvor der i løbet af året løber et lille vandfald ned igennem. Det var flot og noget som vi bestemt ikke er vant til at se.
Efter denne oplevelse gik turen videre til vores hemmelige overnatningssted. Selskabet The Rock Tour, som vi var med, har fået lov til af en bondemand at slå lejr på hans arealer i bushen. Så der var kun vores lille gruppe til at nyde stedet og nyde den primitive lejrplads. Lejrpladsen bestod af et noget falde
færdigt halvtag (4 pinde i jorden og et par stålplader ovenpå) og bålpladsen, og selvfølgelig verden største toilet, nemlig den australske bush. På vej hen til lejrpladsen var vi stoppet hos den "lokale" alkoholbutik, hvor vi fik provianteret, så vi kunne holde varmen ;o) Så øllene blev åbnet, goon'en (meget meget dårlig australske vin) blev hældt op, maden blev tilberedt, vores swags blev lagt tilrette omkring bålet og så var det tid til at nyde maden og selskabet. I løbet af aftenen fandt guiden hans guitar frem og sangstemmerne blev luftet. Efter en lang dag lagde vi os til at soven ved siden af hinanden rundt om bålet.
Dagen efter begyndte ved solopgang. Morgenmaden blev spist, de fleste af os så ikke helt så morgenfriske og veludhvilede ud som man kunne tænke sig. Lejren blev pakkes sammen, og afsted gik det mod The Olgas.
The Olgas også kaldt Kata Tjuta betyder Mange Ansigter, består af mere end 35 meget store sten, som ligger tæt og stikker op som mange ansigter. Kata Tjua er de aboriginal mænds tilholdssted, hvor mændene holder deres hemmelige cermonier. Man hører generalt ikke meget om mændenes steder, og man ved ikke meget om det, hvor imod kvindernes tilholdssteder kender man meget til som fx Ayers Rock, også kaldet Uluru. Men Mount Olga, der er den højeste sten i The Olga's er faktisk mere en 200m højere end Ayers Rock.
Her var det igen tid til en hike. Turen gik ind blandt de mange sten, op over nogle af de mindre, for til sidst at gå gennem Valley of the Winds. Et flot og imponerende syn, og man forstår godt at det er forskelligt om folk finder The Olga's eller Ayers Rock mest imponerende. Efter et par timers tur mellem stenen fandt vi vej til bussen, hvor turen gik mod et aboriginal kulturcenter, som var fyldt med histrorier og facts om deres kultur og deres måde at leve på. For dem er Ayers Rock faktisk hellig, og de ser helst at man ikke klatre op ad den. De har flere gange forsøgt at få rettighederne over Uluru - Kata Tjuta Nationalpark. Ind til videre må de dog nøjes med et sammarbejde.
Så gik turen mod solnedgangen ved Ayers Rock. Denne solnedgangs plads er en parkeringsplads lavet specielt til formålet, og her gælder reglen først til mølle får den bedste plads til fotografering, hvilket Charlotte var glad for, da vi var den første gruppe der ankom til pladsen. Vi gik straks igang med at sætte vores transportable køkken op. Aftensmaden blev lavet tids nok til at den kunne nydes sammen med solnedgangen. Et fantastisk syn, hvor man rigtig kan se de farveskift stenen laver og er kendt for, hvilket Charlotte ihærdigt forsøgte af fange med kameraet, hvilket betyder at vi nu har små 100 billeder af Ayers Rock ;o)
Efter det sidste billed gik oprydningen i gang, og vi kørte mod lejeren, hvor der denne gang både var bad og toiletter. Efter et dejligt bad blev der ristet skumfiduser over bål, snakket, hygget og drukket inden vi krøb ned i vores swags. Denne aften var der stjerneklart og rigtig flot fuldmåne, så det var fantastisk smukt.
Vi sprang op af soveposerne tidlig morgen og afsted gik det mod solopgangen over Ayers Rock. Solopgangen var farverig og smuk, og igen blev der taget en helt masse billeder. Da solen og varmen var fremme kørte vi hent til Ayers Rock. Her gik vi en tur hvor vi fik set aboriginal hule malerier, malerierne referer til historier, som kvinderne fortalte børnene for at lære dem om naturen, hvor de kunne finde vandhuller osv. Vi så også et vandhuld, også kaldt billabong, som ligger inde i et indhak af stenen. Så kom valgmuligheden, hvor man kunne vælge at gå en tur hele vejen rundt om stenen eller bestige den.
Nick, som vi wwoof'et hos, havde anbefalet os at bestige Ayers Rock, selvom den for for de aboriginal er hellig, da det simpelthen skulle være en fantastisk oplevelse. Så vi valgte at bestige!
Og det var noget af en oplevelse må man sige. Opad går det lige fra starten af. Der er ikke nogen trapper eller noget, man går bare op ad en vildt skrå bjergvæg. Det er en kæde halvdelen af vejen som man kan holde fast i og hive sig op i om nødvendigt, og vi måtte da også holde et par pauser og nyde udsigten. Det er nok de længeste 1,6 km vi nogen sinde har gået! På toppen var overfladen noget overraskende. Den er ikke plan, men går op og ned i kraterer, så man bliver aldrig færdig med at klatre før man er nede igen. Vi var godt trætte og ømme i benene og lårbasserne, men super glade over at vi havde klaret det! En helt unik oplevelse!
Så gik turen hjemad mod Alice Springs, hvor vi vist alle fik en lille lur i bussen! Men turen endte ikke her! Vi mødtes om aftenen til aftensmad, og gik derefter i byen på den eneste pub i Alice. Det endte med en super hyggelig og sjov aften med masser af grinen og dansen.
Der er ikke meget at give sig til i Alice Springs by, men turen ud til Ayers Rock var en kanon oplevelse. Dejlige mennesker og fantastisk natur. Vi havde en rigtig god oplevelse og nogle dejlige dage i det "rigtige Australien"!
tirsdag den 30. juni 2009
WWOOF'ing hos Nick og Rita Builder aka Mallyons on the Murray
Vi ankom til Adelaide og brugte dagen på at slappe af og spise pizza i sengen. Og så kontaktede vi Rita og Nick som har en lille organisk farm og en bush cafe med galleri. Dorrit, Morten, Mette og ungerne har alle været her. Så vi glædede os meget til at se det sted og de mennesker de har snakket så meget om.
Vi tog bussen fra Adelaide kørte i 3 timer og endte i den lille by Weikerie, hvor vi blev samlet op af Nick. Nick er en sjov lille snaksagelig mand med god humør og masser af ideer. Vi krydsede floden med den lille færge, kørte forbi vinmarker og appelsinplantager, og kørte videre ud i bushen. Vi ankom til dette lille sted lige i tid til te, gik straks ind i cafeen hvor vi mødte Rita og og de to tyske wwoof'er piger Christiane, og Katrin. Rita er en lille dansende, snakkende Italiener, altid i hopla og klar på en god historie. Vi mødte også Holly, som er udvekslings student fra New Zealand. Hun er her i et år og er bestemt en del af familien, hvilket vi hurtigt fandt ud af, da Thomas på snart 19, den ældste søn, altid driller og ved et uheld havde skåret Holly i fingeren med sit nye samurai sværd! Vi satte os, fik te og kage og fik snakket med hinanden. Hen på eftermiddagen er det en vane at gå en tur ud i bushen. Chris tog sig en løbe tur, og Kat powerworking, og vi tog det med ro for lige at undersøge området.
Hen på aften var alle kommet hjem undtagen Chris! Vi var noget nervøse, da det var blevet mørkt og hun kun havde været her i 2 dage. Hun kom dog hjem kl 7, helt rød i hovedet og meget forpustet, og måtte indrømme at hun var faret vildt, og at hun faktisk var lidt bange! Vi trøstede dog med at selv Nick kan fare vildt, og aftalte at man skulle kom hjem inden det blev mørkt!
Vi lagde os til at sove på vores lille værelse i cafeen, hvor wwoof'erne holder til, i godt humør, veltilfredse og fulde at spænding og forventning til næste dag.
Dagene starter med morgenmad kl 7.30 i huset. Efter morgenmaden begynder arbejdet med opvask i huset. Og opvask og rengøring i caféen. Hente drikkevand ind fra en kæmpe beholder med regnvand, vaske gulv, toiletter og støve af i caféen som er fuld af alverdens ting og sager, billeder, kort, malerier, bøger, og meget mere! Alt er næsten til salg her.
Derefter er der nogen som hjælper Nick med arbejdet udenfor, plukke tomater, sortering, lave tomatsovs, hente brænde i bushen, luge ukrudt, og hvad der ellers er sæson for. Vi er kommet sidst på sæsonnen så der er ikke så meget at lave, men ellers har de også masser af stenfrugter som skal plukkes, sorteres og pakkes.
Indenfor i cafeen hjælper man Rita med at forberede grønsager til supper og salat og der bages kager.
Kl. 10.00 åbner cafeen og det er tid til morgen te. En halv time senere er vi tilbage til arbejdet, og forhåbentlig er der kunder i cafeen, så man hjælper med at servere og tager opvasken eller gøre rent.
Kl. 13.00 er det frokost tid, og efter opvasken har vi fri. Så det er nogle forholdsvis nemme arbejds dage!
Om eftermiddagen går vi vores eftermiddags tur, og efter aftensmaden med hele familien i cafeen tager vi opvasken. Om mandagen er der dømt hygge foran fjernsynet til Desperate Housewifes og kage. Og om torsdagen er der Greys hvide verden.
Vi mødte først Thomas og søsteren Imogen på 17 et par aftener efter ankomst. Og det var noget af et møde! Imogen tog godt i mod os med ordene " hello bitches" og Thomas og Holly sloges som altid. Det er lige som at være hjemme blandt Malene, Jesper og Helene og så lige tilføje noget rigtig australsk humor og diverse engelske gloser og et par nyrehug, et glas vand i fjæset og uglet hår! Men underholdende var det, og søde er de også!
Vi har nu været her i lidt over 3 uger. Dagene er gået der ud af med arbejde og aftenerne er blevet brugt til hygge, og snakken med et glas rødvin, afslapning i sofaen eller foran brændeovnen på de kolde dage. Chris tog videre afsted efter 10 dage. Hende havde vi det super sjovt med og vi var lidt triste over at skulle sige farvel efter bare 10 dage. Men sådan er det med wwoof'ing, nogen bliver 3 dage andre i 3 måneder. Kat tog videre efter 3 uger og har i alt været her i 3 måneder. Lad os sige det sådan, vi hygger os godt nok uden hende. Hun var en rigtig diva, og det var i hvertfald ikke hende der tog initiativ til at tage opvasken om aftenen! Men sådan er det når man er ude i verden, men møder mennesker som man svinger super sammen med, og man møder nogen som man absolut ikke svinger godt med! Nå, men tilbage er en japansk fyr og Kicki og jeg.
Kicki har jo haft fødselsdag, den fik vi selvfølgelig også fejret. Vi havde en travl dag i cafeen med et selskab på 40 og vi fik også lavet en ordentlig gang tomatsovs. Om aftenen hjalp vi hinanden med at lave mad, og Charlotte bagte en af Moster Mettes brunsviger, må dog indrømme at mester bagværk kræver øvelse, så jeg må hellere prøve igen på min egen fødselsdag ;o) Vi havde en stille og rolig aften med fødselsdagssang på flere sprog, selvfølgelig også den danske!
Charlottes fødselsdag blev også fejret, med ægte italiensk pastaret med Kicki og Nicks hjemmelavede tomatsovs og kødboller. Forsøget på at lave endnu en brunsviger gik som forventet - brændt sukker! Så har erkendt at mine bageevner er lige som min mors og ikke som mosters ;o) men så kan vi bare så mange andre ting, ikk mor!
De 5 uger hos familien Builder er fløjet afsted! Vi har nydt hver dag vi har været der, udsigten over Murray floden fra huset, gåturen i bushen, dansen i køkkenet med Rita, atmosfæren i cafeen, hele familien og wwoof'erne rundt om bordet til aftensmad og arbejdet med Nick udenfor er bare noget af det vi vil huske tilbage på med et kæmpe smil på læben! Vi vil helt klart tage et smut tilbage til Mallyons on the Murray når muligheden byder sig en gang i fremtiden!
Vi tog bussen fra Adelaide kørte i 3 timer og endte i den lille by Weikerie, hvor vi blev samlet op af Nick. Nick er en sjov lille snaksagelig mand med god humør og masser af ideer. Vi krydsede floden med den lille færge, kørte forbi vinmarker og appelsinplantager, og kørte videre ud i bushen. Vi ankom til dette lille sted lige i tid til te, gik straks ind i cafeen hvor vi mødte Rita og og de to tyske wwoof'er piger Christiane, og Katrin. Rita er en lille dansende, snakkende Italiener, altid i hopla og klar på en god historie. Vi mødte også Holly, som er udvekslings student fra New Zealand. Hun er her i et år og er bestemt en del af familien, hvilket vi hurtigt fandt ud af, da Thomas på snart 19, den ældste søn, altid driller og ved et uheld havde skåret Holly i fingeren med sit nye samurai sværd! Vi satte os, fik te og kage og fik snakket med hinanden. Hen på eftermiddagen er det en vane at gå en tur ud i bushen. Chris tog sig en løbe tur, og Kat powerworking, og vi tog det med ro for lige at undersøge området.
Hen på aften var alle kommet hjem undtagen Chris! Vi var noget nervøse, da det var blevet mørkt og hun kun havde været her i 2 dage. Hun kom dog hjem kl 7, helt rød i hovedet og meget forpustet, og måtte indrømme at hun var faret vildt, og at hun faktisk var lidt bange! Vi trøstede dog med at selv Nick kan fare vildt, og aftalte at man skulle kom hjem inden det blev mørkt!
Vi lagde os til at sove på vores lille værelse i cafeen, hvor wwoof'erne holder til, i godt humør, veltilfredse og fulde at spænding og forventning til næste dag.
Dagene starter med morgenmad kl 7.30 i huset. Efter morgenmaden begynder arbejdet med opvask i huset. Og opvask og rengøring i caféen. Hente drikkevand ind fra en kæmpe beholder med regnvand, vaske gulv, toiletter og støve af i caféen som er fuld af alverdens ting og sager, billeder, kort, malerier, bøger, og meget mere! Alt er næsten til salg her.
Derefter er der nogen som hjælper Nick med arbejdet udenfor, plukke tomater, sortering, lave tomatsovs, hente brænde i bushen, luge ukrudt, og hvad der ellers er sæson for. Vi er kommet sidst på sæsonnen så der er ikke så meget at lave, men ellers har de også masser af stenfrugter som skal plukkes, sorteres og pakkes.
Indenfor i cafeen hjælper man Rita med at forberede grønsager til supper og salat og der bages kager.
Kl. 10.00 åbner cafeen og det er tid til morgen te. En halv time senere er vi tilbage til arbejdet, og forhåbentlig er der kunder i cafeen, så man hjælper med at servere og tager opvasken eller gøre rent.
Kl. 13.00 er det frokost tid, og efter opvasken har vi fri. Så det er nogle forholdsvis nemme arbejds dage!
Om eftermiddagen går vi vores eftermiddags tur, og efter aftensmaden med hele familien i cafeen tager vi opvasken. Om mandagen er der dømt hygge foran fjernsynet til Desperate Housewifes og kage. Og om torsdagen er der Greys hvide verden.
Vi mødte først Thomas og søsteren Imogen på 17 et par aftener efter ankomst. Og det var noget af et møde! Imogen tog godt i mod os med ordene " hello bitches" og Thomas og Holly sloges som altid. Det er lige som at være hjemme blandt Malene, Jesper og Helene og så lige tilføje noget rigtig australsk humor og diverse engelske gloser og et par nyrehug, et glas vand i fjæset og uglet hår! Men underholdende var det, og søde er de også!
Vi har nu været her i lidt over 3 uger. Dagene er gået der ud af med arbejde og aftenerne er blevet brugt til hygge, og snakken med et glas rødvin, afslapning i sofaen eller foran brændeovnen på de kolde dage. Chris tog videre afsted efter 10 dage. Hende havde vi det super sjovt med og vi var lidt triste over at skulle sige farvel efter bare 10 dage. Men sådan er det med wwoof'ing, nogen bliver 3 dage andre i 3 måneder. Kat tog videre efter 3 uger og har i alt været her i 3 måneder. Lad os sige det sådan, vi hygger os godt nok uden hende. Hun var en rigtig diva, og det var i hvertfald ikke hende der tog initiativ til at tage opvasken om aftenen! Men sådan er det når man er ude i verden, men møder mennesker som man svinger super sammen med, og man møder nogen som man absolut ikke svinger godt med! Nå, men tilbage er en japansk fyr og Kicki og jeg.
Kicki har jo haft fødselsdag, den fik vi selvfølgelig også fejret. Vi havde en travl dag i cafeen med et selskab på 40 og vi fik også lavet en ordentlig gang tomatsovs. Om aftenen hjalp vi hinanden med at lave mad, og Charlotte bagte en af Moster Mettes brunsviger, må dog indrømme at mester bagværk kræver øvelse, så jeg må hellere prøve igen på min egen fødselsdag ;o) Vi havde en stille og rolig aften med fødselsdagssang på flere sprog, selvfølgelig også den danske!
Charlottes fødselsdag blev også fejret, med ægte italiensk pastaret med Kicki og Nicks hjemmelavede tomatsovs og kødboller. Forsøget på at lave endnu en brunsviger gik som forventet - brændt sukker! Så har erkendt at mine bageevner er lige som min mors og ikke som mosters ;o) men så kan vi bare så mange andre ting, ikk mor!
De 5 uger hos familien Builder er fløjet afsted! Vi har nydt hver dag vi har været der, udsigten over Murray floden fra huset, gåturen i bushen, dansen i køkkenet med Rita, atmosfæren i cafeen, hele familien og wwoof'erne rundt om bordet til aftensmad og arbejdet med Nick udenfor er bare noget af det vi vil huske tilbage på med et kæmpe smil på læben! Vi vil helt klart tage et smut tilbage til Mallyons on the Murray når muligheden byder sig en gang i fremtiden!
lørdag den 6. juni 2009
Perth
Efter en flyvetur på 3 timer landede vi Perth, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. Det var næsten som en sommerdag i Danmark, og vi blev hurtige enige om at Perth er en flot og dejlig by.
Perth ligger i Vest Australien, som er den største og rigeste stat i Australien. Det skyldes specielt de mere end 400 aktive miner, der findes i Vest Australien. Vest Australien er mere end 50 gange større end Danmark, men alligevel bor der kun 2 mio. der, hvoaf 1,6 mio. bor i Perth. At Perth ligger i den rigeste stat i Australien kunne vi tydeligt se. Folk bor i parcelhuse, og ikke i boligbyggerier, som de har gjort i de andre storbyer.
Efter vi havde fået vores bagage i lufthavnen, blev vi enige om at vi ville tage den lokale bybus til hostellet, da lufthavnsbussen var alt alt for dyr. Vi kom på bussen, og havde ikke kørt ret længe før vi blev irettesat af en ældre mand, som mente at vores taske flydte hele bussen, og efter 45 min. valgte vi så at flytte dem, da vi skulle af. Vi stod af i hjerte af Perth, som til vores overraskelse var utrolig flad.
Efter en mindre gåtur, havde vi fundet vores hostel, som lå perfekt i et roligt område, men kun 5
min. gang til gågaden. Og det var rent og pænt, men vores forventninger var også sat i vejret, da vi i lufthavnen fik af vide, at det var det bedste hostel i byen ;-0 Efter tjek ind, gik vi ud for at kiggede gågaden, og hold da op, hvor var det hele bare afslappet. Solen skinnede jo og folk tøffede bare rundt, og det lykkedes Kicki at overtale Charlotte til, at frokosten skulle stå på kæmpe hotdogs på en bænk i gågaden...
Den næste dag gik vi ned for at se Bell's Tower, som i følge Perth selv skulle være et "must see". Bell's Tower er et moderne klokketårn, som blev bygget i 1999 til at ringe årtusindeskiftet ind. Efter et let kig på tårnet, fandt vi vej til havneområdet, hvor alle skibene, som sejler op og ned af The Swan River (Svane floden), lægger til. Til frokost valgte vi at gå tilbage til områden omkring Bell's Tower, som hedder Bell's Square. Pladsen bliver brugt til lidt af hvert, ligefra trænningsplads til afslapning. Charlotte havde spottet denne plet, som det perfekte sted, at spise vores madpakker. Og hyggeligt var det også, og det endte med et lille lur på plænen.
Så var det tid til en vintur. Vest Australien, specielt området omkring Swan River, laver nogle af Australiens bedste vine. Det ville vi ikke gå glip af, men vores intuition sagde også at en halvdags tur vile være nok med 3 vinsmagninger, en ølsmagning samt nougat-, chokolade- og ostesmagning. Og ganske rigtigt, efter anden vinsmagning, var vi begge to i vældigt godt humør, og det belv kun bedre efter resten af den yderst lækre ting vi smagte i løbet af dagen, og vi endte med at købe en meget meget lækker ost..!
Fremantle ligger ca. 20 km fra Perth, så man skulle tro de var li hinanden, men det er de langt fra. I Fremantle holder hippier og de kreative til, såsom malere og musikere, og så er den kendt på sin cappocino-strip. Her tog vi til sammen med Lisa, en tysk pige vi havde mødt på hostellet.
Første stop var The Round House, som er den ældste(1831) offentlige bygning i Vest Australien, og som i nok kan gætte, så er den rund. Den blev førhen brugt som lokal fængsel, og det var her folk blev hængt. Senere blev den brugt til "opbevaring" af aboriginals, inden disse skulles sendes til Rottnest Island. Nu er det et at de historiske steder specielt skoleklasserne besøger.
Næste stop var det det gamle Fremantle fængsel, som blev bygget i 1850'erne og fungerede som fængsel fra 1855 helt op til 1991. Det var en meget speciel og uvirkelig oplevelse, at gå inde i fængslet, og hører historien omkring det. Det var som at se film lokation, da man ikke kan forstille sig at forholdene har været sådan, mens vi faktisk har eksisteret.
Cellerne var minimale og sengene, hvis det da ikke bare var en hængekøje, var et træ eller metal skrog med en meget tynd madras på. Der var ikke toiletter i cellerne, så når man skulle, ja så gjorde man det i en metalspand, dog med låg, som man selv tømte engang imellem (det skulle angiveligt først være de seneste år, at fænglet er kommet af med den lugt af afføring denne ordning gav). Vi så også køkkenet, gårdarealerne, staffeområdet og isolationscellerne. Sidst, men ikke midst, så vi galgen. Rummet, hvor de hægte folk, med stolen, galgen og lemmen i gulvet. Man får helt gåsehud bare ved at tænke på stedet, og fortællingen om hvordan man ikke var i tvivl om at en hængning havde fundet sted, idet en helt klan af duer ville flyve fra taget af lyden fra lemmen, og hvordan fængslet blev helt stille.
I 1988 lykkedes det nogle af fangerne at sætte ild til fængslet. Dette resulterede i en kæmpe mediestorm, som var hvad de ville opnår. Nu fik hele Vest Australien øjnene op for, hvor dårlige forhold der var, og 3 år efter blev fængslet lukket.
Efter denne oplevelse blev vi enige om at det var tid til kaffe, så vi søgte mod cappocino-strip'en, hvoretter turen gik hjemad.
Så kom regnvejret og stromvejret, så vi besluttede os for at lave ingenting. Dagen efter tog vi chancen og drog afsted mod Kings Park. Kings Park, er en kæmpe park, byens botaniske have, og måske deres største "must see". Det er også den største park blaceret inde i en by i Verden, og så ligger den på et lille bjerg, så der er udsigt over hele byen herfra. Det var en dejlig dag i parken, som også var vores sidste dag i Perth.
Dagen efter fløj vi nemlig tilbage til Adeliade, hvor skulle ud på en økologisk farm og arbejde som Wwoof'er (Willing Workers On Organic Farm) for kost og logi. En oplevelse, som vi begge to har glædet os meget til.
Perth ligger i Vest Australien, som er den største og rigeste stat i Australien. Det skyldes specielt de mere end 400 aktive miner, der findes i Vest Australien. Vest Australien er mere end 50 gange større end Danmark, men alligevel bor der kun 2 mio. der, hvoaf 1,6 mio. bor i Perth. At Perth ligger i den rigeste stat i Australien kunne vi tydeligt se. Folk bor i parcelhuse, og ikke i boligbyggerier, som de har gjort i de andre storbyer.
Efter vi havde fået vores bagage i lufthavnen, blev vi enige om at vi ville tage den lokale bybus til hostellet, da lufthavnsbussen var alt alt for dyr. Vi kom på bussen, og havde ikke kørt ret længe før vi blev irettesat af en ældre mand, som mente at vores taske flydte hele bussen, og efter 45 min. valgte vi så at flytte dem, da vi skulle af. Vi stod af i hjerte af Perth, som til vores overraskelse var utrolig flad.
Efter en mindre gåtur, havde vi fundet vores hostel, som lå perfekt i et roligt område, men kun 5
min. gang til gågaden. Og det var rent og pænt, men vores forventninger var også sat i vejret, da vi i lufthavnen fik af vide, at det var det bedste hostel i byen ;-0 Efter tjek ind, gik vi ud for at kiggede gågaden, og hold da op, hvor var det hele bare afslappet. Solen skinnede jo og folk tøffede bare rundt, og det lykkedes Kicki at overtale Charlotte til, at frokosten skulle stå på kæmpe hotdogs på en bænk i gågaden...
Den næste dag gik vi ned for at se Bell's Tower, som i følge Perth selv skulle være et "must see". Bell's Tower er et moderne klokketårn, som blev bygget i 1999 til at ringe årtusindeskiftet ind. Efter et let kig på tårnet, fandt vi vej til havneområdet, hvor alle skibene, som sejler op og ned af The Swan River (Svane floden), lægger til. Til frokost valgte vi at gå tilbage til områden omkring Bell's Tower, som hedder Bell's Square. Pladsen bliver brugt til lidt af hvert, ligefra trænningsplads til afslapning. Charlotte havde spottet denne plet, som det perfekte sted, at spise vores madpakker. Og hyggeligt var det også, og det endte med et lille lur på plænen.
Så var det tid til en vintur. Vest Australien, specielt området omkring Swan River, laver nogle af Australiens bedste vine. Det ville vi ikke gå glip af, men vores intuition sagde også at en halvdags tur vile være nok med 3 vinsmagninger, en ølsmagning samt nougat-, chokolade- og ostesmagning. Og ganske rigtigt, efter anden vinsmagning, var vi begge to i vældigt godt humør, og det belv kun bedre efter resten af den yderst lækre ting vi smagte i løbet af dagen, og vi endte med at købe en meget meget lækker ost..!
Fremantle ligger ca. 20 km fra Perth, så man skulle tro de var li hinanden, men det er de langt fra. I Fremantle holder hippier og de kreative til, såsom malere og musikere, og så er den kendt på sin cappocino-strip. Her tog vi til sammen med Lisa, en tysk pige vi havde mødt på hostellet.
Første stop var The Round House, som er den ældste(1831) offentlige bygning i Vest Australien, og som i nok kan gætte, så er den rund. Den blev førhen brugt som lokal fængsel, og det var her folk blev hængt. Senere blev den brugt til "opbevaring" af aboriginals, inden disse skulles sendes til Rottnest Island. Nu er det et at de historiske steder specielt skoleklasserne besøger.
Næste stop var det det gamle Fremantle fængsel, som blev bygget i 1850'erne og fungerede som fængsel fra 1855 helt op til 1991. Det var en meget speciel og uvirkelig oplevelse, at gå inde i fængslet, og hører historien omkring det. Det var som at se film lokation, da man ikke kan forstille sig at forholdene har været sådan, mens vi faktisk har eksisteret.
Cellerne var minimale og sengene, hvis det da ikke bare var en hængekøje, var et træ eller metal skrog med en meget tynd madras på. Der var ikke toiletter i cellerne, så når man skulle, ja så gjorde man det i en metalspand, dog med låg, som man selv tømte engang imellem (det skulle angiveligt først være de seneste år, at fænglet er kommet af med den lugt af afføring denne ordning gav). Vi så også køkkenet, gårdarealerne, staffeområdet og isolationscellerne. Sidst, men ikke midst, så vi galgen. Rummet, hvor de hægte folk, med stolen, galgen og lemmen i gulvet. Man får helt gåsehud bare ved at tænke på stedet, og fortællingen om hvordan man ikke var i tvivl om at en hængning havde fundet sted, idet en helt klan af duer ville flyve fra taget af lyden fra lemmen, og hvordan fængslet blev helt stille.
I 1988 lykkedes det nogle af fangerne at sætte ild til fængslet. Dette resulterede i en kæmpe mediestorm, som var hvad de ville opnår. Nu fik hele Vest Australien øjnene op for, hvor dårlige forhold der var, og 3 år efter blev fængslet lukket.
Efter denne oplevelse blev vi enige om at det var tid til kaffe, så vi søgte mod cappocino-strip'en, hvoretter turen gik hjemad.
Så kom regnvejret og stromvejret, så vi besluttede os for at lave ingenting. Dagen efter tog vi chancen og drog afsted mod Kings Park. Kings Park, er en kæmpe park, byens botaniske have, og måske deres største "must see". Det er også den største park blaceret inde i en by i Verden, og så ligger den på et lille bjerg, så der er udsigt over hele byen herfra. Det var en dejlig dag i parken, som også var vores sidste dag i Perth.
Dagen efter fløj vi nemlig tilbage til Adeliade, hvor skulle ud på en økologisk farm og arbejde som Wwoof'er (Willing Workers On Organic Farm) for kost og logi. En oplevelse, som vi begge to har glædet os meget til.
torsdag den 21. maj 2009
Adelaide
Vi ankom til Adelaide trætte efter en super Great Ocean Road tur, og der havde været snak om at gruppen skulle mødes til en øl eller to samme aften, men da vi kom ind på vores værelse, gik vi begge ud som et lys. Vi blev hurtigt enige om at det ikke gjorde noget, for Adelaide er jo ikke en så stor by (ca. 1.3 mio. indbyggere), så det ville helt sikkert gå glat med at komme i kontakt med ”gruppen” igen ;-) Og ganske rigtigt, næste formiddag rendte vi ind i de 2 første, og vi aftalte straks at vi skulle mødes om aftenen på en bar, hvor der skulle være live musik og billige drikkevarer. Og det endte med en hyggelig aften, hvor Charlotte fik smag for de australske cidere og vi fik sagt ordentlig farvel til hinanden.
Den første dag i Adelaide brugte vi bare på at bumle rundt i byen, kigge os lidt omkring og klare den praktiske shopping. Her menes der madvarer, så vi ikke brugte en formue på at gå ud at spise. I Melbourne havde vi lavet kødsovs, så det spiste vi 4 dage i træk. Så denne gang var det tid til kylling.
Vi brugte også de første dage på at undersøge mulighederne for ture, da Adelaide har noget flot natur uden for byen, Adelaide Hills og Barossa valley er især kendt for deres vinmarker og vinsmagnings ture så det ville vi helt sikkert prøve.
Vejret var dog ikke med os, og en vinsmagnings tur i bjergene med BBQ er nu bedst med tørvejr og sol.
Mulighederne for arbejde blev også undersøgt, men da det ikke er højsæson for frugtplukning og den slags arbejde besluttede vi os for at vente til vi kom op nord på hvor vejret er varmere og udvalget større. Men lige som vi havde tage beslutningen ringede vores mobil. Vi havde 14 dage forinden skrevet en mail til Rita og Nick som Moster og Onkel arbejde for da de kørte rundt i Australien for nogle år siden. Så Rita ringede med nyhed om at hun havde arbejde til os fra d. 23 maj. Super duper tænkte vi! Det var da bare dejligt!
Med sikkerheden om arbejde var humøret lidt bedre, og næste dag skinnede solen endda, så vi tog på marked og besøgte den mest hyggelige China Town vi har set ind til videre med pynt og masser af restauranter og kinesiske bikse. Her spiste vi os dejlig mætte i dumplings inden turen gik hjemad igen. Kicki tog sig en lur, og imens fandt Charlotte et puslespil på 1000 brikke. Dette skulle vise sig at være en af livets fejltagelser, for da Kicki stod op et par timer sener og Charlotte kun lige havde fået samlet rammen fik Kicki jo smag for det. Så hele næste dag lavede vi faktisk ikke andet end at puslespil. De andre synes vist vi var lidt mærkeligt =o)
Onsdag var der gratis aftensmad, og menuen stod på grillmad, umm. Efter Maden var der ”killer pool” tunering hvor Charlotte deltog, og hun klarede sig faktisk ikke helt dårligt! Ellers var der dømt hygge med film og fødderne i sofaen.
Med udsigten til arbejde (for kost og logi) er der dermed lidt flere penge at gøre med. Vi vil super gerne en tur til Perth på vestkysten, så vi besluttede os for at det var da det vi skulle. Vi stillede også vinsmagning turen lidt på standby, da vi garanteret kommer til at se området og en masse natur helt gratis i forbindelse med arbejdet. Så aftnerne er også gået på at finde de billigste flybilletter og overnatning i Perth.
Vi brugte også en hyggelig eftermiddag i Biffen hvor vi så Engle og Dæmoner. Til Charlottes store skuffelse serverede de tørre kolde popelopper! Her køber de åbenbart ”Nipples” ;o) som er en pose små nødder og andet knas.
Den sidste dag kig vi en tur ned at gågaden, hvor der om lørdagen er masser af gøglere og spillemænd på gaden. Vi fik set lidt kunstnere og gik ellers en hyggelig tur hen af North Tce hvor der ligger Universiteter, og kunst museer. Da vi kom tilbage var der tjekket en pige ind på vores værelse som var ramt af ”Bedbugs”(en slags utøj som kan putte sig i tøj, madrasser, træ osv. som bidder og giver kløe) så alle hendes ting var til vask. Kicki har på hele vores rejse været totalt panisk hvad angår bedbugs, og hver gang vi kommer til en ny seng kan hun altid mærke det klør! =o) så i skulle have set hendes ansigt da hun fandt ud af det!! Nå, men hostelet grab det professionelt an, og fik behandlet hendes seng og osv! Til stor lettelse for os, da vi kommer tilbage til stedet efter Perth!
Næste morgen gik turen mod lufthavnen på vej til Perth!
Vi synes godt om Adelaide, det er en nem by at finde sig tilrette i, den er lige til. Gaderne er hyggelige med træer i efterårs farver ned langs siderne og man finder flotte bygninger over alt man kigger. Vi ser frem til at komme tilbage, hvor vi håber der er bedre vejr! Alting bliver ligesom hyggeligere og flottere når solen skinner i stedet for silende regn! Vi krydser fingre ;o)
Den første dag i Adelaide brugte vi bare på at bumle rundt i byen, kigge os lidt omkring og klare den praktiske shopping. Her menes der madvarer, så vi ikke brugte en formue på at gå ud at spise. I Melbourne havde vi lavet kødsovs, så det spiste vi 4 dage i træk. Så denne gang var det tid til kylling.
Vi brugte også de første dage på at undersøge mulighederne for ture, da Adelaide har noget flot natur uden for byen, Adelaide Hills og Barossa valley er især kendt for deres vinmarker og vinsmagnings ture så det ville vi helt sikkert prøve.
Vejret var dog ikke med os, og en vinsmagnings tur i bjergene med BBQ er nu bedst med tørvejr og sol.
Mulighederne for arbejde blev også undersøgt, men da det ikke er højsæson for frugtplukning og den slags arbejde besluttede vi os for at vente til vi kom op nord på hvor vejret er varmere og udvalget større. Men lige som vi havde tage beslutningen ringede vores mobil. Vi havde 14 dage forinden skrevet en mail til Rita og Nick som Moster og Onkel arbejde for da de kørte rundt i Australien for nogle år siden. Så Rita ringede med nyhed om at hun havde arbejde til os fra d. 23 maj. Super duper tænkte vi! Det var da bare dejligt!
Med sikkerheden om arbejde var humøret lidt bedre, og næste dag skinnede solen endda, så vi tog på marked og besøgte den mest hyggelige China Town vi har set ind til videre med pynt og masser af restauranter og kinesiske bikse. Her spiste vi os dejlig mætte i dumplings inden turen gik hjemad igen. Kicki tog sig en lur, og imens fandt Charlotte et puslespil på 1000 brikke. Dette skulle vise sig at være en af livets fejltagelser, for da Kicki stod op et par timer sener og Charlotte kun lige havde fået samlet rammen fik Kicki jo smag for det. Så hele næste dag lavede vi faktisk ikke andet end at puslespil. De andre synes vist vi var lidt mærkeligt =o)
Onsdag var der gratis aftensmad, og menuen stod på grillmad, umm. Efter Maden var der ”killer pool” tunering hvor Charlotte deltog, og hun klarede sig faktisk ikke helt dårligt! Ellers var der dømt hygge med film og fødderne i sofaen.
Med udsigten til arbejde (for kost og logi) er der dermed lidt flere penge at gøre med. Vi vil super gerne en tur til Perth på vestkysten, så vi besluttede os for at det var da det vi skulle. Vi stillede også vinsmagning turen lidt på standby, da vi garanteret kommer til at se området og en masse natur helt gratis i forbindelse med arbejdet. Så aftnerne er også gået på at finde de billigste flybilletter og overnatning i Perth.
Vi brugte også en hyggelig eftermiddag i Biffen hvor vi så Engle og Dæmoner. Til Charlottes store skuffelse serverede de tørre kolde popelopper! Her køber de åbenbart ”Nipples” ;o) som er en pose små nødder og andet knas.
Den sidste dag kig vi en tur ned at gågaden, hvor der om lørdagen er masser af gøglere og spillemænd på gaden. Vi fik set lidt kunstnere og gik ellers en hyggelig tur hen af North Tce hvor der ligger Universiteter, og kunst museer. Da vi kom tilbage var der tjekket en pige ind på vores værelse som var ramt af ”Bedbugs”(en slags utøj som kan putte sig i tøj, madrasser, træ osv. som bidder og giver kløe) så alle hendes ting var til vask. Kicki har på hele vores rejse været totalt panisk hvad angår bedbugs, og hver gang vi kommer til en ny seng kan hun altid mærke det klør! =o) så i skulle have set hendes ansigt da hun fandt ud af det!! Nå, men hostelet grab det professionelt an, og fik behandlet hendes seng og osv! Til stor lettelse for os, da vi kommer tilbage til stedet efter Perth!
Næste morgen gik turen mod lufthavnen på vej til Perth!
Vi synes godt om Adelaide, det er en nem by at finde sig tilrette i, den er lige til. Gaderne er hyggelige med træer i efterårs farver ned langs siderne og man finder flotte bygninger over alt man kigger. Vi ser frem til at komme tilbage, hvor vi håber der er bedre vejr! Alting bliver ligesom hyggeligere og flottere når solen skinner i stedet for silende regn! Vi krydser fingre ;o)
tirsdag den 12. maj 2009
Great Ocean Road
Efter den sidste nat, på det rene og dejlige hostel, stod vi tidligt op torsdag, for vi skulle på en 3-dags tur til Adelaide via Great Ocean Road. Vækkeuret ringede allerede kl. 5, så efter et bad og morgenmad gik vi til opsamlingsstedet. Vi ventede sammen med 4 andre piger på bussen, og da den kom, var der 5 andre tøser i bussen og en fyr, som vi skulle tilbringe de næste 3 dage med. Så der var lagt op til hønsegård. De første par timer gik dog ret roligt for sig, med turguiden John, som den eneste friske. Han forsøgte dog ihærdigt at få os andre i gang, med fortællen om områderne vi kørte forbi og ægte australsk musik (første sang var: I Come From A Land Down Unden efterfuldt af den engelske version af: Stop Den Lille Kænguru). Og der gik da heller ikke længe inden folk var vågnet op.
Første stop var Bells Beach, som er legendarisk blandt australske surfere og det er her verdensmesterskabet i surfing bliver holdt hvert år. Vi nøjes dog bare med en gåtur langs stranden, da vejret ikke helt var til badning. Herefter gjorde vi holdt ved et fyrtårn, som angiveligt skulle have medvirket i et meget populært britisk børneprogram. Vi vendte næsen mod Apollo Bay, hvor vi skulle spise frokost. På vejen stoppede vi ved en campingplads, hvor chancerne for at se koalabjørne skulle være stor. Og ganske rigtigt, der sad de. Oppe i træerne, midt inde på campingpladsen, sad de i massevis. Vi blev så betagede af dem, at tiden løb fra os, og vi hastede tilbage til bussen, satte i gang og kørte, men efter ca. 5-10 minutter, opdager Charlotte at vi mangler en, den stille pige omme bag i. UPS. Vi fik stoppet bussen, men da det ikke er til at vende med en bus når man kører på en vej, med vand på den ene side og klipper på den anden side, var der en der løb af sted for at hente hende. Efter en halv times forsinkelse, og en meget flov guide, kørte vi atter af sted med alle mand ombord.
Efter frokosten i Apollo Bay, som er en dejlig lille fisker by, der trods de mange turister i Australien, har formået at beholde dens charme, nåede vi ud til de klippeformationer i vandet, som Great Ocean Road er kendt for. Gibson Steps, The Arch og Loch Ard Gorge er bare noget af det vi så, og grundet de mange skjulte rev, som ligger langs strækningen, er der sunket mange skibe der. Det er disse gamle ”sømands” historier, der danner grundlaget for mange af navnene på klippeformationerne. Australien har alt slags natur. Dette blev understreget, da vi på vejen gjorde holdt ved en regnskov, som vi gik en tur i. Her var nogle af træerne mere end 300 år gamle, meget store og det var i det hele taget ret fantastisk.
Vi skulle overnatte i et beach home i Port Campell National Park, og vi blev positivt overrasket. Her lå et lille hus ved vandet, med ca. 20 sengepladser og en hyggelig pejs. Der blev tændt op, lavet mad og vi fik åbnet de flasker vin vi havde købt på vejen. Resten af aftenen stod på hygge, kortspillet Uno, vin, ristede skumfiduser og bananer samt snakken, og allerede efter et par timer virkede det som om vi havde tilbragt den sidste uge sammen.
Dagen efter stod vi tidligt op for at se solopgangen over de 12 apostle, som nok er den mest kendte klippeformation langs Great Ocean Road. Der er dog kun 6 tilbage, da havet med tiden har skyllet de resterende væk. Og det viste sig at vejret, igen i dag, havde tænkt sig at svigte, så det regnede og man kun faktisk ikke se solopgangen, da der var overskyet. Vi forsatte mod The Grotto, London Bridge og Bay Of Martys, inden sidste stop ved Bay Of Islands. Da vejret ikke var med os, blev den planlagte picnic frokost ændret, til frokost på en meget lokal Pub, midt ude i ingenting. Rigtig lokal, og de blev meget skuffede, da Kicki bestilte 2 COLAER til vores mad, for man drak da ikke kun cola om lørdagen. Kicki undskyldte dog med at klokken kun lige havde passeret 12 og vi gemte det til om aftenen, men sjovt at prøve det lokale, var det nuJ.
Nu gik turen mod The Grampians National Park, hvor vi også skulle overnatte i en hytte på en campingplads. Efter vi havde fået læsset vores tasker af, var det tid til en hike. Op og op gik det mod toppen for at se den flotte udsigt over nationalparken. Dem der ture fik taget billeder ude på en klippeafsats inden turen gik ned af igen. Inden vi skulle spise blev der kigget på kænguruer. Når mørket falder på, bevæger de sig mod campingpladserne, for at spise af græsset. Og det lykkedes næste for Charlotte at klappe en.
Regnen var stoppet i løbet af eftermiddagen og vejret klaret op, så aftensmaden blev en BBQ, eller Barbie som det hedder hernede, med kæmpe bøffer og pølser. Og bedst som vi har sat os indenfor, for at hygge, kommer der en kæmpe kænguru, næsten 2 meter høj, ind i vores ”baghave”.
Vi fik lov at sove længe sidste morgen, det var jo søndag, så efter morgenmaden drog vi af sted mod et udsigtspunkt kaldet balkonerne, hvor der også er en fantastisk udsigt. Derefter stod den på en hike ned til bunden af McKenzie Falls, som er et ret flot lille vandfald, og selvfølgelig op igen. Nu fulgte en 7 timer lang køretur mod Adelaide, hvor vi gjorde ophold for at se hvide, ja i læste rigtigt, hvide kænguruer. Vi ankom til Adelaide om aftenen trætte og udmattede, efter 3 rigtig gode og hyggelige dage, med super dejlige mennesker, masser af frisk luft, motion og røde kinder. Vi vil tænke tilbage på turen med et stort smil på læben!
Så nu er det tid til at indtage Adelaide…!
Første stop var Bells Beach, som er legendarisk blandt australske surfere og det er her verdensmesterskabet i surfing bliver holdt hvert år. Vi nøjes dog bare med en gåtur langs stranden, da vejret ikke helt var til badning. Herefter gjorde vi holdt ved et fyrtårn, som angiveligt skulle have medvirket i et meget populært britisk børneprogram. Vi vendte næsen mod Apollo Bay, hvor vi skulle spise frokost. På vejen stoppede vi ved en campingplads, hvor chancerne for at se koalabjørne skulle være stor. Og ganske rigtigt, der sad de. Oppe i træerne, midt inde på campingpladsen, sad de i massevis. Vi blev så betagede af dem, at tiden løb fra os, og vi hastede tilbage til bussen, satte i gang og kørte, men efter ca. 5-10 minutter, opdager Charlotte at vi mangler en, den stille pige omme bag i. UPS. Vi fik stoppet bussen, men da det ikke er til at vende med en bus når man kører på en vej, med vand på den ene side og klipper på den anden side, var der en der løb af sted for at hente hende. Efter en halv times forsinkelse, og en meget flov guide, kørte vi atter af sted med alle mand ombord.
Efter frokosten i Apollo Bay, som er en dejlig lille fisker by, der trods de mange turister i Australien, har formået at beholde dens charme, nåede vi ud til de klippeformationer i vandet, som Great Ocean Road er kendt for. Gibson Steps, The Arch og Loch Ard Gorge er bare noget af det vi så, og grundet de mange skjulte rev, som ligger langs strækningen, er der sunket mange skibe der. Det er disse gamle ”sømands” historier, der danner grundlaget for mange af navnene på klippeformationerne. Australien har alt slags natur. Dette blev understreget, da vi på vejen gjorde holdt ved en regnskov, som vi gik en tur i. Her var nogle af træerne mere end 300 år gamle, meget store og det var i det hele taget ret fantastisk.
Vi skulle overnatte i et beach home i Port Campell National Park, og vi blev positivt overrasket. Her lå et lille hus ved vandet, med ca. 20 sengepladser og en hyggelig pejs. Der blev tændt op, lavet mad og vi fik åbnet de flasker vin vi havde købt på vejen. Resten af aftenen stod på hygge, kortspillet Uno, vin, ristede skumfiduser og bananer samt snakken, og allerede efter et par timer virkede det som om vi havde tilbragt den sidste uge sammen.
Dagen efter stod vi tidligt op for at se solopgangen over de 12 apostle, som nok er den mest kendte klippeformation langs Great Ocean Road. Der er dog kun 6 tilbage, da havet med tiden har skyllet de resterende væk. Og det viste sig at vejret, igen i dag, havde tænkt sig at svigte, så det regnede og man kun faktisk ikke se solopgangen, da der var overskyet. Vi forsatte mod The Grotto, London Bridge og Bay Of Martys, inden sidste stop ved Bay Of Islands. Da vejret ikke var med os, blev den planlagte picnic frokost ændret, til frokost på en meget lokal Pub, midt ude i ingenting. Rigtig lokal, og de blev meget skuffede, da Kicki bestilte 2 COLAER til vores mad, for man drak da ikke kun cola om lørdagen. Kicki undskyldte dog med at klokken kun lige havde passeret 12 og vi gemte det til om aftenen, men sjovt at prøve det lokale, var det nuJ.
Nu gik turen mod The Grampians National Park, hvor vi også skulle overnatte i en hytte på en campingplads. Efter vi havde fået læsset vores tasker af, var det tid til en hike. Op og op gik det mod toppen for at se den flotte udsigt over nationalparken. Dem der ture fik taget billeder ude på en klippeafsats inden turen gik ned af igen. Inden vi skulle spise blev der kigget på kænguruer. Når mørket falder på, bevæger de sig mod campingpladserne, for at spise af græsset. Og det lykkedes næste for Charlotte at klappe en.
Regnen var stoppet i løbet af eftermiddagen og vejret klaret op, så aftensmaden blev en BBQ, eller Barbie som det hedder hernede, med kæmpe bøffer og pølser. Og bedst som vi har sat os indenfor, for at hygge, kommer der en kæmpe kænguru, næsten 2 meter høj, ind i vores ”baghave”.
Vi fik lov at sove længe sidste morgen, det var jo søndag, så efter morgenmaden drog vi af sted mod et udsigtspunkt kaldet balkonerne, hvor der også er en fantastisk udsigt. Derefter stod den på en hike ned til bunden af McKenzie Falls, som er et ret flot lille vandfald, og selvfølgelig op igen. Nu fulgte en 7 timer lang køretur mod Adelaide, hvor vi gjorde ophold for at se hvide, ja i læste rigtigt, hvide kænguruer. Vi ankom til Adelaide om aftenen trætte og udmattede, efter 3 rigtig gode og hyggelige dage, med super dejlige mennesker, masser af frisk luft, motion og røde kinder. Vi vil tænke tilbage på turen med et stort smil på læben!
Så nu er det tid til at indtage Adelaide…!
torsdag den 7. maj 2009
En uge i Melbourne - den kulturelle hovedstad
Vi ankom til Melbourne om morgen efter en nat med bus fra Sydney. Og Hold da op, det var lige pludselig meget koldt at komme ud af bussen, 5 grader kl. 8 om morgenen, så det var på med jakkerne, strømperne og de lange bukser igen. Vi havde bestilt overnatning i forvejen og vi blev glædelig overrasket da vi ankom til Urban Central. Nyt, super rent, højst 4 mands værelser, masser af muligheder og gratis morgenmad, pasta og ris! Vi fik noget morgenmad, slængede os i sofaerne og fik en lur inden vi kunne tjekke ind kl. 2. Ellers brugte vi den første dag på at handle ind til aftensmad og madpakker.
Efter en fantastisk nat i gode senge, varme dyner og duftende lagner skulle vi på opdagelse i Melbourne. Melbourne er Australiens kulturelle hovedstad, og det er ikke til at overse. Vi gik langs åen op til byen, og her sker der altid en masse, der er masser af restauranter og barer, bænke hvor man kan nyde udsigten over til CBD(business området) med de høje bygninger og hvor de specielle broer krydser åen. Vi begav os op i gaderne, som er som labyrinter, gaderne i sig selv er nemme at finde ud af, men der er små og store arkader og shopping centrer, med butikker og små hyggelige cafeer over det hele, som fører en i alle retninger. Så selv for Charlotte blev det lige lidt for meget og vi måtte slå os ned på en bænk og nyde vores madpakker.
Vi var også så heldige at vi lige nåede at få den sidste dag af Jazz festivalen med, så på en solskinsvarm lørdag sad vi på Federation Square (En plads med nogle moderne abstrakt geometriske bygninger af glas og stål, som igen er et kendetegn på den kulturelle by) og nød noget jazz mens vi spillede kort. Skønt! Vi havde sørme ”glemt” vores medpakker så vi fandt selvfølgelig vej til noget lækkert sushi =o) På vej ud efter sushi gik vi forbi nogle demonstranter som havde stillet sig op ude foran KFC (en fastfood kæde som bedst sammenlignes med Mcdonald´s) her stod de i deres hvide dragter med et bogstav hver på ryggen og råbte deres budskab ”KFC KILLS”. Ret underholdende må man sige.
Søndag tog vi på South Melbourne Marked, vi blev helt overrasket over hvor mange forskellige ting man kan finde på et australsk marked, alt lige fra dufte sæbe, genbrugstøj, og mode støvler til lækre oste, spegepølser og kød og igen var markedet omgivet af cafeer og restauranter. Om aftenen tog vi i St. Pauls katedral til påske gudstjeneste. Det var en fantastisk oplevelse, katedralen er vildt flot med varme farver og drenge og herre koret sang fantastisk. Charlotte blev meget rørt og måtte fælde en tåre eller to. Kicki var også ret imponeret, men synes alligevel nok at vi måtte slutte aftenen af på Irsk pub med øl, kortspil og live spillemand! Så det blev en super hyggelig aften med masserer af indtryk!
Vi brugte også en dag på at tage på National Gallery of Victoria. Vi så malerier, skulpturer og antikke alt muligt, og følte os ret beriget da vi var færdige. Vi må dog indrømme at det var lidt en tørvetriller og det var bestemt ikke det hele der var lige spændende. Desværre åbnede Dali udstillingen ikke før til juni, det ville ellers have været sjovt at se.
Vi har også fået set bydelen Skt. Kilda, som ligger ned til stranden. Her i Melbourne bruger man sporvogne som transport, så vi tog sporvognen derhen og gik en tur op og ned af stranden. Om sommeren er her garanteret pakket af mennesker, men her om efteråret var det ret fredeligt. Vi spiste frokost på en restaurant med udsigt ud over stranden og de mange malere som står med deres staffeli og farverige tøj. Vejet var rigtig godt så vi tog sporvognen op i den anden ende af byen og gik turen tilbage ned forbi parlamentet og China town.
Melbourne er også kendt for deres Chokolade Cafeer, heriblandt ”kæden” Max Brenner Chocolate bar, så den måtte vi prøve. Ummmm…. Da vi kom ind var det første vi så to store kedler med chokolade, en med mørk og en med hvid. Man kunne få, chokolade bidder, chokoladekager, chokolade fondu m. jordbær, alt hvad hjertet kan begære! Vi nøjes dog med en kop varm chokolade, en mørk, og en mørk orange! Ummm! Sidste dagen tog vi op på det store Queen Victoria Marked, og gik en tur i byen, hvor vi også fandt vej til en ret spændende chokolade cafe. Her måtte Charlotte prøve deres varme chili chokolade, og Kicki en lille platte med chokoladekage, kiks, og chokolademousse.
Vi er helt vilde med Melbourne, det er en super fed by, med alle slags mennesker, mere tilbagelænet end Sydney. Det er svært ikke at blive fristet af alle de shopping muligheder og cafeer man kan finde i de små gader, men det er jo også en del af charmen. Der er altid noget eller nogen man kan kigge på, grine af eller nyde. Vi kunne sagtens blive her en uge mere, men tiden flyver, så vi tager videre på en tredags tur på The Great Ocean Road, men afslutning i Adelaide.
Efter en fantastisk nat i gode senge, varme dyner og duftende lagner skulle vi på opdagelse i Melbourne. Melbourne er Australiens kulturelle hovedstad, og det er ikke til at overse. Vi gik langs åen op til byen, og her sker der altid en masse, der er masser af restauranter og barer, bænke hvor man kan nyde udsigten over til CBD(business området) med de høje bygninger og hvor de specielle broer krydser åen. Vi begav os op i gaderne, som er som labyrinter, gaderne i sig selv er nemme at finde ud af, men der er små og store arkader og shopping centrer, med butikker og små hyggelige cafeer over det hele, som fører en i alle retninger. Så selv for Charlotte blev det lige lidt for meget og vi måtte slå os ned på en bænk og nyde vores madpakker.
Vi var også så heldige at vi lige nåede at få den sidste dag af Jazz festivalen med, så på en solskinsvarm lørdag sad vi på Federation Square (En plads med nogle moderne abstrakt geometriske bygninger af glas og stål, som igen er et kendetegn på den kulturelle by) og nød noget jazz mens vi spillede kort. Skønt! Vi havde sørme ”glemt” vores medpakker så vi fandt selvfølgelig vej til noget lækkert sushi =o) På vej ud efter sushi gik vi forbi nogle demonstranter som havde stillet sig op ude foran KFC (en fastfood kæde som bedst sammenlignes med Mcdonald´s) her stod de i deres hvide dragter med et bogstav hver på ryggen og råbte deres budskab ”KFC KILLS”. Ret underholdende må man sige.
Søndag tog vi på South Melbourne Marked, vi blev helt overrasket over hvor mange forskellige ting man kan finde på et australsk marked, alt lige fra dufte sæbe, genbrugstøj, og mode støvler til lækre oste, spegepølser og kød og igen var markedet omgivet af cafeer og restauranter. Om aftenen tog vi i St. Pauls katedral til påske gudstjeneste. Det var en fantastisk oplevelse, katedralen er vildt flot med varme farver og drenge og herre koret sang fantastisk. Charlotte blev meget rørt og måtte fælde en tåre eller to. Kicki var også ret imponeret, men synes alligevel nok at vi måtte slutte aftenen af på Irsk pub med øl, kortspil og live spillemand! Så det blev en super hyggelig aften med masserer af indtryk!
Vi brugte også en dag på at tage på National Gallery of Victoria. Vi så malerier, skulpturer og antikke alt muligt, og følte os ret beriget da vi var færdige. Vi må dog indrømme at det var lidt en tørvetriller og det var bestemt ikke det hele der var lige spændende. Desværre åbnede Dali udstillingen ikke før til juni, det ville ellers have været sjovt at se.
Vi har også fået set bydelen Skt. Kilda, som ligger ned til stranden. Her i Melbourne bruger man sporvogne som transport, så vi tog sporvognen derhen og gik en tur op og ned af stranden. Om sommeren er her garanteret pakket af mennesker, men her om efteråret var det ret fredeligt. Vi spiste frokost på en restaurant med udsigt ud over stranden og de mange malere som står med deres staffeli og farverige tøj. Vejet var rigtig godt så vi tog sporvognen op i den anden ende af byen og gik turen tilbage ned forbi parlamentet og China town.
Melbourne er også kendt for deres Chokolade Cafeer, heriblandt ”kæden” Max Brenner Chocolate bar, så den måtte vi prøve. Ummmm…. Da vi kom ind var det første vi så to store kedler med chokolade, en med mørk og en med hvid. Man kunne få, chokolade bidder, chokoladekager, chokolade fondu m. jordbær, alt hvad hjertet kan begære! Vi nøjes dog med en kop varm chokolade, en mørk, og en mørk orange! Ummm! Sidste dagen tog vi op på det store Queen Victoria Marked, og gik en tur i byen, hvor vi også fandt vej til en ret spændende chokolade cafe. Her måtte Charlotte prøve deres varme chili chokolade, og Kicki en lille platte med chokoladekage, kiks, og chokolademousse.
Vi er helt vilde med Melbourne, det er en super fed by, med alle slags mennesker, mere tilbagelænet end Sydney. Det er svært ikke at blive fristet af alle de shopping muligheder og cafeer man kan finde i de små gader, men det er jo også en del af charmen. Der er altid noget eller nogen man kan kigge på, grine af eller nyde. Vi kunne sagtens blive her en uge mere, men tiden flyver, så vi tager videre på en tredags tur på The Great Ocean Road, men afslutning i Adelaide.
Abonner på:
Opslag (Atom)